Feature
Læsetid: 17 min.

Langt flere piger end drenge ønsker kønsskifte. I forskningen har de kort sagt ingen anelse om hvorfor

Siden 2013 er der sket en kraftig stigning i antallet af unge piger, som bliver henvist til sexologiske klinikker verden over med ønsket om at skifte køn. Forklaringerne er mange, forskningen minimal, og eksperterne uenige. Flere lande har iværksat undersøgelser for at forstå fænomenet
Moderne Tider
16. januar 2021
Især mine voksende bryster var meget svære for mig at forlige mig med. Jeg kan huske, at jeg fik et stærkt ønske om at få brystkræft. For så kunne jeg få dem fjernet, fortæller Nikki Ove Andersen.

Især mine voksende bryster var meget svære for mig at forlige mig med. Jeg kan huske, at jeg fik et stærkt ønske om at få brystkræft. For så kunne jeg få dem fjernet, fortæller Nikki Ove Andersen.

Emilie Lærke Henriksen

Nikki Ove Andersen var 16 år og på vej tilbage på sin efterskole oven på en efterårsferie, da hans tiårige lillebror ville sige farvel i døren. På det tidspunkt hed Nikki Ove noget andet til fornavn, nemlig Nanna Tove.

Hans lillebror rakte ud efter et kram, og i øret på sin søster hviskede han: »Nanna, du er en god storesøster, men jeg ville ønske, at jeg havde en storebror.«

»Det rørte mig,« fortæller Nikki Ove Andersen på en Skype-forbindelse fra Holbæk.

»Jeg følte mig så gennemskuet, fordi han havde ramt ned i noget så rigtigt.«

Få måneder efter fortalte Nikki Ove Andersen sin familie og sin efterskole, at han var transkønnet.

»Da min lillebror sagde det, fik jeg lyst til at fortælle ham, at han jo havde en storebror. Men i starten var jeg i tvivl om, hvem jeg skulle sige det til, fordi jeg var bange for ikke at blive accepteret.«

Sprogbrug

LGBT+ Danmark og en del eksperter på området bruger begreberne 'fødselstildelt køn' om det, mange kender som det biologiske køn, og 'medicinsk transition' om det, mange vil omtale som et kønsskifte.

Da de sidstnævnte begreber er mere intuitivt forståelige for mange læsere, har vi i artiklen valgt at omtale fødselstildelte piger og fødselstildelte drenge som blot piger og drenge, og medicinsk transition som kønsskifte.

Fire år var der gået, siden Nikki Ove Andersen begyndte at gå med hættetrøje, store joggingbukser og kasket – og helt undlod at betragte sig selv i butiksvinduerne, når han gik gennem hovedgaden i den nordjyske hjemstavn, Thisted. Og endnu to år skulle der gå, før han blev henvist til Sexologisk Center i Aalborg med et ønske om at få hormonbehandling.

I dag er han 21 år og halvandet år inde i sin behandling. Og han er langtfra den eneste unge, der biologisk er født som pige, som inden for de senere år er blevet henvist med ønsket om et kønsskifte.

Vestlig tendens

103 piger. 38 drenge. Så mange 11-17-årige er i 2020 blevet henvist til Sexologisk Klinik under Region Hovedstadens Psykiatri. De fleste med et ønske om at få foretaget et kønsskifte eller på anden vis få hjælp til deres kønsdysfori, som er et kraftigt ubehag, man kan lide under, når der er uoverensstemmelse mellem ens oplevede køn og ens biologiske køn – det, som mange transpersoner og fagfolk kalder det fødselstildelte køn.

Der er altså tale om næsten tre gange så mange piger som drenge.

Tendensen gør sig også gældende hos de lidt ældre unge. Ifølge tal fra Center for Kønsidentitet under Sexologisk Center i Aalborg, som tager imod personer over 18 år, var der tidligere en stor overvægt af mænd på ventelisten. Nu er der en stor overvægt af unge kvinder. Nærmere bestemt er 200 kvinder og 136 mænd i alderen 18-22 år blevet henvist de seneste to år.

Fra de 23 år og op fordeler kønnene sig igen ligeligt i statistikken, ligesom de gør før 11-årsalderen.

Udviklingen er ikke særegen for Danmark. Den ses også i Nord- og Sydamerika, Canada, New Zealand, Storbritannien, Holland, Norge, Sverige, Finland og alle andre vestlige lande, som registrerer henvisninger. I Holland var fordelingen mellem piger og drenge 1:1 indtil 2013. Nu er den 3:1. I 2017 udgjorde piger 70 procent af de henviste til Gender Identity Development Service, en national britisk sundhedsenhed med speciale i kønsdysfori. Tilbage i 2007 var mere end 75 procent af de henviste derimod drenge.

Siden dengang er antallet af henvisninger steget markant i alle vestlige lande og altså særligt for gruppen af unge piger. Både de britiske myndigheder og det svenske medicinsk-etiske råd er bekymrede over den stigende tendens og vil have årsagerne undersøgt. I England skal undersøgelsen blandt andet give svar på, om sociale medier spiller en rolle.

