Interview
Læsetid: 9 min.

Antropolog: Vi arbejder for meget. Og vi tager fejl, hvis vi tror, det er en del af vores natur

For mange af os fylder arbejde det meste af vores liv. Men behøver det være sådan? I en ny bog undersøger den sydafrikanske antropolog James Suzman, hvor vores forståelse af arbejde kommer fra – og hvordan vi måske kan gøre op med den. Det handler blandt andet om at skele til Ju/’hoansi-folket i Kalahariørkenen
Pause? Ikke rigtigt, men der er intet naturgivent i, at arbejdet for fleste fylder hele deres liv, siger James Suzman.

Pause? Ikke rigtigt, men der er intet naturgivent i, at arbejdet for fleste fylder hele deres liv, siger James Suzman.

Alex Wong

Moderne Tider
20. februar 2021

James Suzman ligner ikke den typiske professor. Som han sidder med sit uglede hår i en ulden, åbenstående skovmandsskjorte på en Zoom-forbindelse fra sit hjem i Cambridge, England, ligner han snarere en vildmand. Af og til fører han en lille dims op til munden. »Jeg er gammel ryger,« siger han. »Lige for tiden prøver jeg at holde mig til damp.«

På sin vis inkarnerer han den stereotype forestilling om en vild antropolog, en art sydafrikansk pendant til Rane Willerslev. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at de to er gode venner. Når han er i Danmark, bor han ofte hos den danske antropolog, der ligesom Suzman har været tilknyttet University of Cambridge. Sidst de så hinanden, tog de på tur til Sverige, hvor de jagede elge.

»Vi skød ikke noget, men drak en hel flaske whisky og vendte slukørede tilbage til København.«

Suzman underviser ikke ved universitetet længere, men skriver i dag på fuld tid. I 2017 udkom Affluence Without Abundance, en etnografisk skildring af livet blandt Ju/’hoansi-folket i Kalahariørkenen, som han periodevis har boet med i 25 år. Bogen giver et detaljeret indblik i deres forestillingsverden og etablerede Suzman som en af de førende eksperter i deres kultur.

Nu har han så udgivet bogen Work – A Deep History, der udforsker arbejdets historie fra stenalderen til i dag. Den er allerede under oversættelse til 23 sprog og har modtaget store roser fra prominente navne som bestsellerforfatteren Yuval Noah Harari, der kalder den en »fascinerende undersøgelse, der udfordrer vores grundlæggende forståelse af, hvad det vil sige at arbejde«.

I bogen trækker Suzman på sin store antropologiske viden, med afstikkere til så forskellige discipliner som arkæologi, biologi, zoologi, fysik og økonomi. Det er en svimlende tour de force, der udforsker termodynamikkens lov om entropi det ene øjeblik for straks efter at give en detaljeret beskrivelse af, hvordan den sydlige maskevæver konstruerer sin rede.

Det kan lyde tungt. Men bogens budskab er simpelt: Vi arbejder for meget.

Da fremtiden overtog det hele

Arbejdet definerer for mange af os, hvem vi er. Det afgør, hvilken status vi har i samfundet, og det bestemmer, hvilke mennesker vi omgås. Det har betydning for vores selvværd, og det former vores værdisæt. Men er det naturligt for os at arbejde så meget, som vi gør? Eller er vores forståelse af arbejde blot en kulturel fortælling, vi har skabt om os selv?

For at finde roden til vores nuværende forståelse af arbejde, må vi ifølge Suzman gå langt tilbage. Faktisk helt tilbage til de første agerbrugere.

»Jeg plejer at sige, at vi stadig har tømmermænd efter den neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jæger-samlere til at være jordbrugere,« siger Suzman med et skævt smil.

I bogen beretter han om, hvordan denne overgang indebar, at menneskene nu skulle så og høste afgrøder i en cyklus, der fulgte årstiderne. Den forandring i vores levevis ændrede helt fundamentalt på tidsforståelsen og lagde ifølge forfatteren grunden til den fiksering på fremtiden, der kendetegner vores moderne civilisation.

Man kunne mene, at der er langt fra det tidlige agerbrug til nutidens arbejdsformer. Men fællesnævneren er ifølge Suzman en stærk opmærksomhed på at sikre sig selv langt ud i fremtiden. I en moderne kontekst kan det føre til stress og angst, når denne livsindstilling kammer over i konstante bekymringer om vores umiddelbare fremtid:

»Den moderne økonomi er drevet af en logik, der medfører, at hvis vi har nok at spise i dag, betyder det, at vi straks bekymrer os om, hvorvidt der også er nok til i morgen. Vi projicerer os selv ind i fremtiden hele tiden: Har jeg nok i min pensionsopsparing? Kan jeg betale for mine børns uddannelse? Der er meget lidt af det, vi gør, der handler om at opnå umiddelbar tilfredsstillelse. Og vi lider under det,« siger han.

