Essay
Læsetid: 9 min.

Hvor meningerne råder, holder tænkningen op

I en tid, hvor det gælder om at mene noget, og hvor åndsfæller forskanser sig på de sociale medier, er der hårdt brug for at skelne mellem mening og tænkning. Filosof Søren Gosvig Olesen indkredser her den afgørende forskel med hjælp fra Immanuel Kant og Hannah Arendt
Moderne Tider
20. februar 2021
Det modsatte af at mene er ikke at tro eller at vide, men at tænke. En evne, alle mennesker besidder.

Det modsatte af at mene er ikke at tro eller at vide, men at tænke. En evne, alle mennesker besidder.

Jesse Jacob

Meningsdannerne er over os. Hvad er en meningsdanner? Det er en, som har sine meningers mod. Er det da modigt at mene? Det tvivler jeg på. Jeg vil hellere spørge: Hvad vil det sige at mene? Og hvilke muligheder har man ellers?

Det er ikke som med modstillingen mellem tro og viden, selv om man tit geråder over i den, når man går imod en mening. At vide er ikke det modsatte af at mene. At vide er ikke engang det modsatte af at tro.

Nogle hævder religionen som autoritet, andre vi­denskaben, men hvis man går til videnska­ber­nes fornyere – eller til religionernes – så møder man de stør­ste tvivlere. Påberåbelserne af vished blandt religionens og videnskabens dogmatikere lyder der­i­mod påfaldende ens.

Grunden er, at de, som henviser til den ene eller den an­den autoritet, mener at have vished. De mener. Og det er det, der stand­ser dem. Det modsatte af at mene er ikke at tro eller at vide, men at tænke. En evne, alle mennesker besidder.

Man behøver ikke sætte sig op på tænkningens høje hest, filoso­fien, for at diskutere den sag. Det handler kun om mu­lig­heden for at tænke sig om, om fornuftens mulighed, og om hvad der forhindrer den i at blive ud­foldet. Jeg vil alligevel citere nogle fi­losoffer. Ikke på grund af deres auto­ri­tet, for den skal også dis­kuteres, men på grund af kvaliteten af, hvad de har tænkt.

Tankernes bevægelse

I en af de ældste tekster, som alle filosofistuderende læser, Platons Staten, står der: »Men dem, der glæder sig ved alt det, der er, dem må vi kalde visdomselskere og filosoffer, ikke meningselskere.«

Si­den da har der været et skel mellem filosofi (kærlighed til visdom) og filo­dok­si (kær­lig­hed til meninger). Det genfindes i Hegels Retsfi­lo­sofi, hvor der skelnes mellem det, fornuften skal begribe (det, som er), og det, som man kan mene. En mening (Meinung) er noget privat, den er og bliver min (mein). At leve i en verden af meninger er at le­ve i sin egen verden – og den verden udgør med Hegels formulering »et blødt element, der lader sig bilde hvad som helst ind«.

Hverken før eller siden har filosofferne forsøgt sig noget videre med en be­­stem­melse af, hvad det vil sige at mene, hvilket ikke er så un­der­ligt i be­tragtning af deres definition af egen metier, men un­der­ligt set i lyset af meningers betydning i praksis.

Til gengæld har filosoffer gennem tiderne ment alt muligt, også det mest tåbelige. Hvis man går efter deres meninger, er der ikke no­get at lære af dem, sådan groft sagt. Det bliver man opmærksom på, når man som jeg hører til, ikke på Platons eller Hegels niveau, men blandt filosoffernes fodfolk.

Når jeg underviser i filosofi, skal jeg ikke lade det ikke komme an på, om en filosof er kommunist eller katolik, fas­cist eller fe­mi­nist. Det kommer kun an på, om det, vi gen­nemgår, er godt tænkt.

Hvilket allerede er helt forskelligt fra, hvordan di­s­­kussioner fore­går blandt folk i øvrigt. Men sådan er det: Jeg kunne ikke engang bedømme en eksamensopgave, hvis jeg gik op i, om jeg var enig eller uenig. Ude i den øvrige virkelighed – ikke mindst i den, som er online – er det altaf­gø­rende at væ­re enig eller uenig. Derfor kan det ikke være lige me­get, hvad det vil sige at mene. I det mindste burde vi til en be­gyndelse bestemme det i forhold til det at tænke.

At tænke er at tvivle, at være skeptisk, at forholde sig kri­tisk, plus forskelligt andet. Hvis vi lader tænkningen i det mindste begynde der, træder en forskel allerede klart frem. I tænkningen er der ikke noget, der står fast. Men hvis man har en mening, står man fast på den.

Når man tænker, overvejer man frem og tilbage. Når man mener, er det slut med overvejelserne. Meningen er tænkningens ophør. Eller for at sige det grovere: I tænkningens verden er en mening en blokering. Når man overvejer, bevæger man sig frem og tilbage; når man har dannet sig en mening, bevæger man sig ikke me­re. Man har mistet sin åndelige spændstighed.

