Måske er stormen på Kongressen den chokterapi, republikanerne har brug for

Det lignede scenerne fra et demokrati i opløsning, da optændte Trump-støtter kravlede op ad kongresbygningens mure, smadrede vinduer og væltede ind i magtens tomme haller, som politikerne havde rømmet over hals og hoved. Netop som Kongressen skulle godkende resultatet af et legitimt valg, kom gadens parlament for at omstøde det, ansporet af en præsident, der nægtede at erkende sit nederlag. Det var, som om de mest alarmistiske forudsigelser om, hvad Trump ville føre med sig, var ved at blive til virkelighed: Amatørautokratens tro væbnere havde påtaget sig at dræne sumpen, en løkke var blevet ophængt foran Kongressen, rørbomber placeret ved demokraternes og republikanernes partihovedkvarterer, og nu raserede selvbestaltede frihedskæmpere fra internettets overdrev sig vej gennem de folkevalgtes kontorer.

Onsdagens uvirkelige, symbolladede episoder var utvivlsomt et lavpunkt i USA’s nyere politiske historie. Men de har også potentialet til at blive et vendepunkt, der kan igangsætte den selvransagelse blandt republikanere, som er helt uomgængelig, hvis USA for alvor skal lægge Trump-æraen bag sig.

»Det amerikanske samfunds stabilitet afhænger af de konservatives evne til at finde en vej ud af Trump-blindgyden,« som David Frum, kommentator og tidligere George W. Bush-taleskriver, har påpeget i bogen Trumpocracy. Og selv om det er vigtigt, at Biden nu får mulighed for at gennemføre politik, vil det være nok så afgørende for USA’s demokrati på sigt, at det ene af nationens to store partier ikke også fremover nærer autoritære impulser.

Det bekymrende ved valget i november var netop, at det ikke udmøntede sig i så massivt et nederlag, at et republikansk brud med præsidentens linje lå lige for: Biden vandt komfortabelt, men Trump høstede også over ti millioner flere stemmer end i 2016 og opnåede det næsthøjeste stemmetal i nationens historie.

For flere ambitiøse konservative blev målet nu at positionere sig som Trumps retmæssige arvtager, ikke at distancere sig fra ham.

Loyalitetens pris

Men med denne uges begivenheder tyder noget på, at tyngdepunktet i partiet er ved at forskubbe sig. Ikke alene bliver præsidentens højlydte uvilje mod at anerkende sit nederlag set som en vigtig årsag til, at republikanerne højst overraskende tabte kampen om to senatspladser i Georgia og dermed mistede det senatsflertal, man skulle have brugt til at stække Joe Biden med.

Optøjerne i Washington har også tydeligt illustreret, at det ikke er konsekvensløst at lægge sig i Trumps slipstrøm og så tvivl om et valgs legitimitet, sådan som blandt andet Texas-senator Ted Cruz og Missouri-senator Josh Hawley har gjort det.

De er begge jurister, uddannet fra nogle af USA’s bedste universiteter og en slags postmoderne populister, som næppe tror på ideerne om valgsvindel, men her øjnede en god karrieremæssig løftestang. De havde øjensynlig ikke forestillet sig, at nogle af de amerikanere, der i ugevis har fået at vide, at landet står på randen af en antidemokratisk magtovertagelse, faktisk ville reagere på det urovækkende scenarie. Sådan var det jo heller ikke ment.

»Det her er, hvad I har fået ud af det, gutter,« råbte Mitt Romney – den eneste republikanske senator, der stemte for at dømme Trump ved rigsretssagen sidste år – til Cruz og kompagni, da menneskemængden trængte ind i kongresbygningen.

Ret beset kunne han have adresseret de fleste af sine partikolleger, der af varierende årsager – opportunisme, frygt, i nogle tilfælde overbevisning – har stået last og brast med præsidenten gennem hans tid ved magten.

Lige indtil alt ændrede sig, vel at mærke. Indtil Lindsey Graham, senator fra South Carolina og langvarig Trump-loyalist – der efter valget i november sagde, at »hvis republikanerne ikke udfordrer og ændrer USA’s valgsystem, vil der aldrig blive valgt en republikansk præsident igen« – onsdag kom frem til, at »nok er nok«.

»Trump og jeg har haft one hell of a journey,« bemærkede han i Senatet. »Jeg hader, at det skal slutte sådan her.«

Det uperfekte fartøj

Og det er vel en meget rammende beskrivelse af fire års rejse med Trump-toget, der blandt andet har budt på fyringen af FBI-chef James Comey, den retoriske omfavnelse af højreradikale demonstranter i Charlottesville, forsøget på at presse Ukraines præsident til at finde smuds om Joe Biden; der er så mange minder. Og så mange anledninger til at bryde med præsidenten, som ikke blev grebet af de folk, som nu flokkes ved udgangen.

En del af dem fortalte givetvis sig selv, at netop de kunne betvinge Trump og få ham til at galoppere i deres retning. Han var »et uperfekt fartøj« for Steve Bannons populistiske revolution, som den daværende Breitbart-chef, der en overgang var præsidentens chefstrateg, skal have udtrykt det.

Senatsleder Mitch McConnell forklarede på sin side til The New York Times Magazine i 2019, at det var »nonsens« at »forvente, at valgte republikanske politikere ikke skulle prøve at opnå så meget, som de overhovedet kan, af ting som de altid har ønsket, fordi de er pikerede over en præsidents opførsel«. Det var handlen i sin essens: Den gamle republikanske garde fik skattelettelser, mindre regulering og flere konservative dommere, og til gengæld så man gennem fingre med de excesser, som ofte henrykkede græsrødderne.

Trumps greb om basen er naturligvis også en vigtig årsag til, at få republikanske politikere har ivret efter at lægge sig ud med ham. Blandt partiets vælgere ser 54 procent i højere grad sig selv som tilhængere af Trump end af partiet, mens det omvendte kun gælder for 38 procent, viste en Wall Street Journal/NBC-måling i oktober. Og en YouGov-måling lavet kort efter stormløbet på Kongressen viste, at republikanske vælgere var nærmest ligeligt delt mellem folk, der støttede handlingerne, og folk der erklærede sig som modstandere.

Sådanne tal er med til at forklare, hvorfor 138 republikanere i Repræsentanternes Hus i onsdags afviste at godkende Pennsylvanias valgresultat, selv om der ikke er noget belæg for snakken om valgsnyd. Og de illustrerer, at langtfra alle er klar til at stige af Trump-toget. Nogen vil utvivlsomt finde det lettere at godtage præsidentens hastige hamskifte torsdag, hvor han vendte ryggen til de folk, han havde opildnet, og med pyromanens omsorg for pindebrændet konstaterede, at »dette øjeblik kalder på heling og forsoning«.

Et langt tilløb

Der er således stærke kræfter i Det Republikanske Parti, som vil modsætte sig den omkalfatring, der skal til, hvis man skal genopstå som et almindeligt centrumhøjreparti.

Det vil heller ikke være gjort med at skære Trump ud af ligningen. Den tidligere republikanske strateg Stuart Stevens, der indtog centrale roller i George W. Bushs og Mitt Romneys kampagner, har leveret en af de mest ubønhørlige udlægninger af miseren i sit gamle parti, som han har brændt alle broer til: Trump er »den logiske konklusion på, hvad Det Republikanske Parti blev over de sidste nogle og halvtreds år, et naturligt produkt af de frø baseret på race, selvbedrag og vrede, der blev essensen af Det Republikanske Parti«, skriver han i bogen It Was All a Lie. »Trump er ikke en afvigelse fra Det Republikanske Parti; han er Det Republikanske Parti i rendyrket form.«

Stevens sporer et langt tilløb til præsidenten i blandt andet den såkaldte ’Southern Strategy’ under Richard Nixon, som effektivt udnyttede USA’s racemæssige polarisering til at gøre indhug i de hvide vælgerskarer i Syden, der var utilfredse med demokraternes omfavnelse af borgerrettighedsdagsordenen. Senere langede Ronald Reagan ud efter de »velfærdsdronninger«, der snød systemet og levede stort på skatteydernes penge – en slet skjult kode for sorte bistandsmodtagere, der talte til det hvide ressentiment uden at være eksplicit racistisk.

I det perspektiv er Trump altså bare en mere plump legemliggørelse af strømninger, der længe har floreret lige under overfladen i partiet. På lignende vis har politologerne Steven Levitsky og Daniel Ziblatt argumenteret for, at præsidenten er en art kulmination på den kultur, som Newt Gingrich – republikansk leder i Repræsentanternes Hus i 90’erne – skabte, da han begyndte at stemple demokrater som »forrædere« og folk, der vil »ødelægge vores land«.

Trumps arv

De tolkninger har utvivlsomt meget for sig, om end de risikerer at negligere, at Trumps opstigen også vidnede om svigt i de mere vandkæmmede dele af Det Republikanske Parti, hvis slidte fraser om frihandel og økonomiske muligheder fremstod tiltagende verdensfjerne på mange vælgere.

Selv hvis republikanerne finder vej ud af Trumps favntag, vil dele af hans dagsorden sandsynligvis sætte blivende aftryk i partiet; for eksempel har Florida-senator Marco Rubio relanceret sig selv som en økonomisk populist, der taler om arbejderklassens behov og vil gennemføre industripolitiske tiltag med Elizabeth Warren.

Men inden kampen om at definere Det Republikanske Parti efter Trump kan gå i gang, må der selvfølgelig brede sig en erkendelse af, at han vitterlig hører fortiden til. At også en række hidtidige loyalister såsom den stærkt konservative Arkansas-senator Tom Cotton har afvist forsøget på at underminere valgresultatet kan i den forbindelse ses som et opmuntrende tegn.

Zach Wamp, tidligere republikansk kongresmedlem fra Tennessee, der er »taknemmelig« for Trumps indsats for hans hjemstat, siger til Time: »Men det her er ikke nogen måde at slutte på. Hans arv kommer til at være denne her hjernevask af millioner af mennesker. Det Republikanske Parti har muligheden for at vende stærkt tilbage, men vores fundament kan ikke være bygget på en løgn.«

Stuart Stevens beskriver udviklingspotentialet i lidt mindre idealistiske vendinger: »Partiet vil kun ændre sig, når dets trang til at svælge i dets værste instinkter bliver udfordret af dets frygt for at miste magt.« Måske er det øjeblik endelig kommet.