»Min far har forsøgt at gifte mig væk til en gammel mand, som giver ham penge til gengæld for et ægteskab«

Dagens tiltalte, Z, ankommer direkte til retslokale 29 fra arresten flankeret af to mandlige betjente: En ganske ung pige, spinkel, i stramme jeans, sorte ruskindsstøvler og en foret vinterjakke, som hun beholder på hele retssagen igennem.

Hun er knap 160 centimeter høj, med tykt sort hår i en hestehale. I næsefløjen blinker en smykkesten. Z fortæller, at hun er 22 år gammel og fra Indien.

»Og jeg vil ikke tilbage dertil.«

Udvist af Sverige

Hun blev anholdt 2. juledag i Københavns Lufthavn, hvor hun fremviste en falsk græsk opholdstilladelse. Hun er derfor sigtet for dokumentfalsk. Z nægter sig skyldig. Hun vidste ikke, at papirerne var falske, før politiet fortalte hende det, forklarer hendes forsvarer, Henrik B. Jensen.

Z har opholdt sig i Sverige, hvor hendes søster bor, siden maj 2019. Her søgte hun om opholdstilladelse, men fik afslag seks gange og stod til udvisning. Så fik hun arbejde hos en familie i Lissabon i Portugal, og det var der, hun var på vej hen, da hun blev anholdt.

»Hvorfor kunne du ikke blive i Sverige?« spørger anklageren.

»De ville deportere mig til Indien,« siger Z.

Anklageren fremviser et billede af opholdstilladelsen.

»Vidste du godt, at du ikke lovligt kunne rejse med den?«

»Nej. Ikke rigtigt.«

Z fortæller, at hun købte dokumentet af en pakistansk mand i Grækenland, som hun talte med i telefonen. Hun betalte 200 euro via Western Union og fik det tilsendt med posten.

»Var han fra en myndighed, som normalt udsteder dokumenter?« spørger anklageren.

»Det sagde han ikke noget om,« siger Z.

»Jeg er bange«

Anklageren gennemgår en udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Det svirrer med paragraffer og referencer til internationale konventioner. Udlændingestyrelsen støtter anklagemyndighedens påstand om udvisning med indrejseforbud i seks år. Hvis Z vel at mærke bliver kendt skyldig.

Z’s brune øjne, der i forvejen er store og runde, bliver spærret endnu mere op, mens hun lytter til tolken, der oversætter den lange redegørelse.

»Har jeg fået seks år?«

»Nej, nej,« siger tolken.

»Men kan jeg få et referat? Det er meget kompliceret,« siger Z.

Dommer Søren Schou Frandsen henvender sig direkte og venligt til hende.

»Det, du lige har hørt, er en udtalelse fra den danske udlændingestyrelse, der vurderer, at du kan udvises.«

»Udvises til hvilket land?« spørger Z.

»Det er der ikke truffet beslutning om endnu,« siger dommeren.

Forsvareren afhører Z om hendes personlige forhold. Hvorfor vil hun ikke tilbage til Indien?

»Jeg er bange.«

»Hvorfor?«

»Min far har forsøgt at gifte mig væk til en gammel mand, som giver ham penge til gengæld for et ægteskab. Og den person er ikke et godt menneske.«

»Du har oplyst, at din far er voldelig og har misbrugt dig seksuelt?«

»Ja, han har gjort så mange onde ting mod mig. Både fysisk og psykisk,« siger Z. 

Hellere selvmord end udvisning

Det er tid til procedure. Anklageren mener, at Z godt vidste, at opholdstilladelsen var falsk, da hun forsøgte at rejse.

»Man får ikke en opholdstilladelse via privatpersoner, og tiltalte har heller ikke forsøgt at undersøge, hvem hun har fået opholdstilladelsen af,« siger anklageren.

Straffen for dokumentfalsk er ubetinget fængsel i 40 dage. Derudover kræver anklageren udvisning af landet og indrejseforbud.

Forsvareren mener derimod, at Z skal frifindes. Hun var ikke klar over, at dokumentet var falsk, siger han:

»Det er ikke første gang, jeg hører klienter forklare, at man får noget, man tror er et ægte dokument. Særligt hvis man er i en presset situation,« siger forsvareren.

Han mener også, at retten bør afstå fra at afsige dom om udvisning i lyset af den fare, den unge pige vil være i, hvis hun bliver sendt tilbage til Indien.

Dommeren Søren Schou Frandsen spørger Z, om der er noget, hun gerne vil tilføje.

»Jeg vil ikke tilbage til Indien. Det er bedre at begå selvmord her end at komme tilbage,« siger hun. Hendes stemme ryster en anelse.

Penge til sagsomkostninger

Dommeren og de to domsmænd går ud for at votere, og efter knap en halv time er de tilbage. De er enige om at idømme Z fængsel i 40 dage, udvisning og indrejseforbud i seks år.

»Når vi hører din forklaring om, hvordan du skaffede opholdstilladelsen, er det vores opfattelse, at du må have anset det for overvejende sandsynligt, at den ikke var ægte,« siger dommeren. Han kan dog ikke fortælle Z, til hvilket land hun bliver udsendt.

Z tager imod dommen. Men der er lige en ting mere: Ved anholdelsen beslaglagde politiet 1.000 euro, 100 svenske kroner og 50 dollar fra den unge kvinde. Anklageren vil inddrage 800 euro af dem til at betale sagens omkostninger.

»Det er ikke godt,« siger Z.

»Det kan vi desværre ikke gøre noget ved,« siger hendes forsvarer og tilføjer: »Men de resterende penge får du tilbage.«

Z forklarer, at hun allerede har fået vekslet de resterende penge. Dem har hun brugt i fængslet på personlig pleje og tøj, fordi hun ikke havde noget med sig, da hun blev anholdt.

»De penge er alt, hvad jeg ejer,« siger hun. Stemmen ryster igen.

Der er helt stille i lokalet. Dommer Søren Schou Frandsen overvejer sagen. Til sidst siger han:

»Vi beholder alene de 500 euro til sagsomkostninger.«

Retssagen er slut. Forsvareren vifter mod Z med venstre hånd som en farvelgestus. Men det ser hun ikke. Hun er allerede ført ud ad døren. En lille skikkelse mellem to brede mænd.