Den 4. maj 2009, kl. 20.54, skrev Donald Trump sit første tweet. Et harmløst forskræp for sin egen medvirken i et talkshow: Be sure to tune in and watch Donald Trump on Late Night with David Letterman as he presents the Top Ten List tonight!
Dengang var Twitter stadig kun et startup-foretagende blandt så mange andre i San Francisco. Og Trump endnu kun en selvudnævnt milliardær, hvis tv-show allerede havde dalende seertal.
Var Twitter forblevet det, eller havde Trump holdt sig til at tweete små forfængelige reklamespots for sig selv, ville verdenshistorien formentlig have udviklet sig helt anderledes. Men Trump blev stor med Twitter, 0g Twitter blev stor med Trump. 56.570 tweets senere er deres fælles rejse mod storhed forbi.
Twitter har udelukket Trump, verdens mest magtfulde mand, fra sin platform. Og dermed taget mere end et talerør fra ham. Twitter var for Trump et kommunikationsparadis. Den største megafon, man kunne forestille sig. Trump brugte Twitter til at starte slagsmål, til at fyre medarbejdere, til at agitere for konspirationsteorier – ja, en enkelt gang sågar til at true med atomkrig.
Og Twitter profiterede af hans tweets. Takket være Trump blev platformen til de globale nyheders pulsslag uundværlig for politikere såvel som medier.
Nu rammer udelukkelsen Trump hårdere end beslutningen om at indlede den anden rigsretssag imod ham. Selvsagt kan han stadig indkalde til pressemøder. Men den direkte kommunikationslinje til hans tilhængere er skåret over.
Udelukkelsen af Trump vil sandsynligvis blive det hidtil mest markante vendepunkt i de såkaldte sociale mediers – unægtelig ret korte – historie. Og et indgreb, der rejser et centralt politisk spørgsmål for de demokratiske offentligheders fremtid: Hvem skal i sidste ende bestemme over milliarder af menneskers primære diskussionsrum? Skal det være op til en håndfuld oligarker fra Silicon Valley? Eller har vi i stedet brug for demokratisk legitimerede regler?
I realiteten er Twitters beslutning modnet som resultat af en længere udvikling.
I de første år blandede Twitter sig så lidt som muligt i, hvad der foregik på platformen. We are the free speech wing of the free speech party, lød en Twitter-direktørs sammenfatning af virksomhedens filosofi i 2012. Først i 2019 faldt det for eksempel Twitter ind at forbyde forherligelse af vold.
Og når historikere en dag skal forsøge at forstå Facebooks rolle, vil der være en bestemt bemærkning fra Mark Zuckerberg, som de umuligt kan forbigå: Facebook »vil ikke være dommer over sandt og falsk«. Dermed begrundede topchefen, hvorfor han ikke ville gribe ind over for Trumps trusler imod Black Lives Matter. Den sætning opsummerer som ingen anden Zuckerbergs tankegang: Facebook, mente Zuckerberg, skal tolerere så broget et indhold som muligt, selv når store dele af det kan gøre ondt på nogen.
Præsidentens særstilling
Længe nød Trump godt af en særstilling. Twitter gav ham fuldstændig frie tøjler, selv da han i sin præsidenttid tweetede over 20.000 dokumenterede usandheder. Det ændrede sig først, da han i maj sidste år truede med at slå ned på Black Lives Matter-bevægelsen. When the looting starts, the shooting starts, skrev han dengang – når plyndringerne begynder, begynder skyderierne. Dette opslag forsynede Twitter for første gang med en advarselsmærkat.
Hvad der er tilladt på Twitter, når et indlæg slettes, eller der tilføjes advarende mærkater, bestemmes i dag i ét og alt af et lille team omkring grundlæggeren Jack Dorsey. Ifølge amerikanske medier var han på ferie på en sydhavsø, da oprørerne stormede Kongressen. Herefter siges han at have deltaget i onlinemøder.
I første omgang ville Twitter kun blokere Trump midlertidigt, i 12 timer. Men så gjorde virksomhedens egne medarbejdere oprør. I et åbent brev, der blev offentliggjort af Washington Post, skrev 350 af dem, at Twitter »bistod med at anstifte de morderiske begivenheder den 6. januar«.
Kort efter udelukkede Twitter præsidenten på permanent basis. Og gennemførte dermed en monumental deplatforming. En hel branche opdagede pludselig sin egen samvittighed.
Dagen før havde også Facebooks topchef, Mark Zuckerberg, blokeret Trumps konto. Årsagen var også her, at der var for stor risiko for, at præsidenten ville opildne til yderligere vold.
I løbet af weekenden lukkede Twitter ifølge egne oplysninger desuden ned for konti tilhørende 70.000 tilhængere af konspirationsteorien QAnon. I mellemtiden har over et dusin platforme lukket af for Trump, deriblandt Snapchat, Instagram, TikTok og Pinterest, mens YouTube blokerer videoer, der udbreder hans løgne om valgresultatet.
Apple og Google har stoppet salget af en app fra det højreorienterede sociale netværk Parler, som præsidentens tilhængere bruger til at mobilisere, og Amazons webudbydertjeneste slettede i sidste weekend uden videre Parler fra sine servere. Fra mandag morgen var Parler ikke længere tilgængelig.
Trumps tilhængere ser sig nu igen bestyrket i mistanken om, at en liberal elite inden for statsapparatet, medierne og erhvervslivet med alle midler forsøger at undergrave ytringsfriheden for USA’s legitime præsident. Trumps fans råber »censur!« De frygter en »teknologisk totalitarisme«, et digitalt ’1984’.
Også den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har udtrykt skepsis, om end i en ganske anden toneart:
»Den grundlæggende ret til ytringsfrihed er af fundamental betydning,« sagde hun. Interventioner kan kun finde sted i overensstemmelse med loven og ikke på baggrund af beslutninger fra de sociale netværks operatører.
Man behøver bare at forestille sig, at det havde været paven og ikke Trump, Zuckerberg havde blokeret. Eller Angela Merkel. Eller The New York Times. Teoretisk kan han gøre det, for Zuckerberg har fuld kontrol over sit firma. På grund af en særlig konstruktion i de amerikanske aktieselskabslove besidder han majoriteten af Facebook-aktionærernes stemmerettigheder. Bekvemt nok er han også leder af Facebooks eget tilsynsråd – i erhvervslivet er sådanne kontrolinstanser normalt underlagt bestyrelsen.
Ikke desto mindre: I nogle måneder har dette råd, som består af advokater, tidligere politikere og journalister, vurderet, om Facebook med rette har slettet individuelle indlæg. Rådet taler også jævnligt med borgerrettighedsorganisationer, hvilket ikke forhindrer repræsentanter derfra i gentagne gange at beklage sig offentligt over, at Facebook ikke lytter til dem. Og at Facebook ikke gør nok for at skride ind mod hadefuld tale og voldsopfordringer.
Sat på spidsen er spørgsmålet: Bør nogle få mænd som Zuckerberg og Dorsey have magt og myndighed til at udelukke brugere fra deres platforme, afskære dem fra finansieringskilder og lukke ned for hele netværk? Og hvor troværdige er deres begrundelser, hvis andre brugere som for eksempel lederen af den iranske revolutionsgarde eller Vladimir Putin – begge kendt for deres tilbøjeligheder til at gribe til vold mod politiske modstandere – får lov til at forblive online?
Negativt engagement
Ønsker de magtfulde i Silicon Valley i virkeligheden kun at redde en forretningsmodel, som i sidste ende er baseret på at fastholde brugere gennem forstærkelse af negative følelser? De fleste platforme er ’engagerende’ ophidselsesmaskiner, og deres algoritmer designet til at fastholde brugernes opmærksomhed på platformen så længe som muligt. Det stærkeste bindemiddel er følelser: eskalering, vrede, indignation. Denne forretningsmodel, som Trump har været en sand velsignelse for, er det egentlige problem, som disse platforme udgør for demokratiet.
Efter stormen på Kongressen bliver også Joe Biden og hans administration nødt til at kæmpe med problemet. I lang tid var der ikke store bevidsthed om det. Under præsident Obama var demokraterne og de store spillere i den digitale økonomi næsten uadskillelige. Politologen Michael Werz fra den liberale tænketank Center for American Progress taler om en »permanent omfavnelse af Google og Facebook«.
Internetselskaberne var også blandt de største donorer i Bidens valgkampagne. Insidere fra Silicon Valley skifter nu til statslige job i Washington, og Bidens vicepræsident Kamala Harris har fra sin tid som senator for Californien bevaret tætte bånd til Big Tech.
I de seneste år har den offentlige stemning dog vendt sig mod de store teknologivirksomheder. Efter de seneste begivenheder vil mange »måske for første gang få øjnene op for, hvor stor magt disse reklamevirksomheder har,« siger den tidligere hollandske politiker Marietje Schaake, der nu arbejder ved Stanford University.
Ingen tror dog længere på, at techgiganterne vil kunne regulere sig selv. For mange løfter er blevet brudt, og tilliden er væk. I nogle tilfælde sågar internt i selskaberne selv. I juni gik et antal facebookansatte i virtuel endagsstrejke i protest over selskabets modvilje mod at sætte grænser for Trump.
Det er nu ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt teknologivirksomhederne skal reguleres. Spørgsmålet er snarere: Hvem skal opstille reglerne? Hvordan skal de se ud? Og hvor strenge skal de være?
Tværpolitisk enighed
Det er et af de få områder, hvor liberale og konservative er enige – i det mindste ved første øjekast. Begge kræver regulering.
Trump og republikanerne vil intervenere imod Big Tech, fordi de beskylder de sociale medieplatforme for at være imod Trump. Demokraterne ser snarere problemet i virksomhedernes ukontrollerede magt. Til The New York Times udtalte Biden i januar 2020, at man ikke kun skal være bekymret over »magtkoncentrationen«, men også over manglen på ansvarlighed. The New York Times, sagde Biden, ville blive sagsøgt, hvis de skrev noget, de vidste var forkert, men »ikke Zuckerberg«. Og den såkaldte Section 230 bør »ophæves med det samme«.
Afsnit 230 er en regulering i den amerikanske Communications Decency Act; for netværksselskaberne omtrent et modstykke til det berømte middelalderlige frihedsbrev Magna Carta. Den fastslår, at internetfirmaer ikke er ansvarlige for de videoer, billeder og beskeder, brugere lægger på deres platforme. Og at de omvendt ikke kan sagsøges, hvis de sletter indhold, de måtte anse for upassende.
Sådan vil det imidlertid ikke kunne blive ved på længere sigt. Der er allerede mængder af reformforslag. Chris Hughes, for eksempel, en af Facebooks medstiftere, som allerede i 2012 lod sig købe ud, plæderede for et stykke tid siden for, at Facebook skal splittes op i tre blokke: Facebook, WhatsApp og Instagram, hvorefter alle tre netværk skal indordnes under en statslig tilsynsmyndighed, som skal fastsætte etiske standarder og garantere respekten for ytringsfriheden.
Politologen Francis Fukuyama, som underviser ved Stanford, har i magasinet Foreign Affairs fremført et forslag om, at moderering og mulig blokering af indhold skal outsources og flyttes fra platformens hænder til uafhængige virksomheder, der skal have ansvaret for at formulere standarderne for netværket – og vel at mærke uden at skulle være forpligtet af noget hensyn om at fastholde så mange brugere som muligt på platformen så længe som muligt.
Også Dipayan Ghosh, der tidligere selv har arbejdet for Facebook og nu forsker ved Harvard Kennedy School, opfordrer til, at Afsnit 230 indskrænkes på en måde, så platformene gøres direkte ansvarlige for hadefuld tale og misinformation: »Dette ville lægge byrden med at beskytte offentligheden over på techvirksomhederne,« siger han i et interview med Die Zeit.
Hjemløs vrede
Imidlertid medfører alle disse forslag deres egne problemer, fordi de politiske, juridiske og tekniske dimensioner er så sammenflettede. Og frem for alt står det spørgsmål tilbage: Hvor går vreden hen, hvis den ikke længere kan finde afløb på de tidligere platforme?
Mandag advarede en lederskribent i det konservative Wall Street Journal om, at Trump-tilhængernes modstand ikke forsvinder, blot fordi platformchefer forbyder den at manifestere sig:
»Disse synspunkter vil gå under jorden, måske i yderligere radikaliseret form som følge af frustration, og en dag igen blusse åbent op på gaden. Teknologivirksomhedernes oplevede magtmisbrug kan blive en vigtig drivkraft for populisme i det 21. århundrede.«
Alternative onlinefora, også kendt som Alt Tech, har længe eksisteret på internettet. Disse tjenester reklamerer ofte eksplicit med, at de ikke regulerer deres brugere: Et alternativ til YouTube hedder BitChute, og i mellemtiden er der også kommet alternativer til onlinebetalingstjenesten PayPal. De nye tjenester finansieres i et vist omfang af superrige donorer: Parler modtager for eksempel støtte fra Rebekka Mercer, arving til en milliardformue.
