Landstræneren: Det er ikke bare venstrefløjspis, når vi knæler imod racisme

Siden FIFA’s dybt korrupte præsident i december 2010 trak en seddel op af en kuvert og annoncerede, at fodboldforbundets dybt korrupte eksekutivkomité havde besluttet at lade Qatar holde VM i 2022, er skandalerne trillet ud af den lille ørkenstat som en løbende påmindelse om alt det, der er galt med moderne fodbold.

»Det var en fuldstændig håbløs beslutning,« siger Danmarks landstræner Kasper Hjulmand. »Qatar skulle selvfølgelig aldrig have haft VM i første omgang.«

Over sin karriere har han fået ry som en tænksom figur i en ikke specielt tænksom branche.

Sportspressen har – undertiden hånligt – kaldt ham »humanisten« eller »teoretikeren«, og i biografien Fodbolddrømmer fra sidste år kan man læse, hvordan han forsøger at få sin chef til at læse Svend Brinkmann, planlægger en »moralsk disruption af fodboldindustrien« og beklager sig over det »monster af grådighed, dårligdom og massivt hykleri,« der plager fodbolden som »en sygdom«.

Særligt i den absolutte top er dele af fodboldverdenen »viklet ind i grådighed og egoisme«, forklarer Hjulmand over telefonen til Information.

»Der er for mange beslutninger, som ikke bliver truffet med henblik på spillets bedste, med tanke på spillets skønhed.«

De negative tendenser i toppen må ikke overskygge alt det gode, fodbold fører til. For spillet er skønt, understreger landstræneren:

»Over hele kloden skaber fodbold jo først og fremmest glæde. Både på stadion til landskampe, og når børn spiller i baggårde, på strande og grusbaner. Fodbold skaber fællesskab, det inspirerer og samler os.«

På sin vis er det passende, at en type som Hjulmand er blevet træner på et tidspunkt, hvor spørgsmål om lighed, rettigheder og moral lader til at fylde mere i fodboldverdenen. Spillerne knæler mod racisme, i Storbritannien har spilleren Marcus Rashford stillet sig forrest i en bevægelse for offentlig skolemad til fattige børn, og forude ligger den omstridte VM-slutrunde i Qatar og truer.

Efter sommerens EM er det Hjulmands næste store opgave at føre Danmark til VM i Qatar, direkte ind i monsterets gab.

Idealisme i Qatar

Selv hvis man ser bort fra de vedholdende og særdeles troværdige anklager om, at Qatar kun fik slutrunden, fordi tilpas mange kufferter skiftede hænder op til afstemningen i FIFA’s eksekutivkomité, selv hvis man sætter parentes om de sædvanlige betænkeligheder ved at lade en diktaturstat bruge VM som propaganda og ser stort på det grundlæggende bizarre i at lægge verdens største fodboldfest i et lillebitte land uden nævneværdig fodboldtradition i Den Arabiske Ørken, hvor det er alt, alt for varmt til at spille – ja, selv hvis man ser bort fra alle de ting, er det svært bare at trække på skuldrene af den største af alle skandalerne fra Qatar: Hvordan titusindvis af fortrinsvis sydøstasiatiske migrantarbejdere har knoklet under slavelignende forhold i den ekstreme hede for at bygge stadion og forberede slutrunden.

Så hvordan kan en træner, der selv har påberåbt sig de højeste moralske standarder, forsvare at tage sit hold med til Qatar?

»Alt det der er jo rigtigt. Det er jeg sådan set enig med dig i, men jeg synes, det er vigtigt at understrege, at både DBU og jeg er modstandere af, at det bliver i Qatar,« siger landstræneren.

Men slutrunden skal spilles i Qatar, og Hjulmand tror ikke, at landsholdet bedst bidrager til menneskerettighedssituationen i landet ved at blive hjemme og boykotte, sådan som blandt andre SF og De Radikale har foreslået.

»Jeg har brugt en del tid på at rådføre mig med Amnesty International, og de mener, at vi bør tage af sted, fordi den store internationale bevågenhed faktisk har åbnet et mulighedsrum for at forbedre vilkårene i Qatar,« siger han.

»Men altså, jeg erkender, at den er svær.«

Fodbold er vigtigt

Inden vi fortsætter, må jeg hellere lægge kortene på bordet: Jeg er vokset op i Farum og begejstret for fodbold. Med andre ord er jeg som udgangspunkt meget varmt indstillet over for Kasper Hjulmand, der for ti år siden overtog de middelmådige rester af Peter Brixtoftes hurlumhejprojekt og endte med at give den lokale fodboldklub FC Nordsjælland et vidunderligt offensivt udtryk, der førte dem hele vejen til danmarksmesterskabet og Champions League.

Mellem sine to succesfulde ophold i Farum var han træner i Bundesliga-klubben Mainz, hvor han for alvor mødte ’monsteret’, og nu har han altså Danmarks mest profilerede trænerjob.

I den forstand er det faktisk usædvanligt, at han overhovedet udtaler sig om politiske anliggender som menneskerettighedssituationen i Qatar. De fleste i fodboldverdenen arbejder efter det belejlige slagord, at ’sport er sport, og politik er politik’ – og at de i hvert fald ikke er sat i verden for at forholde sig til sidstnævnte.

Som Hjulmands forgænger, Åge Hareide, sagde op til VM i Rusland i 2018:

»For fanden. Hvis man blander politik og idræt, bliver det kaos.« Og, tilføjede han: »Det er ikke vores opgave at sige, hvad vi synes om forskellige regimer. Det må vi lade politikerne gøre. Så tager vi os af fodbold.«

Kasper Hjulmand taler derimod åbent om fodboldens rolle i samfundet.

Fodbold er en af »verdens mest afgørende kulturinstitutioner«, mener han. I hvert fald en af de største. Mere end to milliarder mennesker følger med i fælles begejstring, når der er VM. Man kan se spillet som en gigantisk maskine, der producerer forståelse og udligner forskelle på tværs af race, klasse, religion og alle de andre ting, som nogle gange splitter os.

»Fodbold kan binde folk sammen og lære folk at have respekt for andre mennesker og forskelligheder på et hold,« siger landstræneren entusiastisk.

Det er meget mere end mænd og kvinder, som løber rundt efter en bold og forsøger at vinde. Fodbold er vigtigt.

»For eksempel spiller landsholdet en rolle i det nationale fællesskab. Alene i DBU har vi 350.000 medlemmer, og når vi for eksempel spiller VM-kampe, sidder to millioner danskere og følger med,« siger han.

At være med til at administrere den slags fællesskab er et stort ansvar, erkender Hjulmand – det er ikke ligegyldigt, hvad vi samles om, når vi samles om fodbold.

»Jeg har kæmpestor respekt for fodbold og alt det, den kan. Når man rejser rundt i verden, er det ekstremt at opleve, hvor mange der dyrker det her spil lidenskabeligt,« siger han.

»Isoleret set er fodbold bare fantastisk.«

På knæ

Man kan diskutere, om fodbolden nogensinde har eksisteret i sin egen boble, men noget tyder på, at samfundet trænger sig særligt på i disse år. En ting er monsteret: korruptionen i forbundene, agenternes indflydelse og den altid eskalerende afstand mellem de almindelige mennesker på tribunen og de feterede stjerner på banen.

En anden modsatrettet tendens er, at moral fylder mere i fodbold. Strømninger i samfundet trænger ind og bliver til symbolske markeringer i sporten, som anfægter det, vi lidt fortegnet kan kalde Åge Hareide-doktrinen: sport på den side, politiske kampe på den anden, og ingen krydser stregen.

I 2019 var der en større debat om homofobi i fodbold, og siden sommerens bølge af antiracistiske protester indledes stort set alle professionelle fodboldkampe nu med, at spillere, trænere og dommere knæler i protest mod racisme.

Da de danske landsholdsspillere satte knæene i græsset før en kamp mod England i september, førte det straks til anklager om politisering.

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti kaldte det »latterligt«, Nye Borgerliges kulturordfører brugte ordet »skammeligt«, og sognepræsten Marie Høgh skrev i Berlingske, at landsholdet lå »på knæ for en altopløsende venstreekstrem ideologi«.

Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen gik hele vejen og erklærede, at spillerne lige så godt kunne have lavet en »nazihilsen«.

Hjulmand er enig i, at »decideret politik ikke bør vikles ind i selve sporten«. Slet ikke på landsholdet, som skal rumme alle danskere uanset deres politiske orientering. Han opfatter bare ikke spillernes knælen som en politisk markering.

»Jeg vil gerne slå en streg mellem politik og menneskerettigheder, mellem politik og mere basale ting. Er det politik at sige, at vi alle sammen er født lige og frie, som der står i Menneskerettighedskonventionens artikel 1? Er det politik, når Simon Kjær (anfører på landsholdet, red.), forsøger at skabe fokus på indsatsen for at lære børn at læse? Det mener jeg ikke, og i min verden er det heller ikke politisk at tage afstand fra racisme. Det er meget mere grundlæggende end politik.«

— Men er det dig, der afgør det? I det øjeblik, nogen opfatter Black Lives Matter-markeringen som politiserende, så er den vel politisk?

»Prøv at høre, jeg er bekendt med to tilfælde i hele verden, hvor det knæ har givet anledning til kontroverser. Det ene er i Millwall, hvor der blev piftet, fordi en anden markering for tilbagevendte soldater blev aflyst. Den andet var, da det danske landshold gjorde det,« siger han.

»Jeg ved godt, at nogen, og måske også nogen, der rent faktisk er racister, mener, at det her er et eller andet venstrefløjspis. For mig er det udtryk for noget helt fundamentalt. Ingen mennesker skal diskrimineres. Hvis det bliver opfatter som kontroversielt, viser det bare, at der er en årsag til, at vi gør det.«

Historisk mulighed

Nu vi er ved de helt fundamentale rettigheder, viser en ny rapport, at 67 nepalesiske arbejdere døde i Qatar i efteråret.

I alt er der 400.000 nepalesere i Qatar, som alle arbejder under det såkaldte ’Kafala’-system. Til gengæld for et slidsomt og farligt, men efter nepalesiske standarder velbetalt arbejde må de opgive deres pas og en god del af deres frihed til den arbejdsgiver, der har bragt dem til landet.

Uden arbejdsgiverens tilladelse kan nepaleserne, inderne, filippinerne og alle de andre migrantarbejdere hverken rejse ud af landet eller skifte job. Det er derfor, internationale ngo’er taler om »slavelignende tilstande«.

På et samråd indkaldt af SF i januar slog kulturminister Joy Mogensen fast, at regeringen ikke har nogen planer om at boykotte slutrunden. Den beslutning tilfalder DBU, sagde hun. Fra DBU lyder det omvendt, at en boykot kun kommer på tale, hvis Folketinget beslutter det.

Siden Kasper Hjulmand tiltrådte i sommer, har han »brugt meget tid« på at sætte sig ind i situationen. Han har været til møder med FIFA og ladet sig rådgive af Institut for Menneskerettigheder og Amnesty.

Man kan ikke lukke øjnene for det, der sker i Qatar, mener han.

»Så risikerer vi at blive en brik i noget, vi ikke ønsker at være en del af.«

Alligevel er han ikke tilhænger af en boykot. Det er der flere årsager til. For det første handler det om, at Amnesty International har rådgivet ham til at lade være, fortæller han.

Det bekræfter Amnestys generalsekretær Trine Christensen til Information. Organisationens analyse er, at den internationale bevågenhed i forbindelse med VM har skabt en mulighed for forbedringer i Qatar. En lov, som afvikler Kafala-systemet, er allerede vedtaget, påpeger hun, men det kniber dog med at få den implementeret.

»Men bliver den implementeret, vil det betyde store fremskridt for migrantarbejdernes forhold. Det er et problem, som har eksisteret i årtier, og vi ser nu en reel mulighed for at gøre noget ved det,« siger Trine Christensen.

Selv hvis det lykkes at udvirke progressive forandringer i Qatar, kan man frygte, at de bliver rullet tilbage igen, så snart VM er slut. For eksempel har Qatar erklæret, at de vil suspendere deres love imod homoseksualitet – som normalt kan straffes med døden – mens slutrunden står på, så ingen tilrejsende fans risikerer at komme i klemme.

»Det er selvfølgelig en risiko,« siger Trine Christensen om faren for kortvarige og kosmetiske forandringer. »Men Qatar er jo interesseret i at holde en lang række sportsbegivenheder over de kommende år.«

Ret til at være i tvivl

I januar holdt DBU en høring, hvor blandt andre FIFA, Amnesty, fagbevægelsen og en række andre relevante aktører var samlet for at drøfte sagen. Det er væsentligt for Hjulmand at tage af sted med »åbne øjne« og sætte sig selv så godt ind i situationen som muligt.

Men han er først og fremmest fodboldmand, siger han.

»Jeg har brugt meget tid på at tale med Institut for Menneskerettigheder og Amnesty, men jeg er ikke dygtig nok til at tegne verdenskort over, hvilke lande vi kan og bør spille i for at være helt sikre på at samles om noget godt,« siger han.

»Det er ikke rimeligt, at jeg eller spillerne skal være frontkæmpere i noget, andre har meget mere forstand på. Det er i hvert fald min holdning.«

Debatten om boykot kan godt blive for sort-hvid, mener han.

»Vi skal altså også passe på, at vi ikke bare sætter os op på vores høje moralske hest og etablerer en præmis om, at vi ikke kan tage steder hen, som ikke lever op til vores niveau af menneskerettigheder. Så ender det med, at vi kun kan spille i Herning.«

Tager vi ideen om fodbold som et globalt fællesskab alvorligt, må vi acceptere, at lande uden for Nordeuropa også kan holde festen.

»Desuden har jeg altså selv stået ved Christiansborg i Ghana (fort på den historiske Guldkyst, red.), hvor Danmark bedrev slavehandel. Det står stadig der som et monument over vores tyranni. Og som barn boede jeg i Grønland, hvor Danmark for ikke specielt mange år siden hev drengebørn ud af bygderne for at kultivere dem,« siger han.

— Hvad er din pointe med det?

»At vi selvfølgelig er nået længere med menneskerettighederne, end Qatar er. Og jeg tror, vi kan gøre mere for forandring dernede gennem interaktion end ved at pege fingre.«

— Hvad mener du med interaktion?

»Jamen, det er at tage af sted og vise, hvem vi er. At både vores hold, jeg og fansene viser, hvem vi er, og hvad vi står for. Vi skal repræsentere Danmark og danske værdier. Ligestilling, ligeværd og så videre. Det kommer vi til at signalere.«

— Hvad vil det konkret sige? Udsender DBU en erklæring, indkalder I til pressemøde om forholdene i Qatar, eller vil du og spillerne afslutte alle interview med ’i øvrigt mener vi, at forholdene for migrantarbejdere bør forbedres’?

»Den strategi er ikke formuleret endnu. Overordnet handler det om at stå fast på de ting, vi tror på hos os, og det håber jeg også, fansene kommer til. At vi viser, hvem vi er. Det har vi altid gjort i Danmark.«

I øvrigt skal Danmark også kvalificere sig først. Men Kasper Hjulmand forsøger ikke at undgå at tage stilling til spørgsmålet, understreger han.

»Vi skal selvfølgelig forsøge at gøre, hvad vi kan for at presse i den rigtige retning. Men hvordan gør man det? Jeg har ikke et sublimt overblik over, hvad der er det bedste at gøre. Jeg synes, det er svært, og jeg forbeholder mig retten til at være i tvivl.«