Kapitalismen har vundet globalt – det kan blive demokratiets nederlag

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Branko Milanovic har oplevet noget, som nærmest ingen i verden kan komme til at opleve i dag:

Han er vokset op i et samfund, der ikke er kapitalistisk.

»Der var to ting, som var meget tydelige for mig og de fleste af mine venner dengang,« forklarer Milanovic.

Han er født i 1953 og voksede op i det kommunistiske Jugoslavien længe før, Vesten vandt Den Kolde Krig, og den gamle verden faldt sammen i Østeuropa:

»De kapitalistiske samfund var demokratiske, og det var de samfund, vi voksede op i, ikke.«

Der var stor forskel, minder Milanovic om, på eksempelvis Jugoslavien, Albanien og Sovjetunionen, det var vidt forskellige lande med hver deres version af kommunismen.

»Jugoslavien var et relativt åbent samfund, og opbakningen til det diktatoriske regime var relativt stærk. Men vi vidste, at der var grænser for, hvad vi kunne sige og gøre, og at der ikke var politiske partier hos os.«

Det var den ene ting.

»Det andet, som også var negativt, var, at der var mere vækst i de kapitalistiske samfund. Væksten i de socialistiske lande faldt meget i 1960’erne, så forskellen mellem de mere udviklede kapitalistiske samfund og de socialistiske lande blev større og større.«

– Er det en historisk fordom hos mig, hvis jeg tænker, at I tænkte på de kapitalistiske samfund som velstående og frie – i modsætning til jeres?

»Sådan tænkte jeg. Men det er svært at generalisere. Jeg havde venner, som var stalinistisk venstreorienterede, men også nogle, som var meget liberale. Selv var jeg nærmest socialdemokrat.«

Milanovic var tiltrukket af marxismen, fordi det var en teori, som kunne forklare hele økonomien og hele historien, og han var usædvanligt god til matematik. Så han studerede økonomi og afleverede i 1987 sin ph.d.-afhandling om ulighed i Jugoslavien:

»Det var en åbenbaring for mig, da jeg opdagede, at man kunne bruge data til at studere forholdene mellem de sociale klasser og folks indtægter. ’Wow,’ tænkte jeg dengang. Sådan har jeg faktisk haft det lige siden.«

I dag bor Branko Milanovic i Washington, og han er en af de mest indflydelsesrige ulighedsforskere i verden. Hans bog Global ulighed er blevet et internationalt referenceværk, fordi han med en verdensberømt graf, der er formet som en elefant, viser, hvordan de rigeste og de fattigste i verden er blevet rigere af globaliseringen, mens de vestlige arbejderklasser og lavere middelklasser er stagneret. Globalt anskuet er uligheden faldet under de sidste 40 års globalisering, fordi flere hundrede millioner i blandt andet Kina, Indien og Indonesien har oplevet voldsom økonomisk fremgang, men uligheden i de enkelte lande er steget.

Jeg har taget kontakt til Milanovic for at få hans analyser af nogle af de spørgsmål, som verdenssituationen stiller os: Hvornår bliver ulighed til et problem? Har pandemien skabt større ulighed? Hvordan har krisen påvirket styrkeforholdet mellem den amerikanske og den kinesiske kapitalisme? Sagt på en anden måde: Hvem er vor tids vindere og tabere?

En grusomt afklarende oplevelse

Milanovic’ seneste bog er Capitalism Alone fra 2020, hvor han i indledningen hævder, at kapitalismen er det første system i verdenshistorien, som ideologisk og økonomisk er blevet globalt dominerende. Der er mange forskellige former for kapitalisme, men der ingen stærke alternativer eller rivaler. Det er derfor, der ifølge Milanovic ikke er nogen, der i dag vokser op i samfund, som ikke er kapitalistiske.

»Jeg tror, at det har været en fordel for mig, at jeg har haft så forskellige oplevelser, simpelthen fordi det tvinger mig til at se på tingene fra lidt anderledes vinkler,« som han siger.

Milanovic kender i kraft af sin opvækst kapitalismens fortryllende tiltrækningskraft og forklarer, at den er så stærk som politisk system, fordi den taler til noget, alle mennesker gerne vil: realisere sig selv, udrette noget, blive belønnet og sammenligne belønningerne i konkurrence med andre mennesker. Men han kan også statistisk afdække dens elendigheder og vise, hvordan det, der begynder som et løfte om frihed for alle, kan udvikle sig til ufrihed, umyndiggørelse og fattigdom. Han har studeret og afdækket ulighed i årtier. Først var det ikke en erkendelse, som skabte offentlig opstandelse, at uligheden var stigende i de vestlige samfund:

»Der var den her tro, som var særligt stærk i USA, på, at det ikke gjorde noget, at de rige blev rigere, fordi middelklassen samtidig voksede. Og eftersom flere og flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, steg husstandsindkomsterne, selv om lønnen ikke gjorde det,« husker Milanovic.

Men nu er ulighed blevet et erkendt problem. Bøger om ulighed bliver til globale bestsellere, og når verdens absolutte overklasse mødes til World Economic Forum i Davos, er det blevet et ritual, at de skal beklage uligheden.

– Hvad er det, der har forandret den offentlige samtale om ulighed – finanskrisen forekommer mig at være et vendepunkt, men også Pikettys bog og din egen elefantgraf?

»Ja, der er sket et meget markant skifte. Og jeg er enig i, at finanskrisen var den udløsende begivenhed. Den offentlige stemning havde længe været, at man kunne få mere og mere, fordi det blev nemmere at låne penge til forbrug. Banker, politikere og andre autoriteter: Alle sagde, at man bare skulle låne til det, man havde brug for, så folk købte huse og biler, som de slet ikke kunne betale for med deres indkomster.«

Men så kom krisen. Hårdt og hurtigt. Bankerne gik ned, og lånene skulle betales tilbage:

»Det var en grusomt afklarende oplevelse for mange,« siger Milanovic.

Pludselig opdagede almindelige amerikanske lønmodtagere, at deres indkomster ikke var steget med deres forbrug, og flere millioner måtte forlade deres hjem:

»Det blev meget tydeligt for folk, at der var den her gruppe på toppen. Ikke kun top en procent, måske top fem eller ti procent: ’De har det virkeligt sjovt, og de tjener ti gange så meget som os. Og vi kan ikke engang betale vores regninger’. Jeg tror, mange på det tidspunkt opdagede, at der var noget galt.«

Forsvarlig og uforsvarlig ulighed

Men ulighed er også et svært tema. Det er jo ikke altid noget negativt. Hvordan skal man forstå ulighed?

»Det er et vanskeligt spørgsmål, fordi ulighed er et underligt formløst begreb. Mangel på ulighed kan også været et problem. Jeg har en ven, som studerede ulighed i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. Han sagde, at det enkelte menneske ikke havde mulighed for at præge sit eget liv. Først voksede man op, så fik man højere løn ligesom alle andre, når man blev ældre. Og lavere løn, når man gik på pension. Og sådan sluttede det. Det er selvfølgelig ikke godt.«

Der er ifølge Milanovic også former for ulighed, som kan forsvares etisk. Nogle vil gerne arbejde meget, og de skal have mere i løn end dem, der ønsker at arbejde mindre. Nogle mennesker opfinder noget, som kommer en masse andre mennesker til gode. De skal også belønnes for det. Andre opfinder ikke noget:

»Der er rigtig mange måder at opgøre ulighed på. Man kan ikke afgøre objektivt, hvornår ulighed bliver til et problem. Men der kommet er punkt, hvor uligheden virker imod samfundet, fordi folk bliver i stand til at klare sig på deres baggrund, deres arv og deres forbindelser. Og så bliver de så velhavende, at de kan ændre reglerne i deres favør og bevare deres magt og velstand som privilegier.«

For mange afdækkede finanskrisen, at USA var blevet sådan et samfund, hvor de få i toppen levede uden økonomiske eller juridiske risici, fordi de styrede et spil, som de mange i bunden ikke kunne præge og var fuldstændig udleveret til.

– Det sjove er, at nu, hvor der er kommet offentlig bevidsthed om ulighed som et samfundsødelæggende problem,  har vi også fået studier, der viser, hvor svært det er at gøre noget ved det politisk. Du er selv inde på i dine bøger, at nogle af de mest effektive midler til at nedbringe ulighed har været krige, katastrofer og pandemier …

»Ja, men man skal være forsigtig med historiske analogier. Der er mange analyser af, hvad epidemier har betydet for ulighed, som bygger på, hvad pesten gjorde ved Europa i 1300-tallet. Dengang døde en tredjedel af befolkningen, så der blev mindre arbejdskraft overalt. Det betød, at lønningerne steg, arbejdere blev mere værdifulde, og mange af de undertrykkende feudale institutioner blev svagere. Men det kan vi jo ikke bruge til meget i dag. Heldigvis er en tredjedel ikke døde. Det er en helt anderledes situation.«

– I denne uge er der Davos-topmøde, og vi har fået den efterhånden obligatoriske analyse af, at uligheden er steget igen ...

»Det er særligt i år et rigtigt budskab, fordi vi har oplevet en voldsom stigning i topformuer i verden og et utroligt stærkt aktiemarked i USA. Der var ingen, der havde forudset, at det ville blive konsekvensen af den politik, som er blevet ført. Der er mange helt basale antagelser i økonomien, som vi skal genoverveje nu.«

En situation helt uden fortilfælde

Renterne er faldet til nærmest ingenting, og der er blevet pumpet milliarder ud i den amerikanske økonomi. Engang lærte vi, at pengene ville blive mindre værd, og priserne ville stige, hvis man skabte flere penge og smed dem ud i samfundet. Men det har ikke været tilfældet denne gang:

»Det er en økonomisk situation helt uden fortilfælde, vi befinder os i. Et beløb, der svarer til en femtedel af det amerikanske bruttonationalprodukt, er blevet kastet ud i den amerikanske økonomi. Og det har ikke betydet noget for priserne overhovedet.«

De økonomiske antagelser, som ligger til grund for vores penge- og finanspolitik, er altså ifølge Milanovic blevet stærkt udfordrede af det, der er sket i 2021.

– Det lader til, at den politik, som er blevet ført for at holde hånden under de svageste og de mest udsatte, fører til, at alle, der har kapital, flytter den til aktier, så uligheden mellem aktionærer og ikkeaktionærer stiger ekstremt. Tror du, at pandemien vil øge uligheden?

»Ja, vi kan på den ene side se, at det har været godt for toppen af samfundet. Men vi kan på den anden side også se, at den måde at pumpe likviditet ud i samfundet på, har hjulpet de fattige – i USA, i Europa og i Latinamerika.«

Milanovic fremhæver Brasilien som et land, hvor regeringens store pakke, som skulle øge den økonomiske aktivitet, har gjort mere for de laveste klasser, end den normalt ville have gjort:

»Så jeg er ikke sikker på, at uligheden i de enkelte lande vil stige. Vi har ikke solide tal endnu, og jeg er meget spændt på at se, hvordan det her ender.«

Et økonomisk kapløb

Et andet tema i Capitalism Alone er den globale kamp mellem to forskellige former for kapitalisme: den liberale og demokratiske kapitalisme, som vi har i Vesten, og den form for statsstyrede kapitalisme, der er udviklet i Kina, og som Milanovic kalder for den »politiske kapitalisme«.

– Jeg voksede sjovt nok op i 1980’erne i Vesten med den samme forestilling om, at kapitalisme og demokrati hang sammen, som du voksede op med i Jugoslavien i 1960’erne. Men i dag har vi set, at kapitalismen også kan udvikle og styrke autoritære samfund som Kina. Hvad er der sket?

»Kapitalismen har vundet globalt, fordi den har skabt den indre etik hos den enkelte om, at du har ret og pligt til at realisere dit begær efter velstand. Kultur og økonomi hænger på den måde sammen. Det er jo en succes. Men det betyder også, at de samfund, som kan levere økonomiske fremskridt for deres borgere, opnår opbakning i deres befolkninger. Og det, kan vi se nu, er ikke nødvendigvis demokratiske samfund.«

Det er ikke kun en konflikt mellem USA og Kina, understreger Milanovic. Vietnam, Laos, Burma, Rusland og Tyrkiet er andre eksempler på samfund, der er kapitalistiske, men ikke gennemført demokratiske. Selv i EU er et land som Ungarn muligvis ved at bevæge sig mod en form for politisk styret kapitalisme, hvor borgerne opnår økonomiske fremskridt og demokratiske tilbageskridt på samme tid.

