Vi står på tærsklen til et klimapolitisk gennembrud – og en radikalt forandret klode

I det sydvestlige USA faldt fugle ned fra himmelen i titusindvis, sultet ihjel midtvejs på deres efterårstræk, som et resultat af klimaforandringer. På Afrikas Horn formørkedes himmelen af 200 milliarder græshopper – 25 var der for hvert menneske på Jorden: I sværme store som byer slog de sig ned på markerne og fortærede så store mængder afgrøder, som snesevis af millioner mennesker spiser på en dag, og døde derefter i sammenhobede dynger, der var store nok til at stoppe tog på jernbanespor – der var 8.000 gange flere græshopper, end der ville have været uden den globale opvarmning.

Og naturbrandene? Dem hørte vi lidt om. I Californien brændte der i 2020 et landområde dobbelt så stort som nogensinde før i statens moderne historie – fem af de seks største naturbrande, der er blevet registreret. I Sibirien blev ’zombiebrande’ ved med at ulme gennem hele den arktiske vinter. I Brasilien brændte en fjerdedel af Pantanal, verdens største vådområde, og i Australien blev tre milliarder dyr flammernes bytte.

I 2020 blev Jorden så voldsomt hærget af konsekvenserne af vores drivhusgasudledninger, at det engang ville være blevet set som et apokalyptisk varsel. Og dog gik ulykkerne i vidt omfang hen over hovedet på planetens indbyggere, der var mere optaget af pandemien og desuden allerede hærdet af de mange klimakatastrofer og den stadig større klimaalarmisme og derfor knap opmærksomme på, hvad man i tidligere tid ville have oplevet som brutale brud på normaliteten snarere end logiske udviklinger i et kendt mønster.

Vi lever i en så ulykkesramt tid, at det kan være svært at begribe, at dette pandemiens år også kan have indvarslet et afgørende vendepunkt i klimakrisen. Et vendepunkt til det bedre, vel at mærke.

Klimabenægtelsens tid er ovre

Vil man påpege positive klimapolitiske udviklinger, er man nødt til at tage forbehold, hvis ikke man vil affejes som jubeloptimist. Det er da også vigtigt at sige, at et vendepunkt ikke er et slutspil og slet ikke en sejr, ligesom det stadig er nødvendigt at fortsætte kampen for en hurtigere grøn omstilling, for bedre globale ressourcebalancer, for større klimaretfærdighed.

Chancerne for en fremtid uden massive klimakrisebetingede lidelser er efter alt at dømme stadig forsvindende små efter fire årtier uden politisk handlekraft. Og det får konsekvenser, når byrderne ved klimakrisens skadevirkninger skal overdrages fra generation til generation – langt ind i en ubestemt og permanent omstridt klimafremtid.

Men hvis Joe Bidens indtog i Det Hvide Hus føles som en ny start, så er det til en vis grad, fordi det er en ny start.

Verdens mest iøjnefaldende klimaskurk er nu sat på porten, og selv om Biden måske ikke just var de grønne bevægelsers førstevalg, markerer hans valgsejr en de facto-afslutning på klimabenægtelsens tid og den mulige begyndelse på en ny æra af klimarealisme, hvor kampen for fremskridt i lige så høj grad vil blive formet af politiske beslutninger som af ufravigelige grundprincipper.

Forandringerne rummer meget større perspektiver, end udskiftningen af en amerikansk leder signalerer. Når Bidens præsidentskab på et tidspunkt finder fodfæste i en vaccineret verden, vil spillerummet for klimapolitisk handling være markant udvidet. For bare et halvt årti siden var det en almindelig antagelse, at business as usual-udledninger ubønhørligt ville føre planeten mod fire eller fem graders opvarmning – nok til i realiteten at gøre store dele af Jorden ubeboelig.

Men takket være kulkraftens fremskyndede tilbagegang, revolutionære prisfald på vedvarende energi og en global klimapolitik, der drives frem af en ny og mere klimabevidst generation, er forventningen nu, at vi snarere lander på en stigning på tre grader, og føjer vi nogle af de seneste initiativer til, vil vi kunne komme tættere på to grader.

Alle disse fremskrivninger lægger op til en farlig og ulige fremtid, og alle rummer desuden betydelige usikkerhedsmomenter – både med hensyn til klimasystemets balancer, morgendagens teknologier, opfindsomheden og handlekraften i det menneskelige modsvar, samt hvor ulige de mest alvorlige skadevirkninger vil blive fordelt globalt. Men hvis hver halve grads opvarmning markerer et helt nyt niveau af lidelse, ser det ud til, at vi har barberet i al fald nogle få halve grader fra den mest sandsynlige slutfase og endda på forbløffende kort tid.

De næste halve grader vil dog blive sværere at nedbarbere.

Og det vigtigste mål – at undgå, at vi går fra halvanden grad til to graders temperaturstigning – er sandsynligvis allerede umuligt at nå i praksis, og dermed kommer vi heller ikke til gå fri af, hvad der længe er blevet beskrevet som »katastrofale« forandringer.

Men for en klimaalarmist som mig må et klart blik på planetens fremtidige tilstand indebære et dobbeltsyn, hvor en nøgtern optimisme kan forekomme lige så velbegrundet som moralsk panik. I lyset af, hvor lang tid det tog os at komme til det sted, hvor vi i dag befinder os, er det, der nu tegner som det bedste scenario, stadig dystert. Men mirakuløst nok ser det nu ud til også at være inden for rækkevidde.

En rationel investering

I december – en måned efter at Biden blev valgt og lovede igen at koble USA på Parisaftalen – kunne FN fejre femåret for aftalens underskrivelse. Samme periode omfatter fem af de seks varmeste år, der er målt i temperaturmålingernes historie. (Det sjette år var 2015 – året, hvor aftalen blev underskrevet.) De var også årene med de højeste niveauer for kulstofudledning i menneskehedens historie – med emissioner, der svarede til alt, hvad der er produceret via menneskelig og industriel aktivitet fra homo sapiens blev til som art og frem til Anden Verdenskrigs udbrud.

Men det har samtidig været de fem år, hvor verdens nationer – og byer og regioner, enkeltpersoner og institutioner, virksomheder og centralbanker – har formuleret de mest ambitiøse løfter nogensinde om fremtidige klimaindsatser.

De fleste af disse løfter er endda først blevet fremsat inden for det sidste år, altså mens verden var i pandemiens vold. I nogen grad måske netop på grund pandemien, der har rettet et dybt stød i mellemgulvet på den globale politiske økonomi, hvilket nødvendiggjorde langt mere aggressive offentlige udgifter, en langt større åbenhed over for gældsstiftelse og over for handlinger og investeringer i den helt store skala og af den art, der har potentiale til at forandre verden.

Hertil kommer, at selv for de økonomer og beslutningstagere, der i årtier var blinde over for klimakrisens moralske og humanitære argumenter, er CO2-reduktioner i stigende grad kommet til at fremstå som en rationel investering. Som Biden ynder at sige: »Når jeg tænker på klimaændringer, er de ord, jeg først tænker på, nye job.«

Vi har altså et tilsyneladende modstridende sæt af fakta, og det kan vi udlægge på to måder.

I den første optik ser afstanden mellem det, der gøres, og det, som skal gøres, kun ud til at vokse. Dette er for eksempel konstateringen i FN's omfattende Emissions Gap-rapport, der udkom i december og konkluderede, at skal vi holde den globale gennemsnitlige temperaturstigning under to grader, kræver det, at vi tredobler vores erklærede ambitioner. At bringe planeten inden for 1,5-gradersmålet – som stadig er det foretrukne mål for aktivister, de fleste forskere, ja, ret beset for alle, der følger med i klimavidenskaben – vil kræve en femdobling.

Det er også perspektivet hos Greta Thunberg, der under pandemiens nedlukninger har revset de globale ledere for kun at bekende sig i ord, men ikke i gerning til reduktionsmål, der ligger langt ude i fremtiden, og derudover har kaldt EU’s nye lov om netto-nulemissioner for »en kapitulation«.

Men den anden optik fortæller os, at alle de relevante kurver nu bøjer sig – for langsomt, men dog i den rigtige retning. Det Internationale Energiagentur, der er notorisk konservativt i sine prognoser, udnævnte for nylig solenergi til at være »den billigste elektricitet i historien« og forudser nu, at Indien vil udbygge med 86 procent mindre ny kulkraftkapacitet end ventet for bare et år siden. I dag betyder business as usual ikke længere den femdobling af brugen af kul i dette århundrede, som man engang forudså. Det betyder snarere en relativt hurtig udfasning af fossile brændstoffer – i det mindste målt efter historiske standarder, selv om man kan indvende, at vi her har at gøre med en proces uden egentlige fortilfælde.

Begge perspektiver er sande. Kløften er reel, og verden risikerer at styrte ned i den og udsætte store dele af det globale syd for voldsomme klimabetingede plager. Men i de måneder der er gået, siden pandemien fjernede de klimastrejkende aktivister fra gaderne, er samme aktivisters bekymringer ikke blot gledet ind i den offentlige opinion, men også ind i parlamenter og præsidentkontorer, i handelsaftaler og reklamevirksomheder, i finans- og i forsikringsverdenen – kort sagt, i alle de fæstninger, der indtil nu har præsideret over den fossile kapitals ancien regime.

Afhænger af coronahjælpepakkerne

Det er måske ikke ligefrem en klimarevolution. De klimastrejkende og deres støtter har ikke vundet den sejr, de kæmper for – eller har i det mindste ikke vundet den endnu. Men noget har de alligevel vundet. Miljøangsten har ikke væltet neoliberalismen. Men den har til gengæld infiltreret den i et hidtil uset omfang. (Eller er måske blevet overtaget af den – det er et åbent spørgsmål.)

Klimaforandringer er ikke længere kun en mærkesag for en hård kerne – det er den også for normies, sellouts og alle andre, der har mærket, hvad vej vinden blæser. Det vil naturligvis tage tid for vælgere at gennemskue politikeres grønne pseudoretorik, og det vil tage tid for forbrugerne at gennemskue falsk grøn markedsføring – det være sig påstande om flyafgange uden klimaskam eller kulstoffri fødevareprodukter i supermarkedets midtergang.

Endnu sværere kan det blive at skelne mellem reelle virksomhedsforpligtelser som dem, Microsoft har påtaget sig, og de mere undvigende som dem, energigiganten BP har lovet. Mange klimaaktivister er også bekymrede over, at offentligheden ikke forstår den vanskelige matematik bag tilsagn om »netto-nul«, som er blevet det almindelige mål, men som ikke nødvendigvis er et løfte om at afslutte udledninger, men kun om at modregne en vis mængde af dem i fremtiden med »negative emissioner«, undertiden kaldet »kuldioxidfjernelse«, selv om ingen procedure af denne art endnu er i nærheden af at virke i det fornødne omfang.

På det politiske område vil den ustabile alliance mellem aktivister og magthavere blive sat på stadige prøver og føre til nye konflikter, nye balancer eller begge dele. Det er dog værd at bemærke, at Varshini Prakash, hvis Sunrise Movement gav den klimapolitik, Joe Biden fremlagde i sin primærvalgkamp, dumpekarakter, senere blev medforfatter på hans klimaplan sammen med Alexandria Ocasio-Cortez. Klimaekspertise er bredt fordelt i Bidens nye administration, som det blev lovet under en kampagne, der bemærkelsesværdigt blev sluttet af med en klimafokuseret reklameblitz.

Andre steder i den del af verden, hvor 85 procent af de globale udledninger produceres, udgør klimabekymringernes store gennemslagskraft, hvad den britiske miljøforfatter James Murray har kaldt »en alternativ historie om 2020«, og hvad forskeren og videnskabsjournalisten Akshat Rathi har kaldt »en markant indikation af, at klimapolitiske handlinger begynder at blive ’institutionaliseret’ – det vil sige blive dybt indlejret i, hvordan verden fungerer«.

Historien handler ikke om, at corona-nedlukninger har ført til fald i udledninger eller en »naturhelbredelse«. Den handler i stedet om, at mangeårige udviklingsbaner inden for kulforbrug og politiske prioriteringer har passeret åbenlyse vendepunkter; om løfter og indstillinger hos kompromitterede, men magtfulde institutioner; og om politiske fremskridt, der næsten er blevet smuglet på plads over hele verden i ly af den pandemiske nat.

I USA blev der under den anden coronastimuluspakke afsat 35 milliarder dollar til investeringer i ren energi i Senatet med stemmerne 92-6 – reelt en første udbetaling, har energiforsker Varun Sivaram anslået, til de innovationsudgifter, der vil blive nødvendige for at gennemføre en fuld elektrificering af landet. Men hvem har overhovedet bemærket disse udviklinger?

Bidens klimaplan vil ganske vist kunne forventes at blive udfordret af filibustertaktikker (som nødvendiggør et flertal på 60 af 100 for at vedtage lovgivning i Senatet, red.), af en skeptisk højesteret og af modvilje hos den kulglade demokratiske senator Joe Manchin fra West Virginia, hvilket betyder, at den amerikanske klimaindsats i de næste fire år sandsynligvis vil blive rullet ud gennem en skridt for skridt-tilgang – gennem bevillingspolitikker og stimuluspakker og gennem præsidentdekreter og reguleringer snarere end gennem et skelsættende stykke lovgivning i Green New Deal-stil.

Dette vil helt sikkert sætte grænser for, hvad der kan opnås, men det kan også betyde, at USA undgår, at en langvarig kulturkamp om klimaet udvikler sig til en folkeafstemning om nationens identitet. Og efter at have været presset af aktivister til at gøre det har Biden i det mindste på papiret lovet at mangedoble de grønne udgifter i den nylige stimulus med en faktor på 60.

Tallene er svimlende store og en påmindelse om, at midt i pandemiens tumult er de normale regler for statslig udgiftspolitik blevet dramatisk revideret og måske endda suspenderet. Er dette globale udgiftsorgie begyndelsen til ​​en ny æra, eller er det blot en krisemellemregning, der vil blive efterfulgt af nye nedskæringspolitikker?

»Vi ved ikke, hvordan corona-genopretningspakkerne vil blive,« sagde Christiana Figueres, en af ​​de centrale arkitekter bag Parisaftalen, til mig i sommer. »Og helt ærligt vil intensiteten i den fossile afvikling i vid udstrækning komme til at afhænge af sammensætningen af disse genopretningspakker, mere end af noget andet på grund af deres enorme omfang. Vi er allerede oppe på 12 billioner dollar og kan komme op på 20 billioner over de næste 18 måneder. Vi har aldrig før set – verden har aldrig før set – 20 billioner dollar glide ind i økonomien på så kort tid. Stimuluspakkerne vil bestemme logikken, strukturerne og givetvis også kulstofintensiteten i den globale økonomi i mindst et årti, hvis ikke mere.«

For dem, der drømmer om klimagenopretning, var den første stimulusrunde ikke så opmuntrende. EU satte guldstandarden og lovede, at 30 procent af den europæiske stimuluspakke ville blive øremærket til klimatiltag.

USA og Kina lovede kun brøkdele heraf – og for begge var der også fossile stimulusser. Men i oktober beregnede et team af forskere, deriblandt Joeri Rogelj fra Imperial College i London, at hvis blot en tiendedel af de COVID-19-stimulusudgifter, der allerede er afsat i verden, bliver rettet mod energiomstilling over hvert af de næste fem år, vil det være tilstrækkeligt til at nå målene i Parisaftalen og holde den globale opvarmning langt under to grader. Måske er analysen en smule optimistisk, men i al fald ser det ud til, at et sådant udgiftsniveau er gennemførligt.

Fremdrift trods Trump

Da Donald Trump kom til magten og skrottede Parisaftalen, kunne klimahøgene kun klynge sig til håbet om, at verden ville stå de næste fire år under hans administration igennem – og insistere på, at krisen på lang sigt ikke kunne løses uden USA i en ledende rolle. Alligevel har de sidste fire år, trods manglende amerikansk lederskab, givet os forbløffende gevinster.

Solenergi er blevet ni gange billigere over det seneste årti, og det samme gælder for litiumbatterier, der er kritisk afgørende for væksten i elbiler. Omkostningerne til batterier i såkaldt brugsskala, som kan løse problemet med ’diskontinuitet’ (for eksempel overskyede dage) i den vedvarende energi og bidrage til at dække energiforbruget i hele byer med relativt kort varsel, er bare siden 2015 faldet med 70 procent.

Vindkraften er i dag 40 procent billigere end for et årti siden, og for havvind er det sket et endnu stejlere prisfald. Alt i alt er den grønne energi blevet billigere end den sorte næsten overalt på planeten, og mange steder er det simpelthen billigere at udbygge med ny vedvarende kapacitet end at køre videre med den gamle, fossile brændstofinfrastruktur. Olieefterspørgslen og kulstofudledningerne kan begge ramme deres toppunkter i år. 80 procent af de kulkraftanlæg, der var planlagt i Asiens udviklingslande, er blevet lagt på hylden.

Sidste efterår lovede Storbritannien at forbyde salg af benzinbiler fra 2030 – engang en utænkelig lov, der på en gang er kommet for langsomt og meget hurtigere, end det så ud til at være muligt for ikke så længe siden. Lignende planer er nu på plads i 16 andre lande og i USA også i Massachusetts og Californien. Canada seksdoblede for nylig sin afgift på kulstof. Italien reducerede sine energisektorudledninger med 65 procent mellem 2012 og 2019, mens Danmark har forpligtet sig til at reducere sine samlede udledninger med 70 procent inden 2030.

Midt under pandemien afgav Japan, Sydkorea og EU uafhængigt af hinanden nye netto-nul-løfter, der var langt mere ambitiøse end dem, der blev tilbudt i Paris, og som noget endnu mere betydningsfuld lovede Kina, verdens største udleder, at nå sit emissionstoppunkt før 2030 for derefter at gå helt i nul i 2060.

Kinas løfte er så ambitiøst, at det har inspireret en bølge af diskussioner blandt eksperter om, hvorvidt det overhovedet er gennemførligt i praksis – for eksempel vil det kræve, at der installeres omtrent dobbelt så meget vedvarende strøm hvert år over det næste årti, som Tyskland allerede har i fungerende landsdækkende drift.

Nogle hævder, at det kinesiske skridt har genoplivet muligheden for at nå 1,5-gradersmålet, og den økonomiske historiker Adam Tooze bemærkede lige efter Xi Jinpings overraskende udspil i september, at Kinas løfte alene »har omdefineret menneskehedens fremtidsudsigter«. Tilsammen kan de nye netto-nul-løfter have trukket en halv grad fra det ultimative opvarmningsscenario. Læg hertil Bidens kampagneløfte om, at USA vil være netto-nul-udleder i 2050, og vi har fået godt to tredjedele af de globale emissionslande til i det mindste nominelt at forpligte sig på faste, aggressive tidslinjer mod et nulpunkt.

Det er selvfølgelig kun tale om løfter på papir, og historien om klimapolitisk handling er fyldt med tilsagn, der aldrig blev indfriet. Plotter vi væksten af kulstofkoncentration i atmosfæren ind på en kurve over rækken af klimakonferencer, tegner der sig et foruroligende mønster:

Verdens meteorologiske konference i 1979, FN’s rammeaftaler fra 1992, Kyoto-protokollen fra 1997, Københavnsaftalen fra 2009 og Parisaftalen fra 2015 ledsages alle af en ubrudt bane opad for kulstofudledninger – fra et ’sikkert’ niveau under 350 ppm CO2 (parts per million, CO2-molekyler pr. million luftmolekyler, red.), forbi 400, til 414 i dag og med udsigt til fortsatte stigninger.

Før den industrielle revolution havde mennesker aldrig kendt til en atmosfære med bare så meget som 300 ppm. Uundgåeligt er det nu, at koncentrationen inden for få år vil nå niveauer, der ikke er set siden for 3,3 millioner år siden, da havvandstande lå 18 meter over, hvad de er på i dag. Og trods deres store fremdrift udgør de vedvarende energikilder stadig kun 10 procent af den globale elproduktion.

Tre lyspunkter

Men alarmister må opsamle gode nyheder, hvor de finder dem. Og selv om en fastlåst sindsstemning ikke altid er det bedste udgangspunkt for at se på verdens tilstand, var der i 2020 for mig tre hovedkilder til reelle håb.

Den første er det faktum, at klimabenægtelsens tidsalder er forbi. Forklaringen på det skal findes i de stigende forekomster af ekstremt vejr, i videnskabens fremmarch og aktivisters historiske indsats – de klimastrejkende skolelever, Sunrise Movement, Extinction Rebellion – hvis succes med at slå alarm kan være kommet så pludselig, at den også har lukket munden på de værste dommedagsprofeter. Deres stemmer vækker nu genklang de mest usandsynlige steder.

Fossilgiganten Exxon blev sparket ud af Dow Jones-indekset kun få måneder efter, at Tesla gjorde Elon Musk til verdens rigeste mand. Olieselskabernes negative offentlige ry nærmer sig hastigt tobaksselskabernes. Ser vi bort fra Jair Bolsonaro fra Brasilien, føler praktisk talt alle ledere i alle lande og alle de vigtige erhvervs- og industrisektorer sig nu forpligtede til – på grund af protesterne, stigende socialt pres, økonomiske realiteter og nye kulturelle forventninger – at signalere deres støtte til klimapolitisk handling. Det ville være rart, hvis det ikke var nødvendigt at tælle det med som et fremskridt, men et fremskridt er det ikke desto mindre.

Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvor meget betyder det? Hvad vil der nu ske? Misinformation og menneskelig kortsynethed er ikke de eneste forsinkelsesfaktorer, og klimafornægtelsens tidsalder vil sandsynligvis ikke i første omgang vige for en tid med store klimapolitiske gennembrud, men snarere for en tid, der vil være præget af en god portion klimahykleri, greenwashing og andre manipulationer. Men disse fænomener, hvor grimme, skøre og sågar kriminelle de end kan være, har altid eksisteret. Det er den anden udvikling, som er ny.

Endnu en kilde til gode klimanyheder ser jeg i det forhold, at verden nu har bevæget sig ind i en ny fase af klima-egeninteresse. Hermed sigter jeg ikke til den profitlogik, vi så, da investeringsbanken BlackRock sidste år opportunistisk bebudede en række halvhjertede klimaforpligtelser.

Jeg tænker snarere på den voksende konsensus over næsten hele kloden og på næsten alle niveauer af civilsamfund og regeringsinstanser om, at verden vil blive bedre uden fossile brændstoffer. For et årti siden analyserede mange af de mere hensynsløse kapitalister sig frem til, at afvikling af fossil energi ville være alt for dyrt at gennemføre. I dag ser det pludselig ud til at være blevet for god en forretning at gå glip af. Som overskriften lød på en McKinsey-rapport: Net-Zero Emissions at Net-Zero Cost.

Logikken ser vi måske klarest illustreret i effekterne af den luftforurening, der anslås at tage livet af næsten ni millioner mennesker om året. I Indien, hvor over otte procent af det potentielle BNP årligt mistes på grund af forurening, er dårlig luftkvalitet også skyld i 350.000 aborter og dødfødte hvert år.

Globalt dræber kulkraft en person for hver tusind mennesker, som den leverer strøm til, og selv i USA, med dets meget renere luft, vil omkostningerne ved total afvikling af fossile energikilder blive fuldt dækket ind, hævdede Duke Universitys Drew Shindell for nylig ved en høring i den amerikanske kongres – alene gennem de sundhedsmæssige fordele, der kan opnås ved at skære de fossile brændstoffer fra.

Man behøver ikke engang at indregne bidrag fra andre gevinster – flere job, billigere energi, ny infrastruktur. Naturligvis inkorporerer stater overalt i verden disse overvejelser i deres fremtidsstrategier og lukker samtidig ned for den generation af økonomiske analyser, der hævdede, at uafhængighed af fossil energi ville blive for dyr og fordelene ved den for små til at blive accepteret som fornuft af offentligheden.

Den tredje gode grund til optimisme er, at selv om tidslinjerne for tålelige forstyrrelser i klimabalancen allerede er overskredet, er tidslinjerne for de næste sæt benchmarks langt mere håndterbare. Dette er grunden til, at Glen Peters, forskningsdirektør ved Cicero Center for International Climate Research, ofte joker med, at hvor det måske nok kan blive enormt vanskeligt at holde den globale temperaturstigning på under to grader, vil det være ren barnemad at holde den under 2,5 grader.

Heri ligger ikke, at vi på nogen måde befinder os på fastlagt kurs mod sikkerhed. Ved de nuværende emissionsniveauer vil planeten på bare syv år have opbrugt hele kulstofbudgettet i forhold til at holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader.

Fastholder vi bare det nuværende niveau, vil vi med andre ord lade muligheden for et nogenlunde udholdeligt slutspil gå op i røg inden for dette tiår. Vi vil selvfølgelig kunne købe os lidt mere tid ved at sætte hurtigere gang i grønne tiltag, men ikke så meget mere. At omstille tilstrækkeligt hurtigt til at give planeten en anstændig chance for at nå 1,5-gradersmålet uden negative emissioner ville forudsætte, at vi når ned på netto-nul-emissioner allerede omkring 2035.

Men fortsætter vi med at køre i biler og bruge de fossile brændstofinfrastrukturer, der allerede eksisterer frem til deres forventede pensionsdato, vil det skubbe verden forbi 1,5 grader – og det vel at mærke, uden at en eneste ny benzin-SUV har ramt vejene, en eneste olieopvarmet bolig er opført, eller et eneste kulanlæg er taget i brug.

Et togradersmål vil derimod give os en noget længere tidslinje og blot kræve, at verden når frem til netto-nul inden 2070 eller 2080, og det endda helt uden hjælp fra negative emissioner. Vi vil så blive nødt til at skære ned på kulstofproduktionen over cirka tre årtier snarere end over bare ét årti. Denne vej vil næsten helt sikkert vise sig at være sværere i praksis, end den nu ser ud. Den gode nyhed er, at det i det mindste ser ud, som om vi begynder at gøre forsøget.

En helt anden verden

Det vil dog ikke være nok. Det kan det i sagens natur ikke være, fordi vi allerede er kommet alt for langt ud. Der findes ikke en løsning på den globale opvarmning. Der er ingen vej tilbage. At nå et togradersmål ved en omstillingshastighed, vi for et årti siden kun kunne drømme om, vil føre os ind i en verden, der dengang ville se utilgiveligt brutal ud – og også bør gøre det i dag.

Allerede i dag er planeten 1,2 grader varmere, end den har været på noget tidspunkt i hele den menneskelige civilisations historie med alt, hvad vi nogensinde har kendt til som art – vores historie, vores landbrug, vores kulturer, vores politik, vores geopolitik – resultaterne af de klimaforhold, vi allerede har ladt bag os.

Det er, som om vi er landet på en anden planet med et andet klima og nu skal finde frem til, hvilke aspekter af den civilisation, vi har bragt med os, der kan overleve under disse nye forhold, hvad der skal tilpasses, og hvad der skal kasseres.

De spørgsmål, den udfordring stiller os over for, rækker langt ud over praktisk politik og ind i den politiske filosofis område. For nogle venstrefløjsstemmer som Jason Hickel og Julia Steinberger er det væksten i sig selv, der er problemet. De har foreslået en model for degrowth – en slags tilbagetog i forbruget hos de rigeste ti procent i verden, der bidrager med halvdelen af ​​alle emissioner. Økonomer som Gene Sperling og Joseph Stiglitz vil omdefinere BNP eller i det mindste gøre det mindre synonymt med velstand, mens New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, forsøger at udvikle alternative målestokke.

I Trumps og Brexits og Bolsonaros tidsalder lyder der både advarsler om en spirende ’økofascisme’, og om, hvad Nils Gilman har kaldt ’avocadopolitik’ – grøn udvendig, brun i kernen. Bruno Latour har advaret imod faren for en ny verdenskrig, der vil blive udkæmpet i overlevelsens navn, mens Andreas Malm har slået til lyd for »krigskommunisme i det 21. århundrede«. Polly Higgins fører kampagne for en ny retsorden, der skal bygges op om hensynet til at undgå »ecocide« (omfattende ødelæggelser og tab af økosystemer, red.), og Olufemi Taiwo har hævdet, at en ny tids klimakolonialisme kun kan undgås ved at udbetale massive klimakompensationer.

I takt med at de politiske opfølgninger på Parisaftalen har fortonet sig, er håbet om global klimastyring også veget for en række alternative forslag: at USA og Kina skal arbejde sammen om en model, der er inspireret af aftalen om nuklear ikkespredning; en ’klimaklub’ i WTO-stil, der skal lokke deltagere med handelsincitamenter og straffe de fodslæbende med sanktioner; et ’G40’, der kan hjælpe med at koordinere og styre udviklingslandenes afvikling af fossil energi.

To graders temperaturstigning svarer ikke til nogens forestillinger om et lykkeligt klimaresultat – eller burde i det mindste ikke gøre det. Afrikanske diplomater har på klimakonferencer grædt over, hvad det vil betyde for deres kontinents skæbne og talt om »den visse død«, mens ønationer kalder perspektiverne for »folkedrab«. Ved to grader forventes det, at yderligere 150 millioner mennesker vil dø af luftforurening, at storme og oversvømmelser, der tidligere ramte en gang i århundredet, vil ramme hvert år, og at adskillige byer i Sydasien og Mellemøsten, som i dag er hjemsted for millionstore befolkninger, vil blive så varme om sommeren, at det ofte ikke ville være muligt at gå uden for en dør uden at risikere at dø af hedeslag.

»Det er en helt anden verden,« sagde Figueres til mig. »Det er to helt forskellige verdener set fra den menneskelige elendigheds synspunkt. Det er to helt forskellige verdener set ud fra, hvor modstandsdygtige økosystemer vi får. Det er to helt forskellige verdener med hensyn til økonomisk rentabilitet og stabilitet. Og det vil for ethvert socialt system i ethvert land blive uoverskueligt at håndtere den øgede fattigdom og det øgede migrationspres, som en tograders verden vil medføre.«

Når jeg siger, at vi er på vej mod et best case-udfald, er det den verden, jeg sigter til.

Tilpasningens tidsalder

Så hvad kan vi gøre for at komme igennem denne ekstremt vanskelige tid for planeten Jorden?

Jeg skriver dette i januar, og jeg taler med Elizabeth Kolbert i hendes hjem i Massachusetts om hendes fascinerende nye bog med miljøreportager skrevet ud fra vinklen You Broke It, You Bought It. Som det ofte er tilfældet i diskussioner af denne art, tager vores samtale udgangspunkt i en grundtilstand af klimaforstyrrelser. Men vi taler ikke om, hvor elendigt tingene vil blive ved to grader eller derover. Vi taler om, hvad der i denne nye verden vil blive gjort for at forsøge at sikre et skær af normalitet og livsmuligheder – i det mindste i nogle samfund. Opvarmningen i det globale syd, forudsiger Kolbert, vil blive »en endeløs katastrofe«.

Under a White Sky er en af ​​flere store aktuelle bøger fra denne vinter om den globale opvarmning – dens udgivelse blev formodentlig timet til at falde sammen med indsættelsen af en ny og mere klimabevidst præsident. Men i modsætning til Michael Manns The New Climate War eller Bill Gates’ How to Avoid a Climate Disaster markerer den et bemærkelsesværdigt perspektivskifte for forfatteren.

Kolbert er af temperament og intellektuel tilbøjelighed en konservativ forkæmper for naturbevarelse. Hendes første to klimabøger, The Sixth Extinction og Field Notes From a Catastrophe, var værker fulde af eksplicitte beklagelser og implicitte formaninger. Hendes nye bog begynder med den forudsætning, at verden allerede har passeret the point of no return: »Mennesker producerer ikke-analoge klimaer, ikkeanaloge økosystemer, en hel ikke-analog fremtid,« skriver hun. Bogens centrale spørgsmål er: Hvilke innovationer vil vi improvisere os frem til, og hvilke risikable indgreb vil vi gribe til, når vi begynder at glide ud over afgrunden? Hendes ambivalente svar lyder, at »hvis der skal være et svar på problemet med kontrol, kan det kun være endnu mere kontrol«.

I klimaterminologien er termen for denne overlevelsesstrategi ’tilpasning’, og det har i et par årtier været et fyord. For tilpasning har traditionelt været den foretrukne tilgang blandt skeptikere, agnostikere og de vækstfokuserede fortalere, der undertiden kaldes ’de lunkne’. Den har givet anledning til en hel tankegang, »økomodernisme«, som er udtænkt med henblik på at kalkulere og planlægge et fremtidigt liv på en Frankensteins planet, men er af aktivister blevet afvist som en farlig illusion, der kun kan tilskynde til ligegyldighed og apati.

»I USA og andre velhavende lande har bestræbelserne på at tilpasse sig den globale opvarmning altid spillet andenviolin ved siden af bestræbelserne på at reducere kulstofemissioner«, skrev veteran-klimaforskeren Michael Oppenheimer for nylig. »Denne vægtning er forståelig, for hvis drivhusgasemissionerne ikke begrænses, vil det være umuligt for det meste af menneskeheden at tilpasse sig klimaændringer med succes.«

Valget har, som Oppenheimer antyder, altid været falsk, eller har i det mindste været det i noget tid, siden verden forlod den boble for behagelige klimaer, der har omsluttet hele vores historie. Da katastrofer af hidtil uset omfang begyndte at ramme den nordlige halvkugle med jævne mellemrum, blev logikken klarere for dem, der længe havde forventet, at deres rigdom ville beskytte dem – og at alene mere vækst kunne beskytte andre.

Og selv om den senere tids klimaindsats tilsyneladende har sænket tærsklen for den mulige opvarmning i dette århundrede, har de langvarige forsinkelser hævet gulvet. »De politiske beslutningstagere nyder ikke længere godt af den luksus, det er at nedgradere tilpasningen,« fortsatte Oppenheimer, »for klimaforandringernes ødelæggende virkninger ligger ikke længere ude i fremtiden. De indtræffer nu.«

I sin bog skitserer Kolbert et spektrum af mulige indgreb fra elektrificering af floder til brug af CRISPR-genmodificering for at redde truede arter og sol-geo-ingeniørarbejde, ofte kaldet ’solstrålingsstyring’, hvor aerosolpartikler skal holdes svævende i stratosfæren og derved bøje noget af sollyset tilbage i det ydre rum, så planeten afkøles kunstigt. »Det er en glidebane det her, det ved du godt, ikke?,« siger hun og spørger: »Og hvor slutter det? Men vi har ikke ret mange gode valg. Vi kommer ikke tilbage til et præindustrielt klima – ikke i min levetid og ikke i din levetid.«

Selv de mange ’naturlige løsninger’, som miljøforkæmpere foretrækker, siger Kolbert, lever ikke rigtig op til navnet – eller repræsenterer ikke en ægte udvej fra den selvnedbrydende antropocæntid. Som eksempler nævner hun udbygning af marskområder for at hjælpe med at styre flodoversvømmelser og genetisk modificerede kastanjetræer, der kan modstå hyppigere svampeangreb.

»Et stort naturbevarelsesforslag, jeg har set fremført, er E.O. Wilsons ’halv-jord’ – vi skal reservere den ene halvdel af planeten for andre arter. Men selv det forslag – som jeg bestemt kunne støtte – bevarer reelt ikke verden, som vi kendte den. Det vil ændre verden. Det vil ikke være den verden, vi havde engang.«

Ikke i min baghave

Indtil nu har gevinsterne fra konstruerede tilpasninger været tvivlsomme. Fortalere peger på de ærefrygtindgydende systemer til håndtering af oversvømmelser i Holland, men de 14 milliarder dollar, der blev brugt til kystsikring i New Orleans efter Katrina, beskytter ikke i dag mod orkaner i kategori fem, og som følge af havniveaustigning og jorderosioner kan det meget vel være, at de allerede i 2023 ikke længere vil kunne yde ’tilstrækkelig’ beskyttelse.

Udfordringerne vil kun tage til, i nogle tilfælde eksponentielt, men den større plan for tilpasning er åbenlys for alle som et fotonegativ af alle de virkninger, forskerne har stillet os i udsigt bare i løbet af de næste få årtier: varmestress og stigende havvandstande, naturbrande og oversvømmelser, forringelser af landbrugsjorde, økonomisk stagnation, migrationskriser, konflikt og statskollaps.

I en vis forstand er et svar på havniveaustigningen det nemmeste at forestille sig. Dens mest dramatiske påvirkninger vil langsomt melde sig gennem de følgende århundreder og give de fremtidige generationer bedre tid til at tilpasse sig. Men tilpasningen vil reelt skulle være meget omfattende. Måske vil halvdelen af ​​verdens kystlinjer skulle rømmes for beboelse, mens den anden halvdel vil skulle beskyttes af defensiv infrastruktur i cyberpunkskala.

Byen Charleston i South Carolina gav for nylig grønt lys for et dige mod havet til to milliarder dollar, der skal anlægges af den amerikanske hærs ingeniørkorps, som også står for et par løsningsmodeller ud for New Yorks havn, herunder en barriere til 100 milliarder dollar, der alligevel vil efterlade store dele af byens forstæder eksponeret for oversvømmelse.

Ingeniørkorpsets forslag for det sydlige Florida tilstræber end ikke at beskytte Miami Beach, da digerne i stedet vil blive rejst på fastlandet, mens barriereøerne sandsynligvis vil blive overladt til at klare sig selv. Og det er altså de beskyttelsestiltag, vi ser i verdens rigeste land. Lande som Bangladesh eller Myanmar vil uden substantielle klimakompensationer sandsynligvis blive nødt til at fokusere på oversvømmelsesvarslingssystemer, betonbunkere og organiserede tilbagetog fra berørte områder.

Fald i antallet af dødsfald under hedebølger i dele af Europa har vist, at der findes flere effektive modtræk imod problemet med højere temperaturer. De omfatter en større udbygning af klimaanlæg og offentlige kølecentre, bedre offentlig kommunikation, kampagner for at drikke mere vand og ombygning af elementer i byinfrastrukturen såsom asfalt og sorte tage, der forstærker de farlige temperaturer. Men om disse foranstaltninger vil fungere lige så godt, når ekstrem varme bliver et tilbagevendende sæsonfænomen, som den allerede er i meget fattigere egne af verden, står tilbage at se.

Landbrugsarealer kan dårligt flyttes, men afgrøder kan tilpasses genetisk til at trives i den nye verden. Aversioner over for GMO-fødevarer vil herefter enten blive et levn fra en tidligere æra med relativ overflod, en luksus for velhavere eller begge dele. Den fossile brændstofinfrastruktur vil skulle førtidspensioneres, og det samme gælder for dens arbejdsstyrke, hvilket vil indebære opgivelse af aktiver for billioner af dollar og millionvis af medarbejdere – måske en million i USA alene eller 20 gange så mange, som der i dag arbejder i kulindustrien. Dette er, hvad klimaforkæmpere mener, når de taler om at administrere en ’retfærdig overgang’, og i de seneste år har de rejst det ubekvemme spørgsmål om tilpasning i lyset af spørgsmålet om klimaretfærdighed: Hvem skal beskyttes? Hvem er de udsatte? Hvad skal det koste? Og hvem skal betale?

I teorien kan den fossile brændstofvirksomhed funktionelt erstattes af plantager med negative emissioner, både industrielle og ’naturlige’, der ruller hele effekten fra industrialiseringens epoke tilbage ved at genindvinde kulstof fra himlen.

Men det er ikke et arbejde, der kan udføres diskret. At plante skove i en skala, der vil være stor nok til at ændre planetens kulstofbane afgørende, vil for eksempel forudsætte 80 procent højere fødevarepriser. Genskovning vil ifølge en nylig undersøgelse kunne kræve et landområde på mellem fem og 15 gange størrelsen af ​​Texas. At gøre det med maskiner, konstaterede samme undersøgelse, vil kræve noget i størrelsesordenen af en tredjedel af nutidens globale energiforbrug.

Selv i det mest optimistiske scenarie skulle milliarder ton kulstof fjernes fra luften hvert år og opbevares et eller andet sted – de mindre optimistiske scenarier vil selvfølgelig kræve mere. På lokalt, nationalt og internationalt niveau vil disse projekter sandsynligvis fremprovokere en ’ikke i min baghave-modstand’ langt ud over, hvad vi har set med vind- og solvarmeanlæg, samtidig med at også disse udbygninger naturligvis vil fortsætte.

En omstilling af Amerikas energisektor til vedvarende energi vil ifølge en nylig Princeton-undersøgelse kræve ti procent af landets kontinentale areal. Til gengæld vurderer et andet forskningsprojekt, at det vil kunne skabe så mange som 25 millioner job.

Men kampen for at bygge havturbiner i Nantucket Sound for at levere strøm til en stor del af den dybblå region stod på i over et årti og led i sidste ende nederlag. I dag blokeres et større havvindprojekt af velhavende husejere i Wainscott, en lille landsby på 349 mennesker i The Hamptons, selv om møllerne tænkes placeret på den anden side af Long Island helt uden for deres synsvidde. De ønsker bare at blive fri for nedlægning af strømkabler, selv om de vil installeret under jorden og forblive ude af syne.

At opbygge en verden

Der vil også komme kampe om nye ressourcer – med en efterspørgsel efter materialer til solpaneler, der vil blive tredoblet eller mere over de næste par årtier, og der vil komme et så hurtigt voksende behov for batterikomponenter som kobolt, litium og andre sjældne jordarter, at overgangen til vedvarende energi næsten også vil nødvendiggøre en eksplosion i ’ekstrak-tivisme’. Det vil sige, at miner over hele verden vil skulle åbnes for at udspy ressourcer i et tempo, der er langt højere end det, der var drivende for den globale industrielle revolution gennem århundreder, og på måder, der uvægerligt vil resultere i konflikter mellem stater, hvilket blandt andre politologen Thea Riofrancos har beskrevet.

At leve med naturbrande vil sandsynligvis kræve grundlæggende nytænkning af boligpolitikken, som minimum i Californien, hvor millioner allerede er i fare, og hvor 60 procent af nye boliger, der er bygget siden 1990, er blevet opført på brandhæmmende jord. I dette tidsrum er truslen fra skovbrande vokset med skønsmæssigt 900 procent.

Som Zeke Hausfather og Mark Paul desuden har foreslået, kunne mange tusinder ansættes i et nyt civilt konserveringskorps, der kunne udtynde statsskovene for buskads og styre en ’kontrolleret afbrænding’ på 20 millioner hektar i Californien – en femtedel af statens jord og fem gange så meget, som der brændte i den katastrofale 2020-sæson.

Og alligevel er dette den nye verdens ansigt. Eller kan blive det – i bedste fald. Hvis tilpasning lyder som et teknokratisk just fix it, ser det, som allerede nu kræves, i omfang ud til at nærme sig regulær terraforming (vidtgående modificering af en planet for at gøre den beboelig, red.) – men her skal vi huske på, at 95 procent af jordens overflade allerede er blevet omformet af menneskelige hænder.

Sådanne foranstaltninger vil ikke være trivielle, og de er ikke en vej uden om andre barske valg, men derimod en sidste udvej, der kan gøre det barske klima, vi skal leve med, til et, vi trods alt kan føle os trygge ved at leve i, alt andet lige. I det kommende århundrede, som vil blive defineret både af rædselsfulde klimaskadevirkninger og, må vi håbe, ekstraordinære menneskelige modforholdsregler, vil selv en relativ succes kræve lige så megen verdensopbygning som verdensredning.

Dette er en forkortet version af et essay oprindelig bragt i New York Magazine.
© 2021 New York Magazine/New York Media LLC.
Oversat af Niels Ivar Larsen.