16-årig rapper på vej til gennembrud: »Vi rapper om gaden. Det, vi ser. Det, vi hører. Det, vi gør«

Super Kiosken på Holmbladsgade 54 ligger på et hjørne. En klassisk kiosk med toast til 15 kroner på plakaten, gifler og bølgechips på hylderne og en pakistansk ejer bag disken. Ude og inde står små grupper af unge mænd med anden etnisk baggrund. Nogle køber ind. Andre hænger ud. En fyr med et smalt overskæg og stor dynejakke træder ind. Alex Bajrami hedder han. Der er flere, der hilser på ham, med det navn, han er mest kendt for i kvarteret:

»8Trappy. Hey!«.

Han hilser med et håndtegn og siger: »Hvad så? Længe siden, bror«, smider nogle mønter og går ud med en Sun Cola juicebrik i hånden.

Alex Bajrami er rapper, ’8Trappy’ er hans kunstnernavn, og kiosken er location i hans seneste musikvideo til nummeret »Addy« optaget her i kvarteret.

»Det her er stedet, hvor alt foregår. Det er her, det går ned,« siger 8Trappy og tilføjer, som han gør til de fleste af sine sætninger: »Forstår du?«

Han er kun 16 år, men sidste år skrev han kontrakt med pladeselskabet Universal, og siden har han udsendt tre singler. Teksterne handler om hans hverdag på Amager, hvor han er vokset op i det sociale boligbyggeri Støberigården lige over for kiosken. Og så handler de rigtig meget om Holmbladsgade – den halvanden kilometer lange nerve mellem Amagerbrogade og Strandlodsvej. Selv tallet i 8Trappys rappernavn – 8 – refererer til det ottende bogstav i alfabetet.

»H – som i Holmbladsgade,« forklarer han. En gade, som ikke har noget med resten af Amager at gøre:

»Jeg vil ikke kalde Holmbladsgade for Amager. Det er sin helt egen by. Det skiller sig ud. Forstår du?«

Hærdet gangstarap

8Trappy er del af den bølge af unge med indvandrerbaggrund, som de seneste år er kommet direkte fra gaden og ind på pladeselskaberne og har indtaget hiphopscenen i Danmark. Selv om de bevæger sig i flere stilarter, bekender mange af dem sig til genren ’drill’ – en hård afart af gangstarap med minimalistiske tekster over bombastiske beats.

Genren har de seneste ti år bevæget sig fra Chicago og New York til Frankrig, Tyskland og ikke mindst London, hvor ’UK Drill’ er blevet synonymt med stemmer fra metropolens udsatte boligområder, der sætter ord og billeder på de mørkeste sider af ghettolivet.

I de seneste år er stilen altså også kommet til Danmark, hvor navne som Shooter Gang, Chatle og Baloosh i hårde tekster og musikvideoer fortæller om hverdagen i Trillegården i Aarhus V og Vollsmose i Odense.

»Det er den mest hærdede form for gangstarap, der vokser herhjemme i de her år,« siger Kristian Karl, podcastvært og skribent på magasinet Soundvenue, hvor han har dækket rap og hiphop i mange år.

Men er der noget nyt i, at hiphop handler om kriminalitet? Nej, siger Kristian Karl, men de kunstnere, der hitter nu, kommer fra et hårdere univers end nogensinde før.

»De kommer med en helt anden autenticitet, end vi før har set, og viser virkeligheden frem med rigtige våben, stoffer og bandemedlemmer.«

Selv om pengebundter og kokainbaner også førhen har været en del af hiphoppens æstetik i Danmark, har det mere været som en form for maskerade, vurderer Kristian Karl.

»Man legede lidt med de amerikanske ideer om hiphop. Og hovedkarakteren førhen var mere en stodder eller en player. I dag er han et bandemedlem.«

Udviklingen begyndte så småt i 2016, hvor rapperen Atypisk åbent begyndte at rappe om sin tilknytning til rockerklubben Satudarah, der også viste deres veste i hans videoer. Derfra er det stille og roligt vokset i omfang for så pludselig at tage fart:

»For få år siden så du ikke danske rappere blive kidnappet eller skudt. Men volden og kriminaliteten følger den her genre som en skygge,« siger Kristian Karl med henvisning til rapperen Shmur, der blev skuddræbt sidste sommer i Aarhus.

På med træningsdragten

Selv om der i 8Trappys tekster bliver refereret til stoffer, sorte penge og vold, er den 16-årige dreng fra Amager langtfra en hærdet bandekriminel. Hans tekster handler også om at score piger og gå ud fra frisøren med et nyt cut. Og hans tredje single, »Tech Fleece«, der udkom i denne uge, er en hyldest til de træningsdragter fra Nike, som er hans og vennernes foretrukne uniform.

Nummeret er i øvrigt skrevet til den nye action-tv-serie 2 Døgn, der for tiden bliver vist på Xee. Serien handler om to fætre, der kommer galt afsted i den kriminelle underverden. Hvert afsnit ledsages af et skræddersyet nummer med kendte navne som Tessa og Artigeardit, men altså også med nogle af dem, pladeselskabet i pressemeddelelsen kalder ’morgendagens stjerner’.

En af dem er 8Trappy, der har skrevet ’Tech Fleece’ sammen med sin barndomsven fra kvarteret, rapperen Shady Amer alias BeneBoom. På vores gåtur gennem kvarteret støder BeneBoom til på en cykelsti, der går bag ved Holmbladsgades boligbyggerier. Han er også klædt i træningstøj, hættetrøje og dynejakke, og de to venner læner sig op ad det lave hegn omkring en fodboldbane med hver sin juicebrik, mens de tjekker deres telefoner. Et par unge fyre på en elcykel passerer. De hilser. Alle kender hinanden her, forklarer drengene.

»Hvis der kommer en forbi her, vi ikke kender, er det, fordi det ikke er en fra kvarteret,« siger 8Trappy.

Det var en af hans venner, der sidste år hørte ham freestyle, og tippede en fyr på pladeselskabet Universal. Der gik ikke længe, før han blev indkaldt til et møde og fik tilbudt en kontrakt. Han havde sin storebror med.

»Jeg blev rigtig glad jo,« siger han. »Selv om det også var lidt forvirrende.«

Efter at en jurist havde set på kontrakten, skrev han under. Det var i maj 2020.

»Så det er stadig meget nyt,« siger 8Trappy.

»Og sådan nogle ting har ingen af os her fra gaden prøvet før,« tilføjer BeneBoom.

Fra Tingbjerg til Universal

Det var Mohammed Muhsen fra Universals hiphopafdeling, der opdagede 8Trappy.

»Han fangede min interesse med det samme. Han har et virkelig højt niveau i forhold til sin unge alder,« siger Mohammed Muhsen, der de seneste to år har opbygget den afdeling, der har været med til at lave pladekontrakter med navne som for eksempel førnævnte Shooter Gang og Baloosh.

Mohammed Muhsen er selv opvokset i Tingbjerg ved København og har været en del af et kriminelt miljø, fortæller han. Derfor falder kontakten til de unge fra de udsatte boligområder ham let.

»Jeg har selv været inde i miljøet, men har fået en ny chance, og den erfaring vil jeg gerne give videre til nogle andre, som måske ikke altid føler, de bliver hørt, men som på den her måde får en stemme i samfundet,« siger han.

Mohammed Muhsen er uenig i, at musikken skulle fremstille bandemiljøet som attraktivt.

»De skriver tekster om det samfund, de kommer fra, som normale danskere måske ikke kender og relaterer til, fordi de ikke har det inde på kroppen. Men de unge i de socialt belastede områder oplever nogle ekstreme ting, som påvirker dem meget, og gennem musikken vælger de så at fortælle deres livshistorie,« siger han.

