Feature
Læsetid: 11 min.

Rigsretten kan ses som Folketingets atomknap. Men spørgsmålet er, om den virker efter hensigten

Efter at Instrukskommissionen offentliggjorde sin delberetning, tales der nu om muligheden for en rigsretssag mod Inger Støjberg. Men hvad er den sjældent brugte rigsret overhovedet for en institution? Og er den tidssvarende og effektiv nok, når det handler om at drage politikere til ansvar for magtmisbrug?
Rigsretten består af 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal lægdommere, der er partimedlemmer og bliver udpeget af Folketingets partier. Professor Jens Elo Rytter mener, at der kan være grund til at overveje, om modellen er tidssvarende: »De sager, vi kender fra nyere tid – Ninn-Hansen-sagen og Støjberg-sagen – handler om jura. Jeg synes godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om tiden er løbet fra det politiske islæt.«

Rigsretten består af 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal lægdommere, der er partimedlemmer og bliver udpeget af Folketingets partier. Professor Jens Elo Rytter mener, at der kan være grund til at overveje, om modellen er tidssvarende: »De sager, vi kender fra nyere tid – Ninn-Hansen-sagen og Støjberg-sagen – handler om jura. Jeg synes godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om tiden er løbet fra det politiske islæt.«

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
19. december 2020

I denne uge blev en rigsretssag mod en dansk minister for første gang i mange år diskuteret som en reel mulighed. Det skete, da Instrukskommissionens delberetning, som blev offentliggjort mandag, slog fast, at det var »klart ulovligt« at adskille alle asylpar uden undtagelser, og at den tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V) var advaret om det. Delberetningen konkluderer også, at Støjberg har givet »urigtig og misvisende information til Folketinget«.

Derfor vil et politisk flertal nu have uvildige advokater til at vurdere, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag, mens Liberal Alliance, De Radikale og Alternativet allerede har besluttet sig for at støtte en rigsretssag.

Det er et sjældent anvendt værktøj, som nu pludselig befinder sig i centrum af dansk politik. Sidste gang, der blev gennemført en rigsretssag, var i 1995, da den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen blev idømt fire måneders betinget fængsel i Tamilsagen for at have standset familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden om Folketinget. Inden da fandt den seneste sag sted i 1910.

Man kan se en rigsretssag som Folketingets atomknap: Den mest alvorlige og betydningsfulde sanktion for lovbrud og magtmisbrug, der kan iværksættes mod en minister.

Nogle eksperter ser det imidlertid også som en mangelfuld konstruktion: Når der indledes så få sager, hænger det måske ikke kun sammen med værktøjets alvor, men også, at der er tale om et politisk farvet tiltag, som de folkevalgte har veget tilbage fra at bruge.

Kun to er blevet dømt

Men lad os først få konceptet på plads: Rigsretten er den eneste ret, der kan idømme tidligere og nuværende ministre en straf for ulovlig embedsførelse. Den blev indført i 1849, har kun været i brug fem gange, og kun to ministre er blevet dømt. Det særlige ved Rigsretten er, at det er Folketinget, som kan rejse sagerne, og at en del af dommerne er politisk udpegede.

Rigsretten består af 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal lægdommere, der er partimedlemmer og bliver udpeget af Folketingets partier – ud fra en fordeling, som afspejler partiernes størrelse. Dommerne har alle én stemme.

Jens Elo Rytter er professor på Juridisk Fakultet ved Københavns Universitet. Ifølge ham er Rigsretten oprindelig sammensat på den måde, fordi sagerne kan have et politisk islæt, der betyder, at de ikke udelukkende kan dømmes ud fra »benhård jura«.

Dog mener han, at der kan være grund til at overveje, om modellen er tidssvarende:

»De sager, vi kender fra nyere tid – Ninn-Hansen-sagen og Støjberg-sagen – handler om jura. Jeg synes godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om tiden er løbet fra det politiske islæt.«

En politisk skævhed?

