Essay
Læsetid: 12 min.

USA’s udenrigspolitiske elite kommer snart tilbage fra bænken, men kan den komme ud af blindgyden?

Washingtons udenrigspolitiske ’wise guys’ står klar med nye bøger om, hvordan Bidens USA kan genoplive det globale lederskab, men undgå overmodets faldgruber. Kan fortidens blinde punkter overkommes, eller er fortalerne for den liberale orden evigt fanget i deres eget lille akvarium?
Donald Trumps tid i Det Hvide Hus er snart forbi. Dermed er det slut med twitterdiplomati – og udenrigspolitik skal igen være de lærdes kamp om strategier og koncepter.  Hvordan skal USA komme videre fra blindsporet – ikke blot Trumps, men de årtier med fejlslagen krig og demokratieksport, der var med til at muliggøre Trumps platform?

Donald Trumps tid i Det Hvide Hus er snart forbi. Dermed er det slut med twitterdiplomati – og udenrigspolitik skal igen være de lærdes kamp om strategier og koncepter. Hvordan skal USA komme videre fra blindsporet – ikke blot Trumps, men de årtier med fejlslagen krig og demokratieksport, der var med til at muliggøre Trumps platform?

Massoud Hossaini

Moderne Tider
16. januar 2021

Alt imens billedet af Trumps partisaner i storm på Kongressen kloden over afspilles på repeat – pelshuer, tyrehorn, Odin-tatoveringer und alles – gør en anden og betydeligt mindre farverig garde sig klar til igen at trække i arbejdstøjet: Washingtons udenrigspolitiske elite.

I fire år har de kloge mænd, og indimellem også kvinder, der i fast pendulfart mellem Ivy League-professorater og Washingtons mange tænketanke plejede at give Pentagon, udenrigsministeriet og Det Hvide Hus gode råd om USA’s rolle i verden, været sat på bænken.

Herfra har de vantro set til, mens nye globale magter har fået fat, og store globale problemer er blevet større: klima, migration, ulighed, pandemi, big tech. Og skiftevis grinet og grædt, mens folk som John Bolton og Mike Pompeo har brændt deres mest grundlæggende trossætninger ned: at USA er skabt til at gå forrest; at frihandel øger fred; at sikkerhed og diplomati kræver forudsigelighed; at man skal tale pænt til sine venner.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jan Weber Fritsbøger

næ de har da ikke siddet på bænken, militariseringen af USA har da kørt for fuld damp, det samme har propagandaen som skal gøde jorden for de næste krige,
Trump nåede ikke sine mål som klart indbefattede militære tiltag, måske derfor han absolut ville have 4 år til så hans forberedelser ikke bare løber ud i sandet, jeg tør knap nok tænke på hvad han mente med "the best i yet to come" men jeg ved det ikke var noget godt !

Mogens Holme, Per Selmer og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

"Men for Kennans, Niebuhrs og Arendts generation var det første spørgsmål i det, som vor tids teknokrater kalder grand strategy, et helt andet. Det handlede om det, Max Weber kaldte stor politik – om den forhandling, et politisk fællesskab til stadighed må have med sig selv om sit fundament, udsyn og formål.

Deres tid var en anden, mindre utilpas ved at gøre den politiske samtale eksistentiel. Men kan den samtale helt og aldeles undgås? I dagene op til sit exit fra Det Hvide Hus skulle Obama – chokeret over Clintons nederlag til Trump – have spurgt sine venner: »Hvad hvis vi tog fejl? Hvad hvis mennesker bare ønsker at falde tilbage i tribalisme?«"

Måske ville det have været mere kvalificerende for Obama at konstatere at hans egen administrations betydelige, neoliberale turnering af amerikansk lederskab, exceptionalisme og globalisering kaster betydelige demokratiske omkostninger af sig; herunder at store vælgergrupper føler sig negligerede, ignorerede og kasserede - hvilket udsætter den neoliberale konsensus i systemet for bl.a. et irrationelt, folkeligt modpres - som meget let kan gribes og radikaliseres yderligere af f.eks. en populær og vulgær, dårligt begavet tv-stjerne med en guldske i munden samt rige venner, som gerne vil prøve at være præsident for sig selv.

At forstå de seneste års udvikling i amerikansk politik og vælgervandringer som forårsaget af et regressivt, eksistentielt ønske hos de mennesker, som lod sig forføre af tv-stjernens demagogi, er nok en lidt for kontekstløs lommepsykologi.

"Både de tidlige religiøse nybyggere, forfatningens forfattere og republikkens første mange præsidenter og udenrigsministre skrev sig på forskellig vis ind i samme fortælling: Det unge Amerika skulle være en republik og ikke et imperium. Man skulle undgå en stærk centralmagt og stående hære. Holde sig fri af de europæiske monarkier og fyrsterigers evige og korrumperende nabokrige. Forblive ren. Ikke for at svigte eller vende den gamle verden ryggen, men for gennem eksemplets magt at hjælpe den. Som et lys i mørket – fri til at skinne for alle fra sin By På Bakken."

MEN; hovedparten af de slaveejere, fabrikanter, handelsmænd, bankierer og forretningsfolk etc. som medvirkede til at skrive den amerikanske forfatning var altså rørende enige om at en reelt folkeligt demokrati var en uhensigtsmæssig samfundsform; pøbelen kunne ikke gives ansvar for samfundsudviklingen - denne burde blive hos de besiddende. Med til historien om det skinnende lys fra huset på bakken hørte og hører (desværre) en forestilling om at den tilbagevendende forhandling/samtale, et politisk fællesskab til stadighed må have med sig selv om sit fundament, udsyn og formål, kun inkluderer særligt udvalgte medlemmer af fællesskabet.

Mikael Velschow-Rasmussen, Birthe Drews, Jan Jensen, Mogens Holme, Torben K L Jensen, jon jacobsen, Palle Jensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Carlyle/det militære kompleks's grådighed har styret den amerikanske "elefant" i verdens glasbutikker, under dække af ønsket om demokrati (for enden af en rygende pistol)og menneskerettigheder (samtidig med de træder deres egne afro-amerikanere under fode), alene for at udsuge omverdenen/gevinstmaksimere $, til de få! Amerikanernes troværdighed har trange kår, mange år fremover, endnu. USA medvirkede til sejren i 45, men har tabt samtlige efterfølgende interventioner. Det vil fortsætte i fremtiden. Håber EU forstår det og at NATO kan gennemskue "elefantens" motiver og begrænsninger!

Mogens Holme, Torben K L Jensen og jon jacobsen anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

“Man skal altid vide hvor man kan finde Danmark: Skulder ved skulder med USA”. Der er en vis befriende selvindsigt: ”Frihed og demokrati” er for en dansk, at beslutte om senior pension, minke og normering i vuggestuer – i øvrigt? USA bestemmer.
”Pompeos” verdenssyn blev følgerigtigt doceret i Danske medier, Information inklusive.: ingen tvivl hvem der er de onde – ”dem der truer vores livsform og frihed”. De skal med vold og sult tvinges til at blive befriet fra dem selv. Derfor skyder danske jenser [når de nu bliver corona-frie] jihadister i Afrika, Afghaner, og folk i Mellemøsten. Vi finder nok en grimasse der kan passe – ev. modificeres sprogbruget, fortællingens dramaturgi får en diskret ændret vinkling.
Det nok så interessante er udviklingen i Tyskland: bag [med Frankrig] EU’s investerings rammeaftale med Kina ”ingen amerikansk præsident ville kunne skrive under på den – CNN”. Gasledning til Rusland – og en Merkel afløser ”som heller tager telefonen og får en snak med Putin, end går i konfrontation – tysk kommentator i BBC”. Danmark følger USA/Grønland og er i øvrigt ligegyldige. Resten af Europa på vej mod en egen stilling i verden?

Gustav Alexander

Jan Weber,

Der er mange gode grunde til at foragte Trump, men man kan simpelthen ikke nægte at han er den mindst interventionistiske præsident, som USA har haft siden før Kennedy. Det er måske et upopulært faktum i en tid, hvor folk ønsker sort/hvide fjendebilleder og alt fjenden gør derfor er nød til at være forkert, da det ellers anfægter det simple verdensbillede.

Ingen tvivl om at fraværet af interventionisme under Trump intet havde med positive idealer for verdenssystemet at gøre, men du ender med at blande indenrigspolitisk militarisering sammen med udenrigspolitisk interventionisme; det kan man ikke.

Der er også det perspektiv at folk *ved* at man skal frygte Trump. Mange centrister har desværre et helt andet syn på det liberale systems ærværdige mænd og kvinder, der ser flinke ud og taler pænt, mens de bomber og myrder på livet løs. Her kan i flæng - og blandt mange andre - nævnes Obama, Clinton og Kennedy.

Man kan frygte at folks politiske sensibiliteter ikke strækker sig ud over twitteropslag eller populære soundbites, også snart man får en ny præsident, der kan tækkes vores høflige sensibiliteter ifht til diskurs og attitude, så vil man ånde lettet op, selvom volden og krigsforbrydelserne atter intensiveres.

Hans Aagaard, Mads Kjærgård, Birthe Drews, Per Torbensen, Jens Kofoed, Hanne Utoft og Jens Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg tror jeg skal have hjælp til at forstå den afsluttende sætning:
"For hvilken mening kan det pluralistiske, liberale projekt tilbyde – og hvordan kan det undgå at ende som en maskine, der på sin egen paradoksale måde gør alt til det samme?"

Det pluralistiske projekt - Orbans?, Erdogans?, Putins?, Xi Pings?, Modis? - er jo ikke liberalt. Og det er heller ikke pluralistisk internt, men ensrettende med fængsler fulde af dissidenter. Det er pseudopluralistisk i en globaliseret verden som et forsvar for national ensretning. Ideen er det som kineserne har omtalt som "Asian Values", dvs. principielt "[Local/National] Values" frem for universelle værdier og rettigheder. Indsæt selv: "Arabian Values", "Muslim Values" (OIC udgav i 1990 et sæt islamiske menneskerettigheder, Cairo Declaration of Human Rights), "Indian Values" (spørg Modi hvis parti har gjort "Hinduhed" (hindutva) til statsideologi) - osv.
Eller hvad mener forfatteren med "det pluralistiske projekt"?

Nåhh - så faldt tiøren vist. Det er USA's projekt der fremover kan være pluralistisk og liberalt ved at afstå fra sin globalt ensrettende, hegemoniske ambition og i stedet lade Kina, Rusland, Tyrkiet og Indien passe deres egne, lokale "Values". Men hvordan skal sådan en blande-sig-udenom-verdensorden fungere i en verden med international afhængighed?

kjeld hougaard

@ Mikeal Aktor: Det er umuligt for USA?
ASEAN fungerer udmærket – og vi kan hvis vi vil: Danmark har siden 1/1 haft frihandelsaftale med Vietnam – et kommunistisk diktatur. De kidnappede en ”korrupt afviger” i Tyskland og gav ham livstids fængsel. Og Information skreg ikke op i protest!

Ok. Vi ved at Obama valgte den joviale Biden som den præsidentkandidat som demokraterne skulle satse på. Og dermed ikke de mere neoliberale globale typer som Pete, Warren eller Harris.

Så ved vi også, at at Obama venner svarede, ja, mennesker vil tribalisme, hvis alternativet er at blive kørt over af globalisme og neoliberalisme.

Bent Christensen

Denne udenrigspolitiske elite hvor mange år har dens medlemmer levet i en kuvøse?