Mette Wolfram holder en sort notesbog op foran sit webcam. I den har hun siden 2018 skrevet sine »små sejre« ned for at minde sig selv om, at hun gør fremskridt og er på vej til at komme ud på den anden side efter mange års terapi og indlæggelser på en psykiatrisk afdeling.
Mette Wolfram er 45 år, førtidspensionist og bor i et lille rækkehus i Esbjerg med sin mand Otto. Hun har PTSD, en såkaldt dissociativ lidelse, og har været tilknyttet psykiatrien siden sin første indlæggelse i 2002.
Da corona ramte landet og lukkede samfundet ned, var Mette Wolframs behandling begyndt at virke, og hun havde ikke været selvskadende i ni måneder. Hun var begyndt at tage offentlig transport alene, at gå på café med veninder, og hun havde været i svømmehallen for første gang i 17 år.
Hun var endelig på vej til det, hun selv beskriver som en »heling« og var begyndt at bruge sin læreruddannelse igen ved at holde oplæg for sundhedsstuderende om sine erfaringer som psykiatrisk patient.
Men i løbet af coronakrisen er det gået den forkerte vej for Mette Wolfram. Hun har noteret færre og færre stolte øjeblikke på siderne i bogen. Både fordi corona helt lavpraktisk har begrænset hendes mulighed for at tage ud i det offentlige rum, men også fordi isolationen har været hård, og der ikke skal særlig meget til at vælte hendes hverdag.
»Når man har PTSD, så er stresstolerancen bare rigtig lav. Der er mange dage, der bare går med at passe på mig selv og holde angstniveauet nede. Og når der så kommer sådan en udefrakommende stressfaktor oveni, så bliver belastningen for stor for mig,« fortæller hun over en Zoom-forbindelse.
Coronakrisen har påvirket os alle, men den har især været hård for de mennesker, der i forvejen er sårbare. En del psykiatriske patienter har fået det værre, og det kan i øjeblikket mærkes på nogle af afdelingerne, som oplever en øget tilstrømning af patienter, samt at patienterne har det dårligere end normalt.
En af dem er Mette Wolfram. Hendes psykiatriske lidelse viser sig ved, at hun hører stemmer, der fortæller hende, at hun skal dø, og at hun ser ting, som ikke er der. Når det bliver rigtig slemt, får hun så kraftige angstanfald, at hun hyperventilerer og får krampeanfald, indtil hun besvimer. Når hun får et anfald, plejer Mette Wolfram at blive indlagt og få en sprøjte stesolid, der får hende til at falde til ro igen mentalt og fysisk.
I løbet af de seneste måneder er hendes anfald taget til, og derfor har hun haft brug for flere og længere indlæggelser end før.
»Det er hyppigere og værre, end det plejer at være. Lige nu får jeg anfald flere gange om ugen, hvor der før kunne være flere måneder imellem dem,« fortæller hun.
Patienter i forværring
I foråret faldt antallet af indlagte på landets psykiatriske afdelinger, og den såkaldte belægningsgrad – den udnyttede sengekapacitet – blev pludselig markant lavere, end den plejede at være, selv om afdelingerne fortsat var åbne. Det største fald oplevede man i Region Nordjylland og Region Sjælland, hvor belægningsgraden var 33 procent lavere end det årlige gennemsnit. Dengang pegede regionerne på, at de tomme senge i psykiatrien skyldtes, at psykisk syge borgere blev væk af frygt for at blive smittet, mens andre lod sig udskrive tidligere eller valgte at blive behandlet ambulant i stedet.
Situationen skabte bekymring blandt psykiatriorganisationer og regionerne. Blandt andet frygtede formanden for SIND, Knud Kristensen, at man ville komme til at se »en epidemi af psykiske lidelser«, mens vicedirektør i Psykiatrien Region Sjælland, Søren Rask Bredkjær, var nervøs for »ekstra pres på afdelingerne på den anden side af coronakrisen«.
Mikkel Rune Vossen Rasmussen er ledende overlæge på psykiatrisk afdeling Vejle i Region Syddanmark og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Han delte bekymringerne i foråret og siger nu om sine overvejelser dengang:
»Dem, der normalt kommer i psykiatrien, er jo virkelig dårlige, og det kræver noget at blive indlagt, så hvor var de patienter og borgere henne?«
»Samtidig vidste vi jo, at mange af dem ikke har et særligt stort netværk, og kommunerne lukkede rigtig meget ned for støttekontaktpersoner og mentorer, så der var meget hjælp, som de ikke længere kunne få i deres dagligdag.«
Mikkel Rune Vossen Rasmussen fortæller, at man i Region Syddanmark og Midtjylland i dag oplever noget, der minder om det pres, som man frygtede i foråret.
»Det er ikke sket på en eksplosiv måde, men vi kan bare se, at der er et eller andet, der skrider her,« siger han.
»Vi oplever lige nu, at der er stor tilstrømning af patienter på sengeafdelingerne, og at patienterne er i en dårligere tilstand, end de plejer at være,« forklarer han.
Der er efter hans vurdering tale om et efterslæb af patienter, »som har gået for længe og ikke har fået den hjælp, de havde behov for«.
En del patienter er blevet væk af frygt for smitten, mener han, og nogle har ladet sig udskrive, fordi de på grund af restriktioner ikke kunne få besøg af pårørende.
Mikkel Rune Vossen Rasmussen kan ikke sætte et konkret tal på stigningen, og der er ikke blevet lavet undersøgelser, der sammenligner det nuværende niveau af indlæggelser med normalniveauet. Han udtaler sig derfor på baggrund af det, han oplever på sin egen afdeling og snakker med andre afdelinger om.
»Det er den fornemmelse, vi sidder med, og når man taler sammen i psykiatrien, så taler vi om, at vi kan se, at patienterne er dårligere. Jeg siger ikke, at corona er hele forklaringen, men det har i hvert fald betydet noget. Der har været flere eksempler på, at virkelig dårlige patienter raserer afdelinger og har sat ild på stuen. Der er flere, der bliver indlagt med tvang, og det er jo dem, der er selvskadende eller er selvmordstruede og måske er voldelige på grund af en psykotisk tilstand og er paranoide.«
Sundhedsstyrelsens seneste rapport over tvang i psykiatrien dækker perioden fra juli 2019 til juni 2020 og viser blandt andet, at antallet af tvangsindlæggelser er steget fra 3315 til 3413, mens tallet har ligget stabilt de to foregående år.
Gitte Ahle er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og overlæge ved Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik. Hun ser også et problem i, at en del patienter blev hjemme i løbet af foråret og fortæller, at hun i øjeblikket får tilbagemeldinger fra afdelinger i hele landet, der står med to udfordringer. De ser en forværring hos patienterne, og samtidig er noget af personalet hjemsendt med corona. Hun kan ikke vurdere, om pandemien er den eneste årsag til stigningen i tvangsanvendelse, men mener, at sammenhængen er påfaldende.
»En del af vores patienter har gået for længe og er blevet mere og mere psykotiske og mere ustabile, og så kommer de ind og er rigtig dårlige, så derfor ser man nok den her stigning i tvang. Hvis de var kommet noget før, var de måske ikke blevet så psykotiske og til fare for sig selv eller andre.«
Et nyt objekt for angsten
Torsten Bjørn Jacobsen er psykiater i Region Hovedstaden og formand for Psykiatrifonden. Han gætter på, at psykiatrien i løbet af sommeren fik indhentet lidt af efterslæbet, men fortæller, at fondens telefonrådgivning i årets løb har haft flere henvendelser end normalt, og at henvendelserne især har handlet om bekymringer angående pandemien og restriktionerne.
»Der er ingen tvivl om, at den hårde nedlukning i starten af året var ophav til en masse spekulationer og bekymringer, som munder ud i egentlig angst hos nogle. Det var måske specielt yngre, der henvendte sig med det. Og så var der nogle pårørende, der var bekymrede for børn og slægtninge, som havde alvorlig psykisk sygdom, som måske isolerede sig endnu mere.«
På sin afdeling i Region Hovedstaden oplever Torsten Bjørn Jacobsen også som overlæge, at COVID-19 påvirker de indlagte patienter, der skal finde ud af at navigere i en verden af restriktioner, mundbind og håndsprit.
»Det er belastende for dem, og der er et højere stressniveau. Hvis man har angst, skal angsten finde et objekt. Og så er det corona, der ligesom bliver det objekt nu. Hvis man har en psykose, kommer corona også til at blive inkorporeret i den på en måde.«
Merete Nordentoft er overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet. Hun fortæller, at det er vanskeligt at vurdere, om krisen har forværret psykiatribrugernes tilstand, men henviser til en ny og upubliceret international befolkningsundersøgelse fra Det Nationale Institut for Mental Sundhed i Tjekkiet, som viser, at der er kommet flere tilfælde af angst og depression i den brede befolkning.
»Og når man så ser på de mennesker, der er afhængige af psykiatrien, og som allerede er patienter i behandlingspsykiatrien eller socialpsykiatrien, så må de jo også have fået det værre,« vurderer hun.
Merete Nordentoft er især bekymret over de restriktioner, der er blevet lavet for pårørende, fordi de betyder, at der i øjeblikket er en dårligere kontakt mellem terapeuten og personerne omkring patienten.
»De pårørende kan være til utrolig stor hjælp, fordi de ved en masse om, hvordan patienten reagerer og fungerer og kan give en masse info til sygehusvæsenet, som er nyttig, når man skal planlægge behandlingen,« siger hun.
Tilbage i maj stod Bedre Psykiatri, en forening for pårørende, også bag en undersøgelse, der pegede på en forværring under pandemien. Den viste, at 45 procent af de pårørende vurderer, at den syges tilstand er forværret som følge af coronasituationen, mens to ud af tre mener, at det er blevet sværere for den syge at få den nødvendige hjælp.
Peger ned i et åbent sår
På sit kontor i Esbjerg tager Mette Wolfram sit lange hår over til siden og lader fingrene glide ned igennem det. Bag hende står et par af de malerier, hun maler som terapi.
Hun ser ikke nyheder eller pressemøder om corona, for det gør hende utryg og ked af det, og restriktionerne har sat gang i hendes tidligere tvangstanker om, at andre mennesker kan dø på grund af hende.
»Når jeg pludselig skal til at gå ind bagerst i bussen, så får man indirekte sagt til mig, at jeg kan være årsag til, at et menneske kan dø. Jeg har været meget psykotisk førhen på grund af de her tanker, og nu hvor det rent faktisk kan ske, at jeg kan smitte et andet menneske med den virus, bliver jeg så bange igen, og de tvangstanker kommer tilbage,« siger Mette Wolfram.
I øjeblikket cykler hun derfor for at komme fra sted til sted, så hun undgår, at restriktionerne og smittefaren aktiverer tvangstankerne.
Coronapandemien har også betydet, at hun ikke har fået den hjælp og behandling, hun har haft brug for.
Som barn blev hun udsat for seksuelle overgreb af en person tæt på familien, og som en slags overlevelsesmekanisme for at stå igennem det fik Mette Wolfram en evne til at spalte sig selv fra situationen.
»Jeg kappede forbindelsen mellem hoved og krop, så jeg simpelthen forsvandt mentalt og ikke var til stede og ikke mærkede, hvad der skete med min krop,« fortæller hun.
I dag er hun diagnosticeret med personlighedsforstyrrelsen dissociativ lidelse og har stadig svært ved at mærke sin krop. Derfor får hun en særlig form for kropsterapi, hvor hun med øvelser og massage lærer at mærke den igen. Men den behandling forsvandt i løbet af foråret, hvor behandleren ikke måtte komme hjem til hende.
Derudover har Mette Wolfram især mærket pandemiens konsekvenser, når hun har købt ind. Hun er fritaget fra at bruge mundbind, og det har både synliggjort hendes psykiske sygdom og forstærket hendes følelse af at stå uden for samfundet. Hun har også oplevet, at andre bliver vrede over, at hun ikke bærer mundbind.
»Jeg har en dyb og grundlæggende følelse af, at jeg er forkert. Så når jeg står nede i Fakta, og der står en og peger på mig, og højt siger til mig, at jeg gør noget forkert, fordi jeg ikke har mundbind på, så står de jo og peger lige ned i det dybeste sår i mig,« fortæller hun med oprevet stemme over computeren.
En normalisering af angst
Det er ikke alle med psykiske lidelser, der har fået det værre i løbet af pandemien. Nogle har oplevet at være mindre stressede og have det bedre, fordi der nu var en god undskyldning for at melde afbud til familiefødselsdage og andre sociale arrangementer. Det forklarer Torsten Bjørn Jacobsen:
»Der er jo nogle mennesker, for hvem det at deltage i sociale sammenhænge er en udfordring, og når antallet af sociale møder falder, kan det faktisk være en lettelse. Så har man måske endelig en gyldig grund til, at der ikke skal ske noget. I virkeligheden er det at være isoleret (pga. en psykisk lidelse, red.) jo ofte en ambivalent tilstand, fordi man måske higer efter andre mennesker, så man bebrejder sig selv, at man ikke formår at række ud over den barriere. Men når samfundet ligesom siger, at det er i orden, at man forbliver i isolation, kan det jo faktisk være en lettelse.«
Det er Mikkel Rune Vossen Rasmussen enig i. Han har talt med en del patienter, som har haft glæde af den videokonsultation, der blev stillet til rådighed under krisen i stedet for fysiske møder, fordi de eksempelvis har social angst.
»Der var jo også en slags normalisering af det at have angst, for nu sad de fleste rundt omkring og frygtede den her virus, så der var nok mange psykiatriske patienter, der tænkte, at de var i samme båd som alle andre igen, og at det ikke kun var dem, der var mærkelige, men at det var hele den danske befolkning, der oplevede noget lignende.«
Han understreger dog, at hans bekymring især går på patienter med sværere psykiatriske lidelser, fordi de ikke har godt af at være isoleret uden at kunne få hjælp. Dertil kommer uvisheden om, hvor længe pandemien og den sociale isolation varer.
»Det er blandt andet folk med psykoselidelser som skizofreni, folk med svær bipolar sygdom, maniodepressive sindslidelser, personlighedsforstyrrelser, som har brug for de her relationer,« siger han.
Mikkel Rune Vossen Rasmussen kan kun gisne om, hvordan den seneste nedlukning vil påvirke psykiatrien, men han frygter, at udviklingen igen vil afholde nogle patienter fra at søge hjælp.
»Især hvis restriktionerne strammer til, og besøgsforbuddet kommer tilbage. For det betyder meget for de her patienter, der i forvejen har et sparsomt netværk, at de så ikke har mulighed for at holde fast i dem, de har.«
Mangel på plads
Mette Wolfram er i løbet af årene blevet bedre til at passe på sig selv, fortæller hun, og til at reagere, hvis hun får det dårligt. Derfor har hun som en forebyggende indsats fået en fast aftale med det psykiatriske afsnit, hun er tilknyttet. Den går ud på, at hun selv skal ringe og bede om en indlæggelse, når hun kan mærke, at der er et krampeanfald på vej, eller for at undgå, at hendes selvmordstanker og selvskadende adfærd kommer tilbage. Når hun ringer, bliver hun som regel indlagt i fem dage.
»Det er nok til, at jeg lige kan nå at få en pause og falde til ro igen,« forklarer hun.
Men i løbet af de seneste måneder har hun været nødt til at bede om længere indlæggelser, fordi hendes krampeanfald ikke holdt op i løbet af de fem dage.
Hun fortæller, at hun også har oplevet at blive afvist og at blive indlagt som dagpatient, hvor hun fik tildelt en madras på gulvet i et kontor og blev kørt hjem for at sove, fordi der ikke var en sengeplads til rådighed. Forrige gang, Mette Wolfram ringede og bad om en indlæggelse, fik hun at vide, at afdelingen ikke havde plads til hende.
»Det kan få mit angstniveau til at stige helt vildt, for når jeg ringer, er det jo i forvejen min nødline, og så bliver jeg jo enormt bange for, at de symptomer, jeg forsøger at komme i forkøbet, faktisk øges. Hvad skal jeg så gøre?«
Agnete Larsen er ledende overlæge på den afdeling for voksenpsykiatrien i Esbjerg, som Mette Wolfram er tilknyttet. Hun fortæller, at hun hverken kan eller vil udtale sig om enkelte patienters indlæggelser, og understreger, at en patients oplevelse er en patients oplevelse, uanset hvad baggrunden er.
Hun bekræfter dog, at de på afdelingen i øjeblikket oplever at få patienter både til ambulant behandling og til indlæggelse, som ikke under normale omstændigheder har dette behov.
»Det kan både være en ny type patienter, som ellers har håndteret deres liv uden for psykiatrien, og det kan være patienter, som vanligvis har brug for psykiatrien, men på en mindre intensiv måde,« forklarer hun.
»Vi har set et større behov for sengepladser, som vi relaterer til COVID-situationen, og vi skal jo altid kigge på, hvad der kan være det mindste middel i forhold til behandling. Men i og med at belægningen er højere på afsnittet, end den er i andre tider, så er der jo flere patienter, der skal tages hånd om med det samme personale.«
Hun understreger dog, at patienter, som vurderes at have et behov for indlæggelse, fortsat bliver tilbudt det: »Vi finder en plads til de patienter, der har et absolut indlæggelsesbehov.«
Slemt nok i forvejen
Overlæge og professor Merete Nordentoft påpeger, at psykiatrien også var presset, inden coronakrisen ramte. Det oplever hun blandt andet som læge i Psykiatrisk Akutberedskab, hvor hun ringer til afdelinger og hører, om der er plads, hvis en patient skal indlægges akut.
»Det er altid sådan noget med, at de lige kan skaffe en plads. Og så er det ved, at man for eksempel flytter en patient, som man egentlig ikke havde tænkt skulle flyttes fra en intensiv plads til en åben plads, eller at man udskriver én, der først skulle være udskrevet et par dage senere,« siger hun.
Merete Nordentoft mener, at der især er brug for at få udbygget det ambulante system – hvor patienter kan møde op i regionernes klinikker eller få besøg af et mobilt psykiatrisk team – og for at sikre bedre kommunal støtte til dem, der bliver udskrevet. Og så er der brug for flere sengepladser.
»Hvis vi sammenligner psykiatrien med en kræftafdeling, vil det svare til, at man sagde til personer, der fik påvist prostatakræft, at de først kunne blive behandlet om fire år, eller at det kun er nogle af dem, der kan blive behandlet. Der er jo slet ikke den samme accept af, at evidens for en behandlings effektivitet i psykiatrien også fører til, at den selvfølgelig er til rådighed for dem, der har brug for den,« siger Merete Nordentoft.
Netværkets betydning
På sit kontor i Esbjerg fortæller Mette Wolfram, at hun for nylig er blevet genvisiteret til samtaleterapi, og at hun skal til at finde ud af, om hun kan få en ny aftale om kropsterapi, når pandemien er overstået.
Hun vinker til sin mand, som kommer gående forbi. Mette Wolfram føler sig privilegeret over at have haft ham ved sin side og tænker på andre, der sidder alene derude.
»Den øvelse med at blive fri fra psykiatrien kræver så mange kræfter. Men hvis ens netværk ikke er så stort, og man ikke har nogen, så skal der jo ikke meget til at vælte det hele. Når presset så øges, og alle lukker sig om sig selv, så er det altså svært at overkomme vanskeligheder.«