Rigsretten er en forlængelse af Grundloven, hvor det fremgår, at ministre skal holdes til ansvar for at misbruge magt eller overtræde loven. Det forklarer Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab.

»Men man havde på det tidspunkt blandt politikere ret stor mistillid til jurister og dommere. Man syntes, de repræsenterede en konservatisme, som liberale politikere ikke havde tillid til,« fortæller han.

Derfor lavede man modellen med udpegede politikere for at inddrage menigmænd i domstolen og forsvarede det med, at det var sundt at have dommere med politisk erfaring.

Tim Knudsen mener ikke, at en rigsretssag nødvendigvis er den mest fornuftige måde at stille en minister til ansvar på i dag:

»Nu er der jo ikke mange eksempler, men det kunne altså godt tyde på, at man får en politisk skævhed, fordi de 15 lægdommere stemmer ret partipolitisk. De tre første sager førte til frifindelser, og det var ikke så underligt, for Rigsretten var politisk fyldt med konservative, der kunne stifte flertal i retten,« siger Tim Knudsen.

For eksempel blev tidligere konseilspræsident – svarende til en statsminister – Carl Christian Hall og arkæolog Jens Jacob Asmussen Worssae i 1877 frifundet for at overskride bevillingerne til opførelsen af Det Kongelige Teater, der var blevet opført med store budgetoverskridelser.

Jens Elo Rytter er enig i, at Rigsrettens konstruktion betyder, at dens arbejde kan blive farvet af politiske tilhørsforhold.

»Selv i de klareste sager har det ikke været enstemmigt, når Rigsretten har afsagt dom,« siger han og fortsætter:

»Da Erik Ninn-Hansen skulle dømmes i Rigsretten, stod det skrevet med flammeskrift, at manden var skyldig i lovbrud, hvorefter det blev 15-5 i Rigsretten. Man ved ikke, hvilke fem som har stemt imod, at han skulle dømmes – det er uden navns nævnelse – men man kan jo gætte på, om det er de borgerligt udpegede lægdommere. Og det er lidt uheldigt ud fra en ideel betragtning om, at de skal være neutrale,« siger Jens Elo Rytter, som dog stadig mener, at der findes en sikkerhed i, at halvdelen af medlemmerne er højesteretsdommere.

Tim Knudsen og Jens Elo Rytter er enige om, at Rigsretten i dag ser en anelse støvet ud og muligvis burde ændres.

»Jeg synes, det er en diskussion værd, om man overhovedet bør have politisk udpegede medlemmer i Rigsretten,« siger Tim Knudsen.

Internationale standarder

Dommerne i Rigsretten er udpeget i seks år ad gangen, uafhængigt af om der er en rigsretssag eller ej, forklarer professor emeritus på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen. Derfor ser han ikke noget forkert i de politisk udpegede medlemmer, da de ikke er udpeget til at vurdere den konkrete sag, og fordi han mener, at man i Danmark har så stor respekt for juraen, at man ikke tilsidesætter den.

»Det er klart, at hvis den blev brugt i tide og utide, så kan det godt være, at de her politiske medlemmer var uhensigtsmæssige, men når det kun bliver brugt i de der helt graverende sager, så tror jeg faktisk ikke, det spiller den store rolle.«

Professor i forfatningsret på Syddansk Universitet, Frederik Waage, siger, at det er en »udfordring« for de politisk udpegede dommere at bevare objektiviteten, ligesom han kalder Rigsretten for en »speciel domstol.«

Han understreger dog, at Erik Ninn-Hansen i forbindelse med Tamilsagen forsøgte at få prøvet Rigsrettens legitimitet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som afviste sagen.

»De valgte ikke at tage sagen ind. Det taler for, at Rigsretten lever op til internationale standarder,« siger Frederik Waage.

