Center for Vild Analyse: Kapitalismen og de hellige klæder

I en berømt passus fra Det kommunistiske manifest beskriver Marx og Engels kapitalismens revolutionære potentiale: »Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen.«

Kapitalismen er en konstant revolutionerende kraft, fordi den omorganiserer alle traditionelle menneskelige relationer. Alle den gamle verdens magter og autoriteter må bøje sig for kapitalismens magt. Det gælder både kunst, kultur, religion. Selv kongemagten skal stå skoleret i kapitalismen og forklare sig for den ultimative dommer: Er det rentabelt? Kan der skabes profit her?

At alt fast og solidt fordufter under kapitalismen vil sige, at de traditionelle autoriteter står for skud. Det er sådan set den bevægelse, som konservative ånder meget længe har begrædt og beskyldt venstrefløjen for at være skyld i. Men det er altså en dynamik, som er iboende i kapitalismen selv.

Udøde hvide mænd

Samtidig er det værd at bemærke, at det, Marx og Engels beskriver, ikke er en færdig proces. Alt helligt er måske nok i færd med at blive klædt af, men meget kunne tyde på, at det har overraskende mange lag tøj på.

Det kan være, at menneskene engang vil blive tvunget til at se nøgternt på deres stilling i tilværelsen, men vi er der aldrig helt. For selv om de gamle autoriteter (de døde, halvdøde og overraskende levende hvide mænd) bliver udfordret, er der talrige af deres tilhængere, som insisterer på, at de lever i bedste velgående, eller at de skal vækkes til live igen hurtigst muligt.

To sager fra de forgangne uger viser pointen, nemlig da Jes Dorph-Petersen blev fyret af TV 2, og Donald Trump blev noget lignende af Twitter. I begge tilfælde var reaktionerne voldsomme og prompte. Der var både tale om heksejagt, knægtelse af ytringsfriheden, retsløse tilstande og andre ugudeligheder.

Der var enkelte, som gjorde sig den umage at bemærke, at det selvfølgelig ikke er i orden at begå voldtægt/sexchikane eller at anstifte oprør mod de demokratiske institutioner, men der var mange, som mente, at det var for galt, at den amerikanske præsidents ytringsfrihed var blevet knægtet af Twitter, og at Jes Dorph-Petersen kunne blive fyret på grund af seksuelle krænkelser, der lå mange år tilbage i tid.

Privilegium som ret

Hvorfor bliver mænd forsvaret med denne iver i sager som disse? For lad os være præcise et øjeblik:

Donald Trumps ytringsfrihed bliver ikke knægtet af, at Twitter lukker hans konto. Der er regler for brugen af Twitter, som alle brugere skriver under på, når de åbner appen første gang. En af dem er, at man ikke har lov til at bruge Twitter til at begå ulovligheder. Det indbefatter oplagt opfordringer til voldelige oprør mod demokratiske institutioner.

Og Jes Dorph-Petersen er ikke blevet udsat for noget justitsmord. Han er blevet fyret, hvilket der ikke som sådan er noget retssikkerhedsproblem i. Fyringen kommer, efter at hans arbejdsplads har foretaget en undersøgelse af ham som medarbejder og kollega. Om den er uvildig eller ej, er sådan set underordnet. Han har alle sine rettigheder på plads. Han kan både tage kontakt til sin fagforening, lægge sag an om uretmæssig fyring og søge om dagpenge. Der findes ikke nogen særlig ret til at være Hele Danmarks Nyhedsbamseonkel.

At have ansættelse bestemte steder er ikke en ret, men et privilegium.

Og på samme måde med Donald Trump og Twitter. Ytringsfriheden betyder, at man har lov til at sige det, man har lyst til, uden at staten intervenerer eller kommer med repressalier. Men det betyder ikke, at man har retten til at bruge alle mulige andre mennesker og institutioners platforme til at udbrede sit budskab.

Det, som gør sig gældende i begge sager, er, at både Trump og Dorph-Petersen gør krav på noget, som overraskende mange mennesker er mere end villige til at give dem: exceptionelle rettigheder. Som om deres privilegier var helt særlige rettigheder, som særligt udvalgte og fremragende individer kan nyde godt af.

Afsløring

Måske siger sagerne noget om kapitalismens begrænsninger, når det kommer til at klæde det hellige af. Trump og Dorph kan tilsyneladende klædes af helt til skindet, udstilles i deres værste momenter, og alligevel i omverdenens øjne beholde deres status og autoritet, som om intet var hændt.

Måske er det faktisk sådan, at vi kan afsløre alt, vi vil, uden effekt. For mange mennesker er det ligefrem sådan, at afsløringerne snarere bekræfter disse personers ophøjethed. Trump og Dorph-Petersens styrke kommer ikke af, at vi endnu ikke har afsløret dem nok, men af at vi er ved det punkt, hvor vi simpelthen længes efter nogen, der står fast på deres exceptionelle ret til magt, uanset om vi – og ofte med rette – kritiserer dem ned til sokkeholderne.