Det er ikke anderledes, end hvis de var med i en dokumentarfilm, eller på anden måde fortalte om det miljø, de kommer fra, siger han. Og med 8Trappy kommer der for første gang en rapper ud af Holmbladsgadekvarteret.

»Det er fedt, at han repræsenterer sit kvarter på den måde og sætter bydelen på kortet,« siger Mohammed Muhsen.

Shababs vil mødes i solen

Langs cykelstien ved boldbanen lufter unge familier småbørn i flyverdragter. Flere kondiløbere puster forbi. En kvinde laver pull ups i et klatrestativ.

8Trappy har to telefoner. De ringer hele tiden. Han har ikke en kæreste, siger han, »men mange damer«. De, der ringer lige nu, er hans »shababs« – hans venner – der vil mødes, fordi vejret er godt.

Fra boldbanen er der udsigt til det sociale boligbyggeri, hvor Alex Bajrami bor. Han peger op mod den treværelses lejlighed, hvor han er vokset op sammen med sine fire søskende. De er ældre end ham og er alle sammen blevet gift og flyttet hjemmefra.

»Jeg er den lille. Nu er det kun mig og min mor,« siger han.

Forældrene er skilt, og han ser ikke sin far så tit. Familien kommer oprindeligt fra Makedonien, men han er født i Danmark, og de har altid talt dansk derhjemme. Hans mor er rengøringsdame.

Da han var mindre, rendte han rundt med de samme drenge, som han gør i dag. Men dengang spillede de altid fodbold – ikke mindst ved Prismen – et sports- og kulturhus lidt længere nede ad gaden. Og da de var 10-11 år, var flere af dem med i et såkaldt Kickstarter-projekt hvor en ældre rapper brugte fire måneder sammen med de unge drenge i et øvelokale.

»Vi rappede om fodbold, om at hygge sig med venner og om at passe på sin mor derhjemme,« siger 8Trappy.

I dag handler hans tekster om at have en ’glock’ – en automatpistol – og om at »lave sedler«. Han er dog ikke meget for at tale om budskabet i teksterne.

»Det vil jeg overlade til andre at tolke på,« siger han.

»Men vi rapper om gaden. Det, vi ser. Det, vi hører. Det, vi gør. No cap,« siger han og forklarer:

»Altså ikke noget løgn.«

Sindssyge rimstrukturer

Tobias Cadin er socialpædagog og arbejder med udsatte unge blandt andet på Vestegnen. Derudover interesserer han sig for hiphop og har blandt andet skrevet en håndbog i ghettodansk. Også han mener, at de unge gennem musikken får en stemme.

»Det her indvandrermiljø har længe været kulturelt undereksponeret. Men nu kommer der så både film, digte og musik ud fra blokken, og det åbner for mange ting,« siger han.

Han peger på, at langt de fleste, der lytter til musikken, er helt almindelige unge, der bare synes, det er god musik og et fedt udtryk, og så er der en mindre gruppe, der selv kommer fra miljøet, som kan spejle sig i musikken. Men at det skulle være med til at gøre bandelivet attraktivt og rekruttere til kriminalitet, kan han ikke se:

»Det er det samme som at sige, at der sker skoleskyderier på grund af computerspil, eller at det er på grund af dødsmetal, at fyre banker deres kærester. Jeg tror ikke på det. Hvis banderne vil rekruttere, gør de det direkte i miljøerne og med nogle helt andre metoder,« siger Tobias Cadin.

Han mener, man skal se det positive i, at de unge knokler for at blive gode til noget.

»Mange af de her udsatte unge kan ikke læse et brev eller analysere en tekst i dansk. Men de kan alligevel lave sindssyge rimstrukturer og raptekster, hvor de fletter alle mulige ord sammen. Det skal man da anerkende. Det er ikke anderledes end at øve sig på at spille guitar. Det er svært at rappe, og det tager tid at blive rigtig god. Og de timer de tilbringer i et pladestudie, er altså timer væk fra gaden,« siger han.

Dårlige minder bliver gode med tiden

8Trappy og BeneBoom går hen forbi deres gamle skole – Skolen På Amagerbro. 8Trappy gik her til midt i 8. klasse, hvor han blev smidt ud – beskyldt for at have begået et indbrud på skolen. En fyr på overvågningskameraet lignede ham, forklarer han.

»Men da de fandt ud af, at det ikke var mig, og droppede sigtelserne, var det for sent. Da var jeg allerede flyttet til en anden skole.«

De to venner standser på fortovet over for skolens lave, røde murstensbygninger, der ligger klemt inde mellem høje etagebygninger.

»Allerede dengang syntes vi, at rap var sygt,« siger BeneBoom og fortæller, at de indimellem optrådte med deres musik til morgensang. Men ellers var ingen af dem glade for at gå i skole.

»Jeg var en af dem, der råbte højt. Og lavede ballade,« siger 8Trappy.

»Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft et fag, jeg glædede mig til. Men de dårlige minder fra dengang bliver gode, når tiden er gået. Fordi man var der sammen. Forstår du?«

Hårdt arbejde i kælderen

I en kælder i Indre København ligger producerne Mike Lowrey og Kephois musikstudie. Her kommer 8Trappy cirka en gang om ugen og arbejder på sine næste numre. En onsdag i marts har han tid i studiet fra klokken 13.

»Men han er forsinket,« fortæller Moon Afflick, der kommer ind i studiet med en shawarma i hånden, som han hurtigt sætter til livs. »Sådan er musikere.«

Han ved, hvad han taler om, for han er selv rapper. Og så har han arbejdet som konsulent for Universal og er blevet tilknyttet 8Trappy som mentor. Han hjælper ham med alt fra at finpudse hans tekster til at sørge for, at hans sange bliver registreret i Koda.

»Alt det bag scenen,« som Moon Afflick siger.

I studiet står der guitarer og keyboards op ad væggene. I hjørnerne står der poser med tomme sodavandsdåser og et par hårdtprøvede palmer. Foran en computer sidder producerne Kephoi og Mike Lowrey klar til at skrue på knapperne.

Mike Lowrey oplever, at pladeselskaberne i de her år skriver kontrakt med rigtig mange, ofte meget unge rappere.

»Konkurrencen er stor, og de signer til højre og venstre, men der er langt mellem snapsene. Så vi sorterer meget og laver kun de ting, vi virkelig godt kan lide.«

Både han og Kephoi taler positivt om 8Trappy, som de siger har »karisma« og »en meget legende stil«.

Men i modsætning til i gamle dage er lykken ikke gjort, fordi man får en pladekontrakt, forklarer de.

»Det er der, det virkelig hårde arbejde begynder,« siger Moon Afflick.

Da 8Trappy ankommer til studiet, har han sin makker BeneBoom med. Udenfor skinner solen, men det mærker man ikke hernede i kælderen, hvor persiennerne er trukket ned. I den dæmpede belysning flakker to duftlys.

»Jeg er klar,« siger 8Trappy.

»Sådan klar, klar?« spørger Kephoi.

8Trappy nikker og træder hen foran mikrofonen og tager hovedtelefoner på. Og uden forudgående snak rapper han den tekst, der står på hans mobiltelefon, som han holder i hånden. Han har arbejdet på nummeret gennem noget tid, og i dag skal andet vers i kassen. Det hedder ’AM til PM’ og handler om at ankomme sent om aftenen hos en pige og tage af sted igen, inden det bliver morgen.

»PM – så hygger vi bare. AM – så er vi ude herfra,« rapper 8Trappy. Produceren beder ham tage en enkelt sætning om, så der »kommer lidt mere flow i den«. De tager den flere gange. Så sidder den der.

8Trappy forklarer, at det har hjulpet ham meget at blive guidet af de erfarne musikfolk.

»Det er mere professionelt, det der sker nu. Jeg skriver selv, men Moon og Mike hjælper mig med beats og med at finpudse det,« siger han.

Mike Lowrey har blandt andet arbejdet sammen med Branco, Atypisk, Josef og Elias, og på væggen hænger guld- og platinplader for albummet Nordsiden, som han producerede for rapperen Jamaika sidste år.

Jamaika har dog siddet varetægtsfængslet i over et år, sigtet i en sag om vold. Imens arbejder Mike Lowrey videre med hans numre. Det besværliggør processen, at han ikke kan besøge ham i arresten, medgiver han.

Begge producere og Moon Afflick er enige i, at stilen i både tekster og musikvideoer er blevet hårdere.

»Det er det, der bliver efterspurgt lige nu,« siger Mike Lowrey.

Moon Afflick tilføjer:

»Men selv om de står med tre pistoler i musikvideoen, og nogle af deres venner har taget elefanthuer på, er det ikke det samme som, at de lever livet på den måde. Det er ikke alt, der er ægte. Der er også en del, der bare forstærker en stereotyp.«

Scotland Yard griber ind

Alligevel kan historier som Jamaikas give både pladeselskabet og omverdenen grå hår i hovedet. Og flere kigger med bekymring mod Sverige, hvor et af de største hiphopnavne, Yasin, for nylig er blevet anholdt og sigtet for kidnapning. Han har tidligere været sigtet for medvirken til drab. I Storbritannien har der været lignende tilfælde, hvor rappere begik drab og bagefter skrev numre om det. I 2018 bad Scotland Yard om at få fjernet over 50 musikvideoer fra YouTube, fordi politiet mente, musikken glorificerede vold og kriminalitet. Sådan er det langtfra gået i Danmark, selv om borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (S) sidste år skarpt kritiserede en musikvideo af rapperen Chatle fra Vollsmose for at være »en reklame for den kriminelle livsstil«.

Kristian Karl fra Soundvenue mener, det er vigtigt at opretholde en distance, når man taler og skriver om musikken i disse år.

»Jeg er selv blevet mere bevidst om, at hiphopscenen og bandemiljøet fletter fingre, og at jeg har et ansvar for at belyse det frem for kun at klappe i hænderne over, hvor godt det går,« siger han.

Omvendt tror han ikke på censur.

»Løsningen er jo ikke at tie det ihjel eller lade være med at skrive pladekontrakter. Musikken opstår jo ikke i et vakuum. Den afspejler en virkelighed, der allerede eksisterer,« siger han.

Fucking træt

I musikstudiet er der pause igen. Der bliver røget smøger, og pladeselskabet ringer. De har et billede klar, der skal promovere den nye single »Tech Fleece«.

»Stilet,« siger 8Trappy, da han ser billedet af ham og BeneBoom på køleren af en Porsche.

De unge rappere får en vejledning i, hvordan de skal lægge det op på deres instagramprofil og huske at tagge produceren, tv-kanalen og pladeselskabet.

»Har I styr på det?« spørger damen fra pladeselskabet.

»100 procent,« siger 8Trappy.

Efter at have lagt ekstra små sproglige figurer ind på sit nummer synker 8Trappy ned i sofaen.

»Jeg er fucking træt,« siger han. »Jeg sov først klokken ni i morges«

Han har spillet playstation hele natten, fortæller han. Spiderman, GTA og Fortnite. Og så har han også skrevet på sine tekster. Han skriver dem altid på telefonen. Det nummer, han netop har rappet i studiet, redigerede han senest i morges klokken 04.39.

»Jeg ved ikke, hvad der sker, men her under corona har jeg vendt rytmen helt om.«

Han overvejer snart at »lave en døgner«, hvor han holder sig vågen i 24 timer for at få rytmen på plads.

Moon Afflick har været i 7-Eleven og sætter et par juicebrikker foran drengene. Han fortæller, at 8Trappys næste nummer er færdigmixet og klar til at blive sendt ud i april. »Vent Lige« hedder det. De skal høre det sammen på fredag.