Tungen lige i munden

Det tidligere folketingsmedlem Anne Grete Holmsgaard er udpeget som rigsretsdommer af SF. Hun understreger, at hun ikke kan udtale sig om konkrete sager, som kan risikere at komme for Rigsretten. Men om rettens konstruktion siger hun:

»Det, som taler for at have de politisk udpegede dommere med, er, at vi bedre end mange andre kender de politiske processer. Rigsretten tager stilling til typer af lovovertrædelser, som kun kan begås af politikere,« siger hun og tilføjer:

»Men det er klart, at man skal holde tungen lige i munden. Man skal passe på ikke at være ’biased’, og man skal fokusere på det faktuelle: Om en minister har brudt loven, har været i ond tro og så videre.«

For at sikre at dommerne ikke er biased, mener Anne Grete Holmsgaard, at der er grund til at være meget striks i forhold til at vurdere deres habilitet inden en sag:

»Jeg synes, man skal være meget kontant i forhold til eventuel inhabilitet. Hvis nogen for eksempel har været ude og sige noget meget klart om en sag, som de skal dømme i, bør de skiftes ud,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Udenlandske paralleller

Den danske rigsret er inspireret af den britiske, som blev til, da Underhuset ville have mulighed for at drage kongens ministre til ansvar.

Det nyttede ikke at anklage dem efter den almindelige domstol, fordi kongen frit kunne bestemme, hvem der sad som dommere. Derfor blev modellen, at Overhuset fremover skulle fungere som rigsret i tilfælde af anklager mod ministrene – som så kunne fremføres af Underhuset.

Modellen med det øverste hus som rigsret blev efterfølgende efterlignet i nogle af de andre lande med moderne forfatninger. For eksempel i USA, hvor det i forfatningen af 1787 blev bestemt, at Senatet skulle kunne fungere som rigsret.

Sådan ser det stort set stadig ud i dag. Og det betyder, at den amerikanske rigsret i modsætning til den danske er »rent politisk«, fortæller Helle Porsdam, der er professor i ret og humaniora ved Københavns Universitet.

»De to huse deles om det. Det er medlemmerne af Repræsentanternes Hus, der rejser tiltale og strikker en anklage sammen, mens de 100 senatorer i Senatet fungerer som selve Rigsretten og stemmer om sagen,« siger hun.

I Danmark lavede man i første omgang en lignende struktur, hvor Folketinget rejste sagen, og Landstinget – sammen med højesteretsdommerne – dømte. Efter Landstingets nedlæggelse med grundlovsændringen i 1953 lavede man den nuværende konstruktion, hvor Folketingets partier udpeger lægdommerne. Grunden er, at Folketinget ikke både kan være anklager og dommer i Rigsretten.

Da Grønlandsskibet gik ned

Når Rigsretten kun har været brugt få gange i de seneste mange årtier, skyldes det blandt andet, at Folketinget i 1901 fik mulighed for at stille mistillidsvotum til en minister.

Det fortæller professor Frederik Waage fra SDU:

»At man som minister ikke kunne have Folketingets flertal imod sig, var en stor ændring, og man har set mange eksempler på, at ministre er blevet fyret på den måde gennem tiden. Nogle af de seneste eksempler er Mogens Jensen (S), Morten Bødskov (S), Lars Barfoed (K) og Eva Kjer Hansen (V).«

Kort før Tamilsagen var der faktisk en debat om, hvorvidt Rigsretten nogensinde ville komme i brug igen, fortæller han.

En anden forklaring på de få rigsretssager i 1900-tallet er ifølge professor emeritus Tim Knudsen, at der skal et flertal i Folketinget til at rejse en sag.

»Derfor har der været mange forslag om at rejse rigsretssager gennem tiden, som er faldet væk, fordi der ikke kunne skaffes flertal i Folketinget,« fortæller han.

»Det måske mest markante eksempel på en rigsretssag, som ikke blev til noget, er nok Johannes Kjærbøls (S) sag med Grønlandsskibet Hans Hedtoft, der gik ned med mand og mus på jomfrurejsen, fordi det bragede ind i et isbjerg,« siger Tim Knudsen.

