Sport
Læsetid: 6 min.

Når håndboldstjerner bliver stilikoner, er sporten ved at være cool

Håndbold plejede at være provins og bølgepomfritter. Nu er den Mikkel Hansen – kunstsamler og stilikon – men den er stadig nede på jorden og måske netop derfor: cool
Moderne Tider
13. februar 2021
Mikkel Hansen har en megafed kunstsamling, det ved vi fra Eurowoman, som har besøgt hans hjem i Paris.

Mikkel Hansen har en megafed kunstsamling, det ved vi fra Eurowoman, som har besøgt hans hjem i Paris.

Baptiste Fernandez/Getty Images

Du skal lede længe efter en jyde i min generation, der ikke på et eller andet tidspunkt har gået til håndbold. Hvis ikke hun selv har, så har søster spillet på højt plan, eller også har far trænet det lokale drengehold.

Jeg ved det, for jeg er selv én. En østjyde, der på et tidspunkt i mit liv gik til håndbold oppe på sportspladsen. Ikke fordi jeg var god til det, og heller ikke fordi jeg var særligt glad for det, men fordi det gjorde man i 90’erne på de kanter. Det gjorde alle pigerne i klassen. Vores træner, Henning, manglede langetåen på den ene fod, det var tydeligt at se, f0r han gik tit rundt i en H2O-badesandal med bare tæer.

Henning står for mig som en af de tågede, uudgrundelige voksenkarakterer fra ens barndom, der i voksenlivet fylder én med nostalgisk undren: For hvem i hede hule melder sig egentlig frivilligt til at bruge sine weekender på at tage med os til Hørning for at spille en i det store og hele ret ligegyldig udekamp? For slet ikke at tale om bøvlet med at overtale vores forældre til at lægge biler til, så vi kunne komme af sted – de gad aldrig rigtig, for det var dengang, hvor man endnu ikke fik stemplet som elendig forælder, hvis man ikke følte, det var drømmen at bruge alle ens lørdage på sidelinjen af en tvivlsomt udført idrætsaktivitet. Var det et tegn på radikal accept, måske endda en form for kropsaktivisme, at Henning – som jeg husker det – altid havde bare fødder i klipklapperne? Var håndbold netop et fællesskab, han altid havde følt sig hjemme og set og mødt i? Var det derfor, han var der?

Fedtet ind i provinsen

Det er det samme for stort set alle de eksiljyder, jeg omgås; de har en personlig relation til håndbold. Den kan være god, den kan være konfliktfyldt og smage mere af afsky, men den konstituerer under alle omstændigheder et fællesskab. Det gør i det hele taget den jyske provins med alt, hvad der hører til den, fra forsamlingshusfester og tunede knallerter over halballer og Thomas Helmig til bølgepomfritter og Kondivand efter kampe i en hvilken som helst sportshal. Vi har mange minder at takke foreningslivets mange Henninger for.

Men provinsen og det provinsielle er blevet politiserede begreber, der rækker langt ud over deres rent geografiske betydning. På den ene side af spektret er de skældsord knyttet til det enfoldige folkedyb, der netop spiser toast i håndboldhallerne, på den anden side positive markeringer af afstanden til de overfladiske københavnere.

Sandheden er nok, at det at være provinsiel er et state of mind, der ikke deler os, men derimod er noget, vi har til fælles: Faren for at lande i forstokkethed, ligegyldigt hvor du bor, eller hvad du stemmer. Og jeg kan ærligt sige, at jeg indimellem må reflektere over, hvor snæversynet trives bedst, når alle mine venner og jeg skriver vores børn op til små ensartede privatskoler, mens vi selv har haft vores folkeskolegang på små lorteskoler med klassekammerater fra alle sociale lag, udbrændte lærere og nul fagligt ambitionsniveau. Ikke at det sidste er noget at stile efter, men erfaringen, at det jo er gået alligevel, synes at være gået helt tabt. Eller når vi skriver vores børn op til københavnske ventelister for crossfit, parkour og capoeira – i stedet for håndbold, der har været en formativ holdsport for mange af os.

Håndbold er fedtet ind i ideen om især jysk og fynsk middelklasse. Men der er ved at ske noget. Noget, der var undervejs før det nylige VM, hvis større bevågenhed måske også har haft noget at gøre med, at vi ikke har en skid andet at lave for tiden end at se så meget spændende tv som muligt. Noget, der knytter sig til Mikkel Hansen. For kan det tænkes, at håndbold er ved at blive cool? Sådan for alvor?

Foregangsmanden Beckham

Jeg tænkte på det første gang, da jeg gik forbi Mikkel Hansen på Roskilde Festival for et par år siden. Han lignede en rigtig stjerne. Solbriller og bøllehat, lang frakke og blomstrede bukser. Hans outfit var givetvis også sammensat med henblik på at kunne færdes lidt i skjul til koncerter, men det var immervæk meget langt fra H2O-badesandalen. Det var mere ovre i superfodboldstjernen Neymar, der meget ofte har taget en smart lille hat på, når han kommer ud fra omklædningen.

Neymar er kulminationen på en udvikling i særligt fodbold, som har grebet om sig med raketfart siden 90’erne. Én, som jeg vil påstå, at David Beckham for alvor startede. Becks var ikke bare en fremragende frisparksskytte for Manchester United, men blev et modeikon, der ikke kun lancerede den langtidsholdbare diamantørestift, men også sarongen til mænd lige omkring årtusindskiftet. I dag er han ikke uden grund kendt som en af de eneste mænd, der kan bære en sixpence.

Beckham var en af de første europæiske sportsstjerner, som brugte medierne helt til sin egen fordel og ganske strategisk, hvilket han nok fik hjælp til af sin berømte kone. De to forlangte en svimlende sum for billeder fra deres bryllup. Beckham trådte lige så stille ud af sportens verden og ind i det mere lukrative sponsorland, hvor alle, der ikke vidste noget om Manchester United, var velkomne til at købe de underbukser og den parfume, han reklamerede for. Han trådte ud i en bredere funderet populærkultur, allerede mens han var aktiv spiller (og man undrede sig over, hvordan han fandt tid til alt det ved siden af sin træning).

Den bevægelse er siden blevet almindelig og kun lettere i kraft af de sociale medier, atleter har til rådighed i dag.

Mirakel-Mikkel

I december var Mikkel Hansen på forsiden af Euroman med en buket blomster. Håndboldikon, kunstsamler og verdensmand stod der nedenunder. Og Mikkel Hansen har en megafed kunstsamling, det ved vi fra Eurowoman tidligere på året, da magasinet var på besøg i hans hjem i Paris. Mikkel Hansen er kæreste med stylist og designer Stephanie Gundelach, og det så sygt lækkert ud hjemme hos dem. Jeg mindes ikke, at der nogensinde før har været en håndboldspiller, der på samme måde er trådt ind i en populærkulturel arena associeret med storby og coolness. Vi er langt fra provinsen i de magasiner. Hansen er jo desuden en af verdens bedste håndboldspillere og har været det i nogle år – det er selvfølgelig ret afgørende for det brand, han har været på en rejse med.

Hvad der dog stadig synes at markere lidt af en forskel på verdens bedste og mest kendte fodboldspillere og ditto håndboldspillere, er den intimitet, sidstnævnte tilbyder os. I fodbold er der ingen intimitet, i Mikkel Hansens tilfælde er der faktisk en masse: Hans Instagram er fyldt med hverdagsbilleder af hans lille søn, familieliv fra køkkenet, scanningsbillede af den lillebror, de venter sig, og så en del sponsorerede kondisko selvfølgelig. Han fremstår relaterbar af en millionær at være. Det bliver bakket op af den måde, håndbold stadig formidles på i medierne: Jeg har sjældent været vidne til mere – undskyld mit franske – bonderøvsagtigt tv end de endeløse timer, hvor TV 2 efter guldsejren simpelthen ikke ville lade nogle trætte håndboldmænd være i fred, så de kunne drikke deres fadbamser på et coronadødt hotel i Cairo med hjerteskærende belysning. Morten Ankerdal blev ved og ved med at prøve at fange dem ved buffeten.

Håndbold er stadig tæt på. Nede på jorden. Måske tæt på er det nye cool.

I hvert fald er det cool, at Mikkel Hansen bruger sig selv og sit brand til at stifte en forening mod mobning. Og at løngabet mellem mænd og kvinder ikke er nær så stort i håndbold, som det er i andre store sportsgrene – cykling og fodbold, for eksempel. Kvindehåndbold er også en stor publikumssucces, ligesom herrehåndbold er det (lige for tiden spiller herrelandsholdet bedre end kvindelandsholdet, men det har været omvendt). Fanbasen i håndbold har en meget mere ligelig kønsfordeling, end vi ser mange andre steder. Se, dét er sgu ikke provinsielt; forhåbentlig indvarsler det snarere fremtiden i sport.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt og sjovt indlæg om håndboldsporten, hvor der er stjerner der tjener godt, men allievel bare forbliver helt almindelige mennesker.
Personligt har jeg et par gange lige vekslet et par ord med Morten Stig, som også er helt nede på jorden og vi har fælles bekendte i håndbolden, og de er ikke stjerner bortset for at de er det i den klub de repræsenterer et sted omkring Fynsserien med afstikker et par år i de lidt højere rækker. Ja hånbolden er for ale fra arbejder til direktør og under samme bruser og omklædningsrum samt 3.halvleg.

Anders Sørensen

@Viggo Okholm, begrebet "almindelige mennesker" som ekskluderende kategori er ret trættende.

Hvorfor ikke bare sige, at mennesker er almindelige? Så slipper man for den hjernedøde tilgang til fx Hollywoodstjerner som ualmindelige eller ligefrem eftrestræbelsesværdige, og man slipper for den mindst lige så trættende tilgang til bønder eller jyder som dumme eller nogle, man bør undgå.

Derved mødes Hollywood og Jylland på midten i en skøn samdrægtighed, hvor vi alle kan enes om, at vi er lige meget værd. Den ene type knepper grise, den anden type knepper Brad Pitt. Øf.

Anders Sørensen:
Det skal jeg huske og tak for lussingen :)
Du ved sikkert hvad jeg mener, når jeg skriver, men derfor behøver det ikke nødvendigvis at være rigtig.