I en berømt passus fra Det kommunistiske manifest beskriver Marx og Engels kapitalismens revolutionære potentiale: »Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen.«
Kapitalismen er en konstant revolutionerende kraft, fordi den omorganiserer alle traditionelle menneskelige relationer. Alle den gamle verdens magter og autoriteter må bøje sig for kapitalismens magt. Det gælder både kunst, kultur, religion. Selv kongemagten skal stå skoleret i kapitalismen og forklare sig for den ultimative dommer: Er det rentabelt? Kan der skabes profit her?
At alt fast og solidt fordufter under kapitalismen vil sige, at de traditionelle autoriteter står for skud. Det er sådan set den bevægelse, som konservative ånder meget længe har begrædt og beskyldt venstrefløjen for at være skyld i. Men det er altså en dynamik, som er iboende i kapitalismen selv.