Min første coronamaske købte jeg i april. Jeg udvalgte den nøje. En bekendt, der arbejder som stylist i Berlin, havde mistet alle sine opgaver. Præcis som mange andre i samme situation begyndte hun at designe mundbind, som hun solgte via sin konto på Instagram. Det var, dengang pandemien stadig var ny og ukendt, dengang koncerter blev streamet til stuerne, og forfattere stimlede sammen på kultursiderne for at sætte ord på endnu ukendte nuancer af kollektiv sorg, rædsel, uvished og håb.
De, der døde, gjorde det i ensomhed. For os andre var det gemeinsam gegen Corona, sammen mod corona, som budskabet lød i Berlins kollektive trafik. Det var, dengang symaskinerne arbejdede på højtryk, og elastik blev udsolgt. Stadigt flere lande indførte krav om at dække mund og næse i det offentlige rum inden døre. Verden fik en stribe i den nedre del af synsfeltet. Og COVID-19 fik sin egen materialitet: mundbindet.
Spørgsmålet er om svenske journalister selv kan tage fejl?