Thomas Steensma er klinisk psykolog på Center of Expertise on Gender Dysphoria ved universitetshospitalet Amsterdam UMC i Holland og specialiseret i arbejdet med transkønnede børn og unge. Og han er en af de talrige forskere, der kæmper med at forklare den markante forskel på, hvor mange piger og drenge der ønsker kønsskifte:

»Vi har selvfølgelig hypoteser, men hvis jeg skal svare helt kort på, hvad der foregår, er jeg nødt til at sige: Jeg har ingen anelse.«

Et fravalg af det feminine

I Danmark kan børn få hormonbehandling fra 11-årsalderen. Først behandles de med stophormoner, som skal standse puberteten. Senere kan de behandles med krydshormoner, der svarer til det køn, de identificerer sig som. Her får piger altså det mandlige kønshormon, testosteron, og drenge får det kvindelige kønshormon, østrogen. Kønshormonerne skal tages resten af livet.

Mette Ewers Haahr er overlæge på Sexologisk Klinik i København. Hun taler dagligt med de 11-17-årige børn og unge, som er blevet henvist, og hun er med i udredningen og behandlingen af dem. Ifølge hende kan der være noget, der bør undersøges nærmere, når en så stor overvægt af piger bliver henvist.

Hun understreger, at der mangler forskning på området, men hun bliver til tider bekymret. Bekymret for, om det for nogle af pigernes vedkommende i højere grad handler om et »fravalg af det feminine end et tilvalg af det maskuline«, når de ønsker et kønsskifte. Og at det kan dreje sig mere om et kropsligt ubehag end en oplevelse af at have en anden kønsidentitet.

»Når de fødselstildelte piger kommer i puberteten, og deres kroppe ændrer sig, begynder nogle af dem at få de her tanker. Måske er omverdenen begyndt at reagere anderledes på dem, fordi deres kroppe pludselig bliver seksualiserede. De får måske ikke lige så meget taletid, de bliver nedgjort, hvis de fylder for meget, og der bliver forventet nogle bestemte pigeting af dem, som de ikke kan identificere sig med. Og så får de det rigtig, rigtig dårligt med deres feminine kroppe,« siger hun og fortsætter:

»Modsat hos børnene, der lige så længe, de kan huske, har oplevet sig som et andet køn, ser vi, at nogle af de fødselstildelte piger kun har haft de her tanker i et halvt år og er fast besluttede på, at de skal have kropsmodificerende behandling. Og så bliver det virkelig svært at finde ud af, hvad det handler om, og hvad der er det rigtige at gøre.«

I udredningen af de unge er Mette Ewers Haahr særligt opmærksom på, om de har været udsat for traumatiske oplevelser såsom mobning, overfald eller seksuelt misbrug.

»Overgreb i ungdoms- og barndomsårene kan føre til, at man bliver fremmedgjort fra sin krop. Der er vi ekstra påpasselige,« fortæller hun.

I England har 50 procent af de henviste piger været udsat for en traumatisk oplevelse, mens næsten samme antal har selvskadet sig, og over 60 procent har én eller flere psykiatriske diagnoser.

Manglende forskning

De undersøgelser, Mette Ewers Haahr har at læne sig op ad i sit arbejde, er primært lavet på ældre aldersgrupper. Og de er lavet, før piger er blevet henvist i samme størrelsesorden som nu. Det sætter hende i et dilemma, når hun skal vurdere, om der skal behandles.

»Vi ser, at behandlingen hjælper de unge på kort sigt. Men vi mangler viden om, hvad der sker om ti og 20 år. Eller når de gerne vil have børn. Hvad sker der, når de bliver forelskede og begynder at få en aktiv seksualitet?« siger hun og fortsætter:

»Transkønnede unge tildelt pigekønnet (ved fødslen, red.) har for de flestes vedkommende ingen aktiv seksualitet. Heller ikke med sig selv. Hvordan vil deres seksualitet udvikle sig, og har det en betydning for deres opfattelse af deres køn? Vi har set nogle gange hos de unge, at køn og seksualitet spiller sammen og forandrer sig sammen.«

Det var på efterskolen, at Nikki Ove Andersen fandt ud af, at han var transkønnet. Det var som en puslespilsbrik, der altid havde været væk, fortæller han ... Men så dukkede den pludselig op.

Det var på efterskolen, at Nikki Ove Andersen fandt ud af, at han var transkønnet. Det var som en puslespilsbrik, der altid havde været væk, fortæller han ... Men så dukkede den pludselig op.

Emilie Lærke Henriksen
Pigerne er meget opsatte på at få behandling, og nogle gange er det som »at høre dem læse op fra en facebookmanual«, forklarer hun. Hun er i tvivl om, hvorvidt de unges ord er udtryk for deres egne erfaringer eller stammer fra grupper på sociale medier, hvor de forstærkes i en entydig selvdiagnosticering, før de møder op hos lægen. Det skaber meget lidt rum for refleksion.

»Mange har det svært med, at der bliver sat spørgsmålstegn ved det, de kommer med. De bliver frustrerede, fordi de ikke føler sig lyttet til. Og det forstår vi jo godt. Det er bare ikke altid en nem vurdering, fordi det er så stor en beslutning,« forklarer hun.

»Vi bliver i tvivl om, hvor deres ønske om kropslig transition kommer fra og er derfor bekymrede for, om ønsket er stabilt.«

Sexologisk Klinik under Region Hovedstadens Psykiatri har kendskab til en håndfuld piger, der efterfølgende har fortrudt deres hormonelle transition, inden de er blevet 18 år. Enkelte med varige ændringer på kroppen. De har ikke kendskab til drenge, der har fortrudt.

Mere end en fase

Nikki Ove Andersen har ring i næsen og en dyb stemme. Han aer sit korte, mørke hår, når han taler, og holder lange, velovervejede pauser i sin fortælling om den udvikling, der for ham startede i 12-årsalderen. Der satte puberteten ind og insisterede på at ændre hans krop.

»Især mine voksende bryster var meget svære for mig at forlige mig med. Jeg kan huske, at jeg fik et stærkt ønske om at få brystkræft. For så kunne jeg få dem fjernet,« fortæller han.

Fire år gik, og først da Nikki Ove Andersen kom på efterskole som 16-årig, fandt han ved internettets hjælp ud af, at han var transkønnet.

»Det var som en puslespilsbrik, der altid havde været væk,« fortæller han og smiler. »Men så dukkede den pludselig op.«

På efterskolen accepterede de andre elever og lærere det hurtigt, men forældrene tog det ikke alvorligt. De var ikke afvisende over for hans ønske, men havde svært ved at omstille sig og tro på, at hans nye identitet var mere end blot en fase.

Nikki Ove Andersen kæmpede selv med sin nye identitet, og det betød, at han startede på gymnasiet som Nanna. Også selv om han havde kort hår og iklædte sig en såkaldt binder hver eneste dag. Den skulle forhindre, at andre kunne se hans bryster, og den havde været en uundværlig del af hans påklædning siden efterskolen:

»Jeg stod ude på badeværelset på efterskolen og tog den på første gang. Det var ubehageligt, og jeg havde svært ved at trække vejret. Men at se mig selv med den i spejlet var et øjeblik af eufori. Det var ren lykke for første gang at se min krop være i overensstemmelse med, hvordan den føles inden i mig.«

I dag bruger han stadig sin binder, men skal i februar til indledende samtaler om sit ønske om at få fjernet sine bryster. Siden han som 18-årig skiftede til HF, er han blevet kaldt Nikki af både lærere, elever, venner og familie.

Drengene dukker ikke op

Forskere har i flere år prøvet at finde en forklaring på, hvorfor de unge kvinder fylder mere i statistikken. Astrid Højgaard er ledende overlæge på Sexologisk Center i Aalborg, hvor de tager imod transkønnede voksne over 18 år. Hun mener, at skævheden i statistikken afspejler en diskriminerende kultur.

I hendes øjne har piger nemmere ved at springe ud som transkønnede end drenge, og de mange henvisninger fra piger handler i højere grad om, at drengene ikke er trygge ved at springe ud:

»Min fornemmelse er, at man uden latterliggørelse, social udskamning og transfobi kan fremtræde maskulint. Det er måske lidt mere sejt at være kvinde og at have tatoveringer, karseklippet hår og være veltrænet og bredskuldret. Man går nemmere under radaren. Det er også nemmere at være lesbisk end at være bøsse.«

Hun refererer til Projekt Sexus, som i 2018 undersøgte 62.000 danskeres kønsidentitet, seksualitet, sexliv og meget mere. Den viste, at 57 procent af homoseksuelle mænd er blevet mobbet på grund af deres seksualitet, mens 37 procent af de homoseksuelle kvinder har oplevet det samme. 22 procent af de homoseksuelle mænd er desuden blevet fysisk forulempet på grund af deres seksualitet, mens det ifølge undersøgelsen gælder otte procent af kvinderne.

I Danmark mangler der tal på, hvordan transpersoner oplever at blive behandlet i det offentlige rum, men amerikanske undersøgelser peger på, at især transkvinder oplever stigmatisering, vold og diskrimination.

Ifølge Astrid Højgaard virker det afskrækkende for rigtig mange, der identificerer sig som transkvinder, men ikke føler sig trygge ved at springe ud før senere i livet.

Hun tager imod mennesker over 18 år, og der ligger derfor ofte en længere historie om kønsdysfori forud for henvisningen. Hun anerkender dog, at det kan se anderledes ud, når der er tale om den helt unge gruppe, og derfor står lægerne med et endnu større ansvar:

»Mit arbejde er ikke lige så svært, som når man arbejder med de helt unge. Vores patienter fortæller om mange års ubehag. Det er ret enkelt i de fleste tilfælde.«

Lettere at skifte til dreng end til pige

Astrid Højgaards forklaring på den skæve statistik går igen hos hollandske Thomas Steensma.

»Du kan jo også se det blandt børn,« fortæller han.

»Femininitet blandt drenge i folkeskolen bliver opfattet mere negativt end maskulinitet blandt piger. Hvis en pige er maskulin, bliver hun af de andre drenge opfattet som en sjov pige, man kan lege med.«

Piger kan klippe sig korthårede og gå i bukser, uden at nogen løfter et øjenbryn, mens det ofte problematiseres, når drenge går i kjole, med smykker og makeup, mener han.

Det kunne være det fedeste job at få, siger Nikki Ove Andersen. Hans fremtidsplaner er blandt andet en uddannelse som sygeplejerske, og i sommer søgte Sexologisk Center i Aalborg en sygeplejerske til at tage sig af opfølgende samtaler med transkønnede patienter i behandling.

Det kunne være det fedeste job at få, siger Nikki Ove Andersen. Hans fremtidsplaner er blandt andet en uddannelse som sygeplejerske, og i sommer søgte Sexologisk Center i Aalborg en sygeplejerske til at tage sig af opfølgende samtaler med transkønnede patienter i behandling.

Emilie Lærke Henriksen
Et eksempel på det så man senest, da musiker Harry Styles i november optrådte på forsiden af modemagasinet Vogue iført en lang flæsekjole og smykker. Konservative røster som forfatter og politisk kommentator Candace Owens udtrykte på Twitter, at Styles’ påklædning var et udtryk for en »feminisering af mænd«, og hun ønskede sig »de mandige mænd« tilbage. Ifølge hende kan »intet samfund klare sig uden stærke mænd«. Hendes tweet blev flittigt delt, blandt andet af den konservative forfatter Ben Shapiro.