Stak af til ørkenen

Suzman kender på egen krop til det pres, som et intenst arbejdsliv kan medføre. I seks år havde han en højt betalt stilling i De Beers, en virksomhed, som arbejder med udvinding af og handel med diamanter.

»Det var mine seks års feltarbejde i forretningslivet,« siger han og tager et dybt sug af sin e-cigaret.

»Jeg blev tilbudt jobbet, da jeg fik mit første barn. Jeg tænkte: Gud, jeg har brug for et hjem, jeg har brug for penge. Jeg kan jo ikke rende rundt i ørkenen hele tiden. Så jeg tog jobbet, fordi jeg troede, at jeg havde brug for et hus, penge til at optage et lån og alle de ting, der følger med at få et barn.«

Efter seks år slog det Suzman, at han brugte alt for meget tid på sit arbejde.

»Så jeg sagde op og tog direkte til Kalahari.«

Det var langtfra første gang, at Suzman stak af til ørkenen.

Han var på første år af sin bachelor, da nogen fortalte ham, at man kunne få et semester fri, hvis man tog ud og lavede feltarbejde.

»På det tidspunkt var det vinter i Sydafrika og meget koldt. Så jeg spurgte mig selv: Hvor er det varmeste sted, jeg kan tage hen? Kalahariørkenen var det mest åbenlyse svar, fordi jeg vidste, at jeg kunne komme dertil gennem Sydafrika. Jeg var 20 år gammel og rejste dertil ad støvede, gamle kvægveje. Da jeg nåede frem, gik det hurtigt op for mig, at jeg virkelig godt kunne lide de mennesker, jeg mødte.«

Ju/’hoansi-folket er en af de mange grupper, der går under den samlede betegnelse Sanfolk. De har levet som jæger-samlere i Kalahariørkenen i mere end 25.000 år og er dermed en af de ældste kendte kulturer i menneskehedens historie. De seneste årtier har de været truet af kommercielle interesser, ligesom nationale beslaglæggelser af deres territorier har betydet, at deres traditionelle levevis er blevet umuliggjort.

Ifølge Suzman har det dog ikke påvirket deres grundlæggende livssyn. At leve med dem udfordrede nogle af hans grundlæggende antagelser om, hvad det vil sige at være et menneske.

»Det var en fantastisk oplevelse at leve med dem. De er så fikserede på nuet og tænker hverken på historie eller fremtid. Det blev åbenlyst for mig, da jeg begyndte at skrive min ph.d. i 90’erne. På det tidspunkt var Sydafrika på vej ud af apartheid, og man talte om at tage historien tilbage. I stedet for at have historier om zuluerne, der var skrevet af britiske kolonialister, begyndte folk i stigende grad at formulere deres egne historiske fortællinger. I min ph.d. ville jeg gerne have Ju/’hoansi-folket til at fortælle deres egen historie. Men da jeg spurgte dem, havde de ikke nogen. De forstod ikke, hvorfor jeg blev ved med at stille alle disse dumme spørgsmål om fortiden.«

Ifølge Suzman er der en meget simpel lektie at lære af Ju/’hoansi-folket:

»Folk spørger mig ofte, om jeg vil tilbage til jæger-samlerstadiet. Det vil jeg selvfølgelig ikke. Det er umuligt. Men hvis der er noget, som Ju/’hoansi-folket kan lære os, er det først og fremmest, at det ikke er en fundamental del af vores natur at stræbe efter mere, end det vi har, sådan som den moderne økonomi vil have os til at tro. Det er en kulturel idé, som vi har vænnet os til at opfatte som vores natur.«

»Vi behøver ikke være gidsler af et umætteligt begær. I størstedelen af menneskehedens historie har vi ikke været det.«

Keynes’ forjættede land

Et centralt spørgsmål i Suzmans bog er netop, hvorfor vores velstand ikke har tæmmet vores begær efter nye varer og ydelser og lagt en dæmper på vores produktion. Her tager han udgangspunkt i den britiske økonom John Maynard Keynes, hvis teorier ændrede tilgangen til økonomi i det 20. århundrede.

I en berømt artikel med titlen Economic Possibilities for Our Grandchildren fra 1930 forudså Keynes, at akkumulationen af rigdom med tiden ville lede til et »forjættet land« af »økonomisk lyksalighed«, hvor menneskeheden ville arbejde mindre og finde mere umiddelbar nydelse i uproduktive fritidsaktiviteter. Men det modsatte skete.

»Keynes mente, at når vi havde nået et stadie af velstand, hvor alle vores fundamentale behov kunne opfyldes, ville vi holde op med at arbejde så meget. Han tænkte: Alle er mere eller mindre rationelle, så hvorfor skulle de fortsætte med at jagte ting, der kun eksisterer i en uhåndgribelig fremtid? Her tror jeg, at Keynes misforstod kultur en smule,« siger Suzman.

»Store forandringer sker ikke fra den ene dag til den anden. De kræver ofte noget, som chokerer os og udfordrer vores måde at gøre ting på. Den jødiske filosof Gershom Scholem har et begreb for det – plastiske timer. Det er øjeblikke, hvor alt pludselig er til forhandling. Jeg vil mene, at vi befinder os i sådan et øjeblik netop nu.«

Når man kigger ud ad vinduet og ser de sparsomt befolkede gader med lukkede butikker, skulle man ellers ikke tro, at vi stod midt i en radikal genforhandling af hele kulturens værdigrundlag. Men Suzman mener, at krisen kan påvirke den måde, folk opfatter arbejdet på.

»Det håber jeg. Som jeg også argumenterer for i bogen, har vi opnået en helt ekstraordinær rigdom. Nu står vi ansigt til ansigt med de eksistentielle udfordringer, som vores produktivitet rejser, fordi den på sit nuværende niveau helt åbenlyst er dårlig for vores samfund. Pandemien giver os en mulighed for at stoppe helt op,« siger han.

Krisen har givet mange en oplevelse af, at det faktisk godt kan lade sig gøre at sætte det hele på pause for en stund.

»Jeg tror, det har fået en stor del af de mennesker, der arbejder hjemmefra, til at spørge sig selv, hvordan de balancerer deres familieliv med deres arbejdsliv. Hvis man tænker over det, bruger mange mennesker betydeligt mere af deres liv sammen med deres kolleger end med deres familier,« siger Suzman tænksomt.

»Dertil kommer de økonomiske spørgsmål, som pandemien rejser. Hvordan får vi det bedst mulige ud af vores velstand? Med velstand mener jeg ikke en række aftaler om gæld, som dybest set bare er digitale numre i en serie banker. Jeg mener, hvordan indretter vi et samfund, der tillader os at opnå en harmonisk forbindelse mellem vores evner, begær og fundamentale behov?«

– Hvordan forestiller du dig et samfund med mere bæredygtige arbejdsvaner?

»Jeg vil ikke lade, som om jeg har et svar på det spørgsmål. Men jeg ved, at vi har kollektiv rigdom nok til at afprøve alternativer. Vi er nødt til at eksperimentere og være langt mere åbne over for alternative scenarier. For mig ville et åbenlyst første skridt være at forsøge at reducere vores arbejdsdage og have en firedages uge.«

»Noget af det, som pandemien også rejser et spørgsmål om, er borgerløn. Hvorfor går vi ikke hele vejen og udbetaler penge til alle? Vi kan i det mindste prøve det af. Hvis vi vil have en løsning på de problemer, vi står over for, må vi være modige i forhold til at eksperimentere. Vi må prøve ting af og anerkende, hvis de ikke virker, som vi havde håbet, at de ville. Men i øjeblikket er demokratiet organiseret på en måde, der ikke tillader os at være modige,« siger han.

»Men vi må også være tålmodige. Den neolitiske revolution skete heller ikke fra den ene dag til den anden. Det tog generationer, før folk ændrede deres værdier fra jæger-samlere til jordbrugere. Men som jeg ser det, er vi i en proces, hvor vi er ved at indse, at vi er nødt til at komme ud af vores overforbrug. Forandringen er i gang.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Man kan begynde med at dele det arbejde der er. Flere vil så arbejde mindre og flere vil få mere fri tid. Den fri tid kan de så bruge på at genopbygge det lokalsamfund som de er dele af og som pga menneskers tillærte fascination af arbejdsfetischen har ligget brak siden 1950erne. Genopbygningen kunne bestå i at lokalsamfundet overtager statlige og kommunale opgaver med børnepasning, ældre- og sygepleje og andre omsorgsopgaver. Det ville betyde at BNP ville falde men velfærdsmålene til gengæld styrkes. Samtidig vil forbruget mindskes ligesom klimaødelæggelsen osv.
Hvor svært kan det være?

Mikkel Ellersgaard Sørensen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Ninna Maria Slott Andersen, Birte Pedersen, Freja Gam Østergaard, Kurt Nielsen, Jette Boldsen, Alvin Jensen, Freddie Vindberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Keynes' drøm ser vi hos Karl Marx med målet om reduktion af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde til fordel for "verdammt ernste Arbeit". Som eksempel herpå angiver han musikalsk komposition. Fra nyere tid kan man nævne André Gorz, der i bogen "Farvel til proletariatet" (1981), hvori han fremhæver "»ikke-klassen« af »ikke-arbejdere« som det mulige samfundsmæssige subjekt, der kan afskaffe arbejdet".

Steffen Gliese, Birte Pedersen, Alvin Jensen, Freddie Vindberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Mon ikke arbejdet altid vil fylde mest for de fleste, enten som en velsignelse eller en forbandelse.

Endelig et fremskridt for 'Myten om fremskridtet'

Steen K Petersen, Susanne Kaspersen, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Jamen, vi skal jo løbe længere på literen som Den-Lille-Svindler siger. Nu skal vi jo så til at løbe endnu længere på den liter med at skabe grøn vækst og omstille samfundet.

- Den-Lille-Svindler fortjener virkelig sit navn.

Vi er alle sammen ved at arbejde os halvt til døden. Farer rundt i et væk. Også efter lukketid. For vi kan ikke længere holde ud, at sætte stille bare et øjeblik. Og værst af alt, så gør vi ALT hvad vi kan for at opdrage vores børn til at sadle op og komme med på vognen. Mange børn har allerede stress symptomer og ved ALT om, hvor rigtig vigtig det er at fare med, hvis man vil blive til et eller andet i verden.

Og værst af alt. Jo hurtigere vi farer rundt, jo hurtigere får vi ødelagt endnu mere af verden. Det er virkelig en syg forestilling det med at løbe endnu hurtigere på literen. Og når vi så har et øjeblik, så har vi da virkelig fortjent at shoppe igennem og rejse verden rundt for at slappe af.

Men vi kan jo ikke stoppe - For hvor skal pengene komme fra. Så vi løber videre. Terminen skal betales. Og det uanset hvad.

Anne Schøtt, Steen K Petersen, Lillian Larsen, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Og Ju/’hoansi-folket i Kalahariørkenen?

- Ja, de skal satme også i gang. Der er mange huller, som skal graves i sådan en ørken

Peter Engelbrecht

Uanset hvem der har skylden for hvor meget vi arbejder og i stedet for skal se fremad bliver den største udfordring at skabe sig en identitet der ikke rimer på arbejde.

Alle præsenterer sig altid med titel frem for interesse eller blot ved navn. Det er derfor så mange for det psykisk dårligt når de mister deres arbejde, de lægger alle deres æg i den samme kurv og kan ikke finde ud af at være menneske

Anne Svendsen, Lillian Larsen, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
William Mannicke

Som sædvanlig halter Information og resten af verden efter Århus! :-))

Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer (SABAE) er en forening, der stiftedes i 1979 i marxistiske og anarkistiske kredse med base i Århus.:

"Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!"

https://da.wikipedia.org/wiki/Sammenslutningen_af_Bevidst_Arbejdssky_Ele...

Eva Schwanenflügel og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

I dag kræver det en akademisk uddannelse at dyrke gulerødder.

Inden akademiseringen af Danmark gjorde vi bare arbejdet uden tanker om vi var uddannet eller hvor kompliceret og ansvarsfuldt det var. Helt uden møder, helt uden projektering og helt uden konsulent bistand. Vi gjorde det bare. Effektiv, billig og holdbart, samt samvittighedsfuldt. Og helt uden der gik kludder og kukkeluk i det. For det var bare arbejde.

Det var tiden før cafe latte og hævesænkeborde var opfundet.

Jeppe Lindholm

En HK kontoruddannelse koster samfundet under 100.000 kr.. At uddanne en akademiker og sætte vedkommende til det HK'erne tidligere gjorde koster samfundet op mod 2.000.000 kr..

De sidste 25 års "moderne" udvikling har på ingen måder gjort os lykkeligere. Tværtimod.

Lise Lotte Rahbek

Jeppe Lindholm
Istedet for at holde blikket stift rettet mod akademikere og hævesænkebordenes velsignelser, er der måske tid til at tænke lidt over udtrykket, du selv bruger "at sætte nogen til at gøre noget".
Hvem er det, der kan 'sætte nogen til noget'?
I kraft af hvad, kan de pågældende 'sætte nogen til noget'?
Hvad - og hvem - er det godt for?
I hvor stor en del af menneskets historie har det været brugt 'at sætte nogen til noget' og kunne det magtforhold eventuelt være en del af problemet, fremfor hævesænkeborde og akademikere?

Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Der er noget helt galt med vores arbejdsmoral

Det med identiteten knyttet til arbejde forsvinder når man bliver pensionist. Men det skal vi selvfølgelig ikke have lov til at nyde alt for længe. Hvem er det egentlig der bestemmer?

Fransk Dolkeparti - Arbejd til vi dør
https://www.youtube.com/watch?v=SeDOvKtRIgU&list=RDSeDOvKtRIgU&index=1

Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar