Brevkassen: Skal jeg blande mig i min gamle mors netshopping?

Min mor på 85 år er stærkt afhængig af andres hjælp. Men hun kan fint handle online. Efter hun er blevet narret på nettet, har jeg ’glemt’ at tilmelde hendes visakort til mobilnummer og kodeord til Nets. Så nå hun handler, er det på mit kort, hvorefter jeg overfører penge til mig selv.

Jeg synes, det er sørgeligt, at en gammel kone bruger sine penge på komplet overflødige effekter. Men kan jeg tillade mig at være smagsdommer?

Sidst var det en lyserød cap (359 kr.), et vævet tørklæde med kvaster (299 kr.) og en strikbluse med rund hals (719 kr.). Det er købsprocessen, hun får noget ud af; når tingene ankommer, bliver de bare lagt ind i skabet. I dette tilfælde simulerede jeg, at der var noget galt med transaktionen, så købet desværre ikke gik igennem.

Vi kan ikke diskutere det, for så bliver hun vred. Men hvad med næste gang? Skal jeg bare lade min mor købe, hvad hun har lyst til på nettet? (fork. af red.)

— Sønnen

Svar I:

Det er en ulykkelig situation at opdage, at ens forældres dømmekraft ikke er, hvad den har været. Men du er nødt til at skelne mellem svindel og fejlkøb. Førstnævnte er ulovligt og skal meldes til politiet (og eventuelt et tabloidblad, der kan sætte synderne i velfortjent gabestok).

Uovervejede onlinekøb behøver man ikke være 85 for at have et problem med. Jeg selv er 29, og mine impulskøb de seneste måneder tæller bl.a. et Batgirl-kostume – brugt én gang – en håndlavet sukkerskål i keramik, et par alt for lange, til gengæld alt for stramme pailletbukser og ikke mindre end tre forskellige mascaraer, jeg alligevel ikke brød mig om.

Medmindre din mor decideret er på vej ud i økonomisk ruin, er det ikke dit job at bestemme, hvad hun skal bruge sine penge på. Og helt ærligt: Hun er 85. Hvis hun ikke skulle bruge sine penge på overflødige effekter nu, hvornår så?

— Mika Tecza

Svar II:

Spørgsmålet er, hvorvidt og hvor meget man skal være sin brors (mors) vogter. Dit arrangement er formynderi, som man nok ikke selv ville bryde sig om at være underlagt. Du har indsigt i din mors køb og kan, som du har gjort, forpurre udskejelser. På din mors vegne.

Så vidt jeg forstår, er det hendes penge, hun kan bruge, som hun vil. Din mor kan lide handelen, men er efter købsprocessen ligeglad med indkøbene. Det er ikke så usædvanligt og var også kendt før nettet. Dengang kunne hun bare være gået i byen og købt sig til glæden ved at købe. Uden indblanding.

Nu er livet jo en lang pragmatisk forhandling: Din vogterfunktion kan måske indskrænke sig til at lade iøjnefaldende køb gå i vasken, eksempelvis hvis nogen vil lokke hende til at investere i Rundetårn eller et lukuskrydstogt på Peblingesøen med suite og balkon.

Men ellers: Lad din mor have sine fornøjelser. Det skader ikke andet end din arv en smule.

— Georg Metz