Alarm
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: »Gør noget«, råber klimaaktivister og whistleblowere, men ingen orker at lytte

I Æsops fabel kommer landsbyens beboere farende, når hyrdedrengen råber »ulven kommer«. I virkeligheden er der ingen, der orker at lytte til alarmisterne
Den internationale klimabevægelse 350 demonsterer i København.

Den internationale klimabevægelse 350 demonsterer i København.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
20. februar 2021

Alle kender den gamle traver om »drengen, der råbte ulv«. Drengen keder sig lidt derude på marken og råber for sjov, at en stor ulv nærmer sig for at æde fårene. Landsbyens mænd kommer løbende de første to gange, drengen råber, og bliver rasende, når de finder ud af, han holder dem for nar. Tredje gang gider de ikke løbe derud. Og ulven tager både fårene og drengen. Man skal ikke sådan gå og spille smart, for det ender galt.

Men der er også mere i fablen. For der synes at være noget særligt ved drengens løjer, som ikke bare er almindelige drengestreger, men handler om at sætte hele samfundet i alarmberedskab. Består drengens nydelse ikke netop i at stikke en pind i myretuen for at se den i febrilsk bevægelse og på den måde beherske den for en stund? Sådan noget må straffes hårdt, fortæller fablen os. Drengen påkalder ulven, og han får ulven. Er ulven ikke netop straffen for drengens nydelse?

Ulven er her

Hvad fablen minder os om, er den svære kunst at være alarmist. Man fristes til at sige »effektiv alarmist«, hvis ikke det lød for plat. Sagen er, at som verden ser ud, er der for så vidt al mulig grund til alarmisme. Siden 1970’erne har især klimaaktivister været alarmistiske i tonen. På det seneste er begrebet om »whistleblowere« opstået, som følge af at der er blevet råbt ulv i forhold til institutioner, vi ellers burde kunne stole på. I disse pandemiske tider ligger alarmismen hele tiden tæt på. Måske er COVID-19 blot et symptom på en lang række meget grundlæggende spørgsmål, vi som verdenssamfund skal forholde os til? Ulven kommer, siger alarmisten. Men hvordan bliver dette budskab modtaget?

Det foruroligende er, at selv om ulvene er overalt i dag, er det, som om alarmismen er mere impotent end nogensinde. Man kunne næsten sige det på den måde, at i gamle dage var folk trætte af drenge, der råbte ulv, når der ikke lige umiddelbart var nogen i syne. I dag er det næsten det omvendte. Folk er tilsyneladende trætte af drenge, der råber ulv, fordi ulven rent faktisk kommer hver eneste gang. Vi vil hellere se håndboldkamp eller spise fastelavnsboller end at tage alarmisten alvorligt og gribe til våben.

Forsvarere af samfundets sunde fornuft kan samtidig stadig pege på den nydelse, som alarmisten besidder. Nydelsen i at indtage den position, hvorfra man kan udsige en dom over samfundet. Er Assange ikke lidt en blærerøv? Og er hende Thunberg ikke for patetisk?

FN’s impotens

I dag er det både svært at være alarmist og svært ikke at være det. I et opslag på deres hjemmeside for nylig advarede de ellers besindige folk fra FN om, at vi står over for pandemiernes tidsalder. Årsagerne skal ifølge en rapport, som FN-opslaget bygger på, findes hos mennesket selv og dets udnyttelse af naturens ressourcer, hvilket producerer tab af biodiversitet, tættere kontakt mellem dyr og mennesker, som igen skaber øgede chancer for overførsel af ukendte sygdomme og så videre.

I opslaget fra FN's Regionale Informationskontor for Vesteuropa går man planken ud og hævder, at det ikke er usandsynligt, at det kapitel, vi netop har taget hul på, »bliver historien om udryddelsen af alt liv – herunder menneskeheden – på Jorden«. Det er en noget mere desperat side af FN-systemet end den lidt jubeloptimistiske, hvor der bliver talt om de 17 verdensmål med de flotte plakater og små pins til jakken.

Hvordan bliver den slags desperation effektiv? Spørgsmålet er, om man kan opfinde en form for alarmisme, der svarer til den situation, vi er i, og som ikke kan angribes på dens nydelse? Det kan virke, som om det eneste, der er at gøre, er at skrue op for volumen og råbe endnu højere. Man kunne også følge det spor, som FN og mange forskere normalt bruger: massiv, nøgtern information i rapporter og pressemeddelelser med baggrund i faglig erfaring og integritet.

Spøgelser

Men hvordan omsætter en aktivistisk bevægelse mest effektivt den slags viden? Måske har vi brug for en alarmisme, der er mindre profileret og mere spøgelsesagtig. Hvor det hverken er kendiskapital eller videnskabelig status, der belærer os om, at det er tid at handle, men hvor afsenderen er mere ubestemmelig og samtidig tættere på. Ikke mere volumen og mere råben, men en insisterende hvisken. Man kunne aktivt og organiseret gå efter en uhyggelig effekt – en fornemmelse af, at »the call is coming from within the house«, som det hedder i gyserfilmene. Måske er der brug for en bevægelse, vi alle er med i, uanset om vi vil det eller ej – og hvor man kan blive helt i tvivl, om det faktisk er én selv, der har sagt det. Anonyme beskeder på husmurerne, små sedler i omløb, hjemmesider uden værter, gådefulde reklameblokke i fodboldpausen, bøger skrevet af anonyme kollektiver.

Vi kan selvfølgelig også bare skrive Æsops fabel om: På en mark står en dreng og råber og råber. Men alle siger: Det kan ikke betale sig at gå derud, han bliver alligevel spist af en ulv om lidt.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Mennesker kan sende en maskine til Mars,
men de kan ikke udrydde sult eller begrænse sig på Jorden.

Der er næppe megen fremtid for mennesket på Jorden.

Menneskets skaberkraft er enestående. Hvis vi tør sætte denne fri, kan vi udrydde sult og og kan løse klimaproblemerne. Men det er den eneste vej og jo før vi indser dette jo bedre.

Eva Schwanenflügel

"Måske har vi brug for en alarmisme, der er mindre profileret og mere spøgelsesagtig. Hvor det hverken er kendiskapital eller videnskabelig status, der belærer os om, at det er tid at handle, men hvor afsenderen er mere ubestemmelig og samtidig tættere på. Ikke mere volumen og mere råben, men en insisterende hvisken. Man kunne aktivt og organiseret gå efter en uhyggelig effekt – en fornemmelse af, at »the call is coming from within the house«, som det hedder i gyserfilmene."

Sådanne alarmknapper har vi skam allerede opfundet.
Det er fobier.

Fx xenofobi, som politikerne altid har formået at udnytte til at så splid i befolkningen, selvom andre og mere farlige problemer pressede sig på, såsom klimaforandringer, biodiversitetskrise og pandemier.

Så det gælder om at finde det fobiske element, når man alarmerer, som CVA just har analyseret sig frem til ;-)

Jeg skal lige være helt med her Eva. Anbefaler du at man dyrker fobier, så man gennem frygt animerer befolkningen til klimahandling?

Jeg vil anbefale at læse Hans Roslings “factfullness” i stedet.

Eva Schwanenflügel

Nej, Torben S Rose, jeg forsøgte at videreformidle ironi, hvilket ser ud til at falde helt til jorden.. :-}

Den var jeg ikke kvik nok til at fange, tak for opdateringen ;-)

Niels-Simon Larsen

Jeg var spændt på konklusionen af artiklen, da jeg selv er meget involveret. Den var en skuffelse. Jeg var ellers enig i artiklen hele vejen.
Den der skriver sådan en slutning, står selv udenfor, og så er det udtryk for en total opgivelse - jeg gider ikke gøre noget, for det er alligevel forbi om lidt.

Kære Analytiker: sig det lige højt for dig selv. Har du børn så sig det også til dem. Sig det til alle, der står dig nær og mærk så efter, hvad der sker med dig!

Jeg var ikke engang ikke kvik nok til at fange pointen med artiklen. Så nu er jeg i tvivl om det er mig eller artiklen, det er galt med?

Niels-Simon Larsen

Søren Dahl: Jeg tror pointen er en beklagelse, og som der står i overskriften, ingen gider lytte. Man skal dog ikke beklage, at andre ikke gør noget, man skal selv gøre, det man kan, for der er aldrig nok, der gør nok. Jeg kunne selv have været med på billedet, for jeg er altid med til demonstrationerne, og kan altid beklage mig og tage gift over, at vi er så få, men det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket, som det hedder.

Mogens Kjær, Søren Dahl, Mads Lundby og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar