Feature
Læsetid: 9 min.

Sådan gik det til, at Det Arabiske Forår blev til det fejlslagne forår

Ti år efter Det Arabiske Forår domineres regionen fortsat af despoter og korrupte ledere. Hvorfor bar protesterne ikke i højere grad frugt? Og hvad fortæller udviklingen om demokratiets fremtidige vækstbetingelser i Mellemøsten?
Moderne Tider
19. december 2020
På Tahrir-pladsen i Cairo demonstrerede hundredtusinder i 2011 mod det egyptiske militærstyre. Protestbevægelsen fortsatte den steppebrand, som den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi udløste i december 2010, da han satte ild til sig selv – og efter 30 år ved magten trådte Egyptens præsident, Hosni Mubarak, tilbage.

På Tahrir-pladsen i Cairo demonstrerede hundredtusinder i 2011 mod det egyptiske militærstyre. Protestbevægelsen fortsatte den steppebrand, som den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi udløste i december 2010, da han satte ild til sig selv – og efter 30 år ved magten trådte Egyptens præsident, Hosni Mubarak, tilbage.

Jacob Ehrbahn

Sara Khorshid stod på Tahrir-pladsen i Cairo i 2011 blandt hundredtusinder af andre egyptere.

Hvad der begyndte som en protest imod de nødlove, der i årtier havde givet det egyptiske militærstyre vide magtbeføjelser, udviklede sig til et ugelangt oprør imod et system, som havde skabt udbredt korruption og en skyggeøkonomi, hvor de høje vækstrater var forbeholdt en snæver elite.

Demonstrationerne blev siden rettet mod præsident Hosni Mubarak, der trådte tilbage efter 30 år ved magten. Sara Khorshid og de unge, veluddannede egyptere, der indledte protestbevægelsen på sociale medier, fortsatte den steppebrand, som gadesælgeren Mohamed Bouazizi udløste i december 2010, da han satte ild til sig selv.

De tunesiske protester fik ikke blot præsident Ben Ali til at flygte ud af landet efter 24 års lederskab, men blev katalysator for et regionalt opbrud, der også endte med at koste mangeårige autokrater i Libyen og Yemen magten.

De langvarige effekter af det såkaldt Arabiske Forår viste sig dog mindre opmuntrende. Siden Egyptens militær i 2013 fjernede den folkevalgte Mohamed Morsi og dødsdømte store dele af Det Muslimske Broderskab, har den tidligere hærchef al-Sisi som en moderne farao genoplivet politistaten. Det blev markeret ved valget i 2018: Sami Anan, al-Sisis eneste udfordrer, blev tilbageholdt, mens pseudomodkandidaten Mousa støttede sin nære ven al-Sisi offentligt.

Røde linjer

Mousas opstilling var med Sara Khorshids ord »kosmetik« og et »forsøg på at legitimere militærstyret«, der i 2019 stod bag den største bølge af massearrestationer siden 2013.

I de seneste 15 år har Khorshid skrevet kritisk om sit hjemland for flere store internationale medier, men hun bor ikke længere i Egypten.

Mubarak efterlod ikke blot rum til en opposition, men også nogle røde linjer, hun kendte. Under al-Sisi sker anholdelser »uden varsel og begrundelse«. Som journalist vidste hun ikke længere, hvornår hun krydsede en grænse.

I den usikkerhed var det, som hun forklarer, umuligt at overveje følgerne af sine handlinger. 

Hendes hjemland er i dag et sted, hvor kendte sangerinder fængsles for at antyde, at Nilen er forurenet, studerende anholdes for at have Orwells 1984 på sig, og mindst 60.000 mennesker er fængslet af politiske årsager. Et land, hvor håbet fra 2011 har fortonet sig i en økonomisk krise, og befolkningen står i en catch-22-situation, hvor man har alverdens grunde til at demonstrere, men ingen ret til det.

»Man kunne tro, at et regime, der har sendt et klart signal til alle i og uden for fængslerne om, at ethvert forsøg på kritik kommer med en pris, før eller siden ville stoppe sine undertrykkelser. Men hvert år siden 2013 er enhver protest blevet fulgt af et markant og ofte uberettiget modsvar,« siger Khorshid.

Det egyptiske civilsamfund overlevede Mubarak-æraens repression, »men lige nu har det ikke mulighed for at eksistere«, konstaterer hun.

»Et demokratisk eksperiment«

Udviklingen i regionens største land afspejler den større historie om forliste forhåbninger, som fulgte i kølvandet på det forår, der aldrig levede op til sit floromvundne navn.

Syrien, Yemen og Libyen er martret af tragiske borger- og stedfortræderkrige, mens befolkningerne i Bahrain, Jordan, Algeriet, Libanon og Marokko er blevet spist af med begrænsede indrømmelser og reminiscenser af tidligere regimer.

Ingen andre steder end i Tunesien har den folkelige modstand imod autoritære ledere ført til demokrati eller noget, der ligner. Og selv om Tunesien har haft hele ni regeringer siden 2011, er det rimeligt at se landet som en unik regional succeshistorie.

Det mener Paul Salem, formand for Washington-tænketanken Middle East Institute.

»Tunesien er i dag ikke et militaristisk et-parti-diktatur, som det var under Ben Ali. Mange ting er blevet værre, men man skal sætte Tunesien ind i en kontekst, hvor man har borgerkrige og tyranner i øst og vest og en region præget af stedfortræderkrige,« siger han.

»I det miljø er det i sig selv en historisk bedrift at blive samme sted, eller gå lidt tilbage, og overleve som et demokratisk eksperiment.«

Ingen andre steder end i Tunesien har den folkelige modstand imod autoritære ledere ført til demokrati eller noget, der ligner. Og selv om Tunesien har haft hele ni regeringer siden 2011, er det rimeligt at se landet som en unik regional succeshistorie, mener Paul Salem fra tænketanken Middle East Institute. Landets demokratisering blev hjulpet på vej af et stærkt civilsamfund.

Ingen andre steder end i Tunesien har den folkelige modstand imod autoritære ledere ført til demokrati eller noget, der ligner. Og selv om Tunesien har haft hele ni regeringer siden 2011, er det rimeligt at se landet som en unik regional succeshistorie, mener Paul Salem fra tænketanken Middle East Institute. Landets demokratisering blev hjulpet på vej af et stærkt civilsamfund.

Martin Bureau

Jagten på årsagerne

Hvorfor gik det så galt? Hvorfor lykkedes det ikke flere lande at følge i Tunesiens fodspor?

Det spørgsmål har iagttagere og eksperter ihærdigt forsøgt at besvare gennem de senere år.

En af forklaringerne vedrører kolonifortiden. Nærmest overalt i regionen styrede de europæiske kolonimagter gennem stærke, eksisterende institutioner. I Egypten var det militæret, der efter den britiske kolonisering afskaffede monarkiet i 1952 under ledelse af Gamal Abdel Nasser.

Siden er alle præsidenter udgået fra militæret, og under al-Sisi gennemsyrer det økonomien og produktionen: Mangler der brød, leverer militærets bagerier det. Er der behov for nye veje, anlægger militæret dem, forklarer Sara Khorshid.

»Militæret har været en konstant, indflydelsesrig kraft og et bolværk mod demokrati, der aldrig har underlagt sig folkelig kontrol. Forskellen på Nasser og al-Sisi er, at Nasser var ideologisk og optaget af en fælles arabisk identitet – al-Sisi er kun optaget af at bevare sin kontrol med magten,« siger hun.

Tunesiens militær har til sammenligning spillet en mindre rolle i det tunesiske samfund, og landets demokratisering blev samtidig hjulpet på vej af et stærkt civilsamfund. Især den stærke nationale fagbevægelse UGTT, grundlagt i 1946, har været i stand til at mobilisere tuneserne på en måde, som ikke var mulig for den egyptiske fagforeningsbevægelse, ETUF, der er en integreret del af staten.

En anden forklaring handler om de meget forskellige strategier, som de islamistiske ledere forfulgte: I Egypten udviste Morsi og Det Muslimske Broderskab ingen vilje til at forhandle på tværs af religiøse og politiske skel, mens Rachid Ghannouchi og det islamiske parti Ennahda, der vandt 41 procent af stemmerne ved Tunesiens præsidentvalg i 2012, var klar til at indgå kompromiser med den ikkeislamiske opposition.

Ifølge Paul Salem skal udviklingen i regionen også ses i lyset af de udenlandske interesser, som har præget forholdene i de enkelte lande. Tunesien har haft dybe sociale og økonomiske bånd til Vesten, mens Egyptens nære forbindelser til Rusland, Kina og Saudi-Arabien har afstivet en anderledes autoritær tradition.

»I overgangen til demokrati er du nødt til at have en stat, der er villig til at give slip på magten og ikke modarbejde historien, men også en regional og international kontekst, hvor stormagter og institutioner opmuntrer til forandring,« siger Salem.

Mellemøsten findes ikke

Det Arabiske Forårs udvikling beviser, at vejen til demokrati hverken er åbenlys eller forudsigelig.

Det siger 70-årige Lisa Anderson, der er professor emeritus på Columbia University.

Hun mener, at der har været en »bekymrende tendens« til at generalisere ud fra fortidens mønstre, og at forskere, politikere og journalister har negligeret, at Mellemøstens lande er højst forskellige.

»Der har været en rungende intellektuel kortslutning og dovenhed,« siger hun.

»Det er åbenlyst, at Golfen er enormt forskellig fra Levanten, som igen er enormt forskellig fra Nordafrika. Der findes ikke noget decideret Mellemøsten.«

Anderson mener derfor, at der særligt er én lektie at drage fra årtiets jordskred i regionen:

»Med Det Arabiske Forår er de regionale kategorier begyndt at krakelere. Foråret har – takket være oprørerne – først og fremmest blotlagt de markant forskellige historiske veje, hvert land allerede var på. Det var begyndelsen på enden for ideen om en fælles arabisk identitet.«

En anden lære af 2010’ernes protester i blandt andet Egypten er ifølge Lisa Anderson, at demokrati kræver mere vedholdenhed end fælles fremmøde om fredagen.

»Foråret afslørede bristen i mange moderne, autonome protestbevægelser, der har troet, at de kan starte forandringer på sociale medier, samles på gaden og kalde på styrets afgang, og så gå hjem til computeren. De har glemt, hvad socialistiske alliancer i 150 år har vidst: Kun grupper, der organiserer sig, har en chance for at være fremherskende. Demonstranterne på Tahrir-pladsen var ikke organiserede, og så kunne Det Muslimske Broderskab og militæret diktere fremtiden.«

Stabilitet frem for folkestyre

I 2011 gik Thomas Lippman roligt rundt i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, mens der udbrød protester i de østlige og shiamuslimske provinser af det olierige kongedømme. Oprøret udmøntede sig aldrig i en trussel mod al-Saud-monarkiet, der brugte sin tætte alliance med ulama, landets kongeligt udpegede råd af religiøse overhoveder, til at udstede en fatwa mod shiaoprørerne.

Styret sørgede også for at udrulle velfærdsprogrammer til en værdi af 130 milliarder dollar til glæde for sunniflertallet og de ledende klaner.

Siden 2015 har Mohammed bin Salman, Saudi-Arabiens kronprins, forsvarsminister og de facto statsleder, iværksat en række reformer: Kvinder har nu lov til at køre bil, gå i biografen og til jazzkoncerter. Men man skal ikke tro, at moderniseringen vil føre til demokratiske fremskridt i »Mellemøstens Kina«, advarer Thomas Lippman, der er tidligere udenrigskorrespondent for The Washington Post.

Siden 2015 har Mohammed bin Salman, Saudi-Arabiens kronprins, forsvarsminister og de facto statsleder, iværksat en række reformer: Kvinder har nu lov til at køre bil, gå i biografen og til jazzkoncerter. Men man skal ikke tro, at moderniseringen vil føre til demokratiske fremskridt i »Mellemøstens Kina«, advarer Thomas Lippman, der er tidligere udenrigskorrespondent for The Washington Post.

Bandar Algaloud

Ifølge Lippman, der er tidligere udenrigskorrespondent for The Washington Post og i fire årtier har specialiseret sig i netop Saudi-Arabien, var der aldrig tale om et egentligt oprør i 2011. Befolkningen var ganske enkelt ikke interesseret i demokrati, mener han:

»Saudierne var og er ikke i oprørsk humør. De lever i et stabilt, fredeligt og rigt samfund uden skoleskyderier, QAnon og fentanyl-overdoser, hvor der er muligheder for befolkningen, så længe man holder sig ude af politik. Saudi-Arabien har været det meste stabile land i regionen i 80 år, og stort set alle de saudiere, jeg har mødt de seneste 40 år, mener, at regeringen er legitim.«

Siden 2015 har Mohammed bin Salman, landets kronprins, forsvarsminister og de facto statsleder, iværksat en række reformer: Kvinder har nu lov til at køre bil, gå i biografen og til jazzkoncerter.

