Langsomme samtaler
Læsetid: 12 min.

Den store kamp i USA handler ikke om race, den handler om, hvordan landet skal regeres

Polariseringen i USA er en kulmination på 50 års splittelse om, hvorvidt landet skal forandres af progressive bevægelser og krav om rettigheder, eller om lokale folkevalgte selv skal bestemme, hvordan deres fællesskab skal indrettes. Og det hele begyndte med borgerrettighedsbevægelsen. Det forklarer den konservative forfatter og journalist Christopher Caldwell
Uanset om man kan lide det eller ej – republikanerne er nu blevet et parti for globaliseringens tabere, og det vil definere deres ideologi de næste år, siger Christopher Caldwell.

Uanset om man kan lide det eller ej – republikanerne er nu blevet et parti for globaliseringens tabere, og det vil definere deres ideologi de næste år, siger Christopher Caldwell.

Jesse Jacob

Moderne Tider
13. februar 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Vi fejrer den amerikanske borgerrettighedsbevægelse fra 1960’erne med storslåede film og fortællinger om sociale fremskridt. Og de, der som Martin Luther King Jr. var store i borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne, er blevet helte i vores populærkultur og politiske historie.

De omstyrtede nemlig et system af diskrimination, som alt for længe havde været accepteret. Selv 100 år efter ophævelsen af slaveriet i USA var sorte i starten af 1960’erne stadig tvunget til at gå i deres egne skoler, sidde på deres egne pladser i busser og på restauranter og leve i deres egen virkelighed i de amerikanske sydstater. Formelt var sorte og hvide lige, men det var en lighed baseret på adskillelse: »Separate, but equal«, som det hed. Og de sorte blev forhindret i at bruge den ret til at stemme og deltage i det amerikanske demokrati, som forfatningen ellers lovede dem. 

Det lykkedes aktivister at udstille for hele USA, hvordan sorte blev holdt nede og ude i Sydstaterne og appellere til den føderale regering og domstole, som greb ind.

Jeg har altid selv set borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne som en forbilledlig frigørelsesbevægelse, der skabte virkelige forandringer – og sådan ser jeg den stadig.

»Jeg har præcis den samme læsning som dig,« siger den amerikanske forfatter og journalist Christopher Caldwell: »men jeg vil gøre en tilføjelse …«.

Christopher Caldwell

  • Født 1962 i Massachusetts, bor nu i Washington DC.
  • Konservativ amerikansk forfatter, klummeskribent og journalist. Har været redaktør på The Weekly Standard og er i dag tilknyttet the Claremont Institute som forsker.
  • Udgav i 2009 Reflections on the Revolution in Europe, som handlede om de politiske konsekvenser af indvandring i Europa. Hans seneste bog er The Age of Entitlement fra 2020.

Det er den tilføjelse, Caldwell har skrevet en hel bog om, som udkom for omtrent et år siden: The Age of Entitlement. Og den tilføjelse, som ifølge Caldwell førte til en splittelse i den amerikanske politiske kultur og nogle modsætninger, som er kulmineret med de totale konflikter omkring Donald Trump.

Det er for at få den historie forklaret og for at høre hans analyser af, hvad der er sket med konservatismen og republikanerne i USA, at jeg har bedt Christopher Caldwell om et interview.

Lokaldemokrati versus jura

Adskillelsen af de sorte og de hvide i Syden er ifølge Caldwell et let problem at forholde sig til moralsk: Det var forkert og skulle ophøre. Men det var anderledes svært i praksis.

»Det praktiske problem er, at adskillelsen var et system, der var blevet indført af demokratier. Alle vores delstater var demokratiske. Når vi nu sidder og snakker om det, er vores holdning: ’Hvad er det for et demokrati? De tager stemmeretten fra en tredjedel af befolkningen!’«

Caldwell understreger, at han selv finder det moralsk forkasteligt.

»Men de her stater havde besluttet, at det skulle være sådan. De havde en guvernør, de havde deres egne lovgivende forsamlinger og domstole, der fungerede som en del af det amerikanske demokrati. Hvis man altså ville gøre op med adskillelsen, blev man nødt til at bruge en metode, som kortsluttede deres eget demokrati.«

Dengang blev der ifølge Caldwell advaret mod, at det ville være politisk farligt at tilsidesætte delstaternes demokratier og tvinge nogle banebrydende forandringer igennem:

»Men de fleste amerikanere var så lede og kede af at se på tv, hvordan de sorte blev behandlet i Mississippi og Alabama. De var villige til at løbe den risiko for at få det stoppet. De vidste bare ikke dengang, hvad der ville blive de politiske konsekvenser.«

— Jeg tænker, at borgerrettighedsbevægelsens moralske og politiske styrke var, at den netop henviste til fælles idealer, som ingen kunne være principielt modstander af. Den bekræftede og udvidede forfatningen …

»Ja, det var borgerrettighedsbevægelsens styrke, og det var derfor, mange amerikanere støttede den. De troede, at de ville få en bekræftelse og styrkelse af den oprindelige forfatning. Og så var og er behandlingen af de sorte en national skamplet, som slet ikke levede op til vores idealistiske forfatning.«

Den anden forfatning

Men derfra udviklede der sig ifølge Caldwell en politisk kultur, som blev til det, han kalder en »anden forfatning«, fordi den åbnede for en ny måde at skabe forandringer på.

»Det var ikke bare en pragmatisk løsning på nogle pragmatiske problemer. Det blev et nyt bredt princip, som man kunne bruge på en masse andre områder. Den føderale måde at føre politik på, som blev sat igennem med borgerrettighedsloven fra 1964, var vidtgående. Den definerede en masse ting som ulovlige og beordrede, at delstaterne skulle gøre sig fri af dem. Den tillod at tilbageholde penge til Sydstaterne, som de var afhængige af. Den gjorde det muligt at sagsøge stater og undersøge dem på en måde, som efter min opfattelse er i konflikt med vores forfatning. Den gjorde det også muligt for regeringen og domstolene at undersøge organisationer for, om de var skyldige i racisme.«

– De sorte havde ventet i 100 år på at få de rettigheder realiseret, som forfatningen lovede dem. Det var ikke rimeligt bede dem vente længere på de lokale demokratier, så de kunne opnå status som ligeværdige borgere?

»Det er dilemmaet. Det var frygtelig længe, de havde ventet. Min bog er heller ikke et indlæg for eller imod. Den er en historie om, hvad der skete. Og jeg tror ikke, at amerikanerne havde regnet med, at det ville få så vidtrækkende konsekvenser. Man begyndte nærmest at se på Alabama, Louisiana og Mississippi som et slags udenrigspolitisk problem. Et lille skamfuldt hjørne af landet, som der skulle rettes op på. Jeg vil gætte på, at 80 procent af amerikanerne ikke havde regnet med, at det nogensinde også ville komme til at påvirke dem og deres måde at leve på.«

Den føderale regering begyndte ifølge Caldwell at beordre forskellige former for forandringer i USA for at få gjort op med racisme. Og det bredte sig til flere og flere dele af landet:

»Efterhånden begyndte andre grupper også at appellere til bureaukrater og dommere og sige: ’Jeg ved godt, at jeg ikke er sort. Men jeg er indvandrer og jeg vil gerne have, at mine børn lærer spansk i skolen. Kan man ikke bruge denne her lovgivning til at give mine børn en tosproglig uddannelse?’ Feministerne brugte samme metode til at fremsætte krav om forandringer i de virksomheder, hvor de var ansat, og som var totalt domineret af mænd. Det blev hurtigt til et system, som arbejdede på mange forskellige fronter for at få lavet om på love, som var vedtaget demokratisk lokalt.«

Fra New Deal til borgerrettigheder

Det var i 1960’erne ikke længere fagforeninger, som organiserede arbejderne og krævede forandringer på arbejdsmarkedet. Og de store sociale reformer blev ikke ligesom i 1930’erne gennemført af en præsident med et bredt demokratisk mandat. Franklin D. Roosevelt skabte dengang grundlaget for den amerikanske socialstat efter offentlige samtaler og radioforedrag, hvor han havde forklaret befolkningen, hvorfor landet havde brug for store reformer.

Det var en anden politisk metode, som blev brugt til at skabe fremskridt for mindretal i 1960’erne, pointerer Caldwell.

»Mange amerikanere følte virkelig, at den sande kilde til magt var skiftet fra folkevalgte til retssale og bureaukrater. Det skabte en ny situation, hvor befolkningen omkring 1980 blev opdelt efter, om man syntes, det var en god politisk udvikling eller ej,« fortæller Caldwell.

»Det kulminerede ved valget i 2016.«

Borgerrettighedsbevægelsen førte til en kultur, hvor frigørelseskampe kom til udtryk i juridiske krav om rettigheder til mindretal og krav om repræsentation og moralske fordringer om kulturelle forandringer. Den bevidstgørelse om sprog og kulturelle koder, der blev kendt som politisk korrekthed, er ifølge Caldwell også en konsekvens af borgerrettighedsbevægelsen.

