USA
Læsetid: 13 min.

Bidens redningspakke kan blive starten på en ny æra for den amerikanske velfærdsstat

Joe Bidens coronaredningspakke handler ikke kun om akut krisehåndtering – den rummer også kimen til en regulær amerikansk velfærdsstat, og pandemien har skabt den type krise, som historisk har ført til styrkelser af sikkerhedsnettet. Lykkes projektet, kan planen få større betydning end Obamacare
Kun to gange tidligere – i 1930’erne og 1960’erne  – har USA taget så store skridt i retning af udvikling af en velfærdsstat.

Kun to gange tidligere – i 1930’erne og 1960’erne  – har USA taget så store skridt i retning af udvikling af en velfærdsstat.

Moderne Tider
20. marts 2021

På Det Ovale Kontor, mellem et foto af pave Frans og sin afdøde søn Beau, sætter præsidenten pennen til papiret. Han skal underskrive sit eget forslag om en økonomisk redningspakke til en værdi 1.900 milliarder dollar. Biden lader pennen stryge hen over papiret, sætter en streg under og lægger den demonstrativt på skrivebordet. »Got it.«

Snart vil pengene flyde ud i de amerikanske hjem i form af blandt andet en udbetaling på 1.400 dollar til næsten alle amerikanere, en udvidelse af retten til børnepenge, hjælp til langtidsledige og meget mere. Og selv om redningspakken for nuværende er en midlertidig krisehjælp til en amerikansk økonomi i knæ, begynder flere allerede at spekulere i, hvordan dele af den kan gøres permanent.

Børnepenge, overførselsindkomst til arbejdsløse og udvidet mulighed for løn under sygdom – det lyder som størrelser, vi mere forbinder med en europæisk velfærdsstat end med USA’s mere skrabede model.

Flere amerikanske kommentatorer og forskere peger da også på, at Bidens pakke markerer et nybrud og potentielt kan indvarsle en æra, hvor USA’s sociale sikkerhedsnet bliver langt mere solidt.

»Det er muligt, at det her bliver et skelsættende øjeblik i den amerikanske velfærdsstats historie,« siger professor ved University of Pennsylvania Julia Lynch, der forsker i velfærdsstater.

Søskende leger på gulvet i deres lejlighed i et af de fattige kvarterer i udkanten af Houston, Texas.

Søskende leger på gulvet i deres lejlighed i et af de fattige kvarterer i udkanten af Houston, Texas.

Og befolkningen bakker ovenikøbet op. En undersøgelse foretaget af Pew Research Center viser, at 70 procent af amerikanerne støtter hjælpepakken. Uanset hvilken gruppe man måler på – hvide, sorte eller latinamerikanere, rige eller fattige, unge eller gamle – bakker et flertal op om tiltaget. Det gælder tilmed også et stort mindretal på 41 procent af de republikanske vælgere.

Hvad er der blevet af det USA, hvor frygten for socialisme altid ender med at spænde ben for nye velfærdsydelser? Og hvad er egentlig grunden til, at velfærdsstaten ikke før har slået rødder i landet, ligesom det skete de fleste steder i Vesten i forrige århundrede?

Corona ændrede USA

Når Biden i dag taler om direkte økonomisk hjælp til de fattige, vidner det om, at den garvede politiker har været på noget af en ideologisk rejse i sin karriere. I 90’erne bakkede han op om præsident Bill Clintons velfærdsreform, der ændrede USA’s sociale sikkerhedsnet grundlæggende, så det blev svagere og retten til ydelser gjort mere afhængig af en tilknytning til arbejdsmarkedet.

»Velfærdskulturen skal erstattes af en arbejdskultur,« sagde Biden dengang. »Tilskud fra staten er ikke det ultimative svar på de fattiges problemer.«

Ifølge velfærdsforsker og professor ved George Washington University Kimberly Morgan støttede Biden dengang en plan, der dybest set »afstraffede de fattige« for at motivere dem i arbejde – men som senere har vist sig at skabe mere fattigdom.

»Men med The American Rescue Plan (coronahjælpepakken, red.) giver demokraterne endegyldigt afkald på den tankegang. Man siger for første gang i lang tid, at de fattige faktisk har brug for flere penge,« siger Morgan.

En del af baggrunden for den øgede generøsitet er naturligvis coronakrisen. Ifølge Human Rights Watch frygter seks millioner amerikanere i dag at gå fra hus og hjem, og 14 procent af amerikanske forældre oplever nu, at de sommetider ikke har råd til mad til familien.

»Man skal forstå, at amerikanerne er desperate. Jeg tror næsten ikke, at danskerne helt forstår, hvor slem situationen er her,« siger velfærdsforsker Julia Lynch. »Folk er døde i et helt ekstremt antal, fordi de ikke havde råd til at blive hjemme fra arbejde. Vores system var slet ikke i stand til at håndtere denne her krise, og det har resulteret i en halv million døde.«

Men Bidens plan handler ikke kun om at afbøde pandemiens følger. Julia Lynch ser planen som en kombination af krisehåndtering og strategi.

Demokraterne vandt kun en smal sejr over Trump, og de er bevidste om, at de ikke havde vundet uden indflydelsesrige aktivister i den sorte del af befolkningen og i de progressive venstreorienterede miljøer. Vælgerlandskabet er ikke det samme som i 1996, hvor demokrater skulle appellere til Wall Street, og centrumhøjre stod stærkere, siger Julia Lynch. Og Biden har forstået, at han gør klogt i at række hånden ud til de marginaliserede grupper i samfundet.

Ikke en ideologisk problemstilling

Mange danskere har nok en opfattelse af, at USA er præget af en grundlæggende skepsis over for statslige løsninger. Men for de fleste amerikanere er debatten om det sociale sikkerhedsnet slet ikke en ideologisk debat for og imod staten, mener Julia Lynch.

Omkring 30 procent af amerikanerne befinder sig et sted på højrefløjen, hvor de dybest set er imod alt, hvad staten foretager sig, siger hun. Men det store flertal støtter faktisk tanken om flere velfærdsydelser og har længe gjort det. »Problemet er bare, at de indtil nu ikke har udgjort størstedelen af vælgerne, fordi mange af dem var marginaliserede.«

— Men har der ikke historisk været en modvilje mod en stor stat i USA, som har været skyld i, at velfærdsstaten er så begrænset?

»Nej, det mener jeg ikke. Grunden til, at vi har en svag og fattig velfærdsstat, har meget lidt med befolkningens holdning at gøre. Ser man på holdninger til eksempelvis sundhedsforsikring, kan vi se, at selv i de perioder, hvor det politisk var fuldstændig umuligt at få den type lovgivning igennem, har en stor majoritet i befolkningen ment, at adgang til sundhedsvæsenet var en rettighed.«

Frivillige medarbejdere i kirken The Place of Refuge i Crossville, Tennessee, deler hver torsdag mad ud til de fattige indbyggere i byen.

Frivillige medarbejdere i kirken The Place of Refuge i Crossville, Tennessee, deler hver torsdag mad ud til de fattige indbyggere i byen.

I 2018 viste en undersøgelse foretaget af nyhedsbureauet Reuters for eksempel, at 70 procent af amerikanerne støttede en statsligt betalt sundhedsforsikring for hele befolkningen, mens 60 procent bakkede op om gratis college-adgang for dem, der ikke selv har råd.

Sagen bliver dog mere kompleks, hvis man fokuserer på den konkrete udformning af velfærdsordninger og på, hvilke grupper der får gavn af dem. Tidligere forskning har for eksempel vist, at det kan øge modstanden mod sociale programmer blandt hvide amerikanere, hvis de ser dem som tiltag, der primært tilgodeser etniske mindretal. Samtidig spiller oplevelsen af programmernes effektivitet også en vigtig rolle for den folkelige opbakning.

Professor Isabela Mares forsker i USA’s velfærdsstat ved Yale, og hun har gennem coronakrisen undersøgt befolkningens holdning til socialpolitik. Ifølge hende kan man tydeligt se, at særligt de amerikanere, som blev meget påvirket af krisen, også er mest tilbøjelige til at støtte en større omfordeling på det socialpolitiske område for at mindske uligheden.

»Det gælder både dem, der selv har været syge, har haft syge familiemedlemmer, har mistet deres arbejde eller på andre måder har mærket krisen,« skriver hun til Information.

Oven på Trump-administrationens hjælpepakke i foråret 2020 så hun imidlertid en ændring i tallene: »De administrative og bureaukratiske forsinkelser i hjælpen, som vi så med den første stimuluspakke, mindskede omvendt folks støtte til statslig hjælp,« forklarer Isabela Mares.

Og derfor kan det blive afgørende for opbakningen, om Bidens redningspakke kommer hurtigt og effektivt af sted, mener hun.

En ny krig mod fattigdom

Et af de tidlige og vigtigste skridt i retning af en amerikansk velfærdsstat blev taget af præsident Franklin D. Roosevelt, da han indførte en række sociale programmer med New Deal-reformen som svar på Den Store Depression i 1930’erne. Faktisk er alle de reformer, der har formet USA’s begrænsede velfærdsstat, skabt i krisetid – og den tradition bygger Biden videre på.

