Ny bog
Læsetid: 5 min.

Det er ikke robotterne, der kommer og stjæler vores arbejde. Det er kapitalismen selv

Ifølge økonomihistoriker Aaron Benanav bør vi se fortællingen om en snarlig automatisering af arbejdet som et symptom på en kapitalisme, der ikke er i stand til at skabe nok efterspørgsel på arbejdskraft. I sin nye bog dementerer han forestillingen om robotternes komme
En stuepige på Hotel Sky i Johannesburg har mistet sit job til en robot. Skurken er ikke robotten,  men kapitalismen.

En stuepige på Hotel Sky i Johannesburg har mistet sit job til en robot. Skurken er ikke robotten,  men kapitalismen.

Sumaya Hisham / Demotix

Moderne Tider
20. februar 2021

Vil du vide, hvorfor du ikke går en fremtid i møde, hvor robotterne kommer og stjæler dit job, men derimod allerede befinder dig i et samfund, hvor der ikke kan skabes nok arbejde til planetens befolkning?

Så bør du læse økonomihistorikeren Aaron Benanavs vigtige bog Automation and the Future of Work. Her får man leveret én lang sønderlemmende kritik af den såkaldte ’automatiseringsdiskurs’ og de problemstillinger omkring borgerløn og arbejdets fremtid, den fører med sig.

I bogen, der bygger på to artikler skrevet til tidsskriftet New Left Review, argumenterer Benanav for, at manglende efterspørgsel på arbejdskraft siden 1970’erne har været et karakteristisk træk ved kapitalismen.

Men årsagen er ikke automatisering, robotter og voksende produktivitetsrater, som vi ellers så ofte får at vide, men derimod en omfattende krise i den kapitalistiske produktionsmåde. Den er præget af en stagneret produktivitetsvækst, faldende investeringsrater i fast kapital og et i stigende grad overfyldt arbejdsmarked.

Velkommen til stagnationens æra.

Industrialiseringens tvillingebror

Uden at underdrive den faktiske automatisering af en stor mængde arbejde, der i løbet af efterkrigstiden fandt sted i industri- og landbrugssektoren, argumenterer Benanav for, at vi først og fremmest må forstå automatiseringens mytiske appel. Den drager alt fra luksuskommunister over centrumvenstre-intellektuelle og Silicon Valley-libertarianere til racistiske højreradikale.

Automatiseringen har det således med at fungere som en tekno-utopisk kraft, der tiltrækker folk fra hele det politiske spektrum.

Det er der egentlig ikke noget nyt i. Automatiseringsmyten er på mange måder industrialiseringens tvillingebror, om end den særligt siden efterkrigstiden har begejstret entreprenører, intellektuelle og andet godtfolk.

Skal man tro vore dages apologeter, er vi i dag omringet af beviser på, at automatiseringen nu endelig er realisérbar: fra succesfulde erfaringer i industrisektoren og faldende efterspørgsel på arbejdskraft til de angiveligt uanede muligheder, der gemmer sig i nyere teknologier som kunstig intelligens og anden robotteknologi – alt sammen viser det entreprenørskabets munkeorden, at automatiseringen ikke blot er et reelt fremtidsscenarie, men allerede undervejs.

I deres egen opdaterede udgave er automatiseringsteoretikerne således at forstå som »vores senkapitalistiske utopister«, som Benanav skriver. Men den analytiske operation, som utopismen og myten hviler på, er karakteriseret ved en problematisk abstraktion fra det kapitalistiske samfunds sociale relationer.

Denne abstraktion fører til, at fortalerne ikke bare overdriver de teknologiske landvindinger og produktivitetsraternes niveau. De underdriver også de reelle udfordringer, som automatisering af arbejdet indebærer i dén sektor, som størstedelen af jordens arbejdere i dag befinder sig i, nemlig den såkaldte servicesektor. Det er for eksempel nemmere sagt end gjort at få en robot til at vende en burgerbolle, smøre mayonnaise og putte salat i den og slaske den over disken.

Det trange verdensmarked

Benanavs bog er en global, makroøkonomisk analyse. Ifølge forfatteren må vi analysere den globale arbejdsstyrke som en sammenhængende, omend modsætningsfuld, proletariseret krop. Hans analyse trækker ikke mindst på den amerikanske økonomihistoriker – og Benanavs tidligere ph.d.-vejleder – Robert Brenner: Han har peget på, hvordan udspringet til deindustrialiseringen og det fald i efterspørgslen på arbejdskraft, der opstod i 1970’erne, ikke skal findes i løbsk teknologisk udvikling, men derimod i verdensmarkedets overkapacitet.

1950’erne og 60’ernes historisk unikke vækstrater – forankret i industrisektoren – indebar, at flere og flere nationer trådte ind på verdensmarkedet, hvilket intensiverede konkurrencen med faldende priser, investeringsrater og – for mange vestlige lande – stagnerende profit som konsekvens.

Verdensmarkedet blev kort sagt overfyldt: Man kunne enten øge produktiviteten, så vidt det var muligt, eller stjæle markeder fra de andre. Områder for værdiforøgelse skrumpede ind, og efterkrigstidens vision om arbejde til alle viste sig som en drøm fra en anden verden.

Omvendt fortsatte arbejdsudbuddet imidlertid bare med at vokse: mellem 1980 og 2019 steg den globale arbejdsstyrke med hele 75 procent, hvilket svarer til omtrent 1,5 milliarder ekstra mennesker. Langt størstedelen af disse mennesker blev ansat i servicesektoren.

Denne asymmetri mellem udbud og efterspørgsel på arbejde har ifølge Benanav ført til en massiv underbeskæftigelse. Eftersom bestræbelsen på at sælge sin arbejdskraft forbliver betingelsen for blot at kunne opretholde ofte horrible livsbetingelser, har arbejdsmarkedet i stigende grad tilpasset sig ved lavere lønninger, stadig ringe(re) arbejdsvilkår, kortere kontrakter osv.

Som Benanav gør opmærksom på, tager underbeskæftigelse mange former. Zoomer vi en anelse ud, tegner der sig imidlertid et tydeligt billede: Kun 26 procent af den globale arbejdsstyrke havde i 2015 fast arbejde, viser tal fra ILO. 74 procent var derimod i en tidsbegrænset eller uformel stilling, og netop sidstnævnte gruppe er ekstremt sårbar over for arbejdsløshed, når kriser, som den vi befinder os i nu, indtræffer.

Vi har her at gøre med, hvad allerede Marx i Kapitalen beskrev som den »generelle lov for den kapitalistiske akkumulation«: den løbende skabelse af en »relativ overskudsbefolkning eller industriel reservearmé«, der i en stagneret økonomi blot vil stige, eftersom efterspørgslen efter arbejdskraft vil forblive lav.

Borgerløn er ikke løsningen

Konfronteret med dette scenarie – om end med en fejlbehæftet forklaringsmodel – sætter automatiseringsteoretikerne deres lid til et middel, journalisterne også elsker at diskutere: borgerløn. Og det er ikke småting, denne mirakelkur siges at kunne præstere, trods vigtige forskelle, ud fra hvem der nu formulerer initiativet.

Ofte præsenteres borgerløn imidlertid som et ganske neutralt, teknisk policy-værktøj, der angiveligt er i stand til at løse problemet vedrørende den lave efterspørgsel efter arbejdskraft ved – for nu at spare på eufemismerne – at bestikke befolkningen til et liv, der akkurat er til at leve.

Det kan meget vel være, som Benanav lidt nedslående noterer, at borgerløn vitterligt er det bedste, vi kan få – kapitalens forsøg på at holde overskudsbefolkningens utilfredshed og vrede i skak med en månedlig overførelsesindkomst.

Vi må bare ikke glemme, understreger han, at ideen om borgerløn i langt de fleste varianter undgår at adressere selve kapitalens funktionsmåde og hermed imperativet om profit med alle de dominansrelationer, det indebærer.

I et modigt forsøg på at opmuntre os – som er mindre vellykket end resten af bogen – begiver Benanav i sidste kapitel sig ud på en spekulativ rejse hos utopiske tænkere og ser på muligheden for en såkaldt post-knapheds fremtid – post-scarcity future: en fremtid, der er i stand til at balancere mellem nødvendighed og frihed, behovsopfyldelse og fri leg, produktion og reproduktion. Og i bogens efterskrift forsøger han at pege på de omfattende sociale bevægelser, der siden 2008, og selv i et karantæneramt 2020, har vist stadigt mere styrke.

Ligesom automatiseringsmyten selv er Benanavs egen spekulative afstikker selvfølgelig også et symptom på besværligheden i at formulere et sammenhængende alternativ, en vej ud af stagnationen.

Der er imidlertid grunde nok til at håbe, selv om robotterne ikke kommer, og vi tværtimod befinder os i en stagneret, kriseramt økonomi. Afstanden mellem visionen for en post-knapheds fremtid og de faktiske sociale bevægelser viser os ikke bare, hvor galt det står til, men også hvor meget der stadig må og kan gøres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Kapitalismen sparker sig selv bag i, i jagten på fortjeneste, i stedet for at uddele gevinsten, jævnt, til medarbejderne. Det ville give mer-omsætning, men, selvfølgelig, også færre penge i banken og skattely. Kapitalismen er snæversynet og egoistisk. Det går der nok mange år endnu med, indtil selv robotter ikke har noget at lave. Ingen "fattig-røve-gæster" på hotellet, ingen service-robot heller, på hotellet.

Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hele problemet er vist, at man går ud fra, at det går ud på at skabe arbejde til al folket. Det går nu mest ud på at løse de opgaver, der måtte være, herunder at producere det nødvendige og fordelagtige, men i endnu højere grad at løse opgaverne med at blive klogere på verden og hinanden og at løse de dermed forbundne omsorgsopgaver.