Men Lippman advarer mod at tro, at moderniseringen vil føre til demokratiske fremskridt i »Mellemøstens Kina«, som han kalder Saudi-Arabien. Bin Salmans reformer er et »røgslør«, der kun tjener til at styrke magten og sikre den interne stabilitet.

I dag kan journalister ifølge Lippman »ikke længere have samme samtaler med saudierne som tidligere uden at ende i fængsel eller som Jamal Khashoggi«, den saudiske kommentator, der blev dræbt på konsulatet i Istanbul i 2018.

I en bredere optik er spørgsmålet da også, om Det Arabiske Forårs protester egentlig afspejlede en længsel efter demokrati, mener Lisa Anderson fra Columbia University:

»Man har forsømt at spørge, om befolkningerne overhovedet ønskede demokrati og adgang til det politiske liv, eller om der i stedet var tale om et ønske om respekt, vækst og fremgang. Mange var blevet ansporet til at tro, at demokratiet ville sikre alt dét, fordi hele verden havde sagt det i årtier, men da man fandt ud, at det ikke forholdt sig sådan, var man hurtigt klar til at droppe forsøget.«

Revolutionens seje træk

Paul Salem fra Middle East Institute mener imidlertid ikke, at demokratiet er blevet delegitimeret i Mellemøsten i kølvandet på Det Arabiske Forår.

»Det banebrydende ved 2011-2020 sammenlignet med fortidens oprør er, at hvor de ældre var enten antikoloniale, nationalistiske eller islamiske, har de nyere fokuseret på demokratiske budskaber som frihed, retfærdighed og retten til at holde sine ledere ansvarlige,« siger han.

Det Arabiske Forår demonstrerer måske mest af alt noget, som nogle af dets forkæmpere og begejstrede iagttagere kan have overset: Demokrati er flygtigt, forgængeligt og foreløbigt. Det er intet engangsspil, der er afgjort på få måneder og med et enkelt valg.

Men selv om foråret ikke blev den klare demokratiske succeshistorie, mange havde håbet på, er de faktorer, som drev oprøret frem, stadig til stede: I Libanon og Irak – som Salem kalder »problematiske, sekteriske og korrupte, men dog demokratier med magtdeling og frie valg« – har der i de seneste år været fortsatte protester anført af unge. Og i Algeriet, hvor 82-årige Abdelaziz Bouteflika blev afsat i 2019, er det nye styre blevet mødt med protester i løbet af 2020.

»Bevægelsen siden 2011 har vist, at den sociologiske forandring er reel. Mellemøstens befolkninger bliver mere og mere plugged-in og over tid sværere for forældede regimer at holde i lænker. At foråret ikke har givet øjeblikkelige resultater, betyder ikke, at passionen ikke er der. Den er blevet undertrykt og udsat, men den er ikke forsvundet,« siger Paul Salem.

Han opfordrer derfor til ikke at gøre regnskabet for foråret op for tidligt:

»Man er nødt til at se det i det lange løb, for det er ikke overstået endnu. Det kommer til at forløbe i år og årtier. Se på 1848-revolutionerne i Europa, hvor oprøret blev slået ned på under et år. Det tog endnu et århundrede, før Europa opfyldte løftet fra 1848. Den Franske Revolution var heller ikke færdig, da man stormede Bastillen. Demokrati er svært og tager tid.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor det gik galt ?.

Fordi de korrupte ledere og despoter blev aflæst af religiøse bagstræbere.
Når galninge overtager efter svindlere så er vejen åbnet for endnu andre syge magtstræbere.

Demokrati har brug for tid og modning.

afløst.

Mads Kjærgård

Ruslands efterretningstjeneste fastslog allerede tidligt i forløbet, at det såkaldte "Arabiske Forår" var præget af religiøse fanatiskere, og derfor dømt til at slå fejl. Men "Det Arabiske Forår?" Var det ikke bare de vestlige medier der gik i selvsving? Som sædvanlig tør man næsten vove at skrive! Brød og skuespil til folket?

kjeld hougaard, Espen Bøgh og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar