Det er et demokratisk sundhedstegn, at vores politiske liv ofte er kedeligt

De fleste, der har haft samfundsfag i gymnasiet, har formentlig hørt Danmark beskrevet som et konsensusdemokrati. Det dækker over, at vi har en lang tradition for brede politiske aftaler. At vi lytter til hinanden, inkluderer flest mulige interesser i beslutningsprocesserne og taler os til rette.

Men betegnelsen er misvisende, lyder det fra Christian Rostbøll, der er professor i politisk teori på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. For sandheden er, at politik meget sjældent involverer konsensus:

»Konsensus betyder jo, at vores holdninger er i overensstemmelse med hinanden. Hvis der er konsensus om noget, vil vi slet og ret det samme. Vi vil have den samme skattepolitik eller de samme klimatiltag, og det ser vi så godt som aldrig i demokratisk politik,« siger han.

»Når vi har brede aftaler – som vi har i Danmark – så er de oftest kompromiser. De er resultatet af, at vi ikke alle sammen mener det samme, og det er også det smukke ved dem. De viser, at vi faktisk er i stand til at acceptere beslutninger, som vi har indsigelser mod, fordi vi respekterer, at der findes mennesker med andre holdninger, som også har lov at være her.«

Christian Rostbøll forsker netop i politiske kompromiser, og ifølge ham udgør de ikke blot en hjørnesten i enhver demokratisk kultur, men kan også gøre os klogere på flere af samtidens politiske udfordringer.

For professoren er det essentielt, at kompromiser ikke bare er et nødvendigt onde, der gør det muligt at indgå aftaler og få den politiske maskine til at fungere. De har også en værdi i sig selv:

»Når man indgår kompromiser med andre, respekterer man dem som medborgere og som medlovgivere, der har lige så meget ret til at få deres holdninger igennem som én selv. Vi honorerer altså et fundamentalt demokratisk princip om lighed ved at engagere os i kompromiser,« siger han.

– Men hvordan ved vi, at vi har at gøre med et kompromis og ikke en studehandel eller det, der er værre?

»Kompromiset udmærker sig ved at være gensidigt, frivilligt og tilvejebragt gennem samtale. Hvis en part ikke får noget ud af aftalen, bliver ignoreret eller truet til at acceptere den, har vi ikke noget kompromis, men en politisk magtdemonstration, en strategisk forhandling eller noget tredje. Derfor kan vi heller ikke antage, at bare fordi vi har en bred politisk aftale, så er den også et kompromis.«

Ifølge Rostbøll er der ingen vej uden om at studere processen op til enhver politisk aftale, hvis man skal vurdere, om den lever op til betingelserne for et kompromis. Og forskningen har endnu til gode at kortlægge systematisk, i hvor høj grad de brede aftaler i Danmark er egentlige kompromiser, siger han.

»Men helt generelt gælder det, at selv om de politiske partier vælger at være med i brede forlig af strategiske grunde, så er de stadig med til at skabe en sund demokratisk kultur, hvor vi lytter til og behandler hinanden med respekt.«

Kompromisets fjender

Hen over det seneste årti har store dele af samfundsforskningen og den offentlige debat kredset om, at demokratiet er under pres. Politisk polarisering er blevet et nøgleord, og borgere med forskellige holdninger ser i stigende grad skævt til hinanden.

Christian Rostbøll mener, at der særligt er to strømninger i samfundet, som har accelereret denne udvikling. På den ene side presses demokratiet af populister, på den anden af teknokrater, og selv om de to har vidt forskellige verdenssyn, deler de en afgørende demokratisk brist, fortæller han: De er slående enige om at foragte politiske kompromiser.

»Populismen bygger i min optik på en forestilling om, at samfundet er opdelt mellem det gode og sande folk og den onde og korrupte elite,« siger professoren og tilføjer, at populismen ikke er forbeholdt en bestemt politisk fløj. Man finder således både højreorienterede populister som Donald Trump og venstreorienterede populister som Venezuelas forhenværende leder Hugo Chávez.

»Fordi populister deler verden så skarpt op, og fordi de samtidig opfatter politik som noget, der kun producerer absolutte vindere og tabere, ser de ikke deres politiske modstandere som nogle, de er uenige med. De ser dem som fjender, der skal bekæmpes, og det giver meget lille grobund for kompromiser,« siger Rostbøll og går derpå videre til teknokratiets talsmænd.

»For teknokraten bør politik være styret af tekniske eksperter, som regerer ved hjælp af en særlig rationalitet. I økonomiske spørgsmål bør økonomerne stå ved roret, mens klimaeksperterne bør stå for klimaområdet. Folk, der er uenige med eksperterne, opfattes måske ikke ligefrem som onde og moralsk anløbne, men de er i hvert fald dumme og irrationelle. Det gør dem uværdige at tale med og gør behovet for politiske kompromiser overflødigt.«

Professoren nævner EU’s tidligere sparepolitik som et ærketypisk eksempel på, hvordan der er blevet lagt teknokratiske bånd på medlemslandenes politiske handlerum. Men også på klimaområdet ser han en klar tendens til, at det teknokratiske tankegods vinder indpas:

»Da partiet Frie Grønne blev lanceret, gik dets leder, Sikandar Siddique, ud og sagde: ’Vi nægter at gå på kompromis med klimavidenskaben.’ På den måde omfavner han en teknokratisk indstilling til samfundets problemer, som ellers har været udbredt på højrefløjen i de senere år. Her har det blot været den økonomiske videnskab, som man ikke har villet gå på kompromis med,« siger Rostbøll, som dog understreger, at han ikke ser Frie Grønne som et fuldtonet teknokratisk parti.

Politik skal (også) være kedeligt

Trods store indbyrdes forskelle tåler hverken populister eller teknokrater politisk uenighed, lyder budskabet kort sagt fra Christian Rostbøll, og af den grund har ingen af dem meget tilovers for kunsten at gå på kompromis. Spørgsmålet er imidlertid, om demokrater altid har en pligt til at søge kompromiser?

»Jeg mener, at man har en udstrakt, men ikke ubetinget forpligtigelse til at gå på kompromis i politik,« svarer han og uddyber: »For eksempel ser jeg ingen pligt til at gå på kompromis med folk, som ikke anerkender præmissen for, hvorfor vi overhovedet bør indgå kompromiser – altså at alle borgere skal behandles som ligeværdige. Det udelukker blandt andet, at vi skal gå på kompromis med racister.«

–Hvad så med klimaskeptikere – for nu at gribe den bold, som Sikandar Siddique giver op?

»Problemet med Siddiques udtalelse er, at videnskaben ikke fortæller os, hvad vi skal gøre ved klimaudfordringerne. Videnskaben kan informere os om problemerne og deres omfang, og den kan sandsynliggøre, hvad der sker, hvis vi iværksætter bestemte tiltag. Den fortæller os bare ikke, om vi skal søsætte nogle af disse tiltag eller gøre noget tredje. Klimapolitik kan der være legitim uenighed om, og så længe ingen bryder med normen om ligeværdighed, mener jeg ikke, at grænsen for kompromiser er nået.«

Pligten til at søge kompromiser er således ikke grænseløs, men grænserne er vide. Men risikerer man ikke at gøre politik til noget dødt og kedeligt, hvis man koncentrerer sig for meget om kompromiset og alene overlader det til helte i bøger og film at stå fast på det, de tror på?

»Jeg har engang udtalt, at der ikke er nogen, som går ind i politik for at lave kompromiser. Man gør det jo, fordi man brænder for en sag – for klimaet, samfundets svageste, virksomhederne eller nationalstatens grænser. Det ved jeg også fra min egen tid i ungdomspolitik,« siger han og erklærer sig enig med den tyske filosof Jürgen Habermas, der mener, at politik består af forskellige spor og arenaer.

»Alle politiske arenaer skal ikke være kompromissøgende. Det er vigtigt, at civilsamfundet og de sociale bevægelser rummer en vis vildskab og kæmper indædt for deres sager. Min forskning koncentrerer sig om parlamentariske beslutninger, som befinder sig på et andet plan. Og her vil jeg sige, at politik også skal kunne være kedelig,« siger Rostbøll.

»Vi skal i hvert fald acceptere, at den kedelige del af politik også kan være smuk og vigtig.«