Nobelpristager bag planetrevolutionen: »Jeg er helt besat af at finde Jordens tvilling«

Der var nærmest ikke den ting, der ikke var galt med hans opdagelse. Udstyret burde ikke være præcist nok, opdagelsen burde ikke kunne ske så hurtigt – og den slags planet, han påstod at have fundet, burde slet ikke eksistere.

Didier Queloz var 29 år, ph.d.-studerende ved universitetet i Genève, og han vidste, at hans liv var forandret for altid. Enten havde han begået sit livs fejltagelse og afsluttet sin karriere, før den var begyndt, eller også havde han gjort sit livs opdagelse.

Dengang midt i 1990’erne var menneskets kort over planeter i universet stort set begrænset til vores eget solsystem, og ingen havde fundet en planet, der kredsede om en stjerne ligesom Solen – der var altså ikke blot tale om et landkort med hvide pletter på, der var tale om et stykke helt blankt papir. Derfor troede Didier Queloz, at han måtte have gjort noget galt, da hans observationer af stjernen 51 Pegasus viste, at stjernen stod og rokkede.

Vi kender det fra vores solsystem, hvor Jorden og vores naboplaneter ikke bare er indfanget i Solens tyngdefelt, men også trækker lidt i Solen, så det ser ud, som om den rokker lidt. Men nu var det altså 51 Pegasus, en stjerne omtrent 50 lysår væk, som opførte sig på en lignende måde. Uanset hvordan Didier Queloz drejede sine data, kom han frem til samme resultat, og han sendte en besked til sin vejleder, der holdt sabbat på Hawaii:

»Jeg tror, jeg har fundet en planet.«

Didier Queloz griner. Han sidder i Genève med et stort billede af byens springvand bag sig i tryg forvisning om, at alt endte godt. Men dengang tvivlede selv hans vejleder, Michel Mayor, på resultaterne. Senere gennemgik de hans data sammen, gentog observationerne, og efter det var de overbeviste: Det måtte være en planet. Bare en meget mærkelig planet.

Passede ikke til teorien

I vores eget solsystem har vi klippeplaneterne inderst efterfulgt af de kæmpestore gasplaneter og isplaneter længere ude, hvilket giver god mening, da gassen har kunnet samle sig i de kølige egne derude fjernt fra Solen og beskyttet fra solvinden.

Men denne her nye planet var en stor gasplanet – måske halvt så stor som Jupiter, hvilket er virkelig stort – og så kredsede den helt forunderligt i en bane ganske tæt om sin stjerne, hvilket gasplaneter slet ikke skulle kunne. I dag er den slags planeter kendt som hot Jupiters, men da de to forskere udgav en artikel om fundet, blev de mødt med stor skepsis:

»Næsten ingen troede på os,« siger Didier Queloz.

»Først og fremmest fordi planeten ikke passede til teorierne om planeter, og mange fysikere havde glemt, at fysik ikke handler om teori, men om observation. Vi påstod selvfølgelig også at have gjort en stor opdagelse, så deres job var at være skeptiske, sådan er reglerne. Men for en ung ph.d.-studerende var det hårdt.«

Men så fik han nobelprisen

Tiden har dog været på hans side, for en forskningsmæssig lavine blev efterfølgende sat i gang. Siden hans planetdebut er tusinder af nye planeter blevet opdaget, og man regner med, at hver eneste af de mange, mange milliarder af stjerner i universet har »mindst en planet«, som Didier Queloz siger.

Som en anerkendelse af opdagelsens betydning modtog han i 2019 nobelprisen i fysik sammen med Michel Mayor, og spørger man ham, om han har en yndlingsplanet, falder svaret med det samme:

»Ja, det er den planet, der forandrede mit liv, 51 Peg B. Det er den eneste, der for alvor betyder noget for mig.«

Med opdagelsen af de mange nye solsystemer har vi været nødt til at omskrive vores forståelse af, hvordan et solsystem ser ud.