Tænkning uden opskrift

»Tænke kan jeg, hvad jeg vil, så længe jeg ikke modsiger mig selv,« skriver Kant på et sted i Kritik af den rene fornuft, hvor han – som i det meste af det værk – forsøger at definere tænkningen i for­hold til er­ken­delsen.

Hvis vi i stedet sætter tænkningen i forhold til meningen, er det Kants forbehold, der bliver vigtigt: Jeg kan trods alt ikke tænke noget, der er selvmodsigende. Det vil sige, jeg kan netop ikke tæn­ke, ’hvad jeg vil’. Der gælder nogle love for tænkningen; lo­gik­kens love. Tænke kan jeg ikke hvad som helst; til gengæld kan jeg mene hvad som helst.

De fleste meninger opløser sig i den blå luft, hvis man forsøger at tænke dem igennem. Af samme grund skal en mening ikke opfattes som noget, der er til diskussion. En mening er noget, man har, lidt på sam­­­me måde som man har et fodboldhold, man holder med. Så har man og­så nogen at holde sammen med. En mening er et resultat, man er nå­et frem til. Den kan fastholdes trods al fornuft. Den kan også fast­­holdes med fornuften som middel. Det går fint. Så bruger man ba­re logikken mekanisk.

Men der er ingen tankernes mekanik.

Selv om Kant hen­viser til tænkningens mest fundamentale lov, prin­cippet om ikke at modsige sig selv, henviser han stadigvæk til noget, der ikke selv kan bevises: at hævde det samme og det modsatte om noget, er at gå imod selve fornuftens princip. Sådan er der heller ikke nogen fiks og færdig opskrift på, hvordan man tæn­ker. Hvordan op­da­ger man begrænsningen ved et syns­punkt, at der mangler et perspektiv, at nogle muligheder er u­de­lukket? Der kunne man lige så godt sige, at det at tænke kommer an på fantasi, som at det kommer an på lo­gik.

Filosofien skal ikke finde svar

Hjælper det så overhovedet med al den filosoferen? Ikke nødven­dig­vis. Der er utallige eksempler på filosofi gjort til mekanik. Ikke kun som logik, men også når et begrebsapparat – eller bare en terminologi – bliver noget, man forsøger at indtage den ganske verden med. Der gør alt det lærte mere skade end gavn.

Tænkning er selv­stændig tænkning, ellers er det ikke tænkning. Men det meste af den tænkning, der kalder sig selvstændig, er ikke andetend tænkemåder, der er blevet af­prøvet og afkræftet mange gange før.

Da jeg i 80’erne begyndte som filosofilærer på Det Teologiske Fakultet i Aarhus, undrede jeg mig over, at der var så meget Marx og Nietzsche på pensum. Hvad skulle de teologistuderende med det? En ældre teolog­kollega forklarede mig pointen: »Jo, ser du, her tager vi troen fra folk, og så må de selv finde den igen!«

Efterhånden må jeg indrømme, at man kan sige noget lignende om filosofi­studiet. De un­ge mennesker skal læ­­­re, at den selvstæn­dige tænkning, de møder frem med, hverken er selv­­stændig eller tænk­ning. Det lærer de ved at stifte bekendtskab med, hvad der har været af filo­soffer før dem.

Derefter kan de måske komme frem til både selvstændighed og tænkning. Med andre ord: Hvis det er vigtigt at lære filosofi, er det også vig­­­tigt at komme sig over, hvad man har lært. Ellers kommer man ikke til at tænke, nu ved man bare noget om filosofi.

Filosofien har ikke nogen opskrift på tænkningen. Det anses for Hannah Arendts fortjeneste at have vist betydnin­gen af det. Hendes udgangspunkt er totalitarismen. Hvad er det, der gør, at nogle står imod under totalitære regimer, mens de allerfleste ikke gør? Vi skal ikke interessere os så meget for medløberne, vi skal se på det reste­ren­de par procent, de resistente, dem, der vedbliver at tænke selv. Hvem er de?

Man kan ik­ke sige, at Arendt fandt frem til noget entydigt svar. Men hun fik dog påvist, at der ik­ke var nogen afgørende sam­menhæng mellem mod­stan­den imod med­lø­beriet og så køn, alder, klasse eller uddannel­se. Det sidste kan fo­­rekomme overraskende. I hvert fald er det skuf­fende. For hvad skal vi så med en uddannelse?

Hvis vi skal tage Arendts undersøgelser alvorligt, må vi lære at se an­derledes på tænkningen, end vi er vant til. Efter mit skøn giver det anledning til mindst tre overvejelser.

For det før­­ste kan med­løberi næppe antages kun at findes un­der to­ta­­­li­tære regimer. Det trives sikkert godt der, men det må være et anlæg hos mennesket til alle tider – også i demokratier.

For det an­det, ev­nen til selv­stæn­dig tænkning må på en eller anden måde hænge sammen med per­son­lige e­gen­­ska­­ber. Sådan kommer tænkning lige så meget an på etik som på logik.

For det tred­je, at filosofien som læren om at tænke skal stå fast på retten til ikke at stå fast – og ikke andet.

