Som alle i dag til lede ved, er en pandemi en epidemisk sygdom, der breder sig over verdensdele.
COVID-19 er et globalt onde, fordi smittefaren omfatter alle i verden. Svaret på ondet er til gengæld ikke globalt: Nogle har lettere adgang til vaccinebeskyttelse end andre. Uligheden i adgang er så grel, at WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus mandag advarede mod den fremherskende vaccinenationalisme:
»Jeg er nødt til at sige det ligeud: Verden vakler på randen af et katastrofalt moralsk nederlag, og prisen for vores svigt vil blive betalt med tab af liv og levebrød i verdens fattigste lande.«
Ghereyesus sigter til, at mens 39 millioner vaccinedoser er fordelt imellem 40 højindkomstlande, er et land som det ludfattige Guinea blevet spist af med sølle 25 doser.
Vil det ikke være politisk et selvmord, at foreslå at vi “deler” vaccine med 3 lande.
Som ofte ligger i indbyrdes krig med sig selv.
Ofte styret af en kleptoman med en bugnede konto i schweitz bank.
Mislykket lande der ikke har evnen til at brødføde sig selv, men altid har råd til en AK47 og andet isenkram til at slå andre ihjel.
Artiklen sætter også skiltet “ jeg tager vaccinen” i er andet lys
Dette “ samfundssind” er måske ikke international solidaritet
Selve diskussionen om vaccinationer og deres udrulning har udelukkende handlet om at få så mange som muligt til at lade sig vaccinere, fuldstændig uafhængig af forskellige rationelle overvejelser og drøftelser om blandt andet de dilemmaer artiklen påpeger