Atlético Madrid blev favorit ved en fejltagelse

Det startede med et telefonopkald.

Den 24. august sidste år ringede FC Barcelonas nye træner, Ronald Koeman, til holdets angriber Luis Suarez og meddelte ham, at han ikke længere var ønsket i klubben. Sydamerikaneren udgjorde ikke en del af det omklædningsrum, hollænderen ønskede at sammensætte efter det uværdige 2-8-exit til Bayern München i Champions League.

Opkaldet, der ifølge medieforlydender var kort og kontant og havde en længde på ikke over ét minut, efterlod den uruguayanske angriber såret og forurettet. Men det satte samtidig gang i den kæde af begivenheder, der har gjort et revitaliseret Atlético Madrid i stand til at storme mod det spanske guld i La Liga med et spritnyt, offensivt koncept.

Før det kunne komme så vidt, skulle man imidlertid igennem et mindre intermezzo.

I fratrædelsesaftalen med Suárez betingede Barcelona sig nemlig, at angriberen ikke kunne skifte til Real Madrid, Manchester United, Paris Saint-Germain eller Manchester City; de fire klubber, som de betragtede som deres primære konkurrenter på den internationale scene.

De catalanske topchefer glemte dog at tage misteltenen i ed i form af Real Madrids ufashionable lillebror fra Wanda Metropolitano Stadion ved motorvejsudfletningen i den nordøstlige del af den spanske hovedstad.

Forvandlingen

I de første par uger gik alting dog som planlagt.

Juventus, der var en af de ’godkendte’ klubber i Barcelona-ledelsens øjne, meldte sig på banen med et kontrakttilbud til Suárez, og mens uruguayanerens agent forhandlede detaljerne på plads, kunne man læse i den spanske presse, at Suárez selv var rejst til Torino for at tage en sprogtest, så han kunne søge om italiensk statsborgerskab – en mulighed, som han har, fordi hans kone er italiener.

Men så kom Atlético Madrid luskende ind på scenen. De kunne sådan set også godt tænke sig den målfarlige sydamerikaner med det anarkistiske sindelag i deres trup. Og ved deres entré blinkede alle alarmer på direktionsgangen i Camp Nou.

Her havde man bestemt ikke lyst til at se sin tidligere topangriber tørne ud for en af titelrivalerne, så pludselig var Suárez alligevel ikke længere til gratis afhentning. Nu kostede han penge. Og intern levering til en anden spansk klub var nærmest utænkelig.

Men det tog var sejlet, eller hvad man nu siger. Og i slutningen af september skiftede Suárez til Atlético Madrid.

Og siden da har Los Rojiblancos ikke været de samme.

Et blik på stillingen i La Liga viser, at Atlético Madrid i skrivende stund ligger nummer 1, til trods for at de har spillet færre kampe end de andre tophold.

Europas kynikere

Hvis Atlético gør rent bord her, vil de have et så markant forspring, at det allerede ved sæsonens halvvejsmærke virker nærmest titelafgørende. Og succesen skyldes i høj grad Suárez og den ændring i spillestilen, han har bragt med sig; en ændring, der nærmest må betegnes som en paladsrevolution hos det næststørste mandskab fra den spanske hovedstad.

I mange år – ja faktisk lige siden argentineren Diego Simeone for ti år siden blev hyret som cheftræner for Atlético Madrid – har de rød-hvide fremtrådt som Fodboldeuropas største kynikere: et mandskab, der har været skråt ligeglade med den boldbesiddelses-filosofi, der i større eller mindre grad har influeret resten af kontinentets topmandskaber, og som i stedet har holdt fast i en klassisk underdog-strategi, hvor man fra et dybtliggende udgangspunkt har praktiseret lynhurtig omstillingsbold i form af lange bolde frem til et par fysisk stærke og løbevillige targetmen, i sidste sæson personificeret ved Álvaro Morata og Diego Costa.

Den går imidlertid ikke med Suárez.

Den sydamerikanske angriber er efter forskellige operationer og skadespauser ikke nær så hurtig, som han var i sin ungdoms vår, og desuden har hans styrke altid ligget i det, man i moderne fodboldlingo kalder relationsspillet; altså det lynhurtige pasningsspil på små områder foran modstanderens mål.

Man kan ikke bare hælde høje bolde frem i andensalshøjde til den 182 cm høje uruguayaner og forvente, at han gør resten af arbejdet selv. Han skal have folk og bevægelse omkring sig. Og det har tvunget Simeone til at rykke hele sit mandskab længere frem på banen i de offensive faser af spillet.

Eller som den velanskrevne fodboldanalytiker Euan McTear har formuleret det:

»Suárez har haft kæmpe indflydelse på Atlético Madrids spillestil. Han er som spiller afhængig af, at bolden bliver ført op til ham, så skal han nok score målene. Og det er lige netop, hvad Simeone sørger for ved at dirigere sine spillere længere frem på banen, hvor deres opgave er at erobre kuglen og hjælpe (…) Suárez med at skabe chancer.«

Simeone har også selv bekræftet den taktiske stilændring:

»Luis har behov for at have folk tæt på sig i de små områder foran mål, hvor han kan gøre ondt på modstanderne, og det er nu hele holdets målsætning. Vi tilpassede os Falcao og Costa (tidligere angribere, red.), og nu tilpasser vi os Suárez.«

Benhård defensiv

Ændringen har i øvrigt også revitaliseret holdets playmaker, den 21-årige João Félix.

Den klejne portugiser blev købt for halvandet år siden i Benfica for klubrekordsummen 950 millioner kroner og tilbragte det første år med at svømme rundt i et sportsligt ingenmandsland på madrilenernes offensive midtbane, fortabt mellem en tilbagetrukken bagkæde og et par enlige frontløbere.

Ligesom Suárez er Félix også afhængig af legekammerater i sin umiddelbare nærhed, og det har han nu fået med det resultat, at det portugisiske stortalent begynder at vise, hvorfor Atlético Madrid forrige sommer var villig til at gøre ham til den fjerdedyreste spiller i verdenshistorien.

Før man svømmer helt hen i svime over, at den såkaldte master of the dark arts på en fodboldbane, Diego Simeone, nu er blevet en angrebsivrig Spielmeister, skal man dog huske, at argentineren stadig har benhårdt fokus på holdets defensiv, hvilket statistikkerne også vidner om.

Atlético Madrid er det hold i de fem store europæiske ligaer, der har lukket færrest bolde ind i denne sæson. Og en af dem, der kan føre vidnesbyrd om den argentinske mestertræners målrettede arbejde med forsvarsspillet, er den danske landstræner, Kasper Hjulmand.

Da Hjulmand for et par år siden tog på inspirationsture rundt omkring i Europa for at forberede sig til at overtage posten som dansk landstræner, valgte han blandt andet at tilbringe en længere periode hos Simeone i Atlético Madrid for at studere argentinerens arbejde med defensiven nærmere.

»Atlético var en af de klubber, jeg meget, meget gerne ville til. For jeg synes, det er sådan lidt en ’outlier’ i europæisk fodbold,« har Hjulmand fortalt til TV 2 Sporten.

»Gennem mange år har de lavet fantastiske resultater uden at have de samme ressourcer som mange andre. De køber ikke ind på samme måde, og de kommer til deres resultater på en lidt anden måde. (…) Rent fodboldfagligt har jeg fulgt dem længe i forhold til primært forsvarsspillet. Deres måde at arbejde strategisk med deres forsvarsspil på de sidste tyve meter af banen er helt unik. De køber ikke verdens bedste forsvarsspillere, men de holder bare modstanderne helt nede. Det gør de, fordi de spiller en samlet form for forsvarsspil.«

Manden i sort

Skulle det lykkes Los Rojiblancos at vinde det spanske mesterskab i år, tilfalder hovedparten af æren da heller ikke hverken Luis Suárez eller João Félix eller nogle af de andre aktører i Atlético Madrids rød-hvide spillertrøje.

Den tilfalder først og fremmest manden, der altid er klædt i sort ude på sidelinjen, Diego Simeone.

For nogle år siden virkede argentineren ellers som en knækket mand, der ledte efter den nærmeste udgang.

Da hans mandskab i 2016 for anden gang på tre sæsoner havde tabt Champions League-finalen til lokalrivalerne fra Real Madrid, reagerede han ved at bede om at få sin kontrakt forkortet med to år, så han kunne slippe ud af klubben tidligere end aftalt.

Og over for pressen fremstod den ellers så selvsikre argentiner som en mand, der for første gang i sin trænerkarriere tvivlede på sig selv:

»Skal jeg fortsætte i Atlético, eller er det enden på en cyklus? Det skal jeg tænke over. Det er et logisk spørgsmål (…) efter det nederlag, vi led i dag. Vi skal arbejde videre, jeg skal tænke tingene igennem. Det er det, jeg gør nu.«

Siden har Simeone dog overvundet knækket fra de smertefulde finalenederlag og ført sit hold tilbage i toppen af spansk og europæisk fodbold. Og det er sket via en indsats på træningsbanen, hvor argentineren i langt højere grad end sine trænerkolleger i Europas øvrige topklubber er manden, der er i centrum for alle aktioner på træningsanlægget.

Eller som Kasper Hjulmand har formuleret det i Morten Glinvads bog Kasper Hjulmand – Fodbolddrømmer:

»Træningen (i Atlético, red.) er et ejendommeligt syn. Normalt er et træningspas i en storklub et virvar af specialtrænere med hvert deres ansvarsområde. Men her er der ingen tvivl om, hvem der er chefen: Diego Simeone. (…) Når Simeone træder ind på banen, ejer han den. Han råber og dirigerer og er over sine spillere hele tiden, og når chefen er i aktion, forholder de andre trænere sig passive uden for banen. Alt i Atlético starter og slutter med Diego Simeone.«

Og nu er den sortklædte mesterstrateg altså godt i gang med at hente mesterskabet hjem til Wanda Metropolitano – med god assistance fra den målfarlige uruguayaner, som han snuppede under næsen på Juventus og Barcelona sidste efterår.