Sådanne alternative fora har oplevet en eksplosiv opblomstring, siden Trump blev sparket ud af Twitter. Tirsdag rapporterede webmediet Axios, at det ekstreme højres tilflugt til andre apps og platforme allerede er målbar: Downloads af Rumble, et alternativ YouTube, blev fordoblet inden for fem dage, mens Clouthub (en kombination af Twitter og Facebook) i samme periode fik fem gange så mange brugere.
Et måske endnu mere foruroligende fænomen er den hastige vækst i antallet af brugere på krypterede messenger-tjenester som Telegram. En Telegram-gruppe for det højreorienterede konspirationsnetværk QAnon er i løbet af den sidste uge blevet mangedoblet til nu 35.000 medlemmer. Sådanne Alt Tech-platforme er blevet et problem for sikkerhedsmyndighederne.
»Aggressiv magtanvendelse fra de store virksomheders side for at lukke munden på store dele af højrefløjen vil kunne vise sig destruktiv på måder, som alle amerikanere kan komme til at fortryde,« advarer Wall Street Journal dystert.
Dette er vitterligt et problem. På den anden side er et vist mål af kritisk masse afgørende for platformes gennemslagskraft. Der er afgørende forskel på, om Trump fremover kun vil nå sine mest hengivne tilhængere på mindre platforme eller potentielt kan nå hele verden.
De sociale medienetværk opfandt ikke hadet. Men de spredte det, styrkede det og bredte det ud i alle retninger.
© Zeitverlag Gerd Bucerius
Oversat af Niels Ivar Larsen
Udelukkelse af "støjende" brugere er ingen god løsning. Det er hele oplægget af de sociale medier der er vanvittigt og må ændres - med lov.
Platformbrugerne skal begrænses i deres udgivelser, så disse kun kan læses af de modtagere som afsender specifikt har bestemt skal være modtagere. Altså, på samme måde som det oprindelige e-mail-system er organiseret - her har man heller ikke mulighed for at sende adresseløse meddelelser.
Vil man udbrede sig til gud og hver mand skal det kun kunne lade sig gøre via medier der har en ansvarlig redaktion.
Censur er vejen til totalitarisme; det er ganske utroligt at der i vor såkaldt oplyste kulturkreds overhovedet kan råde en overvejelse blandt mange om at Big Tech skal inddrages i hvad der er relevant nyhedsformidling, troværdig journalistik etc. eller ej, og derpå eksekvere hvad der i praksis vil få censurerende virkning. Et virkeligt oplyst demokrati behøver ikke at frygte frie strømme af information og debat, men derimod være opmærksom på hvad frygten i sig selv beror på.
"Blokeringen af Trump på Twitter kan puste til radikaliseringens ild"
Ikke kan... men VIL
Hvis man får frataget sin stemme, så er der kun kamp tilbage...
Det er ikke kun Trump der bliver udsat for censur. Der forgå en del diskrimination imod højrefløjen. og jeg snakke ikke "bare" om den ekstreme højrefløj. men selv den moderat højrefløj. For når vi bruger censur, Så bekræfter vi kun at de har ret, når de siger at de bliver undertrykt og forfulgt.
For denne forskelsbehandling fra vores medie side af, skævvrider debatte. Men desværre skaber den også et Echo chambe. som er mere radikaliseringen, end noget andet.
John Stuart Mill:
He who knows only his own side of the case knows little of that. His reasons may be good, and no one may have been able to refute them. But if he is equally unable to refute the reasons on the opposite side, if he does not so much as know what they are, he has no ground for preferring either opinion...
Med censur skubber vi samtalen ud i internettet mørke afkroge og det kan der ikke komme noget godt ud af
Twitter var vel blot nervøse for hvad Demokraterne efter valget, ville gøre mod dem, hvis de ikke lukkede Trumps konto.
Men de er i deres gode ret til at “kuratere” stoffet - ligesom New York Times er et menighedsblad kun for venstreorienterede i hele verden. og fyrer redaktører, der finder på, at offentliggør klummer fra højreorienterede politikere.
Og det danske Politiken, der er menighedsblad for de danske venstreorienterede. Et blad med en vanvittig chefredaktør, der fx mener, at det er “synd for de unge”, at de ikke må spille højt udendørs med soundboxe hele natten. Og gør sig lystig over sexismeanklagerne i de andre medier, men lukker låg over deres egne sexismeroderier. Og giver enorm spalteplads til fx ekstremt yderliggående identitetspolitiske idéer, så man gudhjælpemig begynder at tro, at det er normale tilstande. Eller vanvittige kampagnejournalistiske tiltag omkring Inger Støjberg-sagen, mens Mette Frederiksen går helt fri for anklager. Man kan kun gisne om hvorfor.
Dét skaber til gengæld splittelse og “kan puste til radikaliseringens ild”.
@emil groth
Nr. 3 Er da den direkte løgn, vacciner kan ikke modificere dna i kroppen og gør kvinder ufrugtbare. Og før øvrigt så er FB, Twitter, Instagram m.fl. private foretagende så de gør hvad som passer dem.
"Og det danske Politiken, der er menighedsblad for de danske venstreorienterede."
Politikens læsere er fortrinsvist socialliberale - og avisens ideologiske position er ikke venstreorienteret. Du skal have fat i f.eks. Arbejderen, hvis en avis for venstreorienterede i Danmark skal identificeres. Husk det en anden gang; venstreorienterede skal ikke bøde for socialliberales såkaldte samfundssind, identitetsrytteri og pæne kapitalismekrukkerier.
Hanne Utoft bedes venligst undlade at kategorisere mig som socialliberal i sine fordomme. Og så må Hanne også gerne forklare dilemmaet mellem hendes rimelige påstand om "Censur er vejen til totalitarisme" og så den konstaterede strøm af misinformationer, der gennem fire år skabte scenen for en næsten klar overgang til totalitarisme (støttet af halvdelen af vælgerne) i den indtil nu gudsbenådede amerikanske demokrati. Hvorfor kunne disse fire år med misinformation ikke stoppes med de lige så store indsatser af korrigerende oplysninger. Den store oplysningsindsats i det oplyste demokrati havde øjensynligt ikke den ønskede virkning. Nu står vi nu med et dilemma mellem principper og en modstridende virkelighed - Hvad skal vi gøre nu?
Trump brugte Twitter til at meddele, at transkønnede var smidt ud af den amerikanske hær. Nu hvor han selv er smidt af Twitter, kan han få en fornemmelse af, hvordan de har oplevet det.
"Hvorfor kunne disse fire år med misinformation ikke stoppes med de lige så store indsatser af korrigerende oplysninger. Den store oplysningsindsats i det oplyste demokrati havde øjensynligt ikke den ønskede virkning. Nu står vi nu med et dilemma mellem principper og en modstridende virkelighed - Hvad skal vi gøre nu?"
Henrik Forsberg, vi har mulighed for at forstå at den store oplysningsindsats dels har haft, og har, meget svære vilkår - og at disse vilkår stedse forandres og kompliceres. Bedre bliver det ikke af at endog rigtigt meget af den korrigerende information, du omtaler, er blevet leveret af medier og politisk-parlamentariske modparter som selv har vanskeligt ved at sortere og realitetskorrigere egen information. Jeg tænker her på bl.a. Demokraterne i USA, de store mainstreammedier (bortset fra Fox News etc.) og de amerikanske efterretningstjenester, som har forfulgt egne interesser og søgt at udmanøvrere Trump i besynderligt valgte, intrigante sager. Dette har gjort det svært for Demokraterne, efterretningstjenesterne/statsmyndighederne og de store mainstreammedierne m.fl. at blive taget seriøst i brede dele af den almindelige, amerikanske befolkning - som i forvejen er meget skeptisk overfor disse parters troværdighed ... og dermed vil en omfattende informationskrig fortsat råde.
Hvad kan vi så gøre, spørger du - og af ovenstående følger vel bl.a. at demokratiudvikling bør komme på dagsordenen i de offentlige samtaler ... og at oplysningsdiskursen må efterses; herunder de strukturelle betingelser, den er forsøgt og forsøges omsat på (det gavner f.eks. ikke folkepolysningen meget at skolegangen for især dårligt stillede/udsatte/fattige børn bliver et discountpræget tvangsanliggende og/eller at velstillede(s) børn introduceres til en demokratiforståelse, som er snæver - og en historieskrivning som har betydelig ideologisk bias).
Beklager i øvrigt, at jeg ikke fik med at også socialdemokrater er hyppige læsere af Politikken - det vigtigste var immervæk af få sorteret venstreorienterede fra.
Nåh så min kommentar blev fjernet, det blev lidt for varmt:)
Hva kan man så skrive som vestlig borger? Det er vel nok godt at Biden træder til, og hvor er det godt at Støjberg kommer for en rigsret, og hvor er det fint at twiiter boykotter Trump.
Gees en kaffeklub
@Henrik Fosberg.
Et par detaljer:
"halvdelen af vælgerne" svare i USA til knap 30% pga deres i snart årtier skræmmende lave vælgerdeltagelse der svinger omkring de knap 60%. En anden vigtig detalje var/er at Trump havde nærmest nul opbakning blandt dem der faktisk havde magt. Han "havde" en lille vred pøble som mødte et sikkerhedsteam der ikke var situationen forberedt. Derudover så er misinformationen ikke et fænomen der opstod i 2016 men noget der rækker næsten helt tilbage til start 0'erne. "Vi" blev bare for alvor opmærksom på at det var der i 2016.
Trump er et symptom på det stadigt mere splittede og dysfuntionelle USA og selvom Biden med rette kan bebrejde Trump for den dårlige håndteringen af pandamien så skal han lige huske at takke samme at det var det der gav ham valgsejren.
Det er et problem for det etablerede system at man gerne vil tie udligger-holdninger ihjel samtidig med at man gerne vil udskamme dem offenligt på CNN. Man kan ikke få begge dele og det gør trist.
Vi er på vej mod udbredt censur. Til stor glæde for alverdens totalitære stater der hellere end gerne ser Vesten fjerne dissidenters anonymitet så de kan skaffe dem af vejen. Der går vel næppe mere end 5 år inden vi i Danmark skal underskrive alle kommentarer med Nem-id. Fordi, ellers kommer terroristerne jo og tager os.
Tak til @Hanne Utoft og @emil groth for reaktionerne. De sidste fire år i USA er blomsten af mange års dysfunktionelt amerikansk politik, hvilket selv mange amerikanere mener, når man privat diskret spørger til hvorfor så mange ikke stemmer - så der har vi tre fælles indtryk. Det understreges af opfattelsen af korruptionen i det Det Hvide Hus og Kongressen, der er markant værre end alle andre amerikanske politiske organisationer både før og under Trumps ledelse - Så USA har seriøse politiske problemer (https://www.transparency.org/en/news/corruption-in-the-usa-the-differenc...).
Og med dysfunktionaliteten i baghovedet, samt resultaterne fra de seneste fire år hvor det hele er stukket helt af, så tror jeg ikke på en oplysningsdiskurs. Det har aldrig været lettere at komme ud med budskaber og der er massere af kloge hoveder som os, der lever af at fortælle andre hvad de kan gøre. De svære tider for oplysning findes hos modtagerne, der kort sagt ikke gider høre mere bøvl.
Skal oplysning virke, forudsætter det troværdighed og respekt mellem parterne og det findes ikke længere. Så der mangler et værktøj til at få demokratiet på plads igen, hvis det ikke skal tabes til en stræk leder ("slut med snak", "vi vil have ledere der handler", "vi må have undtagelsestilstand" og "det er tid til panik"). Det skal være et universelt værktøj, for de fleste demokratier inklusive det danske vil blive ramt af de samme problemer med at folk i almindelighed ikke længere stoler på politikere og myndigheder, myndigheder stoler ikke på folket og pressen stoler slet ingen på (journalister og frelste bedriver alligevel kun spin, kantning, vinkling og irettesættelse af borgere med "forkerte" holdninger, meninger og adfærd).
Så hvad er løsningen på det centrale problem: "Hvad skal der til for at fastholde demokrati, når oplysning ikke længere virker, og næsten ingen vil have en stærk totalitær leder?" - En af virkemidlerne kunne jo være at slukke for støjen ...
"Skal oplysning virke, forudsætter det troværdighed og respekt mellem parterne og det findes ikke længere."
Henrik Forsberg, der synes at være en iøjnefaldende sammenhæng mellem respekt og tillid/troværdighed i en befolkning og graden af lighed/generel ligestilling - og af bl.a. denne årsag er der ofte sammenhæng mellem en økonomisk lighed og social/kulturel lighed. I hovedsageligt dette lys skal min påpegning af at du overser de strukturelle forholds betydning for oplysningsprojektets succés, muligvis i din iver efter at fremstille et nulsumsspil, hvor censur (jeg antager at det er dét, du hentyder til med 'at slukke for støjen') pludselig virker som en farbar vej, givet en underliggende (og kun vagt verificeret) antagelse om at oplysning ikke virker (hvilket du jo har ret i for så vidt at den forsøges kreeret og fremmet under nogle, for at sige det lige ud, elendige betingelser (i grove træk = klassesamfundets neoliberale strukturer).
I hovedsageligt dette lys skal min påpegning af at du overser de strukturelle forholds betydning for oplysningsprojektets succés ses, skulle der stå.