Læsetid: 9 min.

Verden kan ikke sættes på formler, den er alt for vild. Det er matematikken også

I årtusinder har vi brugt matematikken til at forsøge at forstå og forklare verden. Og den har vist sig ekstremt effektiv til det. Til tider så effektiv, at man har troet, at verden var matematisk i sin inderste kerne. Men det er også en tillokkende idé, for matematikken virker – nogle gange så godt, at man kan opdage en ny planet uden at se op fra sine ligninger
I årtusinder har vi brugt matematikken til at forsøge at forstå og forklare verden. Og den har vist sig ekstremt effektiv til det. Til tider så effektiv, at man har troet, at verden var matematisk i sin inderste kerne. Men det er også en tillokkende idé, for matematikken virker – nogle gange så godt, at man kan opdage en ny planet uden at se op fra sine ligninger

Jesse Jacob

9. januar 2021

Det her vil for nogle komme som en lettelse: H.C. Ørsted var ikke vild med matematik. Han havde aldrig lært det, og han overbeviste sig selv om, at man kunne klare sig uden. H.C. Ørsted! Elektromagnetismens opdager. En af dansk videnskabs stolte sønner, hvis jubilæum er blevet fejret fire gange, og som der er blevet skrevet sange om med linjer som »Med stolthed vil vi mindes hans kongelige ånd / hans ydmyg stærke tanke, hans lykkelige hånd«.

I stedet stod han i sit laboratorium i 1820 ved siden af et batteri, der fyldte et helt bord, og tegnede tegninger og beskrev, hvad han oplevede, i prosa.

Det, han oplevede, var vigtigt: Når han førte en ledning med strøm over en kompasnål, slog nålen ud. Faktisk var det ikke bare vigtigt, det var kontroversielt: Verdens ledende fysikere var af den klare overbevisning, at magnetisme og strøm var to forskellige kræfter uden forbindelse. Men Ørsted selv havde i årevis talt for en anden forståelse. Han var naturfilosof, og for naturfilosoffer skulle naturen forstås som en enhed – alle de kræfter, der var i den, var udtryk for én og samme urkraft.

Det var en filosofisk påstand. Ønsketænkning. Men på bordet foran ham førte han igen og igen ledningen over kompasnålen og så magneten slå ud.

Det var en triumf!

I hast skrev han sine observationer ned i en pamflet og sendte dem ud i Europa. Fire kvartsider lang og uden en eneste ligning.

Det var ikke sådan, at Ørsted ikke kunne regne. Når hans videnskabelige arbejde krævede det, bevægede han sig ud i matematikken, men det var meget primitiv matematik. Sådan noget, man i dag lærer i folkeskolen.

Og det var en ulempe. For uden matematikken kunne han ikke forstå sin opdagelse i andet end et filosofisk perspektiv.

»Lad os forestille os,« siger videnskabshistoriker Helge Kragh, »at han var blevet uddannet i matematik og fysik – han var ikke uddannet i noget som helst af det – så ville han utvivlsomt have formuleret de love, som gælder for elektromagnetisme, og som vi i dag kender som Amperes love.«

Faktisk var det først, da en skotte ved navn James Clerk Maxwell kom og oversatte Ørsteds opdagelser til matematik, og inkluderede den engelske videnskabsmand Michael Faradaysopdagelser af, at virkningen også gælder den anden vej – altså at man ved at bevæge en magnet hurtigt hen over en ledning kan skabe elektrisk strøm – at det for alvor tog fart med forståelsen af, hvad elektromagnetisme er. At lys er elektromagnetiske svingninger. At man kan bruge elektromagnetismen til at skabe telegrafer, vindmøller, wi-fi, højttalere, mikrobølger, brødristere.

Der var guld gemt i de ligninger. Opdagelserne skulle bare oversættes til matematikkens sprog.

I dag er det svært at forestille sig en naturvidenskab, der ikke ’taler matematik’. Meget af naturvidenskaben er gennemmatematiseret. For selv om matematik som sådan ikke anses for at være en naturvidenskabelig videnskab, så bliver matematik brugt som et redskab i de fleste naturvidenskabers bestræbelser på at forstå og forklare verden.

Som pioneren Galileo Galilei har sagt: »Naturens store bog er skrevet i matematikkens sprog, og i dette sprog er bogstaverne trekanter, cirkler og andre geometriske figurer … uden dette sprog ville man vandre i en dunkel labyrint.«

Øl og brød

Men før matematik blev et sprog, var det praktik. Det handlede om øl og om brød og om, hvordan man bedst fordelte det våde og det nærende blandt arbejdere eller indbyggere i en by. Og om indkrævning af skatter. Så tal måtte opfindes.

Og talsystemer blev opfundet i massevis. De fleste tidlige kulturer udviklede deres eget. Babylonerne gjorde, og romerne og grækerne, for at nævne nogle få, indtil vi landede på det hinduarabiske, som er en flot måde at sige titalssystemet på.

På et tidspunkt fik man brug for andre tegn end tallene, så man begyndte at bruge bogstaver. Og så at bruge symboler som ∑ og ∫ og ∇. Og så begyndte matematikken for alvor at ligne en invitation til en vidunderlig fest skrevet i et sprog, som man kun forstår, hvis man er en del af klubben.

Men det, man skal huske, når man sidder og føler sig fremmedgjort over for matematikken, siger videnskabsteoretiker fra SDU Jessica Carter, er, at matematikken og dens symboler faktisk er opfundet, så det er så nemt som muligt for os at huske. Og når man skriver det ned, så står det dér på papiret, så man ikke skal have det hele i hovedet, men kan bruge sine tanker på at tænke videre.

»Matematik er frigørende,« siger hun. »Det frigør hjernekapacitet.«

Og symbolerne er rene. De mudrer ikke til som almindeligt sprog. Sådan som ’fint’, der er gået fra at være en udmærkelse til beskrivelsen af en halvlunken, dog ikke forfærdelig sandwich. I forhold til almindeligt sprog står matematikkens symboler og begreber knivskarpt. For de bliver defineret én gang for alle, før man begynder at bruge dem. Hvad er en ret linje? Den er bygget op af punkter. Hvad er et punkt? og så videre.

Den græske matematiker Euklid skrev det ned i sit værk Elementer fra cirka 300 f.v.t., som er blevet kaldt den mest succesfulde lærebog, der nogensinde er skrevet. Ikke fordi den er specielt pædagogisk, men på grund af den metode, han beskrev, som er blevet set som et ideal. Hvordan opnår man sikker viden? Man definerer ting, man angiver forudsætningerne, og så begynder man at bevise. Færdigt arbejde.

I løbet af århundrederne er der bygget flere og flere regler på matematikken, men grundlæggende er metoden den samme: Sande antagelser og logisk gyldige slutningsformer giver sande konklusioner.

Så smukt og simpelt. Når man kender reglerne, siger Jessica Carter, kan man egentlig bare sætte sig ned og løse ligninger med hovedet under armen.

Skønhedens domæne

Men her bliver det vigtigt at skelne. Det siger Henrik Kragh Sørensen, der er professor med særlige opgaver ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet.

»Og nu sidder jeg altså og fægter med armene over hovedet,« tilføjer han.

»Matematikken, yes! Det er skønhedens domæne. Og sikkerhedens domæne. Hvis antagelserne gælder, og jeg bruger logiske slutningsformer, så er jeg sikker på, at konklusionen også gælder. Det er den stærke vidensform. Men den må ikke forveksles med den vidensform, vi har om naturen.«

For når matematikken ikke bare jongleres som matematik i sig selv, men skal bruges som redskab i naturvidenskaben til at indkapsle verden, så skal man holde tungen lige i munden. Verden er alt for vild til at lade sig indfange fuldt og helt af ligninger. Og hver gang vi laver en matematisk model, så er det mennesker, der sidder og forsimpler og oversætter verden til tal og symboler. Når vi lægger matematik ned over verden, så er det ikke verden. Det er et filter, et sprog, et gitter, vi anskuer verden igennem.

Sker det, at man misforstår sagen og tror, at matematik findes som en genstand i verden, så er det det, Henrik Kragh Sørensen kalder et »kollaps«.

Og det er sket mange gange. Faktisk har der været kollaps på kollaps de seneste mange hundrede år siden den naturvidenskabelige revolution i 1600-tallet og helt op til begyndelsen af 1900-tallet.

»Og i den brede offentlighed er det stadig fremherskende,« siger han, »at når du har sagt et eller andet matematisk, så har du sagt det med absolut sikkerhed.«

Han fægter med armene. Det her er en af hans kæpheste.

»Men man kan ikke overføre den vidensautoritet, der ligger i matematikken, til de andre naturvidenskaber. For sådan er verden ikke.«

Og så kan man alligevel nogle gange komme i tvivl. For matematik kan ikke bare sige noget om det, vi allerede kender. Nogle gange kan matematik som en mystisk spåkone pege på sandheder, som slet ikke er erkendt endnu.

Den hemmelige planet

I 1800-tallets Paris blev en videnskabsmand med det umulige navn Urbain-Jean-Joseph Le Verrier sat på en opgave. En af planeterne, Uranus, den syvende planet fra solen, blev ved med at drille astronomerne. Hele tiden blev den ved med at skride ud af kurs i forhold til de beregninger, man lavede, som var baseret på Newtons love om tyngdekraft. Gode love. Gyldige love. Love, der virkede. Alt fulgte dem så pænt: tidevandet, planeternes bevægelser, kanonkuglers bane over en slagmark. Men Uranus nægtede at rette ind.

Så Le Verrier satte sig ned med et stykke papir og tænkte. Hvis Newtons love var sande (alt andet ville være et jordskælv under videnskaben), så måtte der findes en ukendt planet, der påvirkede Uranus og fik den til at te sig mærkeligt. Så han opstillede et system og lavede ligninger, og omtrent et år senere dukkede han frem fra sine beregninger og sagde: Ret jeres teleskoper mod stjernehimlen lige præcis dér på lige præcis dét tidspunkt, så vil I se en indtil nu ukendt planet. Og netop det sted og på netop det tidspunkt, som Le Verriers beregninger havde vist, opdagede man planeten Neptun.

Det er her, matematikken kan virke mystisk. Hvorfor kan noget, der er opfundet i menneskers hjerner, vise sig at passe på den virkelighed, vi render rundt i? Hvorfor virker den?

»Man kunne sige, at det er fantastisk! At vi har udviklet Newtons love, som åbenbart er sådan, verden er skruet sammen. Det kunne man sige,« siger Henrik Kragh Sørensen på en måde, så man kan høre, at det mener han overhovedet ikke. »Det er argumentet om, at verden er matematisk i sin inderste natur.«

Og så kommer han med en noget kedeligere, men også mere jordnær forklaring: at matematikken og fysikken historisk set har udviklet sig i tandem. Og at vi har valgt en matematik, der passer på vores erfaringer indtil nu. Matematikken forårsager ikke noget i naturen – selv om vi selvfølgelig ikke med fuldstændig sikkerhed kan vide det – men naturen udviser en regelmæssighed, som vi kan indfange med matematik. Derfor virker den.

»Som Einstein har sagt,« siger Henrik Kragh Sørensen, »’I det omfang matematikken er sikker, så passer den ikke på virkeligheden, og i det omfang den passer på virkeligheden, så er den ikke sikker.’«

Livets sammenhæng

Men når det er sagt, betyder det ikke, at matematik ikke kan gøre vilde ting. Som for eksempel at beskrive altings sammenhæng – så bogstaveligt som sammenhæng kan forstås.

For et lille år siden fik en forskergruppe publiceret en artikel i det videnskabelige tidsskrift ACS Nano om, hvordan molekyler spontant samler sig selv. Selvsamling, kaldes det meget behændigt, og sagt forsimplet kan man tage en håndfuld molekyler, placere dem i nærheden af hinanden og se, hvordan disse små bitte byggesten klikker sammen i de samme typer af mønstre og bygger sig større og større, mere og mere komplekse.

Forskergruppen kunne med matematiske modeller beskrive nogle smukke og karakteristiske molekylære mønstre, der går igen mange steder i naturen. Mønstrene ligner dem, du kan se på dine fingerspidser og i grøntsager som broccoli, selv om disse mønstre ikke er dannet på præcis samme måde. Og det viste sig, at de mønstre, forskergruppen studerede, kunne beskrives ved matematiske love, der blev udviklet i 1848 – længe før man vidste, at molekyler overhovedet eksisterede.

Som en af forskerne fra holdet, Marcelo Dias, sagde dengang i foråret 2020, da forskningsartiklen blev publiceret, så var det her det bedste eksempel, han havde set på, hvordan matematik har alt at gøre med naturen, og hvorfor matematik er af så afgørende betydning for vores forståelse af verden.

Det at forstå selvsamling er essentielt for at forstå livet. Og det gælder ikke bare på nanoskala, det gælder også i den helt store skala, ude i kosmos.

Og det er der, vi skal hen i næste uge: Ud i verdensrummet og helt tilbage til den store begyndelse. Og undervejs møde to makkere, der først troede, at støjen fra deres antenne skyldtes fuglelort, men efter endt rengøring fandt ud af, at den kom fra universets fødsel.

Jesse Jacob
Kilder: ’Tallene i vores liv: Matematikken og verden omkring os’ af Stefan Buijsman. ’Den harmoniske begejstring’ af Ove Nathan og Henrik Smith. ’The hunt for Vulcan’ af Thomas Levenson. Artiklen ’Direct Observation of Topological Defects in Striped Block Copolymer Discs and Polymersomes’ af Tina I. Gröschel, Chin Ken Wong, Johannes S. Haataja, Marcelo A. Dias og Andre H. Gröschel. Pressemeddelelsen ’Dårlig hårdag? Fortvivl ikke – det skyldes matematik’ fra Aarhus Universitet

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Serien er støttet af Carlsbergfondet

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Christian Mondrup
  • Anders Olesen
  • Ervin Lazar
  • Steffen Gliese
  • John Scheibelein
  • Kurt Nielsen
Alvin Jensen, Christian Mondrup, Anders Olesen, Ervin Lazar, Steffen Gliese, John Scheibelein og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Hold da op, hvor den roterende spiral er irriterende. Jeg kan simpelthen ikke læse artiklen med den kørende. Arg, hvor er det træls, når Information nu endelig skriver noget om naturvidenskab.

Christine Michelsen, Erik Karlsen, Arne Albatros Olsen, Alvin Jensen, Christian Mondrup, Soko Bad, Jens Kofoed, Nille Torsen, Ervin Lazar, Kim Houmøller, Lillian Larsen og Henrik Andersen anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

Jeg flytter den udenfor skærmen. Men det er irriterende at skulle passe på den, ligesom reklamer og dr-nyheders pop-up teasers.

Alvin Jensen, Jens Kofoed, David Zennaro, Nille Torsen, Ervin Lazar og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Alle fysikere lærer tidligt i deres studie om dimensionsanalyse, som er et simpelt, men meget potent værktøj til at vurdere de mulige matematiske løsninger for en given problemstilling.

Eftersom alle fysiske størrelser har dimensioner, der kan udtrykkes som en kombination af SI-enheder - og der kun er et begrænset sæt af uafhængige variable, der kan påvirke systemet i betragtning - kan man relativt nemt reducere de mulige formler for den størrelse man søger, som nogle få kombinationer af disse variable i passende potenser.

Hermed kan man bestemme hvilke mulige former løsningen kan have - pånær en numerisk konstant, som kun en fuld løsning kan afgøre.

Det betyder, at en væsentlig del af matematikken i modelleringen af den fysiske virkelighed , sådan set er givet allerede i kravet om at dimensionerne skal passe overens på begge sider af lighedstegnet. Enhver løsning er nemlig nødt til at have den rette dimension - og det er et ganske væsentligt bånd at lægge ned over det totale udfaldsrum af løsninger

Går man skridtet videre og lineariserer ens formel, som er meget almindeligt i fysikken, f.eks. Ohms lov eller Netons ligning for en hamonisk oscillator - hvor man ofte kun har brug for en 1. ordens approksimation - så begrænses udfaldsrummet yderligere - og de lineære formler i fysikken er således en triviel følge af vore approksimationsvalg
Holger Bech Nielsen beskriver dette i hans idéer om Tilfældig Dynamik

Således er det sandt, at den matematiske modellering naturligvis er formet af bevidste valg af perspektiv og prioritering: Hvilke variable vil man se bort fra, betragte som konstanter, linearisere osv. Men omvendt virker hele systemet naturligvis kun, fordi vi lever i en natur, der besidder en vis numerisk stringens

/O

Jens Thaarup Nyberg, Emil Davidsen, Alvin Jensen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

rigtig god artikel jeg elsker virkelig den slags, og ja den spiral er da træls den bevæger sig hvilket den burde lade være med, men jeg gør som Lillian.

Alvin Jensen, Christian Mondrup og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Matematikken er eksakt. Men det er når mennesket med hjernens små kaotiske imperfektioner anbringer matematikken i videnskaben, økonomien, computerprocessorer, software og andet “automatiseret logik” at dens fejlbarlighed opstår.

Jan Weber Fritsbøger, Alvin Jensen, Gert Romme og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Den artikel om matematik fik mig til at tænke på et citat af Albert Einstein:

"Siden matematikerne har kastet sig over relativitetsteorien, forstår jeg den heller ikke længere!"

Jan Weber Fritsbøger og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
William Mannicke

Matematik kan bruges til at begribe og operationalisere mange forhold i den verden vi begår os i og omgiver os,

Men årsags forklare grundlæggende, kan matematik ikke. Den beskriver.

Hvad er elektricitet, tyngdekraft, magnetisme eller for at fyre den hel af: Gud

Så selv om matematik kan ”forklare” meget, så har den sine begrænsninger.

Jens Thaarup Nyberg

“ Som en af forskerne fra holdet, Marcelo Dias, sagde dengang i foråret 2020, da forskningsartiklen blev publiceret, så var det her det bedste eksempel, han havde set på, hvordan matematik har alt at gøre med naturen, og hvorfor matematik er af så afgørende betydning for vores forståelse af verden.”

Jo, men har matematiken da ikke også sine rødder hos Mesopotamiens landmålere og stjernekiggere.

Morten Balling

Selvfølgelig kan man sætte "Verden" på formler. Der er stor forskel på om "du" kan spille Beethoven's 10. symfoni baglæns, eller om nogen eller noget kan. Der er ikke umiddelbart noget vi kender til som ikke hypotetisk kan modelleres matematisk, hvis ellers man havde en stor- og stærk nok computer. Selv kaotisk udvikling er deterministisk styret.

Jan Weber Fritsbøger

Morten så er der kun det tilbage som vi ikke kender til, men det er vistnok langt mere af, end det vi kender til, i hvert fald indtil videre.

Jens Thaarup Nyberg

“ Selv kaotisk udvikling er deterministisk styret.”

“ Kaos opstår, fordi modellerne/ligningerne, selvom de måtte være deterministiske, ikke kan løses analytisk. Populært sagt kan man ikke isolere x på den ene side af lighedstegnet, og/eller fordi løsningen af de enkelte ligninger i modellen afhænger af løsningen af de andre ligninger i modellen. Man kører så at sige i ring.”

Står vi her med et eksempel på matematikkens imperfekthed ?

Benjamin Hutton

@Morten

Det er rigtigt at vi kan modellere hvad som helst matematisk hvis bare computeren er stærk nok. Der er dog en forskel på at kunne modellere et fænomen numerisk, dvs. hvor man prøver at approksimere fænomenet, og at kunne opstille en analytisk model, hvorved man også kender de underlæggende årsagssammenhænge i fænomenet.

En numerisk model kan man altid opstille, men den analytiske model er sværere, da den netop kræver, at man har naturvidenskabelig viden om fænomenet udover matematisk viden.

Morten Balling

@Jens

Nej, al kaotisk udvikling er deterministisk. Det er ikke noget jeg har fundet på. Problemet med kaos er ikke at forudsige hvad der vil ske. Problemet er at vi ikke kan regne hurtigt nok, samt at vi ikke kender startpositionen af systemet nøjagtigt nok. I princippet kan det lade sig gøre, men vi er ikke "gode" nok endnu.

Morten Balling

@Benjamin Hutton

Hvis man vil lave en nøjagtig deterministisk (reduktionistisk) model af virkeligheden, så kræver det både viden vi ikke har (basalt set viden om "alt"), en urealistisk hurtig computer samt rigtigt god tid.

I biologien er nogle begyndt at arbejde med System Biologi. Et (forsimplet) eksempel på systembiologi kunne være at man i stedet for at modellere biokemien for stofskiftet i en gærcelle, så kan det ofte være nok at forstå input og output af "systemet" (gærcellen). Får den sukker og lit laver den gærcellebabyer, og hvis vi kvæler den lidt, så kan vi tvinge den til at producere dejlig alkohol vi kan sælge og svælge i. Hvis vi ville maksimere produktionen af alkohol, så behøver vi ikke nødvindigvis at kende noget til ATP, men det vil være fordelagtigt at prøve at teste hvad der sker med outputtet (alkohol eller babyer) hvis man øger mængden af sukker (inputtet).

Jens Thaarup Nyberg

“... Problemet er at vi ikke kan regne hurtigt nok, samt at vi ikke kender startpositionen af systemet nøjagtigt nok. ...”
I fysikken er det ganske rigtigt vanskeligt at nå vilkårlig nøjagtig bestemmelse af startpositionen, men jeg skriver om matematikken, som i sin imperfekthed udvikler kaos. Denne imperfekthed ser jeg som en videre udviklet model af det Pythagoras ikke ville anerkende, de irrationelle - i fysikken har vi Heisenbergs usikkerhed, måske.

Jens Thaarup Nyberg

PS.: Morten, jeg går ud fra “ kaotisk udvikling er deterministisk “ er nogenlunde ensbetydende med “ Kaos opstår, fordi modellerne/ligningerne, selvom de måtte være deterministiske...”

Morten Balling

@Jens

Kaos er primært defineret ved at en "lille" forskel i systemets udgangsposition "hurtigt" giver "store" forskelle på hvordan systemet udvikler sig.

Her ville jeg insætte link, men kan/må ikke, så prøv at google "deterministic+chaos". Emnet er super interessant og ikke nødvendigvis uforståeligt. Fysikken foreskriver stort set stadig et deterministisk Univers, uden fri vilje, og kvantemekanikken foreslår for mange kun at vores manglende fri vilje er styret af terningekast.

Nu vi er i det videnskabsfilosofiske hjørne så er der en anden ting som er interessant omkring kaos, videnskab og vores evne til at forudsige fremtidige begivenheder. Kaos i det system vi kalder Universet (alting, også det vi ikke ved noget om) ser ud til at midle sig selv ud.

Et eksempel er vejret, som grundet kaotisk udvikling i atmosfæren kræver enorme computere bare for at modellere vejret få dage frem. Vi kan ikke forudsige vejret om 14 dage særligt nøjagtigt, men vi kan til gengæld med stor sikkerhed sige at om et halvt år så er det sommer (igen).

Det fundament, som virkeligheden pt. hviler på, det kvantemekanikken beskriver, ser ganske rigtigt ud til at være underligt og tilfældigt, men der findes mange fortolkninger af kvantemekanikken, og de er alle kun hypoteser.

En af de fremadstormende hypoteser er Many Worlds Interpretation. Den er stadig deterministisk og ikke som sådan "tilfældig". Derudover er MWI dybest set det eneste sted i fysikken man kan finde bare en anelse mulighed for fri vilje, så hvis videnskab var noget man stemte om (host), så ville jeg stemme på MWI ;)

ulrik mortensen

"Fysikken foreskriver stort set stadig et deterministisk Univers" - ikke i kvantemekanikken Balling ...
youtube.com/watch?v=dmX1W5umC1c

Søren Engelsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Mortensen :)

For det første bliver virkeligheden deterministisk ligeså snart man bevæger sig nogle få størrelser op fra kvantemekanikken. F.eks. opfører molekyler sig primært deterministisk, og noget som en neuron er så gigantisk "stor" at tilfældigheden her kun er et fundament. Du kan sige at terningekastene er tilfældige, men trækkene på brættet er 100% deterministiske med mindre fri vilje overruler determinismen.

Det sidste er ikke bare tilnærmelsesvis bevist af videnskaben, og det er ikke fordi man ikke har prøvet. Tvært imod tyder det f.eks. på at vores underbevidsthed tager beslutninger "langt" (op til flere sekunder) før vores bevidsthed "vælger".

Det er her MWI er interessant. Den forklarer de underlige kvantemekaniske fænomener, såsom Heisenberg's Uncertainty Principle, eller det klassiske spørgsmål om hvilken slids partiklen passerede igennem. Prisen er at virkeligheden er meget anderledes end vi tror, og at et valg vil resultere i at Universet splitter, samt at man tager alle potentielt mulige beslutninger.

Sådanne tanker ville have ledt til spændetrøje og gummicelle for relativt få år siden, men kvantemekanikkens resultater/forudsigelser i sig selv er mildest talt "mentalt udfordrende" og de er formentlig de teorier i fysikken som er bedst bevist.

Jens Thaarup Nyberg

Fri vilje er en illusion, da vi ikke kender vilje uden formål. Så viljen bundet og rastløs.

Så, Morten, vi lever i hver vor verden - en støtte til MWI.

Godnat til imorgen.

Morten Balling

Der er også det med at tid blev dannet ifm. Big Bang, og ikke siden, som hører lidt til i den anden ende af størrelsesspektret. Dermed kan man sige at begge de mest fremherskende (og "til dels" modstridende) fysiske teorier i sidste århundrede, kvantemekanik og relativitetsteori begge sparkede benene væk under den fri vilje, men jep, der skal også være noget til en anden dag :)