I de gamle spil, der udgjorde en slags forstadie til fodbold – såkaldt Mob Football – udkæmpede hele byer drabelige slag med hinanden. Det foregik i Østengland i det 11. århundrede. Briterne fejrede sejren over romerne og benyttede, det siger legenden, det afhuggede hoved af en dansk prins som bold. I 1580 skrev Giovanni Bardi om de ’spark’ – calcio – der gik for sig på Piazza della Novere i Firenze.
Fodbold, som vi kender den, voksede historisk ud af arbejderklassen i sidste halvdel af 1700-tallet. Formlen synes at være en kropslig aktivitet i gulvhøjde. Foden og bolden var i centrum, måske er der en stav og en puck, men det foregik hele tiden i det mudrede, jordagtige og undertiden sumpede terræn.
Man slog sig på det terræn. Fodbold ændrede sig. Den muterede i retning af undvigemanøvrerne og driblingerne, der kommer sig af, at man taktisk tager bestik af rummet. Så mister spillet nede ved jorden sin hårdkogte karakter af kontaktsport.
Det var derfor, fodbold stak af i to retninger: Fodbold og rugby. Helt modsat kadetskolernes finere og mere distingverede sport på hesteryg, en sport i mere eleveret forstand, hvor både dyret og bolden – konkurrencens materiale – er underlagt mennesket som herre.
I slutningen af 1700-tallet, skriver Jørn Hansen i Fodbold – en kort verdenshistorie, passede fodboldens rå og løst organiserede form perfekt til kostskolernes hverdag. Området omkring Harrow Public School var meget sumpet, så derfor udviklede man efter sigende en speciel driblestil. Det samme skete i Charterhouse ved London, hvor skolen holdt til i et kloster. Pladsen var begrænset. Dribling kom i højsædet frem for sparkede afleveringer.
Filosoffen Anders Fogh Jensen skriver i et kapitel om fodbold i sin bog fra 2009, Projektsamfundet, at legen med den lille runde bold handler om at tæmme en vildskab. Fodbold er en territorial indøvning og koreografi af overraskelsesmomenter underlagt en højere og højere grad af videnskabeligt funderet, styringsteoretisk beherskelse. Fodboldens historie, fra østrigernes 2-3-5-system – ’pyramiden’ – ved VM i 1934 og frem til Brasiliens på det tidspunkt revolutionerende 4-2-4 i 1958 i VM i Sverige, er en rejse formet af stigende rationalitet og skærpede bevægelseslogikker.
Legens metafysik
Det er en udvikling i aktiviteten hen imod en disciplinær strukturering, som bare finder sted – ligesom når mennesker samles og danser med hinanden. Disciplinen ligger i, hvornår formen på banen åbner sig offensivt og tilsvarende lukker sig og tætnes defensivt. At ’stå’ ordentligt på banen kan dikteres med tal, fordi de tal udtrykker en besindelse på geometrien: Hvis vi står sådan her, risikerer vi, at fjenden overmander os og stjæler vores territorium. Står vi derimod sådan her, er vi forberedt og kan overrumple modstanderen med et kontraløb.
Fodbold, spekulerer Fogh Jensen videre, er en kontingenshåndtering. Det er en sport, man øver sig på, fordi det er nødvendigt. Ikke blot på grund af fodboldens regler, men på grund af dens materiale, bolden og foden. Det kontingente betyder det tilfældige. Det er sværere at kontrollere en bold med foden end med hånden. Der er hele tiden flere tilgængelige løbebaner og pasningsmuligheder end de strengt nødvendige. Altså dem, der var succesfulde; dem, der fik linjerne hen over banen fra sidelinjen til midtercirklen og frem mod målfeltet, til at ligne en formfuldendt krystallisation.
Der skal være en struktur. De bedst mulige bevægelser skal fastholdes i den konkrete kamp, på den konkrete bane, her og nu. Men de skal også lagres i taktikbogen og bruges igen næste weekend og i næste sæson.