Nogle oplevede fremskridt i perioden fra 1960’erne og frem til i dag. De fik nye muligheder og rettigheder og blev anerkendt som ligeværdige borgere. Andre oplevede, at deres land forandrede sig på en måde, som de ikke brød sig om:

»Jeg tror, Bill Clinton var den første, der bemærkede den politiske dynamik. Han sagde for cirka 20 år siden, at hvis man ser tilbage på det, der skete i 1960’erne og tænker, at det gjorde mere gavn end skade, så er man nok demokrat. Men hvis man ser tilbage og tænker, det gjorde mere skade end gavn, så er man republikaner. Det er tesen i min bog.«

Stormagtens hybris

Caldwell minder om den historiske kontekst: USA forekom i 1960’erne som en uovervindelig stormagt på vej frem i verden. Amerikanerne havde vundet en verdenskrig på to kontinenter, defineret en ny verdensorden og sendt en mand til månen.

»Der var en periode i 1950’erne, hvor vi stod for halvdelen af verdens industrielle produktion. Det var naturligt for os at tænke: ’Vi er de bedste, der er ikke noget, vi ikke kan løse.’«

Den positive konsekvens af den indstilling var, at amerikanerne fik gennemført reformer, som sikrede lige rettigheder. Men en af de negative konsekvenser var, at amerikanerne også troede på, at de kunne tage til Vietnam, redde befolkningen fra kommunismen og skabe et frit samfund i deres eget billede:

»Det var en frygtelig hybrisoplevelse for os.«

— Men I er jo stadig dybt plaget af racekonflikter i USA, de blev ikke løst i 1960’erne?

»Jeg tror ikke på, at kampen i USA handler om race. Jeg tror, den handler om den revolution, der skete i vores måde at styre landet på, som blev frembragt af vores forsøg på at løse raceproblemet. Den virkelige diskussion handler efter min opfattelse om, hvordan landet skal regeres politisk. Det er derfor, jeg taler om de to forfatninger. Vi har to grupper med to helt forskellige forestillinger om, hvad politik er, hvordan vi skal finde ud af det sammen, og hvad der moralsk rigtigt. Det er … skidt.«

— Det forekommer mig, at du undervurderer, at bevægelser, som kæmper for rettigheder, også ændrer holdninger. At rettigheder til minoriteter, som kan være blevet undertrykt af flertallet, først kan vindes ved domstole og efterfølgende opnå demokratisk legitimitet?

»Det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg bruger i bogen ægteskabet mellem homoseksuelle som eksempel. Der var mange aktivister, som sagde, at de ikke kunne vente på lovgivning og henviste til racekampen og sagde: ’Se, det skete med race, så det kan også ske for homoseksuelles ægteskaber.’ Og sådan er det gået.«

»Men abort er vores modeksempel. I USA blev abort legaliseret på nogenlunde samme tid som i flere europæiske lande. Hos os skete det bare ikke gennem de lovgivende forsamlinger, men gennem en dom fra højesteret. Der var ikke mange lovgivere, som havde mod på at komme ud og kæmpe for det på nationalt plan. Også fordi det hører hjemme på delstatsniveau. Men se på, hvor diskussionen om abort står nu. Adgangen til abort er i dag kun sikret af nogle meget, meget skrøbelige rettigheder. Jeg forstår godt dit argument, men det har ikke fungeret sådan med abort i USA.«

Biden siger ja til alle

Valget af Donald Trump var et klimaks i kampen mellem de to forskellige måder at føre politik på. Han var som præsident engageret i et konstant opgør med de juridiske begrænsninger af hans magt. Med bureaukrater og domstole. Og med hele det moralske fundament for borgerrettighedsbevægelsen.

Spørgsmålet er, om Trump var et exceptionelt fænomen, der havde opbygget berømmelse gennem et halvt århundrede i medierne og kunne bruge den til at appellere til store vælgergrupper. Og om hans kamp mod indvandrere, globalisering og de højtuddannede i storbyen er en afvigelse for Det Republikanske Parti. Eller om det er partiets fremtidige politiske ideologi:

»Jeg tror ikke, at republikanerne kommer til at ændre ideologi efter Trump. Konservatisme i USA er blevet til en form for populisme. Et opgør med globalisering og den politiske kultur, som jeg beskriver i min bog. Jeg kan ikke se, at globaliseringen for alvor er forandret nu, eller at den politiske kultur er det.«

Caldwell peger på, at Trump tiltrak flere millioner nye vælgere til Det Republikanske Parti. Folk, som ikke plejede at stemme, og som havde stået uden for politik, men så Trump som deres repræsentant:

»Uanset om man kan lide det eller ej – republikanerne er nu blevet et parti for globaliseringens tabere, og det vil definere deres ideologi de næste år. De vil helt sikkert blive ved med at være imod indvandring af arbejdskraft, som vil presse lønninger og amerikansk arbejdskraft. Jeg tror også, de vil blive modtagelige over for forslag om eksempelvis højere mindsteløn, hvilket var helt utænkeligt for republikanerne før i tiden.«

— Hvordan ser du Trumps status nu?

»Han blev svagere, da han tabte valget, og han er endnu svagere nu. Jeg kan tage fejl, men jeg tror, han er et problem for republikanerne, som kommer til at forsvinde. Mange af dem, der stemte på ham, lavede en slags handel med djævlen. Der var nogle … skal vi kalde det problemer med den måde, han regerede landet på. Han leverede ikke rigtig noget. Det eneste, han udrettede politisk, var en kæmpestor skattereform.«

»Men de kunne bruge ham som en knytnæve mod den måde at føre politik på, jeg har talt om her. De antog, at det var uden den store risiko. Længe så det ud som om, vi kunne slippe ud af Trump-æraen med minimale omkostninger. Men da han ikke ville anerkende valgresultatet, skabte det en virkelig fornemmelse af national krise. Det har svækket ham endnu mere.«

— Hvordan tror du, rigsretssagen mod ham ender?

»Det bliver en meget svær afstemning for republikanerne, det er en sag, der bringer dem i vildrede. Lige efter angrebet på Kongressen mente jeg, at måske op til ti republikanere ville stemme for at få ham dømt i Senatet og udstødt fra politik for altid. Det kunne have skabt en uforudsigelig dynamik, hvor andre republikanere kunne tænkes at skifte side. Jeg tænkte, at det absolut var muligt, at Trump kunne blive udelukket fra nogensinde at få et offentligt embede igen.«

Men spillet ændrede sig ifølge Caldwell, da flere demokrater begyndte at pege på de republikanere, som havde støttet Trumps kamp for at få underkendt valgresultatet og sige, at de også havde et ansvar for angrebet på Kongressen:

»Da de republikanske senatorer så det, stod det klart, at deres job også kunne være på spil. Og siden har Det Republikanske Parti bevæget sig væk fra at dømme Trump. Jeg tror, det bliver svært for enkelte republikanske senatorer i svingstater, men som det ser ud nu, tror jeg ikke, han bliver dømt.«

— Du har beskrevet en konflikt mellem demokraternes progressive rettighedskampe og republikanernes modstand mod globalisering og indvandring. Mellem liberale højtuddannede og arbejdervælgere, som er blevet konservative. Joe Biden er jo ikke på nogen måde bedrevidende og heller ikke radikal i forhold til rettigheder. Har han ikke potentialet til at komme videre fra den konflikt og vinde arbejderne tilbage?

»Joe Biden blev præsident, fordi han ikke var Donald Trump. Jeg har meget stor respekt for hans kampagne og måde at vinde valget på. Men hans kampagne handlede om, at han ikke var Trump, og han fremlagde ikke nogen stærk vision for USA. Han står for mig som repræsentant for Det Demokratiske Parti med alle dets magtcentre, interesser og modsætninger.«

— Men han har fremlagt nogle meget offensive planer?

»Jeg ser det sådan, at han vil give alle de forskellige fraktioner i partiet det, som de vil have. Han kommer til at lave meget klimaregulering og klimapolitik, fordi nogle i partiet kræver det. Han kommer til at give den multikulturalistiske del af partiet mere åbne grænser. Wall Street-delen af partiet får nogle reguleringer af de her nye aktører på finansmarkedet, som er dukket op på det seneste og har udfordret systemet. Svaret til alle dele af partiet bliver i starten: Ja, ja, ja … det er først, når han begynder at vælge mellem de forskellige krav i partiet, at du kan se hvilken præsident, han vil blive. Jeg er ikke sikker på, at han har styrken til at sætte sig igennem på den måde.«

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted på ZOOM onsdag d. 3. februar. Se eller gense hele videosamtalen her.

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.

Serie

Langsomme samtaler, der sætter verden sammen

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branco Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden. Interviewene kan også ses på video.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Man må bare konstatere at der er noget som hedder the black community, såvel som the white community og at skellet handler nok så meget om hudfarve. Jeg kender fx en gambiansk rengøringskone, som er svensk gift i 30 år og alligevel taler hun konsekvent om "you people" og "my people". Desuden har hun tydeligvis ingen ambitioner om yderligere integration ud over hvad hun allerede har været igennem for at opretholde sit job og sit ægteskab. Men det kan selvfølgelig være at hendes voksne datter bliver svensk nok i hjertet til at overkomme det der people-snak.

Det er så nuttet at læse om en hvid rig priviligeret mand, der mener at republikanerne ikke støtter white supremacy.

Valget og magten i USA, handler om at de rige sluppet afsted med at stjæle alle værdierne, og at de hvide tabermænd ikke har fattet det

Susanne Kaspersen og Jens Frederik Drivsholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Fundamenter for United Stats Of America bygger på, at smide taberne i fængsel eller henrette dem.

Susanne Kaspersen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar