Feature
Læsetid: 7 min.

Resultaterne udebliver, kassen er tom, og stadion smuldrer: FC Barcelona holder præsidentvalg i historisk krise

Alt omkring FC Barcelona er i krise. Om to uger skal Barcelonas 141.000 medlemmer stemme om, hvem der skal være klubbens præsident og føre den tilbage til toppen
Da Lionel Messi i slutningen af december blev spurgt til præsidentkandidaternes muligheder for at føre Barcelona tilbage til tidligere tiders storhed, lød han noget skeptisk: »De bliver nødt til at hente nye spillere, og det bliver svært, for der er ikke nogen penge,« sagde han. Her ses han efter 8-2-nederlaget til Bayern München i Champions League sidste år.

Da Lionel Messi i slutningen af december blev spurgt til præsidentkandidaternes muligheder for at føre Barcelona tilbage til tidligere tiders storhed, lød han noget skeptisk: »De bliver nødt til at hente nye spillere, og det bliver svært, for der er ikke nogen penge,« sagde han. Her ses han efter 8-2-nederlaget til Bayern München i Champions League sidste år.

Manu Fernandez

Moderne Tider
9. januar 2021

Somme tider vil skæbnen, at der indtræffer nogle begivenheder, der er så tydelige i deres symbolik, at de næsten er for oplagte til at ignorere.

Det var tilfældet i starten af december, da det kom frem, at Barcelonas ikoniske hjemmebanestadion, Camp Nou, er begyndt at smuldre. Altså ikke i overført betydning. Stadionet er helt konkret ved at falde fra hinanden. Store klumper af den saneringsmodne arenas tag skaller af.

Hvis der findes et mere illustrativt eksempel på den tilstand, den engang så mægtige klub befinder sig i, vil denne skribent gerne vide det. Sagen er nemlig, at Cataloniens sportslige stolthed befinder sig i sin dybeste krise i årtier, både fodboldmæssigt og økonomisk.

Og hvis der skulle være nogen, der tror, at der bare er tale om et forbigående dyk, burde de lytte til det radiointerview, som klubbens konstituerede præsident, Carles Tusquets, gav til den catalanske radiostation RAC1 for få uger siden.

I interviewet tegnede Tusquets billedet af en sportslig virksomhed, der balancerer på randen af en økonomisk afgrund. Han fortalte, at klubben har tabt over 2,2 milliarder kroner det seneste år, og at udbetalingen af spillerlønninger på over en milliard kroner var blevet udskudt. Hvis ikke det var sket, havde Barcelona ikke overlevet finansielt frem til nytår.

Carles Tusquets tilføjede, at klubben ikke kan købe forstærkninger, før der er sket frasalg i spillertruppen, eftersom der ikke er nogen frie midler i budgettet. Og han satte prikken over i’et ved at tilføje, at det efter hans mening havde været bedst (ud fra et budgetmæssigt synspunkt), hvis klubben havde solgt Lionel Messi i sommer (den argentinske superstjerne anslås at få en løn på over 200 millioner kroner om året).

Tusquets udtalelser vakte enorm opsigt i den catalanske fodboldoffentlighed og fik klubbens tidligere præsident Joan Laporta til at fordømme den netop afgåede præsident, Josep Maria Bartomeu, med ordene:

»Bartomeu har i praksis ruineret klubben.«

Afgørende valg

Selv om Carles Tusquets efterfølgende har forsøgt at nedtone de mest sprængfarlige af sine udtalelser – og især har haft travlt med at understrege, at han er meget glad for Lionel Messis fortsatte tilstedeværelse på Camp Nou – er der ingen tvivl om, at klubben er i dyb krise; en krise, der i øvrigt også fremgår af Barcelonas ageren på transfermarkedet. Det er således ikke for sjov, at klubben har byttet den 24-årige Arthur Melo væk for den 30-årige Miralem Pjanic og har skåret den løntunge angriber Luis Suárez ud af budgettet.

Barcelona befinder sig i dét, man på moderne managementsprog ville kalde en uhyre udfordret situation, og man er på den baggrund fristet til at konkludere, at det kommende præsidentvalg, der finder sted om to uger, søndag den 24. januar, er det mest afgørende i klubbens moderne historie.

Det er her, klubbens medlemmer skal vælge en leder, der skal føre Barcelona tilbage til toppen af spansk og europæisk fodbold.

En god håndfuld kandidater har meldt sig, men inden vi kommer til dem, vil vi lige kaste et blik på selve valghandlingen og baggrunden for, at den finder sted på dette usædvanlige tidspunkt midt i en igangværende sæson.

Messi stak kniven ind

Valget er overordnet set udløst af det faktum, at forholdet mellem Messi og klubbens afgående præsident, Bartomeu, er iskoldt. Efter Barcelonas ydmygende 8-2-nederlag til Bayern München i kvartfinalen i Champions League i sidste sæson forsøgte den argentinske superstjerne at vriste sig fri af Barcelona gennem retslige trusler og offentlige appeller. Da det mislykkedes, stak han kniven i ved at udtale, at klubbens øverste leder havde »brudt sit løfte« over for ham, og at det var på tide, at præsidenten  »trådte tilbage«.

Så var løbet kørt for den nordspanske entreprenør. Han annoncerede sin afgang i slutningen af oktober og igangsatte dermed den valgkamp, der kulminerer med det ekstraordinære præsidentvalg om to uger.

De stemmeberettigede til dette valg er Barcelonas klubmedlemmer, de såkaldte socios. Deres tal varierer fra år til år, men der er i skrivende stund omkring 141.000 af dem. De fleste er i sagens natur bosat i Catalonien, men der er også lommer af socios i andre dele af Spanien. Af samme grund vil der blive oprettet valgsteder i byer som Madrid, Sevilla, Valencia, Andorra og Palma de Mallorca for at give så mange som muligt chancen for at deltage i denne enorme øvelse i medlemsdemokrati, som et præsidentvalg i FC Barcelona reelt er.

På stemmesedlen vil de stemmeberettigede barcelonafans møde et broget felt på syv kandidater med vidt forskellige visioner for klubbens fremtid. Eftersom der ikke er blevet gennemført nogen troværdige meningsmålinger, er det vanskeligt at vurdere styrkeforholdet kandidaterne imellem, men spanske fodboldkommentatorer med indsigt i tingenes tilstand peger især på to aktører, der efter deres vurdering udgør favoritfeltet.

Deres navne er Victor Font og Joan Laporta; og begge kandidater fører valgkamp med en nostalgisk aura over sig, forstået på den måde, at de vil føre klubben ind i fremtiden ved at række tilbage i dens stolte fortid.

Hvis vi tager Victor Font først, er han en catalansk forretningsmand, der for tiden residerer i ørkenbyen Dubai, hvor han plejer sin formue, der især bygger på hans deltagelse i stiftelsen af telekommunikationsselskabet Delta Partner.

Victor Fonts store slagnummer er hans nære forhold til Barcelona-legenden Xavi, der lige nu tjener til livets ophold som træner for et klubhold i Qatar. Hvis Font vinder valget, vil han installere Xavi som cheftræner i Barcelona og sætte ham i spidsen for et projekt, der hviler på en drøm om at revitalisere klubbens La Masia-akademi og opbygge et førstehold, der i langt højere grad bygger på hjemmegroede talenter.

Den plan vil selvsagt føre til en fyreseddel til holdets nuværende træner, Ronald Koeman, der har fået følgende hilsen gennem medierne fra den håbefulde præsidentkandidat:

»Selv hvis Koeman har en stor sæson, ændrer jeg ikke mine planer. Hvis jeg bliver præsident, vil Koeman ikke være træner i sæsonen 2021/22.«

Og Koemans fremtidsudsigter ser ikke meget lysere ud, hvis magten tilfalder Victor Fonts primære rival, Joan Laporta.

Den catalanske advokat og politiker var præsident for Barcelona i klubbens moderne guldalder fra 2003-2010, hvor Blaugrana blandt andet vandt to Champions League-trofæer. Hans claim to fame er, at det var ham, der besluttede at løfte klubbens uprøvede B-træner, Pep Guardiola, op til posten som cheftræner for førsteholdet, da en udslidt Frank Rijkaard smed håndklædet i ringen.

Guardiola udnyttede som bekendt muligheden til at opbygge sit stilskabende tiki-taka-mandskab. Og Laporta – der stadig er tæt på Guardiola – har under valgkampen mere end antydet, at han vil hente den skaldede mesterstrateg hjem fra Manchester City, hvis Barcelonas socios skulle vælge at betro ham nøglerne til præsidentkontoret.

Gratis pizza i tre dage

Ud over de to favoritter finder man en flok outsidere, der i de seneste ugers valgkamp har forsøgt at slå igennem mediemuren med diverse opsigtsvækkende valgløfter.

Således har iværksætteren og evighedskandidaten Agusti Benedito, der også stillede op ved de foregående præsidentvalg, erklæret, at han vil rive Camp Nou ned og bygge et nyt stadion med plads til 105.000 tilskuere, hvis han skulle vinde. Hvor pengene til dette kæmpeprojekt skal komme fra, har Bendito ikke belastet vælgerne med detaljer om.

Forretningsmanden Jordi Farré har lovet alle klubmedlemmer gratis tatoveringer af klublogoet samt pizza tre dage i træk, i fald han skulle blive klubbens nye præsident.

Hvad ingen af præsidentkandidaterne dog har særligt travlt med at forholde sig til er valgkampens store elefant i rummet, nemlig fremtiden for holdets altoverskyggende superstjerne, Lionel Messi.

Den argentinske boldkunstner har kun et halvt år tilbage af sin kontrakt og kan dermed forlade klubben kvit og frit til sommer, hvis han skulle ønske det. Dette scenarie har de håbefulde kandidater dog forsøgt at undgå at forholde sig til, og deres standardsvar har mestendels bestået af fraser om, at de nok skal bringe situationen på plads og forhandle en forlængelse i stand med Messi, når først de sidder i præsidentkontoret.

Hvorvidt Messi så overhovedet er villig til at indgå en kontraktforlængelse med Barcelona, er en anden snak. Umiddelbart er det ikke meget, som tyder på det – at dømme efter de seneste udtalelser fra holdets talisman.

Da Messi i slutningen af december blev spurgt til præsidentkandidaternes muligheder for at føre Barcelona tilbage til tidligere tiders storhed, lød han i hvert fald noget skeptisk:

»De bliver nødt til at hente nye spillere, og det bliver svært, for der er ikke nogen penge,« sagde han. »Klubben befinder sig i et meget vanskeligt øjeblik, alt omkring FC Barcelona er i krise. Vi er i en rigtig, rigtig skidt situation. Og det bliver svært at komme tilbage til dér, hvor vi var.«

Det er ikke ligefrem optimistiske toner fra omklædningsrummets altdominerende figur. Men de beskriver meget præcist de enorme udfordringer, den nye præsident vil stå over for – uanset hvem det bliver.

Udfordringer, der i øvrigt også afspejler sig i det svar, som den fungerende præsident, Carles Tusquets, afgav, da han blev spurgt, om han kunne tænke sig at få posten permanent:

»Helt ærligt, nej.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her