Filosofi er ikke at kunne argumentere eller bruge begreber eller tek­nisk termi­nologi, det er at kunne finde spørgsmålet, det uafkla­rede, der stadig står til­bage, hvor man tror at have svaret. Filo­sofien skal ikke som videnska­berne nå frem til sikre svar. I en tid, hvor universiteterne skal indgå re­sul­tat­kontrakter, er det ganske vist ikke opportunt at indrømme det, men lad os være ærlige: Filo­so­­fien har i løbet af sin lange historie ikke opnået et ene­ste blivende re­sultat. Det er heller ikke po­inten med den.

Fornuftsprincipper over meninger

I en tid, hvor det gælder om at mene, er det ikke opportunt at gøre opmærksom på den fejl, som ikke består i, hvad nogen mener, men der­imod i, at de bare mener det. Når de sociale medier sætter stan­darden, når alle forsamles med meningsfæller, når debattens rum er blevet et ekkokammer, er det lige meget, om man mener det samme som Dansk Folkeparti eller det modsatte af Dansk Folkeparti. Hvis man er gået ind på at mene, fordi der ikke findes andet, er man allerede blevet en medløber af en slags.

Da Inger Støjberg i sin tid reagerede på en påtale fra ombuds­man­den ved at erklære sig uenig, vakte det Preben Wilhjelms protest – som jeg henviste til i mit essay om »Støjbergs tid’«. Her drejer det sig ikke om, at Inger Støjberg har en anden mening end ombudsmanden, endsige om, at Preben Wilhjelm har en anden mening end Inger Støjberg.

Sagen er, at på et niveau, hvor der kun gives meninger, bliver der ikke andet tilbage end at være e­nig eller uenig. Det kan ikke komme an på en fornuftsafgørelse, en prøvelse efter nogle principper. Så er også ombudsmandens vurdering bare en mening blandt andre.

Senere igen har Støjberg ikke tøvet med at vise, hvordan hun stadig har sine meningers mod. Mest bemærkelsesværdigt i for­­­­­­bindelse med, at Said Mansour, »boghandleren fra Brønshøj«, to gange dømt ef­­ter den danske straffelovs terrorbestemmelser og udvist til Marok­ko, blev dømt til døden der. Den udvikling kommenterede Støjberg over for DR Nyheder 2. november 2020 med følgende ord: »Jeg kan ær­­­ligt sige, at jeg ikke har savnet ham et sekund.«

Her vil jeg erklære mig enig med Inger Støjberg. Jeg mener det samme angående Said Mansour. Og jeg tilføjer gerne de be­vingede ord: Og det er vi mange, der mener. Men lad mig også til­føje, at det er kom­plet ligegyldigt, hvad hun eller hvad jeg mener.

Når vi dis­ku­te­rer på bag­grund af en dødsdom, handler det ikke om, hvorvidt vi kan lide den døds­dømte eller ej. Det handler om et retsprincip. Hvis vi i vo­­res sam­funds udvikling er nået frem til, at dødsstraf er u­­ac­­­cep­ta­bel, er det principløst at udvise folk til lan­de, hvor de ef­terfølgende dømmes til døden (Mansours dødsdom blev dog senere omstødt af en marokkansk appeldomstol).

Nu går et flertal i Folketinget ind for at stille Støjberg for en rigsret. Det skal blive interessant at følge. Beklageligvis har den måde, som hun, hendes meningsfællers, og meningsfællesskabet med de modsatte meninger har bedrevet politik på, været rådende så længe, at ud­faldet kan gå hen og blive ret ligegyldigt.

De, som støt­ter hen­­de, vil gøre det uanset eventuelle ulovligheder, og de, som er i­mod hen­­de, vil bare have hende fjernet og derefter ikke savne hende et sekund. I offentligheden er sagen for længst blevet til et for el­ler imod Inger Støjberg.

Hvis den skal have betydning, må det være ved at vise, at for­nufts­principper nu engang står over meninger. I en verden, hvor det kan komme an på fornuft, har vi en chance. I en verden, hvor der kun er meninger, går det galt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt skriv. Filosofien må være presset i woke- og cancelkulturens tid.

Maj-Britt Kent Hansen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
lærke Grandjean

Øhhh, fornuften...? Overfor meningen...? Hannah Arendt udtrykte tydeligt sin mening i Eichmann-sagen ved at tale om "Ondskabens banalitet" ; nok ikke særligt fornuftigt af hende, men det var hendes mening...

Annette Chronstedt og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

"Sådan kommer tænkning lige så meget an på etik som på logik."

Men hvad adskiller etiske principper (udgangspunkter for etisk tænkning) fra meninger? Om det er nytte, pligt, dyd, sindelag eller social sammenhæng, så er princippet baseret på "personlige egenskaber" såvel som på erfaringer (opvækst m.m.). Og uanset at der kan og skal argumenteres for etiske principper, er de vel dybest set forankrede i os som meninger eller "standpunkter" (der som bekendt kan erstattes af et andre, når tid er).