Der er én biologisk metafor for kapitalismen i 2020, der særligt presser sig på: forstoppelse

Et slående billede på kapitalismen anno 2020 var de kilometerlange lastbilkøer på de sydengelske motorveje. I slutningen af november opstod køerne, fordi de franske myndigheder afprøvede de procedurer, der vil skulle gennemføres ved grænsen, når Brexit endelig er afsluttet i begyndelsen af det nye år. Senere opstod de mere spontant – blandt andet fordi erhvervslivet købte lidt ekstra ind, og fordi man stadig ikke havde klarhed over, hvordan Brexit konkret ville udarte sig. Og mens forhandlingerne om Brexit stadig stod på, kom pludselig den nye mutation af coronavirussen, som fik det meste af Europa til at lukke helt ned for rejsende fra Storbritannien.

Efter handelsaftalen endelig blev indgået, er der udsigt til, at forholdene mellem EU og Storbritannien kan finde et mere stabilt niveau med en eller anden form for regulering i fremtiden. Det er dog stadig uklart, hvad de praktiske konsekvenser bliver af aftalen, og køen af lastbiler i Kent er stadig lang.

Strømmene sander til

Kapitalismen bliver ofte beskrevet i biologiske metaforer. Først og fremmest naturligvis den forkætrede vækst. Vi taler også om blomstrende økonomier og om økonomier som systemer, der knopskyder eller er i harmonisk balance. Men hvis man betragter kapitalismen i 2020 med nøgterne briller og prøver at finde en biologisk metafor, der passer, så er der særligt én, der presser sig på: forstoppelse.

Det er, som om der er gået hårdknude i systemerne. Strømmene sander til. Formentlig sker det paradoksalt nok, fordi vi hele tiden insisterer på, at de skal flyde endnu friere. Det er for eksempel netop i en globaliseret kapitalistisk økonomi, hvor udvekslingerne af mennesker, varer og penge flyder så frit som i en neoliberal drøm, at coronavirussen har de bedste betingelser for at sprede sig over hele kloden, så det hele går i stå. På lignende vis med klimaudfordringerne. En økonomi, der er baseret på et stigende forbrug, forvandler sig i disse år til klimaforandringer og voldsomt vejr, der igen tvinger os til at bremse forbruget.

Den slovenske sociolog, filosof, psykoanalytiker og kulturkritiker Slavoj Zizek fortalte engang begejstret om, hvordan han i Californien havde købt noget chokolade, hvor man havde tilsat et laksativ, så det produkt, der egentlig normalt giver forstoppelse, nu tværtimod kunne modvirke den. Eksemplet illustrerer meget fint kapitalismens evne til at tilfredsstille vores begær uden negative konsekvenser. Men problemet for kapitalismen er, at den også i høj grad besidder evnen til at skabe det modsatte: ikke chokoladelaksativer, men snarere amerikansk olie tilsat et forstoppelsesmiddel. Det, der skulle sikre et flydende og velfungerende system, indeholder sin egen modsætning, der kan lukke det hele ned.

Brexit og Hayek

Brexit er på mange måder udtryk for den samme tendens. Selv om Brexit naturligvis rummede en mængde tabloidnationalisme og revanchistiske tendenser, så handlede det i høj grad også om frihandel: frihandelsaftaler – med USA, med Canada, med stort set hele verden. Især for de konservative Brexit-tilhængere gælder det om at slippe for de snærende bånd (såsom arbejdstagerrettigheder og miljøhensyn), som EU pålægger deltagere i det indre marked. I stedet kunne man blive til et »Singapore on Thames«; en slags frihandelszone, hvor ingen overstatslige reguleringer og beskatninger kunne begrænse aktiviteterne.

Hvis man imidlertid ser EU med lidt andre briller end de britiske konservatives, så er institutionen bestemt ikke fremmed for neoliberalismen. EU har traditionelt været mere end villig til, ja, haft som formål at fremme kapitalens interesser. De mange homogeniseringer i det indre marked handler netop om at sikre varernes, kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Set i en idehistorisk optik passer EU ganske godt med den vision for »dobbelt regeringsførelse«, som Friedrich Hayek, en af neoliberalismens ideologiske grundlæggere, teoretiserede over. Hayek gjorde det klart, at statslignende strukturer ikke nødvendigvis var i modsætning til det frie marked. Han forestillede sig tværtimod, med inspiration fra det habsburgske rige, at der kunne være behov for en statslignende struktur, som skulle sidde over de demokratisk valgte nationale parlamenter og træffe beslutninger om styringen af økonomien uden at blive forstyrret for meget af demokratiske krav og valg (imens de demokratiske institutioner kunne gå op i kulturelle spørgsmål som farven på flag). Dette er faktisk ikke nogen helt dårlig beskrivelse af, hvad EU grundlæggende handler om.

Men for de britiske konservative var det aldrig helt nok. EU og den europæiske forbindelse gav gode muligheder for kapitalismens udfoldelse, men hvad nu hvis man kunne få mere? Endnu større markeder, færre arbejdstagerrettigheder, færre miljøhensyn, i det hele taget færre begrænsninger og meget mere frihed. Alle disse drømme synes imidlertid at have vendt sig om i deres modsætning: en akut forstoppelse i eurotunnellen.

Og selv om kuren for en stund måske er fundet i form af en handelsaftale, så er det stadig et åbent spørgsmål, om den kommer til at fungere som chokoladelaksativ eller snarere som amerikansk olie med forstoppelsesmiddel.