Fodboldens afgrænsede terræn, fra mudder til græs og fra mark til bane, er en måde at lægge videnskab ned over aktiviteten: spilsystemer, taktikker, regler. Men det er også en magisk cirkel (selv om banen er firkantet), noget, der foregår oppe i hovederne på os. Det er ritualernes verden. Når man er derinde i cirklen, skal man tro på det. Man skal leve sig ind i det.
Udtrykket »den magiske cirkel« stammer fra bogen Homo ludens, en bog, der oprindelig blev udgivet på hollandsk i 1938 af historikeren og kulturteoretikeren Johan Huizinga. Han skriver:
»Al slags leg foregår og har sin væren i et legeområde, som på forhånd er afgrænset, hvad enten det er materielt eller ideelt, med vilje, eller fordi det bare blev sådan,« skriver Huizinga.
Legen har et nærvær og en særlig energi knyttet til sig, som koloniserer virkeligheden og forvandler den efter forgodtbefindende. Pludselig er baghaven i parcelhuset et kongerige med trolde, monstre og bjerge. En villavej er ikke en trafikåre, men en fodboldbane. Det spinkle køkkenlys hos nabohuset er ikke en simpel lyskilde, men Camp Nous allerstørste projektør. Legen bevæger os. I den magiske cirkel er vores følelser og den investering, vi med vilje lægger ind i aktiviteten, helt afgørende.
Leg er intensiverende, koloniserende og bevægende. Den har egenskaber, som næsten er metafysiske: uforligneligt nærvær, magisk afgrænsning og store følelser.
Et lille stykke uendelighed
»Let’s play football,« siger englænderne. Direkte og kluntet oversat, »lad os lege fodbold«. Play, som i leg, at lege, men også det dramatiserede og imiterede – a play, lige som et teaterstykke. Fodbold rammesætter legens spontanitet og opfører den som et teater. På engelsk hedder det også a game of football.
På engelsk kan man – i modsætning til dansk – ikke skelne præcist mellem leg og spil. Er der både fodboldleg og fodboldspil?
Legefodbold knytter sig til selve aktiviteten, dét at spille fodbold og den lystfulde forventning om, at nu skal vi have det sjovt. Invitationen lokker mod det uafgrænsede.
Fodboldspil, a game of football, er derimod forankret i den afgrænsede kamp og de faste regler. Legen handler om at løbe og grine. Spillet handler om at løbe et bestemt sted hen og juble.
Legen finder sted i tid og rum, og mere end det: Legen finder et sted; den tager rummet, indtager det, okkuperer og koloniserer det, som Miguel Sicart skriver i bogen Play Matters. »Flyt bordene til side, nu skal vi lege!«
Legen inviterer de legende til at sprænge tid og rum. Eller rettere: til at lade, som om der ikke er nogen begrænsninger. »Se mig, jeg kan flyve.« Som om et lille stykke uendelighed og vægtløshed møver sig ind i den stramme hverdag.
Når legen skal fastholdes over tid, det vil sige professionaliseres og institutionaliseres, bliver den til spil. Det sker ikke for sjov. Det sker, fordi det er uundgåeligt. Det er legens evolutionære impuls. Når legen gentages nok gange, bliver den spil. Rummet afgrænses, et stuegulv, et skakbræt, et stadion, en boksering, en villavej. Det samme sker med tiden. Vi leger ikke bare, til vi dejser omkuld, eller virkelighedens gøremål banker på. Vi spiller i to gange 45 minutter.
Fodbold er et mikrokosmos over det meste af det, vi mennesker finder på. Det begynder med leg og ender med at blive spil.
Det er det magiske ved det. At noget, der er så begrænset, afgrænset og besværligt – regel, bane og terræn – samtidig er så kreativt.
»I love it,« som Ole Henriksen siger.
