Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Man skal hjælpe andre, hvis man kan

Leif Lauridsen var rig på energi og kunne få de fleste til at live op, selv de ensomme mennesker, han mødte på sin postrute
Moderne Tider
6. februar 2021
Leif Lauridsen med Thoma til danseuge for parkinsonramte og pårørende på Club La Santa på Lanzarote i efteråret 2019.

Leif Lauridsen med Thoma til danseuge for parkinsonramte og pårørende på Club La Santa på Lanzarote i efteråret 2019.

Privatfoto

Leif Lauridsen havde fart på.

Når han var færdig med sin daglige rute som postbud, kastede han sig over et væld af fritidsinteresser. Han passede banerne i den lokale tennisklub, han spillede kort med sine venner, han var formand i en teaterklub, og han reparerede og udbyggede sit hus, ude og inde.

Han stod også på ski og på rulleskøjter, og når han drønede rundt på vejene omkring Kirke Hyllinge i sin postbil, gerne et par kilometer over fartgrænsen, spærrede byens indbyggere øjnene op og sagde:

»Det er nok Leif, der kommer ræsende!«

De vidste, hvem han var.

Leif Lauridsen

  • Født den 8. oktober 1944.
  • Postbud i 41 år.
  • Efterlader sig kone, to døtre og tre børnebørn.
  • Død den 5. november 2020.

    Leif Lauridsen talte med alle. Han elskede at dele breve rundt til de lokale landejendomme, hvor mange boede alene, afskåret fra venner og familie. De så frem til at få posten leveret, så de kunne invitere Leif Lauridsen indenfor til en sludder og en kop kaffe. For nogle af dem var postmanden nærmest en livline.

    Den sociale kontakt var en vægtig årsag til, at Leif Lauridsen holdt af sit arbejde i postvæsenet, hvor han var i 41 år. Derfor var han ked af den privatisering og stigende målstyring, han oplevede, i årene før han gik på pension.

    Han drønede stadig rundt på landevejene, men han havde ikke længere tid til at drikke kaffe med de lokale, fordi han skulle leve op til faste krav. Til sidst afleverede han kun brevene i postkassen – med følelsen af at han svigtede de ensomme skæbner på ruten.

    Skal vi hente de voksne?

    Da han som 18-årig var flyttet fra Jylland til Sydsjælland for at arbejde på en gård, mødte han Thoma til et bal i Store Torøje Forsamlingshus, og de dansede natten lang. Thoma var genert, men hun forelskede sig i den friske fyr, der slyngede om sig med kvikke bemærkninger, og følelserne var gengældt.

    Parret fik siden to døtre og levede i et moderne forhold, hvor han tog sig af mange huslige pligter, købte ind og lavede mad, særligt når hun havde sent fri fra sit arbejde i banken.

    Han var en rastløs og energisk sjæl, men når han hjalp andre med at hænge en lampe op eller at lappe en cykel, var det også, fordi han så det som en forpligtelse: »Man skal hjælpe andre, hvis man kan,« sagde han.

    Selv om Leif Lauridsen ofte spillede kort eller tennis efter fyraften, nød han at flade ud foran fjernsynet og puste ud med familien, helst bevæbnet med te og småkager.

    Han legede ofte med sine børn, og da han fik børnebørn, ringede han gerne og spurgte, hvornår de mon kom på besøg. Han lærte dem at stå på rulleskøjter og forklarede, at han ikke ville kaldes morfar, men bedstefar. Som i »den bedste far«.

    Også børnene i den børnehave, hvor han i en periode havde et ekstrajob som altmuligmand, blev glade for ham, måske fordi han kunne matche deres energi. Hvis nogle af børnene begyndte at skændes med hinanden, yndede han at sige: »Vi skal vel ikke hente de voksne?« Underforstået: De voksne var nogle andre end ham selv.

    Det skulle være en fest

    Leif Lauridsen tog hvert år på skiferie, og sammen med sine lige så energiske søskende arrangerede han sommerudflugter for den store familie.

    Men efterhånden fik han svært ved at holde farten. Hans krop ville ikke rigtig mere, og meget tydede på, at det ikke kun skyldtes alder.

    I to år blev han kastet rundt i sundhedssystemet, uden at lægerne kunne stille en diagnose, men til sidst fik han den nedslående besked: Han havde Parkinson.

    Leif Lauridsen havde svært ved at acceptere, at han langsomt mistede så meget af det, han elskede. Sygdommen åd hans bevægelser, han kunne ikke længere stå på ski, og på tennisbanen mistede han sin serv, fordi han ikke kunne løfte armene op over sit hoved.

    Alligevel troppede han op i klubben for at se sine gamle tenniskammerater, og selv om han dårligt kunne håndtere en rive, tilbød han sin datter at ordne den tilgroede have i hendes nye hus.

    Han ønskede ikke at ende hjælpeløs i hospitalssengen, og han frasagde sig livsforlængende behandling.

    De sidste dage tilbragte han i sit hjem. Han var bundet til sengen og havde svært ved at trække vejret, men han fandt trøst i, at familien skabte liv omkring ham.

    Han havde sagt, at hans begravelse ikke skulle være sørgelig. Det skulle være en fest! Da han døde den 5. november 2020, havde corona indtaget Danmark, og kun 50 gæster fik adgang til kirken, selv om et utal af venner og bekendte spurgte, om der var plads.

    Efter ceremonien fik familien dog lov til at samle sig i grupper uden for kirken. De åbnede tre bagagerum og serverede øl og Underberg og chips i coronavenlige poser, de sludrede og lo, og sådan endte dagen alligevel med at være i Leif Lauridsens ånd.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk,
    seriøs og troværdig.

    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Tak Information for også at tage så livsbekræftende hændelser op .selv om det er en der siges farvel til. Han var da et menneske, som man kun kan holde af uanset man ikke kendte ham.