I starten så Nick Hækkerup samtykkeloven som en pligtopgave. Nu er han blevet klogere

Vi er godt 20 minutter inde i interviewet, da Nick Hækkerup udbryder:

»Jeg tror, der er mange, når de læser det her, der vil tænke: ’Hold kæft, han var en idiot.’«

Han holder en lille pause.

»Eller måske i hvert fald: ’Det var da utroligt, at han ikke vidste bedre.’«

Vi sidder på justitsministerens kontor til en samtale om den samtykkelov, som netop er trådt i kraft. En lov, der fyldte meget i ministerens arbejdsliv sidste år, men som også har ændret noget i ham. Eller som han formulerer det:

»Jeg er blevet mere oplyst.«

Vejen dertil skal vi høre mere om, men lad os først rulle tiden tilbage til begyndelsen af juni 2019, hvor Nick Hækkerup trådte til som minister. På det tidspunkt var en ny samtykkelov skrevet ind i forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale.

Det var en pligtopgave på Hækkerups blanke ministerbord – ikke et emne, han politisk brændte for.

»Det var en opgave som jeg – indrømmet – i begyndelsen ikke anerkendte vigtigheden og betydningen af,« siger han.

»Spørgsmålet om voldtægt eller seksuelle overgreb har aldrig optaget mig. Måske fordi det ikke har fyldt meget i mit politiske liv.«

Nick Hækkerup begyndte sin karriere i kommunalpolitik tilbage i 1990’erne. Han blev borgmester i Hillerød i år 2000, hvor det handlede det om budgetter til børnepasning og ældrepleje. Og for knap ti år siden blev han i Thorning-regeringen først forsvarsminister med ansvar for de danske soldater, og siden sundhedsminister, hvor han havde fokus på ulighed i sundhed. Men i Justitsministeriet blev han præsenteret for en anden virkelighed, forklarer han:

»Herinde får man set en side af samfundet, som er rå og sort, og som aflejrer nogle indtryk i én, og som gør, at man opbygger en harme og indignation. Og undervejs i forløbet forstod jeg, hvor vildt vigtigt det her med samtykkeloven i virkeligheden var,« siger han.

En helt anden verden

Det var faktisk Søren Pape Poulsen (K), der i sin tid som minister satte forarbejdet til loven i gang i 2018 med nedsættelsen af et ekspertpanel, der skulle se på, hvordan indsatsen på voldtægtsområdet kunne forbedres. Året efter sendte han spørgsmålet om en samtykkelov videre til Straffelovrådet, der afgav deres betænkning med en anbefaling i foråret 2020.

Men trods forståelsespapiret blev regeringen og støttepartierne først enige, efter at Nick Hækkerup havde holdt en »tænkepause« hen over sommeren 2020. I september kunne partierne præsentere en aftale, og den 17. december blev loven vedtaget – alle partier i Folketinget stemte for. Som Nick Hækkerup siger:

»Det er ikke venstreorienteret politik, det her. Det er jo en dagsorden, som er ejet bredt politisk.«

Men hvorfor tog det ham selv så lang tid at komme dertil?

Nick Hækkerup er vokset op i det, han beskriver som »et kernesocialdemokratisk hjem«, hvor mænd og kvinder var lige, og drengene også hjalp til med at lave mad.

»Ligeværd mellem mænd og kvinder ligger dybt i mig. Og for mig har det været helt naturligt, at man selvfølgelig skal respektere hinandens grænser.«

Men i forbindelse med debatten om samtykke, og når han gik til middage med sin kone, Petra, og talte med veninder, hørte han en anden historie.

»Når jeg snakkede med kvinder på min egen alder, så sagde de alle – uden undtagelse – at de havde været i situationer, hvor de havde følt sig krænket eller oplevet seksuelle tilnærmelser, som var utroligt ubehagelige. At det fyldte så meget, var jeg simpelthen ikke klar over. Det gjorde virkelig indtryk.«

Han kalder det »en helt anden verden«.

»Det kan selvfølgelig være fordi, at jeg er utroligt uattraktiv, men jeg tror aldrig, jeg har oplevet en seksuel tilnærmelse, som jeg syntes var irriterende,« siger Nick Hækkerup og tilføjer:

»Det her er ganske enkelt skidesvært at forstå, når man er en 50-årig hvid mand.«

– Hvorfor?

»Fordi man er alt andet end et voldtægtsoffer. Der er ingen steder, hvor jeg overvejer, om jeg kan færdes trygt. Jeg tænker aldrig på, hvad klokken er, når jeg skal hjem. Den tanke har jeg ganske enkelt aldrig haft. Men det ved jeg, at mine døtre og andre kvinder har. De tænker over, hvilken vej de cykler hjem, hvor der er mest lys og den slags.«

Og derfor, siger han, er han måske den dårligste bannerfører for samtykkeprojektet.

»Eller måske er jeg lige præcis den bedste, fordi jeg kommer med al min uvidenhed og oplever den her verden.«

Forældresamtalen over middagsbordet

Nick Hækkerup har fire børn: to voksne døtre og to teenagedrenge. Hvilket også har haft betydning for hans overvejelser omkring den nye lovgivning:

»Hvis jeg skulle forestille mig en forbrydelse, som må være helt og aldeles forfærdelig for mine døtre at blive udsat for, så er det voldtægt,« siger han.

Og det har været vigtigt for ham at lære sine drenge forståelse for, at sex og kærlighed er noget gensidigt, og noget man giver, ikke noget man tager.

– Men hvordan forklarer du dine teenagesønner, hvad samtykke er?

»Helt konkret har vi jo samtaler derhjemme over aftensmaden, men jeg tror, det afgørende er, at der er podet nogle værdier ind i dem, så de instinktivt ved, at man skal respektere andre mennesker, og det gælder også kvinder,« siger Nick Hækkerup.

– Hvad med de drenge, der ikke får indpodet de værdier ved middagsbordet?

»Ja, det er lige præcis der, jeg tror på, at loven er vigtig. Ikke alene i forhold til, at vi kan få opklaret flere voldtægtssager og dømt flere voldtægtsmænd, men også i forhold til at sætte en standard for, hvilket samfund vi gerne vil være, og hvordan vi ser på mænds og kvinders ligeværd. Der er selve loven, men der er også et signal.«

– Hvornår har man helt præcist givet samtykke?

»Ja, det er jo afsindigt svært. Vi har jo alle sammen været i de der situationer, hvor man har skullet mærke sig frem og finde ud af, om der er god kontakt. Man kan spørge direkte: ’Skal vi have sex?’ Det er bare relativt akavet. Derfor vil samtykke typisk være alt muligt andet,« siger Nick Hækkerup.

De nydende lyde

I bemærkningerne til loven står der blandt andet, at ’kys, berøringer, nydende lyde eller relevante bevægelser’ også kan gøre det ud for et samtykke. Og da lovforslaget blev præsenteret sidste år, tog TV 2 netop fat i ordlyden i bemærkningerne og bad politikerne komme med eksempler på nydende lyde. Det ærgrer Nick Hækkerup. Men han kan omvendt godt forstå, at der bliver slået ned på det, for lovgivningen lægger også op til fortolkninger.

– Så en mand kan godt sige: »Jeg troede, hun var med på den, fordi hun lavede lyde og bevægelser, jeg tog som et ja«?

»Ja. Grænsen er flydende. Og det er den heldigvis, fordi vi ikke kan sætte vores sexdrift på formel,« siger Nick Hækkerup og tilføjer: »Men det er ikke nydende lyde, hvis man har sagt nej.«

Arbejdet med at overføre det, der sker mellem mennesker i det seksuelle møde, til lovgivning har været svært, siger han. Alene tanken får ham til at ryste på hovedet og smile lidt.

»I nogle tilfælde har det været næsten komisk, hvis ikke det var så alvorligt. Jeg er jo selv jurist, og noget af det mest syrede ved det her har været at skulle skrive intime følelser om til jura.«

Tvivlen findes stadig

Førhen kunne man blive dømt for voldtægt, hvis det var bevist, at gerningsmanden havde truet eller udøvet vold. Efter den nye lovgivning skal anklagemyndigheden bevise, at man har haft sex, uden at der er givet samtykke.

Dermed er ’bevisproblemet’, som det hedder i juridisk sprog, ikke fjernet – men det er flyttet, siger Nick Hækkerup. Der vil være situationer, hvor man tidligere ville være blevet frifundet, hvor man med den nye lov bliver dømt. Men der vil stadig være tilfælde, hvor det er påstand mod påstand. Og hvor tvivlen skal komme den anklagede til gode.

– Så den nye lovgivning udraderer ikke al tvivl?

»Nej. Prøv at se her,« siger Nick Hækkerup og tager en kuglepen frem. Han tegner en streg på min blok. Og slår ned på et punkt en tredjedel henne på linjen og tegner en tyk streg.

»Her gik grænsen før, hvor man skulle bevise, at der havde været tvang eller vold.«

Han tegner et skraveret felt.

»Og her var der bevist tvivl. Det har vi nu flyttet herud.«

Han tegner en streg og et skraveret felt et godt stykke længere ude på linjen og peger på feltet mellem de to streger.

»… og i de tilfælde, som tidligere lå her på linjen, ville der stensikkert ikke været faldet dom før. Det vil der i dag. Det skraverede felt med tvivl findes stadig. Men det er blevet flyttet et godt stykke,« siger han.

Han mener ikke, den nye lov vil gøre det hverken lettere eller sværere for retssystemet. Det handler stadig om at løfte bevisbyrden. Og der vil stadig være tvivlssager.

»Der vil være nogle sager, hvor der vil falde dom sådan her …« Nick Hækkerup knipser med fingrene, »… og der vil stadig være ubehagelige retssager, hvor kvindens forklaring bliver underkendt.«

Kvinder skal ikke skamme sig

Ministeren regner med, at den nye lovgivning vil føre til flere domfældelser. Den første måned af 2021 er der allerede rejst en række sigtelser efter den nye voldtægtsparagraf. Men Nick Hækkerups største håb er, at der samlet set bliver færre voldtægtssager:

»En af mine dybe forhåbninger er, at nogle af de situationer, som tidligere er sket, slet ikke vil finde sted mere.«

Det Kriminalpræventive Råd anslår på baggrund af offerundersøgelser, at 11.400 kvinder årligt bliver udsat for voldtægt og voldtægtsforsøg. Knap halvdelen er fuldbyrdet samleje. I 2019 modtog politiet 1.662 anmeldelser, og der faldt 314 domme for voldtægt. Kun ganske få sager bliver altså anmeldt, og endnu færre ender med dom.

Nick Hækkerup håber, at flere i fremtiden vil føle sig trygge ved at anmelde en voldtægt. Den forhåbning baserer han blandt andet på indholdet i det politiforlig, regeringen indgik med alle partier undtagen Venstre og Liberal Alliance lige inden jul.

Her er der blandt andet afsat penge til specialiserede enheder, der skal løfte indsatsen i sager om voldtægt, 125 betjente skal uddannes i håndtering af sager om vold, voldtægt og stalking, og der skal etableres særlige videoafhøringsrum til afhøring af voldtægtsofre.

»Kvinder, der er blevet voldtaget, skal vide: ’Det er ikke din skyld, du skal ikke skamme dig, og hvis du kommer til politiet, respekterer vi dig og tager dig alvorligt. Vi ved godt, det er utroligt pinsomt at fortælle om at være blevet misbrugt, og vi ved, at traumereaktioner kan være forskellige’,« siger Nick Hækkerup.

Ministeren er godt klar over, at sådan er det langtfra i dag.

Det gjorde stort indtryk på ham, da han i en undersøgelse fra 2017 kunne læse, at en femtedel af de kvinder, der anmelder en voldtægt, oplever, at politiet ikke tager dem alvorligt.

»Noget af det, jeg selv har lært i det her forløb, er, at traumereaktionerne kan være så forskellige. At man efter en voldtægt for eksempel godt kan reagere med at blive og overnatte eller drikke en kop kaffe dagen efter, fordi det kan være en beskyttelse mod det, der er sket,« siger Nick Hækkerup.

Og der skal ske en kulturændring hos politiet, siger han.

»Jeg vil virkelig ikke hænge vores politi ud, for de er ikke bedre end de forudsætninger, vi politikere giver dem. Men hvis vi nu antager, at en del af dem ikke ved bedre, end jeg gjorde – så kan man jo godt forstå, det kan være svært. Derfor er vi nødt til at sørge for, at der er særlige afhøringsrum, vi er nødt til at give betjentene en uddannelse og andre ting, som gør, at vi som etat bedre kan håndtere det her. Der er helt sikkert mange betjente i korpset, som er dygtige til det her, men der er sikkert også nogle betjente, som ikke er klogere end mig.«

En kvinde og en mand mødes på en restaurant

Men én ting er lovgivningen og politiets håndtering. I bemærkningerne til lovforslaget står også, at man med samtykkeloven ønsker at ’bidrage til en generel holdningsændring i samfundet’.

– Hvordan skal det foregå, og hvor lang tid skal det tage?

Nick Hækkerup rejser sig op og henter sin mobiltelefon:

»Det her skal du næsten se.«

Han bladrer hen til et screenshot af en tekst fra TrygFondens tryghedsmåling 2019-20 og læser op: »En kvinde og en mand mødes på en restauration. Manden inviterer kvinden med hjem. Han siger, at han venter nogle gæster til en fest. I lejligheden sætter de sig på sofaen og kysser og krammer hinanden. Da manden prøver at trække kvindens trusser af, afviser hun ham. Han giver hende nogle lussinger og gennemfører samlejet.«

Nick Hækkerup stopper oplæsningen:

»I 1969 – altså et år efter jeg blev født – blev den her historie præsenteret for et udsnit af befolkningen, som blev spurgt, om det var voldtægt. 13 procent svarede ja.«

Da spørgsmålet blev gentaget i 1978, mente 53 procent, at det var voldtægt. I 2013 var andelen steget til 95 procent.

»Det siger noget om, hvordan opfattelsen over tid ændrer sig. Og apropos dit spørgsmål om, hvad man skal gøre med dem, der kommer fra familier, hvor ligeværd ikke er naturligt indpodet, fortæller historien også, at det kan vi som samfund godt bygge op.«

Hækkerup ser gerne, at holdningsændringen bliver hjulpet på vej, blandt andet gennem seksualundervisning, men tror også på, at det langsomt vil sive ned i befolkningen, for eksempel når sager bliver omtalt i medierne:

»Det er en stor, bred opgave, men loven er et utroligt vigtigt manifest. Det er en sten, der bliver sat: Her står vi som samfund. Det er vores værdier.«

– Er der noget i tiden, eksempelvis #MeToo eller andre bevægelser, der har gjort, at politikerne er blevet modne til denne her lovgivning?

»Det er et godt spørgsmål, som jeg selv har tænkt meget over,« siger Nick Hækkerup.

Og så citerer han sin afdøde farfar, den socialdemokratiske minister Per Hækkerup:

»Han sagde engang: ’Politik handler om at sige det, folk mener, lidt før de selv ved, de mener det.’ På den måde er politik både en refleksion af og en reaktion på den verden, man står i, men politik kan også være med til at flytte verden. Og her har vi reageret på noget i tiden og samtidig været med til at flytte noget.«

Og undervejs er der også blevet rokeret rundt på ministeren selv:

»Jeg har fået en opgave, der har flyttet mig, min viden og min forståelse,« siger Nick Hækkerup.

»Jeg håber virkelig og mener helt alvorligt, at det her stykke lovgivning vil kunne komme til at stå som en af de virkelig manifeste ting, som denne her socialdemokratiske mindretalsregering har opnået.«

– Det var ikke lige det, du tænkte, da du blev justitsminister?

»Nej, det var det bestemt ikke.«