Vejen svingede let til højre, mens bløde klippeskrænter langsomt rejste sig på begge sider af bilen. Det gik jævnt opad, så himlen stod som et biograflærred i forruden. Netop i det øjeblik brød solen gennem skyerne og skabte en halv regnbue mod syd.
Egentlig sad jeg bare i en lejebil i Bayern på vej på reportage om amerikanske NATO-soldater i Tyskland. Altså en yderst prosaisk situation, hvor man ikke forventer at blive overvældet af kosmisk tvivl.
Men på radiostationen Deutschlandfunk Kultur var der pludselig breaking news: Den tyske fysiker Reinhard Genzel fra Max-Planck-Institut i München havde sammen med amerikaneren Andrea Ghez og briten Roger Penrose vundet Nobelprisen i fysik.
Genzels præstation: Et utrætteligt og originalt forsøg på at forstå sorte huller og ikke mindst på at observere et sort hul med det poetiske navn Sagittarius A* i centrum af Mælkevejen.
Det er et helt uhæmmet kompakt foretagende, der befinder sig omkring 26.000 lysår her fra jorden – heldigvis, for det sluger alt omkring sig og udfordrer den moderne fysik til kanten og lidt længere.
Nærmere end selve hullets eksistens har Genzel og hans folk påvist en stjernes hurtige og ekstremt elliptiske baner rundt om centrummet – baner, som kun kan forklares i kraft af et usynligt objekt med ekstremt stor massefylde i midten: et sort hul.
Menneskets plads i universet
Men mens himlen stadig stod åben i Bayern, ringede radioværten fluks til Genzel, der efter årtiers forskning var ør af lykke over prisen.
Pædagogisk forklarede fysikeren, hvordan tiltrækningskraften i et lille sort hul kan sammenlignes med, at man presser hele jordklodens masse sammen til noget på størrelse med en glaskugle – og trods den lidne størrelse har glaskuglen stadig den samme tiltrækningskraft som hele jordkloden.
Derfor kan selv lys ikke undslippe sorte hullers kraft, der i større skala kan sluge solsystemer og rive planeter i laser – et fænomen, som fysik- og formidlingsgeniet Stephen Hawking engang i 1980’erne gav det smukke navn »spaghettisering«.
Men hvad kan forskningen bruges til, spurgte den tålmodige, men lettere forvirrede vært, mens jeg selv ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg var på eksistentiel glatis eller bare lidt køresyg.
»Bruges?« lød Genzels svar tilbage.
»Det her handler om den åndelige dimension, om menneskets tilværelse i universet.«
Genzel sagde ikke Gud, men samtalen udløste et relativt stort bang i mig som astrofysisk novice og skeptisk agnostiker. Genzels svar gjorde himlen over Bayern lidt større: Fysikken åbner grænser, den lukker dem ikke.
Det er sorte huller et arketypisk eksempel på, mener Genzel, og han burde vide det. Siden 1990’erne har han trods alt knoklet som en bindegal på at forstå hullerne og de stædige målinger af dem fra fire synkroniserede kæmpeteleskoper ved det europæiske ESO-observatorie i Atacama-ørkenen i Chile.
Med ét var jeg fan af sorte huller, og jeg følte mig pludselig som en gammel mand med trang til noget større end mig selv. Det blev kun værre, da Google lurede passionen og hårdnakket anbefalede den spritnye bog Licht im Dunkeln: Schwarze Löcher, das Universum und wir (Lys i mørket: Sorte huller, universet og os). En, viste det sig, pædagogisk genistreg, skrevet af tyske Heino Falcke, en af verdens førende radioastronomer.
Destruktionsmaskiner
»Sorte huller er verdensrummets kirkegårde, det er de ultimative destruktionsmaskiner,« siger Heino Falcke et par uger senere over mobilen.
Falcke sidder i sin bil. Hans bogturné er aflyst på grund af corona, men han høvler rundt i Europa for at deltage i talkshows og radioprogrammer, mens bogen storsælger på tysk og nu oversættes til en række europæiske sprog.
»Sorte huller er et af de mest eksotiske fænomener i verdensrummet. Så jeg kan godt forstå, at sorte huller er så populære her i coronatiden, hvor mange mennesker har lidt mere tid til at tænke over det hele.«
Heino Falcke har ikke bare tænkt. Han har også observeret. Hans claim to fame, som bogen handler om, er verdens første billede af et sort hul, der blev præsenteret den 10. april 2019 i Bruxelles, Santiago, Shanghai, Taipei, Tokyo og Washington på samme tid.
Falcke var selvsagt ikke alene om den sensation, men trods alt en af lederne af projektet Event Horizon Telescope – et netværk af radioteleskoper, som ved hjælp af atomure og ufattelig regnekraft synkroniserer og kombinerer data fra otte teleskopstationer rundt på kloden.
Sorte tyranner
Billedet af det sorte hul M87* er dog strengt taget ikke et billede af et sort hul, for det er netop umuligt at forevige, understreger Heino Falcke. Tværtimod er det en optagelse af »skyggen« bag M87*: en lysring med en diameter på omkring 100 milliader kilometer, som ligger 55 millioner lysår her fra jorden.
»Vores observationer bekræfter, hvordan tiltrækningen på overfladen af det sorte hul får både rummet og tiden til at krumme sig voldsomt,« siger Heino Falcke.
»Det lyder skørt: Man kan forestille sig et sort hul som en kugle, men inden i den har rummet kun én lang og uendeligt udstrakt retning. Midt i det endelige rum!«
»Normalt er tyngdekraften den svageste kraft i universet, men i sorte huller tyranniserer den alle andre kræfter. Alle former for information bliver slugt uden forskel: en lagkage, blitzlyset fra et kamera, en kollapsende stjerne …«
Kort efter ryger mobilforbindelsen. Heino Falcke ringer tilbage efter ti sekunders tid.
– Røg du gennem et ormehul og ind i et parallelunivers?
»Ha, nej, så havde jeg ikke ringet tilbage. Det var nok bare, fordi jeg kørte over grænsen mellem Tyskland og Holland.«
Rent rod
Heino Falcke fortsætter med at forklare »informationsparadokset«: Hvordan alt bliver opslugt af det sorte huls matematiske centrum, som kaldes »en singularitet« – og hvordan informationen umuligt kan rekonstrueres igen.
»Vi lærer jo i skolen, at energi måske nok skifter form, men altid opretholdes. I dag ville man sige: Information opretholdes. Men den idé ødelægger sorte huller. Det er et fundamentalt angreb på den ’gamle’ fysik.«
Det bliver desværre endnu værre. For på kanten af et sort hul kan man hævde, at tiden står stille, siger den tyske professor.
»Det er noget rod rent intuitivt. Derfor vil jeg betegne den her begivenhedshorisont som grænsen for den menneskelige erkendelse. Bag den er alt … væk.«
Med metaforer om sokker, der forsvinder i vaskemaskiner, og med tanker fra fysikere som Erwin Schrödinger, hvis berømte kat ifølge kvantemekanikken både var levende og død, forsøger Heino Falcke forsigtigt at forklare, hvordan sorte huller får fysikkens vigtigste teorier, nemlig kvantemekanikken og relativitetsteorien, til at støde mod hinanden.
Det behøver man alt sammen slet ikke at forstå for at forstå konsekvensen, mener han: Ifølge relativitetsteorien kan sorte huller kun vokse og aldrig forsvinde. Ifølge kvantemekanikken kan sorte huller derimod forsvinde eller fordampe – om end over uendeligt lang tid.
»Vi har bare ingen anelse om, hvordan al den information, der er kommet ind i det sorte hul, skulle komme ud igen,« siger Heino Falcke.
Gud i hullet
At han selv er troende kristen, lægger Heino Falcke ikke skjul på. Heller ikke i sin bog, hvor han understreger, at de fleste store fysikere har været troende – dog ikke Einstein, der så Gud som »et udtryk for og et produkt af menneskelig svaghed«.
»Ateisme kan ikke begrundes videnskabeligt. At gendrive Gud med videnskab er for mig lige så meningsløst som at bevise Guds eksistens med videnskab,« skriver den tyske professor.
»Jeg tror, at det er umuligt at skabe en fysik, der er helt befriet for noget guddommeligt, hvis man virkelig spørger ind til den menneskelige erkendelses grænser.«
Det har ikke et kvæk at gøre med kreationisme, bogstavelig bibellæsning eller nyreligiøse fantasier. Det er et filosofisk spørgsmål, der kræver et »spring«, mener Falcke – og han har altså vovet springet til kristendommen.
»Gud,« siger Heino Falcke og sukker.
»Kun stædige ateister vakler ikke lidt i deres tro, når de kigger på et sort hul. Men Gud er jo bare en omskrivelse af noget ubestemmeligt, noget, som troende må give liv og fylde. Men Gud er formentlig også en første bevæger, for der kan ikke udvikle sig noget ud af intet. Intetheden findes ikke. Der er ingen modeller, hvor universet er opstået ud af ingenting,« siger han.
»Det handler ikke bare om religion. Det handler også om, at vi skal være lidt mere ydmyge i vores videnskabelige søgen. Vi skal måske se det som en pilgrimsrejse, der udvider vores ånd, og ikke som et erobringstogt. Forestillingerne om en total enhedsteori, om en ’verdensformel’, har jo også vist sig at være for hovmodige.«
Hvad er rum? Hvad er tid?
Men hvad er så missionen, hvis ikke at forstå det hele? Hvorfor kyle milliarder efter forskning i sorte huller millioner af lysår væk, når de kunne være brugt på at hjælpe mennesker i nød? Hvorfor gå og dele fine Nobelpriser ud til astrofysikere, når vi har en klode, der trænger til at blive fikset?
»Menneskehedens nysgerrighed er da fantastisk. Det handler jo om den åndelige dimension,« siger Heino Falcke med en sætning, der virker som taget ud af munden på nobelprisvinderen Reinhard Genzel.
»Reinhard Genzel kæmper i en helt anden disciplin, end vi gør. Vi komplimenterer nærmere hinanden i den her kamp om at udvide den menneskelige forståelse af, hvor vi kommer fra. Der er så mange bagere i verden. Og da mennesket jo ikke lever af brød alene, synes jeg faktisk, det er fint, at vi er nogen, der kigger på sorte huller.«
»Det er bare konsekvensen af at blive ved med at spørge: Hvad er rum? Hvad er tid? Hvad er det for et teater, som vores univers udspiller sine mærkelige fænomener i?« siger Heino Falcke.
»Jeg kunne selvfølgelig også have beskæftiget mig med kosmologi og tænkt mere over universets oprindelse, men det bliver lidt for diffust for mig. Så er sorte huller mere konkrete.«