»Hvis du forestiller sig, at sådanne lande gennem en teknokratisk ledelse faktisk overhaler os i velstand, og hvis de kan skabe langt større vækst end os, vil deres systemer også fremstå mere attraktive for os. Det er konsekvensen af, at det kapitalistiske begær efter rigdom er blevet installeret som en indstilling til verden og til os selv i det enkelte individ.«

Sat på spidsen kan den kapitalistiske succes på den måde føre til demokratisk fiasko, anfører Milanovic:

»Hvis du også forestiller dig, at folk fra Kina, som er meget rigere end europæerne, kommer til Europa, som de allerede gør nu, men i meget større omfang, og demonstrerer, at de kan købe de store huse, og viser, at de har skabt bedre biler og flyvemaskiner, vil styrkeforholdet være vendt om. Så vil folk i Europa blive tiltrukket af deres system, selv om der ikke er flere konkurrerende partier og frie og regelmæssige valg, fordi de leverer det, folk drømmer om.«

Det var ifølge Milanovic en af grundene til, at den kommunisme, han voksede op med, faldt sammen: Velstanden var større i Vesten, og der var bedre mulighed for at få de ting, man som forbruger drømte om. Det var ikke stemmeret, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, men økonomien, som vandt Den Kolde Krig for Vesten:

»For mig at se er kampen mellem den liberale og den politiske kapitalisme derfor mest af alt et økonomisk kapløb. Og hvis den vestlige kapitalisme bliver økonomisk tilbagestående, vil der i Vesten opstå en trang til, at vi skal gøre ligesom de andre, fordi de har mulighed for at tjene flere penge og købe det, de drømmer om.«

Demokrati som et middel

– Det er for mig at se et dystert perspektiv. Men det fremgår så også af din bog, at du faktisk vurderer, at den liberale kapitalisme har bedre muligheder for på langt sigt at skabe en stærkere økonomi?

»Jeg vil gerne gøre min egen holdning til demokrati klar. Jeg ser grundlæggende demokrati som et middel. Mange ser det som et mål i sig selv, og det er der noget rigtigt i. Men jeg tror også, at mange er villige til at veksle dele af demokratiet til mere økonomisk sikkerhed og flere muligheder. Jeg vil så sige, at demokrati også er et særdeles effektivt middel.«

Det skaber et mere effektivt samfund, at man i et demokrati kan skille sig af med de ledere, som ikke er kompetente, hvilket er anderledes vanskeligt under den politiske kapitalisme, bemærker Milanovic. Og man bliver i et demokrati langt hurtigere presset til at ændre en politik, som ikke fungerer for fællesskabet:

»I et demokrati kan man hæve skatterne efter pres fra vælgerne, hvis man kan se, at det ødelægger økonomien, at de er for lave. Eller man kan gøre det modsatte og sænke skatterne, hvis de er for høje. Det er en af grundene til, at jeg mener, at demokratierne har nogle store fordele i den globale økonomiske konkurrence.«

»Studierne viser også, at der i demokratierne generelt er meget mere stabil vækst. Du kan i den politiske kapitalisme ende som Kina lige nu, men du kan også ende som Congo. Der er langt større udsving mellem de økonomiske scenarier i de lande, og der er langt mindre, du kan stille op som borger, hvis det går den forkerte vej. Det er efter min opfattelse en af grundene til, at demokratierne står stærkt i den globale kamp om kapitalismen.«

Det siger sig selv, at det ikke er afgjort på forhånd. Meget har forandret sig på en måde, som ingen kunne forudse, dengang Milanovic voksede op i Jugoslavien og troede på, at de rigeste samfund også ville skabe frihed. I dag vokser børn op i samfund, som de ved, vil forblive kapitalistiske. Men de ved ikke, hvilken kapitalisme der vinder. 

Dette er en redigeret udgave af et ZOOM-interview, som fandt sted den 26. januar. Se eller gense videosamtalen her.

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.