Ulykken kostede 95 mennesker livet tilbage i 1959 og er siden blev kaldt for ’Danmarks Titanic’ og en af de største katastrofer i nyere dansk søfartshistorie. Dengang talte ivrige stemmer for at rejse en rigsretssag, da de mente, at den tidligere grønlandsminister Johannes Kjærbøl havde presset kaptajnerne på grønlandsfarten til at sejle om vinteren. Han blev også beskyldt for at vildlede Folketinget.

»Men Johannes Kjærbøl var så heldig, at han var socialdemokrat, og på det tidspunkt havde S sammen med De Radikale og Retsforbundet en flertalsregering. Og så blev sagen droppet,« forklarer Tim Knudsen.

Det pudsige ved den historie – fortæller han – er, at den konservative Erik Ninn-Hansen var en af de mest ivrige efter at rejse sagen sammen med SF’eren Aksel Larsen. Efter sagen blev droppet, tog de initiativ til at få skrevet en ministeransvarlighedslov, som blev vedtaget i 1964 og skærpede ministrenes ansvar for embedsførelse.

En lov, som Erik Ninn-Hansen endte med selv at blive fældet af ved en rigsretssag godt 30 år senere.

»Det er jo den slags paradokser, som skæbnen nogle gange giver os,« siger Tim Knudsen.

Det nødvendige flertal

Professor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet mener i modsætning til Tim Knudsen ikke, at det er et problem, at der skal et flertal til at rejse en sag. Der er nemlig indbygget en garanti i det danske system i form af en fem års forældelsesfrist på sager, anfører han:

»Det betyder jo, at der altid er mindst ét folketingsvalg imellem, at en minister begår et eller andet, og så forældelsesfristens udløb. På den måde giver man netop mulighed for, at der kan komme et nyt politisk flertal, som så kan rejse sagen, hvis det er nødvendigt.«

Også Jens Elo Rytter mener, at man bør holde fast i, at der skal et flertal til for at rejse en sag. Han peger dog på, at man i Norge har givet mulighed for, at et mindretal kan kræve en forundersøgelse, altså det, der kan sammenlignes med en undersøgelseskommission.

»Det, synes jeg, er en meget god idé, for vi har set mange gange, at selv ret åbenlyst problematiske sager ikke bliver undersøgt, fordi der ikke er flertal for det. Hvis en undersøgelse viser problemer, kunne det godt være, at flere ville blive nødt til at stemme for en rigsretssag,« siger Jens Elo Rytter.

Han nævner blandt andet sagen om tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der – som afsløret af P1 – havde administreret ulovligt og vildledt Folketinget.

»Men det havde mig bekendt absolut ingen konsekvenser for Hjort,« siger Jens Elo Rytter.

Et tungt instrument

En sidste grund til, at Rigsretten sjældent er samlet, kan være, at en rigsretssag er en relativt tung og omstændig proces. Der er 30 rigsretsdommere, og rigsretsloven slår fast, at der ikke må være færre end 18 dommere, forklarer Jens Elo Rytter.

»Man kunne måske i nogle tilfælde sige: Lad os tage tre højesteretsdommere og tre lægdommere. Det er mange dommeres tid at lægge beslag på.«

Den traditionelle indvending mod at sætte en rigsretssag i gang er da ofte også gået på, at den er stor og dyr, fortæller Tim Knudsen.

»Man kunne jo godt overveje at lave en lidt slankere rigsret, som var mindre tung og med færre dommere. Det bør ikke forhindre, at der rejses sager. Der skal ikke være frit slag for ministrene,« siger Tim Knudsen.

Jørgen Albæk Jensen mener derimod, at Rigsretten skal være et tungt instrument, som kun hives frem i tilfælde af meget alvorlige sager. Han understreger, at de andre sanktionsmuligheder, som findes, også er alvorlige:

»Man kan blive væltet som minister, det så vi jo med Mogens Jensen, og hvis det er tilstrækkeligt groft, så går det ud over partiets chancer ved næste valg. Så det er jo ikke gratis at lave lovovertrædelser i embeds medfør.«

Med til billedet hører også, at Folketinget måske er ved at få bedre kort på hånden, når det handler om at drage grænseoverskridende ministre til ansvar. Tim Knudsen nævner et nyt undersøgelsesværktøj, den såkaldte granskningskommission, som blev indført i forbindelse med minksagen, som et gennembrud, fordi det betyder, at et mindretal i Folketinget på mindst 60 medlemmer nu kan sætte en forundersøgelse i gang. Før krævede det både et flertal at starte en undersøgelse og rejse en rigsretssag.

»Det åbner jo en lille lem for, at et mindretal kan få sat noget i gang. Hvis man under sådan en forundersøgelse får færten af, at der måske er noget at komme efter, så er man måske kommet et skridt længere. Men vejen til en rigsretssag er jo stadig meget lang, fordi en forundersøgelse højst kan sætte en større undersøgelse i gang.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Kristian Villesen & Marina Veis Høi

Rigsretten består af 15 dommere plus 15 personer udpeget af Folketinget, ialt 30 personer.

Erik Ninn-Hansen blev dømt med dommerstemmerne 15-5, ialt 20 personer.
Med dommerstemmerne 12-8 blev han idømt fire måneders betinget frihedsberøvelse.

Hvad er det blevet af de sidste 10 stemmer ??

I min optik er sagen klar, hun behøver ikke dømmes ved rigsret med hvad det medfører, hun skal bare trække sig som retsordfører og næstformand i venstre. Hendes indflydelse skal være på niveau med alm.medlem af folketinget i V. som Løkke er p.t. Uforståeligt at han så gider det, men salig er de enfoldige ... sv.

Margit Johansen

Nej vi har ikke brug for rigsretssager i de to sager om manglende lovhjemmel. I det seneste tilfælde om mink har alle indrømmet fejl og en minister er gået - men den nødvendige lovhjemmel er efterfølgende indhentet. I tilfældet med instrukskomissionen er den foreløbige delkonklusion tydelig: der var - og er stadig ikke - ikke lovhjemmel til at adskille ægtepar uden individuel sagsbehandling - men der var heller ikke givet en direkte ulovlig instruks. I begge tilfælde må ansvaret hvile på de ledende embedsmænd som ikke i tilstrækkeligt omfang - kun lige til at redde egen røv - sørgede for at advare politikerne. Vi har brug for en domstol for uansvarlige embedsmænd, da vi ellers sidder tilbage med mistanken om at de forfølger personlige -eller politiske hævnmotiver.

Krister Meyersahm

Støjberg er folketingets pligt og ansvar.

Folketinget skal ikke løbe fra eget ansvar og gemme sig bag advokater eller rigsretten i spørgsmålet om Støjbergs skæbne.

Det er folketingets absolutte pligt at gribe ind når et medlem har overtrådt sit mandat. Overholder et medlem ikke landets love er medlemmet ikke værdig, i Grundlovens mening, til at sidde i folketinget og skal ubetinget fratages sin valgbarhed, jvnf. § 33. Det er folketingets pligt at eksekvere dette.

Jeg opfordrer folketinget til at lukke sagen på værdig måde ved at benytte grundlovens regler om valgbarhed.

Inge Lehmann, Gitte Loeyche, Søren Cramer Nielsen, Mogens Holme, kjeld hougaard, Jens Kofoed, Katrine Damm, Elisabeth From og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Krister Meyersahm 20. december, 2020 - 09:25

Ahr .... Grundlovens §33 skal bruges med stor forsigtighed.

Det må være i første omgang den lokale vælgerforening og dernæst vælgerne, der afgør, hvem der skal have sæde i Folketinget.

Gert Romme - Baggrunden for, at det kræver flertal i Folketinget at indlede en sag mod et medlem af Folketinget, er at undgå, at statsmagten kan lukke munden på Folketingets medlemmer gennem anholdelser og grundløse anklager.

Ønsket om en forfatningsdomstol ... tja, kig på EU, Tyskland eller USA, hvor forfatningsdomstolen er gået hen og blevet ganske politisk. Mon ikke mindre kan gøre det? Måske en udvidelse af ombudsmandsinstitutionens beføjelser til også at kunne opfordre til en mere omfattende undersøgelse eller måske en rigsretssag?

Krister Meyersahm

Torben Lindegaard.
Selvfølgelig skal største forsigtighed anvendes men, at overtræde eller vise foragt for landets love bør udløse folketingets pligt til at aktionere. Det er ikke vælgernes afgørelse om et medlem har mistet sin valgbarhed. Vælgerne må vælge hvem de vil men folketingets afgør, om de valgte er valgbare og til dette formål har tinget et stående udvalg som i den grad bør vise respekt for deres opgave.

Der er forskel på de to sager ud over lovhjemmel, hvoraf den ene er på plads, den vedtages i morgen. Men måske var der lovhjemmel, det er der jo flere der påstår og som kender til tingene. Ikke mandagstrænere.:) i minksagen.
Støjberg har løjet op til flere gange i folketing og samråd, så det skal have en konsekvens, det er V der skal fælde den.

Så nu skal Trine Bramsen også for rigsret så hun helt åbenlyst har løjet for folketinget, da medlemmer af beredskabsstyrelsen har deltaget i aflivning af mink, i modstrid af Bramsens udtalelser.

Jacob Schønberg

Rigsretten er et grundlovsværn ! Den er skabt til at dømme i Mette Frederiksens sag som jo er en grundlovsovertrædelse der koster Danmark over 20 milliarder kroner ! den duer ikke til IS lille sag fordi 1 anklageskriftet er uklart, der er ingen beviser på at hun har givet en ordre om ulovligheder og sagen er alt for lille til en Rigsret , da der kun en få skadelidte og de er ikke ret skadede. At overtræde en konvention midlertidigt - men samtidig overholde dansk lov er ikke nogen stor forbrydelse

Stop! den går ikke Nils Bøjden. Bramsen har Ikke løjet, men gengivet den besked hun fik for ledelsen af beredskabstyrelsen, da hun spurgte. Denne besked var forkert, det er undskyldt officielt af direktøren og beklaget. Bramsen er så så fin, at hun siger, jeg vil ikke hænge nogen ud, de folk har arbejdet i døgndrift. Synderen er direktøren, hvad han også har sagt på TV, så intet i den sag. At Knuth og en andre V person, vil forfølge sagen på ny ved samråd, gør dem begge rent til grin.

Nils Bøjden - Søren Pape Poulsen er en mere åbentlys kandidat til en rigsret. Efter en dom fra EU-domstolen, der dybest set dømte logningsbekendtgørelsen i modstrid med EU-retten, gennemtvang han, at den ulovlige praksis skulle fortsætte. Der er vist et civilretsligt søgsmål i gang mod ham, men den slags har det med at løbe ud i sandet, fordi domstolene vægrer sig ved at tage politiske sager op.

For 7. gang, der er ikke sket grundlovsbrud mht. til minksagen. og der er ikke løjet. Det bliver da ikke bedre af man digter historier for at få ret. Nogle embedsmænd kan få ørerne i maskinen, men ikke Mette F. Og de to styrelser, her er også sket fejl., men ikke grundlovsbrud.
Kr. Jensen fra V begik et åbenlyst grundlovsbrud, adm. efter en ikke lov i skat, men både VKO sagde bare pyt. Tror ikke engang han fik en næse, DF holdt jo hånden over grundlovsbrydere det har de gjort mange gange, hvor det passede med egen politik. I de gamle VKO dage.

Nye borgerlige er ikke bedre,

Man skal ikke blande Støjbergs ulovlige REGIME og mink. Som Folketingsmedlem og minister skal man overholde Grundloven, det er indiskutabelt - uanset om man er Rød, blå eller stribet.
Støjbergsagen er er et studie i modbydelighed, ondskab og løgnagtighed udover manglende lovlighed - Der er helt åbenlyse og helt bevidste lovovertrædelser. Selvfølgelig skal der være en rigsretssag !

Der skal i hvert fald ske noget andet end, hvad der sker lige nu.
Vi skal over i en tilstand, hvor også politikere er lige for loven (ift. borgerne).

Det kan ikke nytte noget, at der sidder politikere, der har kunnet nøjes med at give en undskyldning
for noget, der kunne give op til flere års fængsel efter straffeloven, hvis denne politiker havde været uden politisk immunitet.

Det kan ikke nytte noget med politisk kammerateri og ditto studehandler som værktøj til at sylte strafbare handlinger. Det er jo at sammenligne med korruption.

Det kan ikke nytte noget, at vi, som borgere, vurderer sagernes strafbarhed ud fra vores egne politiske holdninger.

Der skal en politisk neutral domstol til at vurdere disse sager. Gerne på initiativ af ombudsmanden.

"Nils Bøjden. Bramsen har Ikke løjet, men gengivet den besked hun fik for ledelsen af beredskabstyrelsen, da hun spurgte. "

I ministersammenhæng er det at lyve.

Så er der Mogens Jensen, der både løj og handlede ulovligt. Han var udmærket klar over at der ikke var lovgivningsgrundlag for hans handlinger.

https://www.information.dk/indland/leder/2020/11/mogens-jensen-begaaet-k...

Så var der Morten Bødskov som løj for folketingets retsudvalg.

Osv. Osv.

Man skal passe på hvad man ønsker sig. Man risikerer at få sit ønske opfyldt.

Og undskyldninger er ligegyldige. Vi har ikke brug for angrende syndere i regeringen. Hellere nogen der står ved deres handlinger.

"Som Folketingsmedlem og minister skal man overholde Grundloven, det er indiskutabelt - uanset om man er Rød, blå eller stribet."

Og det gjorde Mogens Jensen så ikke, da han var klar over at han udstedte ulovlige ordrer.

William Mannicke

Nils Bøjden.

Har Bramsen talt sandt eller har hun løjet?

En minister en PRICIPELT ansvarlig for alt under resor området.

MEN:
Hivis ministeren modtager informationer fra embedsværket, som er falske/urigtige, bevidst eller ubevidst, er ministeren så ansvarlig for falske oplysninger.?

Her er det at den vigtige formulering i ministeransvarlighedsloven kommer ind:
Har ministeren bevidst eller grov uagtsom, givet urigtige/løgnagtige oplysninger til folketinget.

Dette forbehold, er så og sige det eneste, der står imellem en minister og oplysninger fra embedsværket, i forhold til folketinget
Men er det rimeligt at en minister skal stå til ansvar for ”falske” oplysninger, bevidst eller ubevidste,

På denne måde er alle ministre i prisgivet embedsværket, som jo altså også i yderste konsekvens, kan fælde en minister på forkerte oplysninger.

I Bramsen tilfælde, nogle værnepligtige, der følger en ordre/besked fra en person, som tilsyneladende ikke ved/ eller godt ved, at det må de faktisk ikke.

Som minister, har man naturligvis tillid til, at alt foregår efter givne forskrifter, og når man så får at vide, at det gør det, ja, så siger man det.

Måske skulle man kigge ministeransvarlighedsloven efter i sømmene.

Men jeg tror næppe, der i denne sag er rigsretspotentiale.

"Har Bramsen talt sandt eller har hun løjet?

"

Hun har løjet idet hun har meddelt at der ikke har delatget personer fra forsvaret eller beredsskabsstyrelsen i aflivning afmik. Dette er modsagt af medlemm ef beredskabsstyrelsen som har deltaget i aflivning.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12642779/vaernepligtige-modsiger-f...