Baggrund
Læsetid: 4 min.

Myten om Kina kan ikke modbevises af fakta

Hvornår blev Kina til Kina? Bogaktuelle Bill Hayton gennemgår den kinesiske nations tilblivelse og punkterer myten om et rige med 5.000 års historie
Riget i midten var oprindeligt et begreb for et Kina uden faste grænser. Men det har kommunistpartiet lavet om på.

Riget i midten var oprindeligt et begreb for et Kina uden faste grænser. Men det har kommunistpartiet lavet om på.

Carlos Garcia

Moderne Tider
27. februar 2021

Når kinesiske topledere rejser til udlandet, er det kulminationen på et nøje planlagt forløb. Udsendte bureaukrater sendes i forvejen for at sikre, at protokollen overholdes, og at intet overlades til tilfældighederne.

Alligevel gik det galt, da Kinas præsident og leder af kommunistpartiet, Xi Jinping, i 2014 besøgte Tyskland. Som kutymen foreskriver, havde værterne frembragt en gave til deres gæst. Tyskerne havde gravet dybt i de statslige gemmer. Kansler Angela Merkel kunne derfor overrække Xi et kort fra 1735 optegnet ved Qing-kejserens hof og nogle år senere genoptrykt i Tyskland.

Der må være gået et sus igennem den kinesiske delegation. Kortet aftegnede et landområde uden Tibet, Xinjiang, Mongoliet eller Manchuriet. Selv Taiwan var i den forkerte farve. Det var ikke en gave, Xi kunne vise frem hjemme i Kina. Tværtimod.

For kommunistpartiet er det utænkeligt at acceptere en virkelighed, hvor Kina ikke udgør én samlet national enhed med partiet for enden af den historiske udvikling. Så den kinesiske statspresse gjorde, hvad der måtte gøres, og brugte et andet gammelt kort til at illustrere Xis gaveudveksling med kansler Merkel.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Det er interessant at se hvordan alle gruppers selvbillede, også i høj grad skabes af hvordan man (tror) at man vil blive opfattet af andre. Før vi herhjemme fik ideerne om at staten burde tilhøre folket eller nationen, var staten også herhjemme lig med herskeren, herskerens vilje, herskerens person - akkurat som i det før-nationale Kina.

Og selvom vi i Danmark efter 1849 ikke gjorde det ulovligt at kritisere en national historieopfattelse, var den så kulturel dominerende i toppen af samfundet, at praktisk set dannede skole for flere generationer af danskeres historieopfattelse i sådan en grad, at man begyndte og idag hører at "vi erobrede England i vikingetiden", at "vi var herre over både Danmark, Sverige og Norge under Kalmarunionen", etc. Nok så megen ytringsfrihed i Danmark ændrer ikke på, at vi stadig taler på den måde om "vores" historie i Danmark.

Der er selvfølgelig og helt åbenlyst en kæmpe forskel på bare dét at der eksisterer en lille, akademisk eller ikke-populær non-national historieforståelse, der udgangspunkt i faktisk historie, kontra at statsapparatet aktivt udelukker, mistænkeliggør, eller ligefrem ulovliggør en non-national historieforståelse af et lands før-nationale historiefortælling. I Danmark er etnisk nationalisme på ingen måde i samme grad en del af den statslige fortælling om Danmark. Der er trods alt forskel på et Danmark under Socialdemokratiets nuværende nationale narrativ, og så et nationalt narrativ som det ville se ud hvis vi havde haft en Stram Kurs regering.

Men følelsen af at vi "skal" skabe et særligt billede af os selv, at vi skal dyrke en særlig historieforståelse af os selv, at særlige aspekter af vores historie er mere vigtige end andre - er os for det nuværende Danmark, for den nuværende danske selvopfattelse, i høj grad formet af omverdenen eller som det hed i medierne i mange år, "dem vi sammenligner os med". Når omverdenen synes at vikinger, f.eks. er det mest interessante ved skandinavisk historie, får de fleste danskere jo også bekræftet at dét er det mest interessante ved os. Og hvilke museer og historisk-inspirerede begivenheder i Danmark får flest både internationale og nationale gæster: Vikingetids-fokuserede museer og begivenheder. Hvad får flest gæster i Italien? Romersk historie, hvad får mest interesse i Grækenland, Parthenon og lignende græsk antik historie, og i Israel er Masada den mest besøgte turistdestination og danner samtidig ramme om det moderne Israels ny-nationale selvforståelse.

Mytedannelse, prestigebaseret løgnehistorier om ens gruppetilhørsforhold, etc. er ikke nye fænomener, og ikke forbeholdt det nationale. For den før-nationale overklasse var der status i at kopiere de mest prestigefulde moder, ideer, og tale fra dem der af forskellige årsager blev anset for at være de mest prestigefulde. Ikke fordi at overklassen dengang var klogere - for husk på at det også var overklassen der opfandt og spredte den etniske nationalisme der problematiseres i henhold til Kina - men fordi man skaber sin prestige med "lånte fjer".

Med det in mente, er nationale myter bedre end aristokratiske myter. Et "demos", er bedre end et aristokrati. Hvor de aristokratiske myter om dem selv, var at de i kraft af højere social status, af imaginært "universelle" sandheder om deres magt legitimeredes ved deres højere sociale status, og ikke af om de repræsenterede værdierne for de mennesker de regerede over, går ideen om en national-stat i det mindste udfra at statens legitimitet skabes ved at statsmagten repræsenterer folkets interesser.

Fejlen ved nationalstatstanken, i særligt Kinas tilfælde, er at tænke nationalstat som en eksklusiv størrelse. At en nationalstat må de-legitimeres ved at at være multi-national (ikke at forveksle med multikulturel), ligesom Kina (og i øvrigt også Danmark i mindre grad) altid har været. Kan man medtænke det nationale ind i det statslige, men uden at gøre det til et krav om ens egen etnisk-nationale dominans over et lands andre nationaliteter/etniciteter (nationale etniciteter), kan man dermed gøre op med både den før-nationale overklasse-tænkning og den nationalchauvanistiske xenofobiske tænkning. I Kina såvel som andre steder. Det kræver dog at man kan overbevise det kinesiske lederskab, om at man (dem selv som overklasse og i kraft af at de tror at de har fortolkningsretten til hvad det vil sige at være "ægte" kinesiser) de ikke taber ansigt ved at give plads til de andre kinesiske nationaliteter.

Mikael Velschow-Rasmussen, Erik Karlsen, Bent Gregersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar