Hvor meningerne råder, holder tænkningen op
Meningsdannerne er over os. Hvad er en meningsdanner? Det er en, som har sine meningers mod. Er det da modigt at mene? Det tvivler jeg på. Jeg vil hellere spørge: Hvad vil det sige at mene? Og hvilke muligheder har man ellers?
Det er ikke som med modstillingen mellem tro og viden, selv om man tit geråder over i den, når man går imod en mening. At vide er ikke det modsatte af at mene. At vide er ikke engang det modsatte af at tro.
Nogle hævder religionen som autoritet, andre videnskaben, men hvis man går til videnskabernes fornyere – eller til religionernes – så møder man de største tvivlere. Påberåbelserne af vished blandt religionens og videnskabens dogmatikere lyder derimod påfaldende ens.
Grunden er, at de, som henviser til den ene eller den anden autoritet, mener at have vished. De mener. Og det er det, der standser dem. Det modsatte af at mene er ikke at tro eller at vide, men at tænke. En evne, alle mennesker besidder.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Godt skriv. Filosofien må være presset i woke- og cancelkulturens tid.
Øhhh, fornuften...? Overfor meningen...? Hannah Arendt udtrykte tydeligt sin mening i Eichmann-sagen ved at tale om "Ondskabens banalitet" ; nok ikke særligt fornuftigt af hende, men det var hendes mening...
"Sådan kommer tænkning lige så meget an på etik som på logik."
Men hvad adskiller etiske principper (udgangspunkter for etisk tænkning) fra meninger? Om det er nytte, pligt, dyd, sindelag eller social sammenhæng, så er princippet baseret på "personlige egenskaber" såvel som på erfaringer (opvækst m.m.). Og uanset at der kan og skal argumenteres for etiske principper, er de vel dybest set forankrede i os som meninger eller "standpunkter" (der som bekendt kan erstattes af et andre, når tid er).
Det er et godt indlæg!
Jeg kan særligt lide det ironiske i, at den 'radikale' filosof åbenbart endnu ikke har fundet ud af, at radikalismens utilitarisme og pragmatik er en sekulariseret af den treenighedens selvmodsigelse, der erstatter substansen med økonomien, og som gør alt relativt undtagen relationen.
Hvordan, ville Aristoteles spørger kan man være både tre og én.
Denne blinde tro forklarer ellers det ekstreme hykleri, som findes i partiet - spørgsmålet om deres selvmodsigende stil.
Jeg glæder mig til at læse dit svar! Om det ifølge din "mening" er "godt tænkt", eller om du uenig!