Naturvidenskab
Læsetid: 7 min.

Solsystemet er i den mere festlige afdeling af det store tomme rum, rummet

Universet er så utrolig stort, at alverdens asteroider og planeter og stjerner og galakser nærmest intet fylder. Men med alle de store sten, der hele tiden krydser Jordens bane, skal vi være glade for, at der er så god plads
Solsystemet

Jesse Jacob

Moderne Tider
23. januar 2021

Tryk play, hvis du vil have artiklen oplæst.

Efter to uger med skyer er stjernerne kommet frem, og Mælkevejen løber som et hvidt bånd over Thomas Juel Johansens hoved. »Prøv at kigge i teleskopet nu,« siger han.

Thomas Juel Johansen er naturvejleder og rumnørd og har netop indstillet et transportabelt Dobson-teleskop, så det peger mod horisonten, hvor planeten Jupiter er synlig som en lysende prik langt, langt væk.

Vi står på toppen af de sjællandske alper lidt syd for Holbæk. Her ligger Brorfelde Observatoriet, hvor danske astronomer i årtier studerede nattehimlen, når det ikke var for skyet. Det var der bare lidt for tit, så midt i 1980’erne gik de nordiske lande sammen om et observatorium på Gran Canaria, lige som de fik andel i et meget stort teleskop i Chile. Observatoriet her lukkede i 1996 og er i dag et såkaldt oplevelsescenter med fredet nattemørke – og altså et ret godt sted at studere vores nærmeste kosmiske omgivelser.

Afstandene derude er enorme, og selv om der findes milliarder af galakser, er mængden af tomt rum så meget større, at der i gennemsnit kun findes lidt mere end et brintatom per kubikmeter univers. Sagt på en anden måde er gennemsnittet af alting nærmest ingenting, og der er en god grund til, at vi kalder det for rummet.

Vores solsystem er en af de mere festlige afdelinger med sine mange planeter, men selv her er der så meget afstand, at vores trykte kort over systemet er notorisk forkerte. Skal man lave et kort med den rigtige skala, rammer man først ind i det problem, at Solen er så meget større end planeterne, at de bliver reduceret til et par småmønter, et par ærter og nogle små dumme prikker. Så kommer bøvlet med afstandene. Laver man en ret stor sol på 40 centimeter i diameter, så er der for eksempel 224 meter hen til Jupiter.

Månen afslørede lysets hastighed

Den store gasbold Jupiter er systemets største planet, over 1.300 gange større end Jorden, men dog kun 318 gange tungere, fordi den er af gas. I teleskopet kan man se den som en lille lysende cirkel med nogle mindre lysende prikker stående på linje. Det er Jupiters måner. Faktisk er der 79 af slagsen, men mest kendte er de fire store, som Galileo Galilei opdagede tilbage i 1610: Io, Europa, Ganymedes og Callisto.

De små lysende måneprikker i teleskopet er årsagen til, at man opdagede, at lyset har en hastighed. Det var en dansk fyr ved navn Ole Rømer, der i 1676, efter ivrige studier af månen Ios bevægelser, kom frem til, at lyset umuligt kunne rejse uendelig hurtigt, som man ellers troede. Hvis ellers Io bevægede sig rundt om Jupiter med konstant hastighed, så burde man jo kunne stille sit ur efter, hvornår den havde tilbagelagt en omgang. Men, opdagede Ole Rømer, det kunne man ikke. For jo længere Jorden kom fra Jupiter på sin vej omkring Solen, jo senere dukkede månen frem bag Jupiter. Det tydede jo på, at billedet havde haft en vis rejsetid. Ole Rømer regnende derfor ud, at lyset måtte have en hastighed og anslog den til at være 220.000 kilometer per sekund, hvilket på én gang var helt forkert og ret godt gået i betragtning af hans udstyr. I dag anslår vi hastigheden til at være lige under 300.000 kilometer per sekund.

Nu forsvinder Jupiter bag horisonten – eller det vil sige, at Jorden drejer, så vi ikke længere kan se den.

»Der var sgu et stjerneskud igen,« siger Thomas Juel Johansen begejstret og drejer teleskopet opad igen. Op mod Mars.

En backup til Jorden

Til forskel fra gasplaneten Jupiter er Mars en klippeplanet. Faktisk er stoffet i solsystemet arrangeret sådan, at de første fire planeter til og med Mars er klippeplaneter, mens de næste fire er af gas. Lige for tiden samler en stor del af rumekspeditionerne sig om Mars.

Mens vi står og kigger på dens klare og lysende runde skive i teleskopet nærmer et rumfartøj sig planeten – uden at vi dog kan se det. Ombord er et køretøj ved navn Perseverance, der er proppet med måleinstrumenter, og som gerne skulle kunne give mennesket svar på, om der engang har været liv deroppe.

Tidligere marsmissioner har vist, at der engang har været masser af flydende vand på planeten, hvilket er en god begyndelse. Og da Mars størknede som planet længe før Jorden, kunne livet godt have opstået der før på Jorden.

Den danske planetfysiker Morten Bo Madsen er en del af marsprojektet og er med til at styre tre af Perserverances instrumenter. Han håber at få svar på, om livets opståen er et sjældent mirakel eller noget, der sker nærmest automatisk, hvis nogle bestemte fysiske og kemiske betingelser er opfyldt.

Forhåbentlig kan de finde endeligt svar i prøverne fra Perseverance, når de bliver hentet tilbage til Jorden i begyndelsen af 2030’erne. Det er dog ikke den eneste marsdrøm. Flere planlægger at flytte mennesker derop – måske permanent. Ifølge Morten Bo Madsen er det en knaldgod idé på lidt længere sigt.

»Det er fornuftigt for os at få en genbase på 10-20.000 mennesker derude, så vil vi kunne genbefolke Jorden,« siger han.

Det ville være praktisk med sådan en backup, hvis en asteroide ramler ind i Jorden og udsletter menneskeheden.

Asteroiderne kommer

Endnu et stjerneskud trækker et spor over Vestsjællands himmel. Det er meteormateriale, der brænder, når sådan en lille stump stof fra rummet rammer atmosfæren med en hastighed på mellem fem og 30 kilometer i sekundet. Det sker hele tiden. Faktisk regner man med, at Jorden bliver ramt af omkring 40 tons rummateriale om dagen, mest støv og småstykker. De lidt større objekter er sjældnere gæster – og de helt store er heldigvis uhyre sjældne.

Vores solsystem er fyldt med sten og stumper, der aldrig blev til planeter. Mellem Mars og Jupiter ligger asteroidebæltet, som består af millioner af asteroider. Det var særligt dem, man studerede her på observatoriet i Brorfelde.

Og de holder sig ikke omme på den anden side af Mars. Man anslår, at over 1.000 asteroider større end én kilometer i diameter krydser gennem Jordens bane, og så er det tid til at glæde sig over, at afstandene er så store i rummet, at der sjældent er sammenstød.

Den asteroide, der smadrede ind i Jorden, og som man mener udryddede dinosaurerne for 65 millioner siden, havde en diameter på ti kilometer, men mindre kan gøre det. Er de større end én kilometer i diameter, kalder man dem global killers, fortæller Line Drube, der i flere år var rådgiver i det FN-udvalg, der koordinerer Jordens forsvar mod asteroider. I dag arbejder hun hos DTU Space.

Himlen bliver overvåget, og man håber på at få øje på de store kollisionsparate asteroider år i forvejen, så man måske kan nå at styre dem uden om Jorden. Plan A er at brage et tungt rumskib ind i dem, så man sænker farten, og Jorden lige smutter forbi. En mulig plan B er noget med atombomber, men der skulle vi helst ikke ud.

Stort set alle global killers er da også så småt blevet kortlagt, og ingen er foreløbig på kollisionskurs med os. Men der er langt, langt flere af dem, som kaldes city killers og county killers, og dem har man ikke styr på, selv om der finder en del overvågning sted. For det første er der simpelthen for mange, og for det andet er de svære at se, ja, nærmest umulige, hvis de kommer i retning fra Solen.

Det bedste håb er, at opdage de små asteroider et par uger i forvejen, så man kan evakuere folk. Men stenene kan dukke op ud af det blå. I 2019 kom for eksempel en asteroide på størrelse med en fodboldbane sejlende forbi bare 65.000 kilometer fra Jorden, hvilket er sygeligt tæt på. Det er derude, vi har satellitter hængende. Månen ligger fem gange længere væk.

Sådan én ville ikke være en trussel for livet på Jorden, men hvis den havde ramt ned et sted i Odense SV – for eksempel ude mellem Bellinge og Højme – ja, så havde det nok været slut med livet på Fyn, hvilket også havde været lidt af et tab. Denne potentielle Fyndræber blev først opdaget dagen før, den kom forbi. Den fik navnet OK 19.

De færreste asteroider er så kendte, at de har et navn. Men en af de større blev faktisk opdaget her fra de sjællandske bakker og kredser rundt et sted ude mellem Mars og Jupiter. Stenen er er fire kilometer lang og stor nok til at have sin egen lille måne. Dens navn er Brorfelde.

Således ser altså vores billede af solsystemet ud nu. Men det er langtfra det eneste verdensbillede, vi har haft. I næste afsnit suser vi omkring de store verdensbilleder, der gennem historien har stået for fald. Det har været én lang degradering af menneskets plads i universet.

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Uha ja. At Fyn blev udslettet vil blive en dyr omgang, når Storbæltbroen og ditto tunnel så skal opgraderes med adskillige kilometer for at kunne nå Sjælland.

Torben S Rose

Menneskehedes endeligt kan have mange ansigter. Dette skal vi huske under vores bestræbelser på at løse klimakrisen. Hvis vores løsninger på dette område ikke opretholder et nødvendigt overskud til at finde løsninger på andre potentielle dræbere, kan det jo være fuldstændig ligegyldigt.

Morten Balling

Idéen om at befolke Mars er "lidt" af et fantasiprojekt. Artiklen beskriver til dels hvorfor det er tilfældet. Mars og Jorden befinder sig i stort set cirkulære baner omkring Solen, men de roterer ikke om Solen med samme hastighed. Jorden tager en tur rundt om Solen på ca. 365 dage, og det er derfor et år består af 365 dage (en dag værende den tid det tager Jorden at rotere en omgang om sin egen akse). Et Mars år er 687 jorddage. Dvs. at Mars og Jorden nogle gange er på den samme side af Solen, men andre gange kan Jorden være på den ene side af Solen, og Mars på den anden side. Sagt på en anden måde varierer afstanden mellem Jorden og Mars over tid.

Når Mars er længst væk fra Jorden, så er den 401 millioner km væk. Til sammenligning er Solen ca. 150 millioner km fra Jorden. Lyset bevæger sig med 300.000 km i sekundet, så lyset fra Solen er 8 minutter og 20 sekunder om at nå hertil. Hvis man "ser" på Mars når den er længst væk fra Jorden, så tager det lyset fra Mars over 22 minutter at nå hertil. "Ser" i gåseøjne fordi man ikke kan se Mars når den er omme på den anden side af Solen, simpelthen fordi det lys fra Solen Mars reflekterer er så svagt ift. lyset fra Solen at det drukner helt.

Radiobølger er også en form for lys. I fysikken kaldes begge dele for elektromagnetisk stråling. Dvs. at et radiosignal også bevæger sig gennem rummet med de samme 300.000 km i sekundet. Med andre ord: Hvis du stod på Mars med et problem og ville ringe hjem til Jorden, så ville der gå op til ca. 22 min. fra du ringede op til telefonen ringede her på Jorden og en i den anden ende sagde "Hallo". Dette hallo ville derpå skulle sendes til Mars, og det ville derfor tage yderligere 22 min før du hørte det. Der ville mildest talt ikke være tid til høflighedsfraser.

Dette illustrerer til dels hvor langt væk Mars er. Selv på en god dag, når Mars og Jorden er tættest på hinanden er et radiosignal 3 min undervejs hver vej. Hvis man forestillede sig at man kunne køre i bil til Mars, f.eks. med 110 km/t og man ikke holdt nogen pauser undervejs, så ville turen tage næsten 57 år.

Pointen med alle disse tal er at tanken om at transportere bare 10.000 mennesker til Mars er 100% Utopi. Det ville bla. kræve et kæmpe rumskib, eller at man fløj mange gange. Tanken om at kolonialisere Mars eller sågar "terraforme" den, er en større udfordring end at prøve at redde den planet vi bor på nu.

Anders Reinholdt, Jens Ole Mortensen, Peter Hertz og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Jupiter er endnu længere væk end Mars. Alligevel er der mange som ser op på nattehimlen og tror at Jupiter er en klar stjerne. Ser man på en hvilken som helst stjerne gennem et teleskop eller en kikkert, så ser man kun en lysende prik, men ser man på Jupiter gennem et teleskop (en stjernekikkert), så kan man se planeten. Det kan jeg absolut anbefale, hvis man får chancen for det. Hvis man ikke har et teleskop, så kan man kontakte Astronomisk Forening, og tage op til Brorfelde.

Udover at man kan se Jupiter i al sin pragt (den ligner det man ser på billeder), så kan man selv med et mindre teleskop også se Jupiters fire største måner. Hvis man har læst lidt videnskabshistorie, så får man næsten tårer i øjnene første gang man ser dem.

På Galileis tid var videnskab som begreb ikke opfundet endnu. Det skete først omkring 1840. Før 1840 var videnskab et mismask af filosofi, religion og observationer mm. Man havde haft folk som Newton, men selvom Newton skrev det mest betydningsfulde videnskabelige værk til dato (Principia), så troede Newton på alkymi og han var også en velanset teolog. Alkymi var iøvrigt dengang blasfemisk. I dag er det bare pseudovidenskab, selvom folk som Carl Jung troede på alkymi til han døde (i 1961). Jung var mildest talt skudt i roen...

Alt dette (minus Jung) gjorde at kirken i Europa dikterede det billede man havde af Universet. Jorden var midt i det hele (centrum for Universet), og alt andet roterede om Jorden, inkl. stjernerne, og dette var "indiskutabelt". Man havde godt nok nogle underlige "vandrende stjerner", som man ikke kunne forklare, og som siden har vist sig at være planeterne.

Det var i dén grad farligt at anfægte dette billede af Universet. Giordano Bruno blev brændt på et bål bla. fordi han mente at Solen blot var én blandt mange stjerner, og at de andre stjerner havde planeter ligesom Solen. For at understrege at det Bruno sagde var blasfemi (han sagde mange andre blasfemiske ting), så havde man også jaget, ikke bare én, men to pløkker gennem tungen på ham da man brændte ham til offentlig skue. Bruno er blevet en form for videnskabens martyr, men han var også ude med riven ift. mere teologiske begreber, så han blev ikke kun brændt pga. hans astronomiske (og kosmologiske) arbejde. I øvrigt blev den første planet udenfor solsystemet først opdaget, og Brunos hypotese dermed endelig bekræftet, i 1988.

Galilei opfandt ikke kikkerten. Den blev opfundet som en form for legetøj til de riges børn, ligesom kalejdoskopet. Derpå var der nogle militærfolk som mente at man kunne bruge kikkerten til at se fjenden før han så dig. Dette havde Galilei hørt om, så han fik fat i en kikkert og begyndte at forbedre den. Bla. måtte han selv lave bedre optik.

Da Gallilei endelig havde en brugbar kikkert var en af de ting han kiggede på Jupiter, og der så han de fire store måner (egentlig så han vist kun tre). Han begyndte derpå at notere månernes position ned, og kunne dermed (efter nogle dage!) påvise at det i mistænkelig grad så ud til at de drejede rundt om Jupiter, og dermed bestred teorien om at alting drejede rundt om Jorden.

Galilei og Bruno levede nogenlunde samtidig, forstået på den måde at Bruno var blevet brændt ca. ti år før Galilei så Jupiters måner, så han var lidt forsigtig med at insistere for meget på hans opdagelse. Dette på trods af (og fordi) Copernicus i 1543 allerede havde sagt at han altså fik mere mening ud af det hele hvis man sagde at Det var Solen som var centrum for Universet. Noget han blev straffet for, selvom den katolske kirke ikke brændte ham som de senere brændte Bruno.

Morten Balling: Tak for spændende supplement til artiklen.
I betragtning af, hvor god plads der er derude, synes jeg nu godt vi kan tillade 130 km/t på vejen til Mars i bil. Så tager det kun godt 48 år.

bent nielsen, hannah bro og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Moderne tider, står der over forfatternavnene.

Forfatterne, der ikke præsenteres nærmere, går muntert i lag med Solsystemet, særlig de jordnære perspektiver, forstås, som sikkert formodes at interessere mest: Global killers, City killers og County killers er rendyrket uhygge, som når Sci fi er bedst. Og asteroiden OK19 ku' ha' udryddet livet på Fyn: Uha da, Polle!

Og så hører vi om 'en dansk fyr ved navn Ole Rømer'. Moderne formidling vil gerne være kæk, men excellerer herved ofte i det rentud platte. Ole Rømer (1644-1710) var anstændigvis forsker, astronom, kartograf, en de største, præsentër ham dog ordentligt!

Og i næste uge 'suser forfatterne omkring de store verdensbilleder, der gennem historien har stået for fald. Det har været én lang degradering af menneskets plads i universet' lyder epilogen/teaseren denne gang.

Som et ekko af vor tids tendens, der betragter alle livssyn før moderne tid som overtro. Mon denne tor de force gennem faldne og degraderede livssyn inkluderer Oldtidens visdom, de indiske vedaer, babylonske astrologer og græske filosoffer?

Selv om modernismen har reduceret Jorden til et sandskorn og mennesket til en abe, synes vi på mange måder mere indbildske end nogensinde mht. vores egen rolle i universets skabelsesprocesser.

Med venlig hilsen: En ældre og forbeholden læser/herre.

Morten Balling

@Sören Tolsgaard

Richard Feynmans far (som alle forhåbentlig ved hvem er ;) viste engang lille Richard et billede med nogle mænd i uniformer og en masse medaljer. Derpå sagde faren noget i stil med: "Prøv at se de her mænd. Hvis man pillede tøjet og medaljerne af dem så ville de bare være mennesker ligesom alle os andre".

Faren tog også Richard ud i skoven og viste ham en fugl. Så sagde faren noget ala: "Prøv at se den fugl Richard", og så sagde faren hvad fuglearten kaldtes på flere forskellige sprog. "Nogle mennesker kan sige alle disse ord på alle disse sprog, men de ved stadig intet om fuglen".

Det er ikke formen. Det er betydningen af indholdet som er væsentlig. Derudover er det ikke helt forkert at vi mennesker har haft et "relativt" forvrænget billede af vores betydning for Universet eller vores ret til den planet vi bor på.

En ting jeg studsede over da jeg begyndte at kigge på Universet er iøvrigt at mange af stjernerne har nogle "underlige" navne, såsom Alnitak, Rigel, Deneb eller Betelgeuse (min personlige favoritstjerne). Det skyldes at mange stjerner blev navngivet af arabiske astronomer i en tid hvor Europa var begravet i en "sort middelalder", hvor videnskaben havde trange kår ift. religionen. I den arabiske Verden blomstrede videnskaben derimod. F.eks. har de færreste i Vesten hørt om Jabir ibn Hayyan, latinificeret kaldet "Geber", eller på engelsk "Father of Chemistry". Jeg havde studeret en del kemi før jeg tilfældigt snublede over ham.

Torben S Rose

Feynman, Newton, Bruno, Galileo, Copernicus, Hayyan - ja og listen over naturvidenskabelige superhelte er naturligvis endnu længere. Vi burde hylde dem alle og vi bør hylde de dyder, der skabte dem.
Lad os nu sikre plads til til nysgerrighed, kreativitet, mod og foretagsomhed, så vi også i fremtiden, kan hylde nye superhelte, der kan bringe menneskeheden videre.

Og jo - bevares - der findes afgjort en indbildskhed i forhold til vores egen rolle i universets skabelsesprocesser. Men hellere det, end at vi blot reduceres til en ligegyldig våd plet på det kosmiske lagen.

Sören Tolsgaard

@Morten Balling -

Jamen, du får da lige fremhævet en prominent amerikansk/jødisk fysiker, som var med til at opfinde atombomben (ifølge Wikipedia) og som alle burde vide, hvem er, (ifølge dig), og som lærte noget om ydmyghed af sin fader.

Og så skal vi høre lidt om fixstjernernes 'underlige' arabiske navne. Det er jo ganske vist ikke formen, men indholdet, der betyder noget. Men fordi de nu blev navngivet af arabiske astronomer, er det værd at fremhæve. For hvor blomstrede videnskaben (inkl. astrologi og anden okkultisme) dog vidunderligt i den arabiske verden, mens Europa var begravet i kulsort katolsk dogmatik!

Jamen, det er da flotte navne, ligesom planeternes og månernes græsk-romerske navne, der oven i købet beror på mytologi i kryptisk samklang med disse legemers egenskaber. Det er dog stadig tabu på bjerget.

Sig navnet, og årtusinders historie træder frem af den kollektive erindring og samtlige detaljer falder på plads.

Og at Ole Rømer var en 'dansk fyr' kan næppe bestrides. Men hvor bliver dog sagt uendelig lidt med en sådan plathed. Ole Rømer målte dog lysets hastighed. Og var endvidere pioner udi den videnskabelige opmåling af Danmark. Ja, han udrettede faktisk meget, men var en beskeden mand.

Husk nu, hvis du fortsætter studierne af arabisk videnskab, at denne forskning stod på skuldrene af indiske mystikere, babylonske og ægyptiske astrologer, samt ikke mindst jødiske profeter og græske filosoffer, der forlængst havde forsøgt at gøre de jordiske hærførere begribeligt, at hovmod står for fald, og at livet på denne planet styres af kosmiske kræfter.

Dette fritager ikke mennesket for ansvar. Når vi indvirker på verdens gang, bør det foregå ansvarligt. Er vi mon blevet mere ansvarlige i nyere tid? Vi er i hvert fald i stand til at forårsage større ulykker end Oldtidens herskere.

The hill we climb ..

Morten Balling

"If I have seen further it is by standing on the shoulders of giants"

- Isaac Newton (1675)

Og han var ikke den første, som tænkte den tanke :)

Morten Balling

Ninjaed by Tolsgaard ;)

Feynman var ganske rigtigt med til at bygge atombomben. Han var jøde og boede i USA i 30'erne. Feynman var yderst bevidst om, hvad bomben ville forårsage, men han vidste også at det kun var et spørgsmål om tid før nazisterne ville udvikle en. Derfor konkluderede han pragmatisk at det var bedre at amerikanerne fik bomben først. Desuden var han meget ung.

Den aften hvor man sprængte bomben over Hiroshima, holdt man fest på Los Alamos for at fejre den teknologiske succes det havde været. Her sad Feynman med en flaske champagne på køleren af en jeep, da han indså hvor mange mennesker han lige havde været med til at slå ihjel.

Dette, og det at hans livs store kærlighed var død af tuberkulose, mens han havde haft travlt med arbejdet på bomben, førte til at Feynman røg ud i en længere depression. Han beskrev, hvordan han i lang ikke kunne se nogen bygge noget, uden at tænke at det var ligegyldigt, fordi det kun var et spørgsmål om tid før alle andre lande også fik bomben. Hvis man kan tale om "karma", så må man i den grad sige at Feynman fik sin straf for at have været med i Los Alamos.

Feynman var et mangefaceteret menneske. Han fik en Nobel pris i fysik, og var ret god god til at spille bongotrommer. Han var vild med at tegne, og han var vild med kvinder, så han spillede bla. bongo for stripperne i en lokal stripklub, mens han tegnede Croquis tegninger af stripperne, som iøvrigt var ret vilde med ham.

Sören Tolsgaard

@Morten Balling -

Vi har jo alle vore kæpheste, og Richard Feynman var måske fremfor alt til saftige strippere? Hvem ved, mangen 'fyr' er på den galej ,-)

Ordet 'fyr' har i øvrigt en broget og ofte nedsættende etymologi, så det skurer i mine ører, at en højt estimeret mand præsenteres som 'en fyr'.

H. C. Ørsted var en dansk fyr, som opdagede elektromagnetismen, H. C. Andersen var en dansk fyr, som skrev nogle berømte eventyr. Yes Sir?

Et sådant sprogbrug trækker gevaldigt ned. Moderne formidlere kan naturligvis have en anden opfattelse, og vi kan ikke altid være enige.

Sir Isaac Newton var omtrent samtidig med Ole Rømer. Det gyldne daggry lige inden oplysningstiden for alvor slog igennem. Endnu var der kun få, som evnede at skimte udsigten fra Kopernikus', Tychos og Keplers brede skuldre.

Og hvad kan vi skimte i dag? At kalde ideen om at befolke Mars et 'fantasiprojekt' kan måske være ligeså indskrænket, som Middelalderens katolske dogmatik. For vi skal jo ikke sammenligne et rumskibs hastighed med en firetaktmotors, vel?

Rumskibe bevæger sig med 100 gange højere hastighed, det tager kun et mindre antal måneder at nå til Mars. Og pionerer har allerede udholdt måneders afsavn på skrøbelige skuder på endeløse oceaner, vindblæste telte i frosne ødemarker, hvor breve var årtier undervejs. Og de vil naturligvis også begive sig til Mars, som nu er i fokus. Engang vil det måske blive asteroider, der viser sig mest interessante.

Jeg synes ganske vist også, at vor tids rumprojekter er ude af proportion ift. behovet for at opnå bedre balance på Jorden. Men magtfulde mennesker vil investere massivt og teknologien vil befordre deres planer.

I øvrigt fornemmer jeg, at du anser alt, der rækker udover 'naturvidenskab' i moderne forstand, for pseudovidenskab eller overtro. Og her tror jeg, du tager fejl. Fremtiden vil også bringe gennembrud i erkendelsen af selve livsprocessen. Hverken Newton eller Jung var næppe helt på vildspor, når de opretholdt et åndeligt perspektiv.

En moderne indisk guru har udtrykt det således, at mennesket, som resultat at æoners evolution, er tilpasset Jordens økosfære til perfektion. Og perfektion betyder i yogisk forstand både legemlig og åndelig perfektion. Problemet er, at vi ikke gør os umage ud fra dette privilegium, men er i færd med at underminere det.

Det er foreløbig langt vigtigere end at rejse til Mars, at vi realiserer vores potentiale i dette legeme på denne planet. Alle andre legemer i Solsystemet er bodykillers for os, men på Jorden kan vi leve og trives optimalt. Hvis vi vil.

The hill we climb ..

Morten Balling

@Sören Tolsgaard

Jeg er ret overbevist om at Feynman ikke ville have haft noget imod at blive omtalt som en "fyr". En af de ting jeg personligt sætter pris på hos Feynman er hans sprog. Et eksempel kan man se i videoen her:

youtu.be/OL6-x0modwY

Alkymi er pseudovidenskab. Det samme gælder for homøopati, astrologi, numerologi og EHS for at nævne et par af de oplagte. Hvorfor de er det, har Feynman lige svaret på i videoen ovenfor, men det er ikke hele historien.

Videnskabsfilosofen Karl Popper, ham som introducerede begrebet falsificerbarhed, havde en elev som hed Feyerabend. Ham kender folk ligeså "godt" som de kender Geber. Feyerabend er en af mine personlige favoritter. Han sagde at den videnskabelige metode at den var for rigid, og at det kunne føre til at vi overså viden. I stedet foreslog han en ny metode han kaldte "Anything goes".

Det skal forstås relativt bogstaveligt. Hvis nogen kan skaffe viden ved at kigge i tarot kort eller kaste sten, og det er viden (justified true belief), så er der intet til hinder for at kalde det videnskab.

Feynman er citeret for at sige at han efterhånden var blevet klog nok til at vide at han var uvidende. Feynman brugte selv ordet dumb. Der er stadig meget vi ikke ved, og derfor er videnskab spændende.

Sören Tolsgaard

@Morten Balling -

Godt at høre, at Feynman ikke kategorisk afviste okkulte budskaber. Men han var nok afskåret fra åndelige visioner, åbenbart, ligesom mange andre 'fyre', neddykket i en uforløst sexualdrift.

Og husk nu, at den Geber, du har omtalt så rosende, var både kemiker, alkymist, astronom og astrolog, for stof og ånd var tæt sammenvævede hos Oldtidens og Middelalderens lærde.

Det er de ikke længere, og rendyrket naturvidenskab arbejder stadig mere på tværs af det essentielt menneskelige. Som levende væsener er vi afhængige af Jordens, Månens, Solens og andre kosmiske rytmer, som vi er ved at afmontere os fra, og det kan få uanede konsekvenser.

Dansk Wikipedias opslag på 'alkymi' er i øvrigt et eksempel på, hvor diletantisk og dogmatisk emnet kan behandles. Det engelske opslag er noget bedre, jeg noterer mig specielt den bemærkning, at alle tegn bør decifreres kyndigt. Ellers er det ikke muligt at afkode den esoteriske mening.

Der er meget større budskaber i Oldtidens mytologier, begreber og tegn, end en overfladisk betragtning bilder sig ind. Og selv moderne mennesker er nødt til at forholde sig til de store eksistentielle spørgsmål.

Selvom mange synes solgt til striptease ..

Morten Balling

@Sören Tolsgaard

Det var Feyerabend, ikke Feynman, som mente at "anything goes":

https://en.wikipedia.org/wiki/Paul_Feyerabend

Feyerabend åbnede op for at andre metoder end den gængse videnskabelige metode kunne bruges til at skaffe os viden, men man misfostår Feyerabend hvis man tror han mente det alvorligt når han sagde at Universiteterne burde have Voodoo som et fag. Feyerabend var filosof, og i filosofien har man nogle ret strikse regler for hvad viden er, selvom epistemologi og JTB absolut har nogle huller såsom dem Gettier pegede på, så ville selv Feyerabend have opponeret med alle former for hokus pokus som f.eks. ikke kunne bruges til at forudsige fremtidige begivenheder nøjagtigt. Hvis horoskoper ramte plet hver gang, så ok, men det gør de ikke, fordi det er ren overtro.

Drop den danske udgave af Wikipedia. Den er simpelthen ikke god nok. Brug den engelske.

Jeg tror iøvrigt ikke at Feynmans sexdrift var specielt uforløst. Det skal du vist studere lidt nærmere for at forstå.

Og nu til det "okkulte"? Tror du på alkymi? Tror du på at man kan lave bly om til guld? Det er der ikke noget hokus pokus i, og det kan man godt, men det kræver en partikel accelerator. I dag ved vi også at alting ikke er lavet af de fire elementer men af elementarpartikler. Da jeg var barn havde man først lige opdaget kvarker, så dengang var dogmet at protonet var en elementarpartikel. Det ved vi nu den ikke er, men det ændrer stort set ikke på alt det andet jeg lærte om protoner. Videnskaben udvikler sig, men ikke i retning mod det okkulte ;)

Jeg er helt med på det med at forholde sig til de store spørgsmål. Når naturvidenskaben i en periode har været allergisk overfor metafysikken, så er det på en måde hykleri. Alle videnskabsfolk jeg har kendt stiller sig selv mange af de spørgsmål metafysikken beskæftiger sig med. Hvem er vi? Hvorfor er vi her? Hvad sker der når vi dør? Hvor kom Universet fra? osv.

Videnskaben kan godt blive lidt selvfed, og dermed lidt hånlig overfor mere åndelige idéer, og til dels med rette. Bruno, du ved, og mange andre eksempler gennem tiden, hvor religion har været decideret livsfarlig for videnskab. Bla. religionens modstand mod Darwin. Mange steder på planeten her findes der mennesker som er villige til at dræbe videnskabsfolk, fordi videnskaben ikke altid flugter specielt godt med deres urgamle dogmer og overtro.

Den kære Feynman er iøvrigt også kendt for et andet citat: “I would rather have questions that can't be answered than answers that can't be questioned.”

Sören Tolsgaard

@Morten Balling -

Feyerabend og Feynman, okay. Og sikkert en ret udbredt kultur i USA at 'fejre' fyraften på en stripbar, ikke mindst blandt de 'fyre', som skal ud og 'flashe' deres fyrighed. Jeg fristes til at minde om, at en 'fyr' (også) er en kastreret hankat. Man kan gøre sig nogle tanker om, hvorfor 'fyre' går på stripbar, og kulturen er formentlig i forandring grundet MeToo ;-)

Fysik er en videnskab, som nærmer sig eksakthed. Det gælder langtfra alle andre videnskaber, hvor man hverken kan forlange eller forvente noget sådant. Ofte må man sjusse sig frem i ukendt terræn, så lad os lige spise brød til. Columbus tog en chance og fandt et kontinent. Og jo, man kan faktisk lave guld af andre stoffer, og verden består af fire elementer eller grundtilstande, måske fem, men det er en forudsætning, at begreberne ses i den rette sammenhæng.

Og astrologi er stadig et akademisk fag i Østen. Og i hvert fald har faget en historisk kerne, som videnskaben må forholde sig til. Fixstjernerne har flotte arabiske navne, mens Zodiakken (dyrekredsen) har navne, der er så gamle, at vi knap nok ved, hvor de stammer fra. For Oldtidens flodkulturer var det livsvigtigt at kunne forudsige de årlige oversvømmelser. Deri ligger en del af forklaringen på Oldtidens avancerede stjernetydning i Indien, Mesopotamien og Ægypten.

Vi har kendskab til nogle delvis uforklarlige sammenhænge mellem solpletternes ca. 11-årige rytme og en lang række naturfænomener. Denne rytme ligger ret tæt på Jupiters omløbstid, og de store gasplaneter har i det hele taget så stor tyngdekraft, at det påvirker solsystemets rotation og en række fænomener på Jorden ganske betydeligt. Vi springer Månen over i denne omgang, men forskningen vil givetvis afsløre flere sammenhænge mellem det organiske liv på Jorden og de kosmiske rytmer.

Og de store livsspørgsmål er jo stadig en åben bog ..

Morten Balling

@Sören Tolsgaard

Hvad er det for fænomener på Jorden som Jupiter påvirker betydeligt?

Sören Tolsgaard

@Morten Balling -

1: Solsystemets barycenter (massecentrum) er i kraft af de store planeter i kredsløb om Solen, til dels indenfor, til dels udenfor Solens periferi.

Barycentrets bevægelse er så indviklet, at det er vanskeligt at beskrive. Jupiter påvirker mest, men den samlede effekt af de fire store planeter ændrer konstant barycentrets afstand fra Solens centrum. Denne afstand er større, jo flere af disse planeter, der står i konjunktion med Jupiter, og mindre, jo flere, der står i opposition til Jupiter.

Solens rotation om barycentret gør, at dens bevægelse i rummet slingrer. Det samme forekommer hos andre stjerner, og man har derved kunnet beregne sig frem til, at de har usynlige ledsagere, dvs. planeter eller lyssvage stjerner.

Ligesom Solen påvirkes af de store planeters tyngde, påvirkes naturligvis også Jorden. Denne påvirkning af Jordens bane er endnu mere indviklet, men da Jorden er meget mindre og kommer disse planeter nærmere end Solen, har de større indvirkning på Jordens samlede baneforløb end på Solens.

en.wikipedia.org/wiki/Barycenter

Som du givetvis ved, anvendte man disse gensidige planetpåvirkninger til at forudsige Neptuns eksistens og beregne dens position.

2: Jupiter udsender radiobølger, som påvirker Jorden, til tider endog stærkere end de tilsvarende bølgelængder fra Solen. "Jupiter's radio and particle emissions are strongly modulated by its rotation, which makes the planet somewhat similar to a pulsar" [Hill, 1995. Citat: Wiki).

en.wikipedia.org/wiki/Magnetosphere_of_Jupiter

En passant vil jeg lige nævne det påfaldende i, at Jupiter ligesom solen har fire større og dernæst mange mindre objekter som nærmeste naboer. Måske et mønster, der vil vise sig andre steder i verdensrummet.

Antagelig har tyngdeprocesser mellem Solen og Jupiter medført, at asteroiderne blev dannet. Og potentielle møder med dem optager os vist mere end noget andet fænomen i Solsystemet. Det vil være en slags stjernetydning, hvis man kan forudsige disse til tider alvorlige nedslag, og det er i stadig højere grad muligt.

Trojanske objekter er en anden kategori i Solsystemet, der bekræfter et af astrologiens grundlæggende aksiomer: Sextilens (60°) harmoniserende indflydelse. Den forefindes også i benzenringen, bicellen og mange andre steder i naturen, men nu er vi vist på vej over i den mere numerologiske afdeling ;-)

Jupiter har tusindvis af trojanere. I 2010 har opdagede man Jordens første trojan, som foreløbig blot betegnes 2010TK7. Endnu er det kun fantasi, men trojanere kan få stor betydning som stabile rumstationer.

en.wikipedia.org/wiki/Trojan_(celestial_body)

Morten Balling

@Sören Tolsgaard

I sidste uge tror jeg at jeg nævnte at man kan opfatte det Observerbare Univers som værende en fiktiv kugle med observatøren (værende en selv) som centrum. Hvis man forestillede sig at man træder et skridt i en given retning, så flytter man hele denne enorme kugle.

Lidt på samme måde kan du "flytte" Månen. Enhver bevægelse du foretager dig vil ændre barycentret mellem Månen og Jorden du befinder dig på, men ændringen er "ubetydeligt" lille, og derfor mest en kuriositet.

Jeg vidste godt at Jupiter og de andre gasplaneter påvirker solsystemets barycenter, og dermed også påvirker Solens position i Universet, men jeg vidste faktisk ikke at effekten var så meget at det kunne flytte barycentret udenfor selve Solen. Imponerende.

Hvis du ikke allerede har læst den, kan jeg klart anbefale bogen "The Three Body Problem" skrevet af Liu Cixin. Ingen spoilers, men som man kan fornemme ud fra titlen er barycentre en central del af plottet.

Jeg er som du måske kan fornemme hyper skeptisk overfor astrologi, men jeg tvivler ikke på at alting i dette Univers er forbundet via fysikken i systemet. Ligesom du kan påvirke Månen i sin bane (meget lidt) ved at bevæge dig, så vil du også påvirke alt andet (meget lidt). Nogle påvirkninger er større end andre og nogle er så små at de kan kaldes uden betydning, men når man kalder noget ubetydeligt så sætter man uvægerligt en arbitrær grænse.

For mange år siden havde jeg en ide til en film jeg ville lave. Historien var at atronomer havde opdaget en asteroide på kollisionskurs med Jorden og den var stor. Derfor kunne vi ikke ændre dens bane nok til at undgå kollisionen. I stedet valgte man at flytte Jorden. Det forestillede jeg mig (naivt) at man kunne gøre ved at flytte hele menneskeheden om på den ene side af planeten, alle medbringende noget de kunne kravle op på. Derpå koordinerede man at samtlige mennesker hoppede ned fra det de stod på samtidig og det ville, efter mange hop, påvirke Jordens bane om Solen svagt. Da jeg begyndte at regne på fysikken blev det klart at det ikke kunne lade sig gøre i praksis, bla. fordi man bare flyttede barycentret mellem planeten og menneskene frem og tilbage :)

Sören Tolsgaard

@Morten Balling -

Godt, du fik din ide til en fiction-film researchet, for der kan nemt gå for meget disneyland i den slags. Fiction-forfattere har ofte været langt ude på overdrevet, ligeledes astrologer, det er vi ikke uenige om.

Men der er en kerne i astrologien, som man ikke skal skylle ud med overtroens badevand. Oldtidens lærde, såvel som den jævne mand, havde ikke et rolex på armen, eller en kalender med stripperpiger på væggen.

Man dannede og forfinede tidsregningen ud fra himmellegemernes bevægelser. Solens vandring igennem zodiakken tegnede fixpunkterne for årets gang, og de ældgamle templer er indrettet til sådanne målinger. Og i nogle regioner, særlig i troperne, hvor årstiderne varierer mindre, er månens rytmer af forholdsvis større betydning, og her anvendte man ofte en månebaseret tidsregning.

Månens eventuelle indflydelse på menneskets og andre animalske organismers frugtbarhed er stadig et uafklaret emne. Omløbets lighed med kvindernes cyklus er påfaldende, og særlig hos naturfolk følger forløbet Månens faser. Ifølge esoteriske kilder lå menneskets oprindelige parringstid omkring forårsjævndøgn. De fleste dyr har en ret fast, årlig parringstid. Nogle har flere generationer årligt, andre parrer sig hvert andet år eller sjældnere, men én årlig parringstid ses ofte. Og antagelig gjaldt det også vore forfædre, hvis vi går langt nok tilbage i tiden.

Hvad det har medført, at vi nu parres og fødes hele året rundt, tør jeg ikke gøre mig klog på. Men det kunne muligvis tænkes at påvirke menneskets udvikling, hvilken årstid, det er født på. Det kan ikke afvises kategorisk ;-)

Morten Balling

@Sören Tolsgaard

En af de virkeligt folkekære astro-kosmologer, Carl Sagan, sagde engang at: "Extraordinary claims require extraordinary evidence". Hvis man vil bevise at Månen påvirker f.eks. kvinders menstruationscyklus, så skal man kunne bevise det med nogle rimeligt solide forsøg.

Årsag og sammenhæng er ikke det samme. Der er f.eks. en sammenhæng mellem antallet af solgte is og hajangreb, men årsagen til at flest mennesker angribes af hajer på det tidspunkt af året, hvor de spiser is, er ikke at hajer synes at badende smager bedre nå de har spist is.

Sören Tolsgaard

@Morten Balling -

Okay, hvis du insinuerer, at Månens mulige indflydelse på dyrs og menneskers organiske liv kan betegnes som et "extraordinary claim" på linje med isspisende menneskers forøgede risiko for hajangreb, så læs evt. her;

ing.dk/artikel/maanens-cyklus-paavirker-menneskers-soevn-243300
www.dailymail.co.uk/health/article-2807180/Women-fertile-new-moon-likely...

Mange forhold lader sig ikke bevise i eksakt, naturvidenskabelig forstand, men kan være fuldt anvendelige teorier/modeller indenfor humanvidenskab . Om hønen kom før ægget kan være et godt spørgsmål, for udover at følge oprindelige instinkter, skaber vi en kulturel og næppe helt tilfældig virkelighed.

Det er interessant, at en præst nu tør udsige, at der faktisk er en sammenhæng mellem et fænomen på himmelen og Jesu fødsel. Det står jo i Bibelen og burde således ikke være kontroversielt. Jupiter og Saturn stod dengang ligesom nu i en særlig konjunktion, og astrologer var givetvis meget opmærksomme. Men mange fortrænger historien for ikke at udfordre den moderne videnskab og blive kaldt overtroiske. Man kan naturligvis spørge: Blev en lille pode gjort hellig, fordi han svarede til profetien, eller var han faktisk noget særligt?

jyllands-posten.dk/debat/blogs/henrikhoejlund/ECE12653037/jupitersaturnkonjunktionen-signalerer-julens-virkelighed/

I Tibet har de lærde i århundreder, når Dalai Lama døde, søgt og fundet hans nye inkarnation: Faktum eller selvopfyldende fantasi?

Mht. Oldtidens lærde, var de i hvert fald ikke blot overtroiske, som det bl.a. fremgår her:

videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/store-opdagelser-jordens-form-og-storrelse

Måske er det i virkeligheden vor tid, som mere end nogen sinde undervurderer andre og overvurderer sig selv.

Morten Balling

@Sören Tolsgaard

Personligt tror jeg på at virkeligheden er deterministisk, lige så snart man kommer op i de størrelsesordener, hvor kvantemekanikken ikke længere dominerer. Ift. kvantemekanikken er jeg i tvivl om jeg finder det bevist at den er tilfældig. Under alle omstændigheder levner selv et tilfældigt fundament ikke meget plads til f.eks. fri vilje.

Derfor er jeg også ret stålsat på årsager og sammenhænge. Jeg er absolut ikke dualist, og jeg tror ikke på en deitet. Sociale konstruktioner er dermed, i min virkelighed også deterministisk styret af virkeligheden, ligesom økonomi eller psykologi er det.

Kan jeg bevise at en eller flere guder ikke eksisterer? Nej. Men i og med at Universet godt kan forklares uden en deitet, så er påstanden om eksistensen af en sådan dermed også ekstraordinær og dermed kræver den ekstraordinære beviser. Dem har man ledt efter i årtusinder, men man har stadig ikke fundet ét bevis.

Daily Mail er ikke noget sandhedsvidne, men jeg læser selv ofte deres videnskabssektion (indtil jeg bliver distraheret af en af damerne i bikini i den højre spalte ;). Pointen med historier man læser på DM er at de godt kan være sande, men også at de kan være 100% varm luft. Derfor anbefaler jeg at man som altid finder den originale kilde til den forskning de fortæller om. Kun derved kan man danne sig et overblik over de forsøg som er lavet, og deres pålidelighed.

I tilfældet med Månen, så er der ikke umiddelbart noget at sætte fingeren på, ud over at deres datamateriale ikke er enormt. Dog beskriver de ikke årsag, kun sammenhæng, og som eksemplet med is og hajer viser, så kan man meget hurtigt konkludere forkert, hvis man ikke kan redegøre detaljeret for mekanismen bag et observeret fænomen.

Noget tilsvarende kan man sige om holistisk videnskab. Jeg benytter selv holistiske metoder, og mit billede af virkeligheden er absolut (også) holistisk, næsten lige så meget som det er reduktionistisk. Her er der én ting som er væsentligt. En hvilken som helst "teori" som strider mod den reduktionistiske naturvidenskabelige model af virkeligheden er med overvældende sandsynlighed forkert. Uden holistisk videnskab havde man ikke kunnet lave neurale netværker, og den holistiske metode kan, ligesom Feynman diagrammer være en måde, hvorpå man kan beskrive sammenhænge i noget som ellers er for komplekst til en reduktionistisk analyse. Man skal bare holde tungen lige i munden, når man konkluderer.

Hvordan forestiller du dig f.eks. at Månen påvirker kvinders menstruationscyklus uden at inkludere en eller anden form for hokus pokus? Jeg siger ikke at det ikke nødvendigvis kan være tilfældet. Der er meget vi ikke ved, men jeg kan absolut ikke se nogen anden sammenhæng end at kvinderne ser på Månen, og at deres menstruationscyklus derved ubevidst kan sync'es op til Månefaserne, fordi evolutionen har "fundet ud af" at det kan være mere fordelagtigt for afkommets overlevelsmuligheder at det fødes en mørk nat. Det er en spinkel hypotese.

Som anekdotisk fodnote kan jeg her fortælle, at det da jeg startede med at glo på stjerner, opdagede jeg både hvor sjældent jeg før det havde lagt nakken tilbage og set på himlen, samt hvor ufattelig lidt alle andre mennesker gjorde det. Jeg bor i en by, så måske forholder det sig anderledes ude på landet, og specielt hvis man lever uden elektricitet og kunstigt lys.

Morten Balling

I tilfældet med Månen -> I tilfældet med Månen på ING

Sören Tolsgaard

@Morten Balling -

"Det er en spinkel hypotese."

Jo, ifølge din beskrivelse. Som blot slet ikke tager højde for, hvor omfattende virkninger Månen faktisk har her på Jorden.

Hele natten er oplyst omkring fuldmåne. Og bælgragende mørk omkring nymåne. Det påvirker mange livsformer på forskellige måder. Mange fænomener er i sync omkring disse tidspunkter.

Månelyset er for alvor udfordret i moderne tid. Alligevel ser det altså ud til, at vore søvnvaner fortsat er i en form for sync. Kvinders cyklus er ofte i sync og stærkere, jo tættere flere kvinder lever sammen.

Ur- og Oldtidens frugtbarhedsritualer var ofte centreret omkring Månen. Man kan vanskeligt påvise, hvorvidt oprindelsen var instinktiv eller kulturel. Antagelig havde riterne en instinktiv basis, som blev videreudviklet kulturelt.

Som tidligere nævnt havde Homo sapiens muligvis, ligesom mange andre pattedyr, en årlig parringstid. Også her kan sync være en fordel. Vidt udbredte ritualer ved forårsfuldmåne er muligvis reminiscenser heraf.

Husk endvidere på, at kvinder indtil moderne tid meget hyppigt var svangre eller ammende. Vi har vendt op og ned på meget indenfor de sidste årtier. Og meget er lige så hurtigt gået i glemmebogen.

Paul Anthony Wallis giver os en 'reminder' her:
www.youtube.com/watch?v=hbfeE7OC_uU

Sören Tolsgaard

In 11/2's episode of Anton Petrov on YouTube, science finds out knowledge esoterics knew for thousands of years:

Surprise Discovery That Moon Cycle And Sleep Are Connected
https://www.youtube.com/watch?v=ujyYnU_Bbx4

Søren og Morten:
Jeg kan ikke helt følge med er slet ikke videnskabsnørd, men er mere til sinde tog dets veje/vildveje og livet her og nu med tomhed og karma.
Men tusind tak for jeres viden og flotte dialog.