»Det opfattes stadig den dag i dag som en degradering, når man går fra det maskuline til det feminine,« konkluderer Thomas Steensma.

Susanne Jespersen er sekretariatschef hos LGBT+ Danmark, og i hendes optik er der heller ikke nogen tvivl om, at den sociale accept af transkønnede drenge er større:

»Der er et meget større rum for børn til at udtrykke en maskulin identitet uden at blive mobbet, end der er den anden vej. For de transfeminine børn og unge vil det opleves som meget mere farligt at komme ud. Det er de her tal et udtryk for,« mener hun.

Men betyder det så, at drengene helt lader være med at springe ud som transkønnede, eller at de springer ud senere? Hvis man i statistikken over voksne, der skifter køn, så flere mænd end kvinder, ville det tyde på, at mændene først som ældre var trygge ved at springe ud, mener Thomas Steensma.

»Det var én af mine første hypoteser, « forklarer han.

»Jeg troede, at vi ville se et boom af mænd senere hen. Men indtil videre ser vi bare ikke, at det sker.«

Lige nu viser tallene blot, at der fra 23-årsalderen igen bliver cirka lige mange af hvert køn.

Og selv om Thomas Steensma stadig tror på, at hans hypotese kan være én af forklaringerne på fænomenet, håber han ikke, at det er tilfældet:

»Hvis vi kommer til at se et efterslæb af drenge senere hen, betyder det, at der lige nu sidder drenge derhjemme, som ikke føler sig trygge ved at komme til os og føler sig nødsaget til at vente. Og i teenageårene er ventetid en stor ting, fordi din krop jo udvikler sig.«

Noget andet, der synes at modsige teorien om social stigmatisering, er, at Sexologisk Klinik har lige mange henvisninger for drenge og piger før tiårsalderen. Det forklarer Mette Ewers Haahr.

»Vi ser også, at det er nemmere at være transdreng end transpige, men forskellen er ikke overvældende i et åbent og accepterende land som Danmark,« siger hun og fortsætter:

»Før tiårsalderen har begge køn tilsyneladende lige nemt ved at springe ud og udtrykke deres oplevede køn. Det burde jo ikke være sådan, hvis tanken om et stigma skulle holde,« mener hun.

Social smitte?

Der findes også andre teorier om fænomenet. Den amerikanske læge Lisa Littman udgav i 2018 et studie i det medicinske tidsskrift PLOS ONE, der fremsatte et bud, men hendes teori opfattes i transmiljøer og blandt flere forskere som stærkt kontroversiel.

Lisa Littmans overordnede teori kaldes rapid onset gender dysphoria og omhandler den tilsyneladende pludseligt opståede kønsdysfori blandt unge piger. Påstanden er, at social smitte spiller en rolle i mange af tilfældene. Littmans studie er baseret på samtaler med 250 forældrepar, der har oplevet, at deres unge døtre fik et pludseligt ønske om et kønsskifte. Hun spurgte forældrene om pigernes sociale liv, brug af sociale medier og tidligere mentale helbredsproblemer.

Littman rejser i studiet spørgsmålet, om en pludselig fremkomst af kønsdysfori hænger sammen med andre lidelser som depression, angst og spiseforstyrrelser. Disse lidelser kan være affødt af et større fokus på kropsidealer og kommer ifølge studiet også til udtryk som selvskade.

Over en tredjedel af pigerne i studiet var med i vennegrupper, hvor halvdelen eller flere af medlemmerne begyndte at identificere sig som transkønnede inden for relativt kort tid.

Efter publiceringen blev Littmans studie stærkt kritiseret af trans-organisationer, og efterfølgende foretog PLOS ONE en nøjere granskning af artiklen. Den blev siden genudgivet af tidsskriftet i en version, hvor Littman forholdt sig til en række redaktionelle indvendinger.

I overlæge Astrid Højgaards øjne holder Littmans forskning ikke vand. Først og fremmest peger hun på, at studiet ikke er baseret på, hvad de unge selv oplever, men på en gruppe forældres oplevelser.

Desuden er stærkt konservative kræfter og højreorienterede grupper i USA generelt begejstrede for Littmans forskning, og det får også alarmklokkerne til at ringe hos Astrid Højgaard.

»Vi er meget, meget bange for disse kræfter, som er virkelig destruktive over for en meget sårbar gruppe,« fortæller Astrid Højgaard.

Mette Ewers Haahr er også modstander af den transfobiske måde, som Lisa Littmans forskning bliver brugt på, men påpeger, at Littmans beskrivelser af de unge i mange tilfælde passer på det, hun selv oplever klinisk.

»En gruppe af de unge, som henvises, er isolerede og meget på internettet. Deres dysfori kommer pludseligt i eller efter puberteten, og den er meget kropsligt centreret. Og det er som regel piger.«

Det samme har Mette Ewers Haahr hørt fra flere kolleger i Norden.

»Det er ikke mit indtryk, at Littman har lavet forskningen for at tækkes højrefløjen, eller fordi hun er transfobisk, men fordi hun syntes, at fænomenet skulle undersøges,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror, at hvis ikke vi kan tale om den her meget store stigning i antallet af fødselstildelte piger, som søger at ændre deres krop i puberteten, så det bliver et problem for alle transkønnede i fremtiden.«

Flere personer med autisme

For at forstå tallene bedre har de på det medicinske center i Amsterdam undersøgt, om profilen hos de transkønnede, som kommer til dem, ændret sig over tid. Ph.d.-studerende Marjin Arnolddussen har undersøgt de unges følelser af kønsdysfori, psykiske problemer, kropsbillede og behandlingsønsker.

Indtil videre har hun ikke fundet noget, der tyder på, at gruppen i dag er anderledes end tidligere. Udelukkende fordelingen af drenge og piger.

Den stigende forekomst af autisme i flere lande er også i forskerkredse blevet behandlet som en mulig årsag til kønsfordelingen, da autismekarakteristika generelt er mere almindelige blandt transkønnede end i resten af befolkningen.

Men intet tyder endnu på, at autismekarakteristika er mere udbredte blandt piger end blandt drenge, og at det derfor kunne føre til flere henvisninger fra den gruppe.

Behandlingen af unge er relativt ny, og det var først i 2000, at Holland som det første land i verden tilbød medicinsk behandling til transkønnede teenagere. Dengang var der en overvægt af personer, der biologisk var født som drenge i statistikken, og ifølge Thomas Steensma skal man passe på med at se dette første årti som »det rigtige årti«, som alt skal måles efter.

»Måske er det ikke så underligt, at verden ændrer sig, som tiden går. Men det er selvfølgelig vigtigt at finde ud af, hvad der sker.«

Spørgsmålet er nu, hvordan man bedst kan hjælpe de piger, som søger mod klinikkerne i hele den vestlige verden, og de drenge, som måske lader være med at henvende sig, selv om de har brug for det.

I sit arbejde med de unge transkønnede mangler Mette Ewers Haahr, ligesom alle andre, forskning at støtte sig op ad.

»Vi er bare nødt til at gøre det allerbedste, vi kan, og være så grundige, vi kan, i udredningen,« siger hun.

»Vi hjælper de fleste, det er jeg ikke i tvivl om, men det er umuligt helt at undgå, at enkelte unge fortryder deres behandling og skal leve med varige forandringer på stemmen og kroppen resten af livet. Jeg tror dog, at vi kan forhindre de fleste tilfælde ved at tale åbent om det her,« siger hun.

Et rigtigt skæg og en uddannelse

Nikki Ove Andersen har aldrig været bange for at fortryde den hormonbehandling, som lige nu sætter varige aftryk på hans krop. Men lige da han skulle starte på hormoner, oplevede han på en bustur, at realiteterne for alvor satte ind.

»Jeg var på vej hjem fra det møde i Aalborg, hvor det blev endeligt besluttet, at jeg kunne få hormonbehandling. Jeg sad i bussen og kiggede ud ad vinduet, og pludselig var det hele lidt overvældende og meget virkeligt for mig. Med hormoner kan man ikke vide, hvor store forandringerne er, og hvad der kommer først. Det var skræmmende.«

Heldigvis har det vist sig, at Nikki Ove Andersens krop og stemme har udviklet sig i et roligt tempo, hvor han selv kunne følge med. Nu venter den mastektomi, som skal fjerne hans bryster.

»Jeg er lidt bekymret for operationen, og jeg er spændt på, hvordan jeg reagerer på det, fordi det mere er et point of no return end hormonerne. Det er meget, kroppen skal igennem på meget kort tid.«

Nikki Ove Andersen vil gerne have børn en dag. Men han har for længe siden indstillet sig på, at han formentlig ikke kommer til at lægge hverken krop eller dna til projektet.

Lige nu vil han dog bare nyde lyden af sin nye stemme og håbe, at de små dun på kæbepartiet en dag bliver til et rigtigt skæg.

Og så vil han fokusere på at få sig en uddannelse som sygeplejerske i Holbæk, hvor han bor nu.

»Sexologisk Center i Aalborg søgte i sommer en sygeplejerske til at tage sig af opfølgende samtaler med transkønnede patienter i behandling. Det kunne være det fedeste job at få,« siger han.

»Jeg har muligheden for at relatere til de her mennesker. Og for mig har det været vigtigt at have kontakt til andre transpersoner gennem mit liv. Den kontakt vil jeg gerne være for andre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gustav Alexander

Det er interessant og noget bekymrende at ønsket om kønsskifte er steget så hastigt de seneste år i forbindelse med sociale medier, samt de ideologier, der florerer derpå.

Man har været så opsat på ikke at udskamme transseksuelle, at man måske også har lukket øjnene for at NOGLE menneskers ønsker om dette kan stamme fra psykisk sygdom, eller social ensretning fra sociale medier, der som oftest er fortalere for en meget yderliggående intersektionalisme, som hylder det divergente i kraft af dets divergens, mens det almene udskammes. Det har selvfølgelig været en nødvendig modgift for mange, der ikke før har oplevet en accept af deres identitet. Det kan dog også have haft en slagside i og med at man i høj grad slet ikke tør sammenkæde kønsskifte med andet end individets legitime forsøg på at opnå biologisk enhed med sin opfattede identitet. Tør man ikke se det som andet end det, så ender man med kønsskifte hos unge mennesker, fordi de gennem sociale mediers tolerancekultur er blevet ensrettet til det.

Det siger i sig selv enormt meget at forskning, der blot søger at problematisere kønsskifte bandlyses i segmenter af LGBTQ+ bevægelsen, fordi det ikke flugter med deres ideologiske dogmer.

I det omfang at kønsskifte i visse tilfælde kan være et udtryk for psykiske problemer forårsaget af sociale mediers narrativ om, hvordan folk bør føle om sig selv, så må man spørge om kritikken af Littmans metode ifht forældreinterview overhovedet giver mening. Forsøgte man at undersøge anoreksi, så ville man vel også være varsom med at tage udgangspunkt i subjekternes egen oplevelse af at være for tykke.

Birgitte Gøtzsche, Signe Hammerfelt Hansen, Lise Rohde, Dorte Toft, Naja Abelsen, Morten Simonsen, Mogens Holme, John S. Hansen, Mette Eskelund, Pia Larsen, Nanna Kinch, Carl Chr Søndergård, Ninna Maria Slott Andersen, Thomas T. Jensen, Rune Mariboe, Bo Lund-Hansen, Niels Johannesen, Lone Gravgård, Therese Hagen, Emil Davidsen og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne kommentar
Thomas Jensen

Når kvinder har klaget over, at omgivelserne har meget firkantede forventninger til hvordan de skal se ud og opføre sig, så har jeg altid tænkt; kvinder, løft nu blikket fra navlen og se, at der er lige så firkantede forventninger til mænd.

Men måske ER det faktisk nemmere at være mand? Måske ER det acceptabelt at være blød mand end barsk kvinde? Manderollen har ændret sig en del de sidste 50 år, og idag er det - måske - nemmere at føle sig som en kvinde i en mandekrop, end omvendt. Mænd må gerne gå hjemme og passe børn, være i kontakt med deres feminine sider, og ... okay, det med at gå i kjole er måske for stor en mundfuld for omgivelserne, men hvis ikke lige det er et brændende ønske, så kan man måske som kvinde-i-mandekrop leve med ikke at springe ud som trans, fordi manderollen giver plads til så meget mere end kvinderollen?

Jeg tænkte, det måske kunne forklare hvorfor flere piger end drenge ønsker kønsskifte - men da artiklen drejer sig om teenagere, så er det nok ikke forklaringen her...

Naja Abelsen, Nanna Kinch og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar

Teenagere har altid gennemgået identitetskrise - nu har de blot fået en ny måde at være forvirrede på. Det er ikke de voksnes rolle at validere deres børns forvirrede ønsker men at støtte dem i at håndtere deres forvirring. Og det tror jeg, at man i curlingtiden tabte grebet om.

Og alt hvad Gustav Alexander sagde.

Birgitte Gøtzsche, Naja Abelsen, Therese Hagen, Morten Simonsen, Carsten Bjerre, Mogens Holme, Pia Larsen, jan sørensen, Nanna Kinch, Emil Davidsen, Ninna Maria Slott Andersen og Thomas T. Jensen anbefalede denne kommentar

Nu kan jeg ikke læse artiklen, men hormon-forstyrrende stoffer er vel den oplagte forklaring?

Bliver det nævnt?

Naja Abelsen, Inge Lehmann, Estermarie Mandelquist, Benta Victoria Gunnlögsson og Colin Bradley anbefalede denne kommentar
Ninna Maria Slott Andersen

-Jeg spekulerer ofte på, om problemet egentlig overhovedet bunder i det biologiske køn, og ikke i langt højere grad bunder i vores fortolkninger af køn, vores 'tilladte' personlige udtryk i fht vores køn, vores social konstruktioner, normer og forventninger.
Jeg accepterer ikke præmisset, at det må være en eksistentiel nødvendighed, at få en kosmetisk operation, for at føle, at man kan komme til udtryk som det menneske man er. Det er en vildledning.

I min forståelse handler det om de alt for stramme mentale fængsler vi skaber for os selv og hinanden... Alt det "man" "bør.
Vi tror vi er ih og åh så frigjorte, frisindede og progressive... Ikke en skid vi er. Kønsskifteoperationer er konformitet i ekstrem grad. Det er en accept af nogle fastlåste kønsopfattelser som man enten identificerer sig med i forhold til -eller i opposition til.

Hvorfor er det vi ikke udfordrer de mentale fængsler? Hvorfor accepterer vi det åg?
Hvorfor insisterer vi ikke på, at en biologisk kvinde i al sin mangfoldighed må være autoriteten på netop dét, at være en kvinde, hvad enten man så har et mere 'maskulint' udtryk eller et mere 'feminint'? -Og det samme med mændene.

At det så er blevet trendy, at være lgbt-person, forplumrer jo emnet yderligere.
I min optik er lgbt-bevæglsen for ungdommen nu en identitetsmarkør eller subkultur, for dem der søger dét samt fællesskab, som man kan tilslutte sig, som hvis det var punk-kultur, hip-hop-kultur, goth-kultur og lignende, som var fremherskende, da jeg var ung... Og jeg tror, at for mange, er det en selvforståelse de vokser fra.

Og man behøver jo ikke nødvendigvis selv være transperson for at støtte frihed, tolerance og inklusion.
Og man kan stadig godt være et super-interessant menneske selvom man ikke har molesteret sin krop for at fremstå med et eller andet specifikt fysisk udtryk.

Og slutteligt...i tråd med Gustav Alexanders post.... Jeg tror lige præcis de social medier og hele internettet i den grad har en meget negativ indflydelse, ikke kun i fht at udsætte mennesker for ødelæggende, kedelige, begrænsede, stereotype udtryk for hvordan en 'rigtig mand' eller en 'rigtig kvinde' ser ud og opfører, men også i fht mobning og chikane af mennesker, som så ikke lever op til de 'forventede normer'.
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke er 15 år i dag.

Birgitte Gøtzsche, Signe Hammerfelt Hansen, Thomas Jensen, Ruth Sørensen, Naja Abelsen, Colin Bradley, René Arestrup, Lillian Larsen, Therese Hagen, Nike Forsander Lorentsen, Inge Lehmann, Carsten Bjerre, Mogens Holme, Mette Eskelund, Pia Larsen, Kristian Knudsen, Nanna Kinch og Tine B. anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

@Esben Lykke
Nej, det blev ikke nævnt. Jeg tror også en forskning på området ville i sagens natur bliver ret omfattende og kræve enorme resurser, da vi generelt ved meget lidt om hvad hormon forstyrrende stoffer i vores miljø betyder for vores helbred, om end de ser ud til at være stærkt implicerede især i svigt i mandlig fertilitet. Fænomenet omtalt her er dog en ret ny fænomen med overvægt af unge piger der ønsker at være drenge, hvor tidligere var det det modsat.
Området er meget politiseret og den forskning dit spørgsmål ville fordre sandsynligvis ville møde stærkt modstand af den trans aktivist lobby, da den implicit ville være en udfordring til det standard narrativ denne lobby gerne så udbredt accepteret. Ifølge dette narrative skyldes transkønnethed den påstået biologisk 'fakta' at køn ikke er dimorfisk men er 'flydende' og at kønsidentiteten ikke er afhængig af kønnet man fødes i, men sagtens kan have et udtryk i modstrid med dette køn. Således får disse transkønnede børn oplevelsen af at være blevet "født i den forkerte krop." Ifølge ideologien er det vigtigt at disse børn valideres i disse oplevelser uden undren og uden spørgsmålstegne fremfor at man forsøger at bortforklare oplevelsen med henvisning til f. eks. noget patologisk tilstand, et social induceret fænomen eller sågar, som du er ind på, en miljømæssig påvirkning. Problemet med denne meget empatisk men videnskabelig lukket tilgang er at børn med ukonventionel moder at udtryk deres køn på, risikerer at blive ubevidst sat på en sti henimod en medicineret løsning til deres antagne dysfori, der netop indebærer behandling med hormonforstyrrende stoffer, på meget eksperimental basis. I en skælsættende dom i den britiske højesteret vandt Keira Bell - en transkønnet pige til dreng som senere fortrød sit kønsskift - sagen mod den Tavistock Gender Clinic som overså og godkendte hendes kønsskift, som så førte til en umiddelbar stop for ordinationen af såkaldte "pubertets blokkere" til børn under 16 år i Storbritannien. Børn under den alder kan ikke forventes at have informeret indsigt i hvad konsekvenserne af denne behandling ville betyde for resten af deres liv, vurderede retten.

Kenneth Krabat, Ruth Sørensen, Naja Abelsen, Peter Beck-Lauritzen, Inge Lehmann, Mogens Holme, Benta Victoria Gunnlögsson, Mette Eskelund, Lise Lotte Rahbek, Pia Larsen, Esben Lykke og Kristian Knudsen anbefalede denne kommentar
Kristian Knudsen

Det er svært at putte begreber om køn i kasser - jo flere kasser vi skaber jo sværere bliver det. Begrebet om køn og en ret til at agere som det ene eller andre - er et udtryk for et umådeligt behov for at forstå noget som grundlæggende stadig er uforståeligt ligesom livets opståen. Bedre vil det være at udvide begrebsrammerne og lade hankøn, hunkøn flyde, og lade liv leve uden at dømme hverandre som rigtige eller forkerte ud fra vanemæssige forventninger. Således mit dogme. Jeg ser det som en delingspraksis, en "desocialisering", en slags "del og hersk praksis". Hvor kommer det fra?

Det er jo en del år siden vi blev ramt af nyheden om, at isbjørne bliver tvekønnede pga de stoffer mennesker har sluppet ud i havet. Hvorfor skulle noget lignende ikke kunne ske for mennesker?

Naja Abelsen, Peter Beck-Lauritzen, Lillian Larsen, Inge Lehmann og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Det bliver nævnt i artiklen men er værd at fremhæve - når så mange transkønnede, inkl transkønnede forskere, har et problem med Littmans forskning, så er det fordi Littman er nået til omfattende konklusioner OM transkønnede uden at have talt MED transkønnede. Bortset fra alt muligt andet er det ikke metodisk betryggende.

Naja Abelsen, Søren Pold og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Mindedes lige denne her

open.spotify.com/episode/4SIh4Pt39AtGQYzMJMNkv1?nd=1

Joe Rogan og Abigail Shrier taler om præcist ovenstående og amerikansk lovgivning der forhindrer læger i at tale med patienter om mentalt helbred hvis de nævner at de vil skifte køn. Undersøgelse har blandt andet vist at specielt unge piger har en meget større chance for at føle sig transkønnede hvis andre i deres omgangskreds allerede er sprunget ud.

Birgitte Gøtzsche, Signe Hammerfelt Hansen, Mette Eskelund, Naja Abelsen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Tommy Gundestrup Schou

Jeg tror det bunder i, at piger i teenagealderen er utroligt påvirkelige fra hvad de anser som deres idoler og når det de ser på deres favorit sociale medier "hvor super vigtigt" det er at man anerkender alle former for sexualitet og nærmest roser dem, der tør stå ved den og billiger kønsskifte ovs. Ja så vil der i kombination med den manglende vilje fra forældre og sundhedsvæsenet til at sige "klap nu lige hesten" være mange flere piger der gerne vil skifte køn.

Det er utroligt hvad man kan give sociale medier skylden for - fra Trump til transkønnede - samtidig med at man ser bort fra andre og ofte dybereliggende årsager. En oplagt forklaring på at der kommer flere transkønnede er jo nok en (trods alt) stigende accept og oplysning - herunder i kulturlivet. Man springer ikke ud som transkønnet fordi man synes det er smart - men måske kan flere rollemodeller føre til, at flere transkønnede kommer ud af skabet. Jeg har det svært med den implicitte sygeliggørelse af de unges ønsker, der ligger i (dele af) artiklen og i nogle af overlæge på Sexologisk Klinik, Mette Ewers Haahrs udtalelser. Hvad om vi - og Sexologisk Klinik - i stigende grad lagde vægt på at lytte til de unge og gøre dem trygge i deres henvendelse end at finde bagvedliggende årsager?

Esben Helby Mandahl, Julia Neistfeldt, Naja Abelsen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

"Man springer ikke ud som transkønnet fordi man synes det er smart " - ja det er lige spørgsmålet, og et vigtigt et at få grundigt forsket svar på. Keira Bell sagen tyder lidt på at flere og flere unge mennesker "detransition" dvs fortryder og ønsker at skifte tilbage, og at en del af grunden til at det lykkedes dem at skifte til at begynde med er, at de ikke har haft god, grundig og professionelt nok vejledning, i en meget ung og sårbare alder hvor, som det blev dømt af den britiske højesteret i Keira Bells sag, man kan ikke forvente, at et barn ville kunne overskue de livslange og omfattende konsekvenser af et valg som det. De voksne har en pligt til at undersøge grundigt om der kunne ligge noget bagom disse ønske før der sættes gang i en proces der kan ødelægge deres liv.

Birgitte Gøtzsche, Signe Hammerfelt Hansen, Ninna Maria Slott Andersen og Mette Eskelund anbefalede denne kommentar

@colin bradley

det er en skør verden, vi lever i!

Peter Beck-Lauritzen

EL, kemi i naturen har stor inflydelse på kønnet. Det er alment kendt, at fisk i floder med papirindustri, bliver tvekønnede. Civilisationens P-pille urin påvirker også naturen, det billige skidt! Emnet burde være let at undersøge, for det er meget omfattende. Vi ender alle som hermafroditter!

PBL - jamen, hvad venter vi på? Undersøg det da!

Interessante personlige fortolkninger - som lyder til at bunde i, hvad man tænker og tror der mere generelt er årsag.

Det ksn skyldes så meget.
Det vigtigste for mig er, at dem der udtaler sig vedr. andees essentielle basalr eksistens burde træde meget meget varsomt.

For vi er egtl. kvaksalvere, når vi fremkommer med meninger om noget, som vi reelt ikke har den fjerneste viden om årsagerbe til.

.I praksis respekterer jeg menbesker, der går forbo mig, der lever dered liv - jeg respekterer dem.
Jeg fortæller ikje dem, at drt de dybest nede føler og oplever sig som, er xxx...

If we turned rhe tables - og nogle ville fortælle dig og mig, at vorwd inderste er forkert / en løgn så ville jeg blive meget fortørnet og rasende.
Det er grænseoverskridende.
Aamtidig er der skrøbelighed, som kan ååvirkes ... i alt nyt .... somnerfuglen, hvid vibger endnu ikje er helt bærende og tørre ...

Jeg fik først læst den interessante artikel nu, altså godt et år efter - på et tidspunkt, hvor vi også hører om, hvor almindeligt det er blevet for unge på efterskoler at erklære sig som transkønnede eller non-binære.
Men det kan undre mig, at overlæge ved Aalborg Sexologiske klinik, Astrid Højgaard, så konsekvent afviser Dr. LIsa Littmans forskning om den hurtige "smitte" - Rapid Onset of Gender Dysphoria. Højgaard afviser den med, at Littmann kun har talt med forældre til børn og unge. Men ifølge Littmann opfølgning på netop den kritik fra transaktivister og andre er undersøgelser med forældre som kilder meget anvendt netop når det gælder kønsdysfori hos børn og unge. Littman offentliggjorte dokumentation deraf kan se på oversigten over hendes publikationer, hvoraf det nyeste i øvrigt er et studie gældende 100 detransitioners (2/3 biologiske kvinder) https://littmanresearch.com/publications/
At Aalborg-overlægen også afviser Littmans forskning med begrundelsen, at den er populær på højrefløjen, er lidt rystende. Jeg har selv fulgt polariseringen i transsagen i medierne. Venstrefløjens medier havde generelt set valgt side og var ikke interesseret i at videreformidle den anden side, gender critical-siden, hvorfor selv venstreorienterede akademikere af den holdning måtte ty til højrefløjsmedier for at sikre bred formidling af "sex/gender"-debatten. Det benyttede venstrefløjens transaktivister til at påstå, at forskerne jo i virkeligheden var højreorienterede - en påstand, der naturligvis var beregnet til at desavuere disse folks forskning og holdninger i venstrefløjskredse.
Det er først på det seneste, at medier som The Guardian, BBC, New York Times med flere har erkendt, at en bredere dækning er den ansvarlige - også på dette område,.
Jeg håber vitterligt ikke, at højtuddannede i Danmark kun kan acceptere den forskning, som falder i tråd med den pågældendes politiske holdning. At akademikere ikke falder i samme grøft som flere medier.

Ninna Maria Slott Andersen, Helle Bovenius, Birgitte Gøtzsche, Mette Eskelund og Signe Hammerfelt Hansen anbefalede denne kommentar