»Den virkelig store overraskelse inden for det her felt er, hvor stor mangfoldighed der er af planeter – de er ikke bare som dem i vores solsystem. Derfor anser jeg vores arbejde for en udvidelse af den kopernikanske revolution. Kopernikus placerede solen og stjernerne i deres rette sammenhæng, men vi har taget skridtet videre og placeret vores solsystem på sin rette plads blandt en lang række meget forskellige solsystemer,« siger Didier Queloz.

En regn af jern i et hav af lava

Vores gamle forestillinger om planeternes orden holder ikke, når vi rejser til fremmede stjerner. Her findes planeter i alle størrelser og alle masser og ikke mindst i alle afstande til stjernerne. Faktisk befinder rigtig mange planeter sig uhyggeligt tæt sammen og tæt på deres stjerner.

Der er de gigantiske hot Jupiters, gasplaneter, som er migreret ind tæt på stjernerne. Ved nogle af de varme planeter forestiller man sig, at atomsfæren består af jern, så det altså regner med jern over et hav af lava. Der er kæmpeplaneter, som måske er komplet dækket af et hundrede kilometer dybt hav hele vejen rundt, og helt sci-fi-agtigt er der fundet en planet, der har to sole.

Desuden er der også fundet planeter, der lader til at være lidt ligesom Jorden, men som kredser om en helt anden type stjerne end vores sol.

Det er dog stadig temmelig svært at studere planeterne, for de befinder sig meget, meget langt væk og er nogle små skrællinger sammenlignet med stjernerne, der har det med at blænde udsynet. Det står dog klart, at mennesket med hele dette nye forskningsfelt ikke bare kan lirke døren på klem til en enkelt ny verden, men bogstavelig talt til millioner af dem.

»Vi kommer til at finde liv«

Men forskningen i de fremmede planeter handler om langt mere end at finde dem.

»Dybest set handler det om at forstå os selv,« siger Didier Queloz.

»Først skal vi forstå, hvordan solsystemet er dannet, og hvorfor det er, som det er, og siden kan man undersøge geofysikken på de fremmede kloder – og få svar på andre store spørgsmål. For eksempel om det system af kontineltalplader, der holder Jorden levende og undergrunden i bevægelse, kan fortsætte. Pladetektonik er helt afgørende for livets overlevelse, da det er den primære motor til genbrug af CO₂. Den vulkanske aktivitet udleder CO₂, som regner ned og bliver opslugt af pladetektonikken. Måske vi mennesker har udryddet os selv med egne dumheder, inden vi står med det problem, for vi har gravet en masse CO₂ op, som vi lukker ud i atmosfæren, men det er en anden historie,« siger Didier Queloz.

»Næste skridt i forskningen handler selvfølgelig om liv. Vi kommer til at finde liv på andre planeter. Det er jeg ret sikker på. For jeg ser ikke livet som noget unikt. Men hvad betyder det? Er der kun én form for kemi, der kan danne liv? Er alt liv som os?«

– Hvad leder man efter, når man skal finde liv – ud over en planet?

»Der er tre tilgange, som komplementerer hinanden godt. Den første er, at der kun findes én slags liv på Jorden. Alt liv er det samme. Set fra et astrofysisk perspektiv er der ingen forskel på en blomst og på dig. I bygger på de samme principper med samme kemi og samme cellebaserede system. Der vil ikke gå længe, tør jeg godt spå, før vi komplet forstår livets opståen og kan skabe liv i laboratorier. Folk leder efter Gud i himlen, men de skal blot kigge på jorden. Vi er Gud. Vi skaber død, og vi skaber liv. Spørger man så, om der findes andre former for liv, må man forlade Jorden.«

»Den første milliard år efter, at Solen tog form, var Mars i det store hele ligesom Jorden – og det var Venus også. Så hvis du kunne se solsystemet dengang, ville du nok gætte på, at der var tre planeter med liv. Vi er landet på Mars nu, og vi ved, der er vand på Mars. Måske vi kan finde spor af anden form for liv deroppe. Eller vi kan finde den præcis samme form for liv som her, hvorfor vi må spørge, om livet måske er begyndt på Mars og kommet hertil med en meteor. Det kommer vi til at undersøge og få svar på i løbet af de næste 20 år.«

Livet er ren kemi

»Parallelt med det kommer vi til at analysere atmosfæren fra en masse andre planeter i andre systemer. Atmosfæren er et produkt af geofysikken, og vi ved, at livet kan ændre atmosfæren. Det er på grund af liv, at vi har så meget ilt i vores atmosfære. Men kombinationen af de tre tilgange kan give os et billede af, hvor vi befinder os i det store univers, og hvad det vil sige at være i live.«

– Ser du livet som noget rent kemisk?

»Ja. Men som kemi, der tager magten. Udgangspunktet er ikke levende, men det bliver det, når et kemisk system har nok maskineri til at overleve og konkurrere mod andre kemiske mekanismer, der ikke er levende. Dominere og overtage. Det er det niveau af konkurrence, der skaber livet.«

– Jeg har ladet mig fortælle, at biologer ofte er mere pessimistiske i forhold til at finde liv i rummet, fordi de anser livets oprindelse som et kæmpe mysterium, mens astronomer er mere optimistiske – er det rigtigt?

»Biologerne ser livet fra en anden side. Tænk på en schweizerkniv, der kan alverdens ting. Det er det, som biologerne studerer. Det er det endelige resultat af en lang proces. I den undersøgelse lærer man intet om knivens oprindelse. Astronomer kigger efter den første kniv, en skarp sten. Så jeg tror ikke, at forståelsen af livet vil komme fra biologerne, men fra biokemikere. De vil demonstrere livets oprindelse gennem et simpelt eksperiment – ved at skabe det.«

– Og du tror, det vil ske inden for en overskuelig fremtid?

»Ja, jeg ser ingen grund til, at det ikke vil ske.«

En kæmpestor historie

Da afstandene i universet er uhyggeligt store, og mennesket er temmelig svagt og knap kan holde sig i live i 100 år, er der næppe udsigt til bemandende rummissioner til fremmede kloder. Men mindre kan også gøre det. En række tekniske landvindinger er på vej, og vi kommer med sikkerhed til at finde endnu flere planeter – og en dag finder vi måske endda en planet, der ligner Jorden i størrelse, sammensætning og afstand til Solen.

»Vi har fundet nogle planeter, der minder om Jorden, men hvor stjernen er helt forskellig – som Trappist-systemet knap 40 lysår væk,« siger Didier Queloz.

»Men det, jeg kalder Jordens tvilling, det mangler vi, og jeg er helt besat af at finde den.«

— Hvordan vil du finde den?

»Vi har udstyret til at måle en lille planet i kredsløb om en stjerne, men det kræver enormt meget teleskoptid, for man skal dybest set observere en stjerne hver nat i ti år og bruge de bedste matematiske modeller og de bedste folk til at korrigere det hele. Så jeg har samlet et dream team fra Holland, Schweiz, Storbritannien og USA om et teleskop i Las Palmas, hvor vi bygger et apparat til at lave det, vi kalder et Terra Hunting Experiment. Det skal begynde om to år og studere et meget lille antal stjerner de næste ti år i den forventning, at mindst én har en planet, der er ligesom Jorden. Lykkes det, vil det være en stor succes.«

– Bliver du nogen sinde træt af at arbejde med planeter?

»Jeg vil ikke ændre noget ved mit liv. Jeg har ikke kun fundet planeter, jeg prøver også at forstå, hvad jeg finder. Jeg oplever, at jeg er en del af en kæmpestor historie, der begyndte for længe siden. Jeg nævnte Kopernikus, men jeg kunne også nævne Galilei, Newton – alle dem, der har banet vej for, at menneskeheden bedre kan forstå, hvor vi befinder os. Jeg vil med min lille indsats hjælpe med at bane vej for at finde liv i universet. Det er sådan, jeg ser mig selv. Jeg ser det som en god måde at bruge sit liv på Jorden på. Det er alligevel ret begrænset.«