I modsætning til tidligere udgiver de nye, unge kunstnere ofte mange singler frem for et samlet album. Ikke alle bliver hits, men de er med til at bygge en historie op nummer for nummer.

»Man skal blive ved. Det kræver kontinuitet,« siger Moon Afflick.

»Hvert track er et stykke af en artist, som tilføjer et nyt kapitel.«

8Trappy kigger på pladerne på væggen med de mange andre artister, som Mike Lowrey har stået bag, og som har opnået millioner af downloads af deres numre.

»Det kommer. Det kommer en dag,« siger han.

Mere business end socialt arbejde

Socialpædagogen Tobias Cadin mener ikke, at penge og berømmelse nødvendigvis er nok til at få de unge væk fra de belastede boligområder.

»De har jo også ofte noget bagage med. Det forsvinder ikke, bare fordi man bliver eksponeret,« siger han.

Tænk bare på Yahya Hassan, siger han. Han vandt priser og blev omfavnet af det kulturelle borgerskab, men som med en usynlig elastik blev han trukket direkte tilbage i det miljø, han kom fra.

»Jeg ruller lidt med øjnene, når branchen mener, den laver socialt arbejde. Det gør man ikke ved at give folk penge. Der skal man arbejde med det hele menneske,« siger Tobias Cadin og tilføjer:

»Der er ikke noget nobelt ved pladeselskaberne. Det er ren business,« siger han.

Mohammed Muhsen afviser ikke, at pladeselskaberne vil tjene penge. Men, siger han, de bruger meget tid og energi på at tage de upolerede unge og gøre dem til kunstnere.

»Vi tager dem i hånden og hjælper dem hele vejen.«

Da han selv var ung i Tingbjerg, var der intet, der kunne få ham ud af det kriminelle miljø, siger han:

»Det var ingen kommunale projekter, som motiverede mig. Men jeg tror på, at musikken kan noget i dag i forhold til at tilbyde de unge en vej ud,« siger han.

Så er det op til de unge at udnytte muligheden:

»Vi giver dem chancen for at bruge deres liv på nogle andre ting. Men i sidste ende er det jo deres eget ansvar,« siger han.

Legendarisk burger i gaden

Vi er tilbage i kvarteret omkring Holmbladsgade. Her cirkler politibilerne næsten altid langsomt rundt.

»Der er rigtig meget politi i gaden for tiden,« siger 8Trappy, da en af de hvide og blå biler kører forbi for tredje gang.

Ned ad gaden. Rundt om hjørnet. Tilbage igen.

Han har selv i perioder lavet det, han kalder »drengestreger«, og haft sine sammenstød med politiet.

»Men kun småting. Og jeg er aldrig blevet dømt for noget,« siger han.

Efter at han i sommer gjorde 9. klasse færdig, gik han nogle måneder i 10. klasse, men droppede ud. Han vil hellere finde et arbejde.

»Men lige nu gælder det musikken,« siger 8Trappy.

Han håber, at det kan blive hans levevej.

»Jeg ville ikke gøre det, hvis der ikke var penge i det,« siger han nøgternt, mens han skrår over gaden mod sit foretrukne pizzeria i Holmbladsgade.

»Jeg spiser ikke så tit derhjemme,« forklarer han.

Men hos Ahmed i Casalinga Italiana får man en »legendarisk burger«, siger han. De spiser altid den samme: Nummer 40 – Burger della casa med bløde løg og bearnaise.

»Det er Holmbladsgades bedste,« siger han og retter sig selv: »Nej, Københavns bedste.« 

Foran kiosken har nogle lidt ældre fyre samlet sig. Alle hilser, da 8Trappy passerer. Han har travlt nu, fortæller han og siger farvel. Der er mange, der ringer. Vejret er godt.

På den anden side af gaden er politiet stået ud af bilerne for at tale med nogle unge fyre.

Det her er stedet, hvor alt foregår.