Han har selv trukket en linje mellem sine egne tiltag og de reformer, som blev indført i af Lyndon B. Johnson i 1960’erne. Johnson indledte, hvad han kaldte en »krig mod fattigdom«. Det var begyndelsen på en række initiativer, der stadig findes i dagens USA: offentlig sygesikring for ældre og de mest udsatte, madkuponer til de fattigste, en form for børnepenge, økonomisk hjælp til studerende og frokostordninger i skolerne. Der har været en del debat om, hvor godt planen lykkedes, men ifølge økonomer satte den spor, som øgede velstanden i det amerikanske samfund i flere generationer.

»Jeg køber sådan set sammenligningen med Johnsons krig mod fattigdom, hvis tiltagene bliver gjort permanente,« siger professor Kimberly Morgan om Bidens plan. »For vi har ikke talt om fattigdom på denne her måde i rigtig mange år, og det kan potentielt få endnu større konsekvenser for fattigdom, end loven dengang fik.«

Ifølge den økonomiske tænketank Urban Institutes forudsigelser vil fattigdomsprocenten falde til 8,7 procent ved udgangen af 2021, mens den ville være landet på 13,7 procent uden den nye hjælpepakke. Og ser man specifikt på børnefattigdommen, vil antallet af fattige børn mere end halveres. Antallet af fattige sorte vil falde med 42 procent, mens det for latinamerikanere vil falde med 39 procent.

Svært at trække ydelser tilbage

En central del af The American Rescue Plan er forhøjelsen børnepengene. Med den nye lov får forældre 3.000 dollar per barn i alderen seks til 17 år og endnu mere for de alleryngste. Og mens udbetaling af børnepenge før krævede, at forældrene tjente et vist beløb hver måned, bliver ordningen nu udvidet til at omfatte alle under et vist indkomstniveau.

Det er en ændring, det 78-årige kongresmedlem Rosa DeLauro har kæmpet for i mere end 18 år.

»Det er så transformativt. Du kan sammenligne det med New Deal under Roosevelt,« sagde hun til kanalen MSNBC. »Selv om det kun er et år i denne her redningspakke, har præsidenten allerede forpligtet sig til at gøre lovgivningen permanent.«

Biden har ikke officielt lovet at kæmpe for en permanent ordning, men ifølge mediet Politico har kilder i Det Hvide Hus refereret præsidenten for at støtte ideen.

Og ser man på de historiske erfaringer, er det en realistisk ambition. Det har nemlig vist sig sværere end som så at trække rettigheder og ydelser tilbage, når først man har givet dem til befolkningen.

Ifølge professor Kimberly Morgan er det derfor »meget sandsynligt«, at dele af Bidens plan vil blive permanente: »I hvert fald de områder, der har med børnefattigdom at gøre.«

Et godt eksempel på, hvor svært det kan være at tage goderne fra folk, er Obamacare, som skulle give alle amerikanere adgang til en sundhedsforsikring.

Cheyenne Bearden, 12, bor i et mobile home med sin familie. Hun drømmer om at blive sportsstjerne.

Cheyenne Bearden, 12, bor i et mobile home med sin familie. Hun drømmer om at blive sportsstjerne.

Reformen var en torn i øjet på republikanerne, som forsøgte at afskaffe den mere end 60 gange i Obamas tid ved magten. Så da de vandt valget i 2016, skulle man tro, at Obamacare var dødsdømt. Men sådan gik det ikke. Faktisk havde republikanerne enormt svært ved bare at få reformen nedstemt i Repræsentanternes Hus, hvor de vel at mærke havde flertal.

Som velfærdsforsker Paul Pierson fra Berkeley University dengang sagde til Vox: »Det er meget sværere at få tandpastaen ind i tuben, når den først er ude. Folk, der får ydelser, reagerer altid meget stærkt på at få frataget dem.«

Man kunne simpelthen ikke fratage de 22 millioner mennesker, der havde fået en sundhedsforsikring, deres rettigheder og gå tilbage til et system, hvor det var enormt vanskeligt for almindelige amerikanere at blive forsikret, hvis de på forhånd havde sygdomsproblemer. Samtidig tjente nogle hospitaler og medicinalvirksomheder faktisk penge på reformen, og de republikanske guvernører, der nu fik tilskud til deres sundhedsvæsen, ville heller ikke af med den igen.

Spørgsmålet er, om en tilsvarende mekanisme vil gøre sig gældende med Bidens redningsplan. Professor Julia Lynch er enig i, at følelsen af, at man er berettiget til eksisterende ydelser, i tidens løb har gjort det svært at trække dem tilbage. Sagen er bare den, at det skal være de rigtige, der føler sig berettigede: »Når det sker for befolkningsgrupper, der allerede er svage eller marginaliserede, bliver den politiske påvirkning betragtelig mindre. Og denne her lov sigter netop efter de laveste indkomstgrupper i USA,« siger hun.

De fleste højindkomstgrupper, som er mest tilbøjelige til at stemme, lever ikke med samme usikkerhed i hverdagen. Dertil kommer, at loven ikke uden videre kan forlænges. Den skal stemmes igennem i Kongressen på ny, hvilket Julia Lynch forudser bliver langt sværere anden gang.

Finansieringen af lovens dele afspejler nemlig i høj grad, at den er tænkt som midlertidig, mener hun. Det er »ad hoc-løsninger«, og man vil skulle finde en ny og mere stabil finansiering, hvis den skal vedtages igen.

Amerikansk exceptionalisme

Forklaringen på, at velfærdsstaten historisk har haft svære betingelser i USA, er ikke ligetil. De forskere, Information taler med, tager en dyb indånding og laver en tålmodig grimasse, før de forsøger sig med et svar.

Haley på otte øver sig i ballet. Hendes forældre har hende og ni søskende at brødføde.

Haley på otte øver sig i ballet. Hendes forældre har hende og ni søskende at brødføde.

Hvis vi skal prøve at simplificere mange års historie, kan man sige, at det skyldes en blanding af historiske tilfældigheder, strukturen i staten, raceadskillelse, stærke lobbygrupper, svage fagforeninger og erhvervsorganisationer, der aldrig så værdien i, at socialpolitik og rettigheder faktisk kan skabe en bedre og mere effektiv arbejdsstyrke.

Ifølge professor Julia Lynch skal man først forstå, at den amerikanske stat er meget fragmenteret, og kompetencerne til at gennemføre store samfundsændringer er fordelt på mange hænder over 50 delstater. »Og når man sammenholder store fysiske afstande med meget opdelte politiske kompetencer, kan det næsten ikke sammenlignes med, hvordan en lille skandinavisk velfærdsstat har indrettet sig.«

Samtidig er en fragmenteret stat et drømmescenarie for dem, der ikke ønsker, at staten skal være stærk og effektiv. »Og det har en gruppe stærke interesseorganisationer nydt godt af i århundreder,« siger Julia Lynch.

De historiske tilfældigheder, der har formet den amerikanske velfærdsstat, er mange, men et vigtigt eksempel er udformningen af det sociale sikkerhedsnet under Anden Verdenskrig.

Dengang var det ikke tilladt for arbejdsgivere at hæve lønnen for deres medarbejdere. Men de manglede arbejdskraft, og hvad gør man så for at tiltrække det? Man tilbyder noget andet i stedet. Og det blev tilfældigvis sundhedsforsikring. På den måde blev det i stigende grad arbejdsgivernes ansvar at stille forsikring til rådighed for deres medarbejdere, og systemet levede videre, efter krigen var slut.

Desuden spiller de amerikanske partiers særlige karakter også en vigtig rolle. I Vesteuropa har det historisk set været enten socialdemokratiske eller kristendemokratiske kræfter, der har båret velfærdsstaten frem, påpeger professor Kimberly Morgan.

»Men de fleste demokrater har aldrig mindet om europæiske socialdemokrater eller bevæget sig så langt til venstre,« siger hun: »Og de fleste republikanere har aldrig haft en social mission og følelse af forpligtelse over for de fattige, som vi ser det hos kristendemokrater på det europæiske fastland eller hos de konservative i Storbritannien.«

– Men hvis en stor del af amerikanerne faktisk altid har ønsket mere velfærd, skulle man da tro, at nogle politikere gennem tiden – om ikke andet af opportunistiske grunde – har villet have fat i de stemmer?

»Det kan du sige, og det skulle i så fald være demokraterne. Men af historiske årsager bestod partiet indtil 1960’erne af en meget mærkelig alliance mellem arbejderklassen i nord og de sydstatsfolk, der forsvarede de hvides velstand. Og derfor var man imod universel omfordeling af goderne, som ville give flere ressourcer til afroamerikanere,« siger Kimberly Morgan. »I 1960’erne gik mange af vælgerne i Syden over til republikanerne, men demokraterne fortsatte med at være et fragmenteret parti, der ikke bredt kunne enes om omfordeling.«

Der er dog tegn på, at den dynamik er ved at ændre sig, nu hvor stærke venstreorienterede som Bernie Sanders, Elizabeth Warren og Alexandria Ocasio-Cortez i stigende grad tegner partiet, bemærker Kimberly Morgan.

Større potentiale end Obamacare

Hvis det faktisk skulle lykkes at gøre tiltagene i Bidens plan permanente, vil det ifølge eksperterne være skelsættende for den amerikanske velfærdsstat.

Professor på Yale University Isabela Mares mener også, at planen har bedre forudsætninger for at lykkes og virke efter hensigten, end Obamacare havde.

»Når jeg siger, at det potentielt bliver mere banebrydende end Obamacare, er det, fordi det ikke på samme måde involverer en gruppe velorganiserede modstandere, som da de private forsikringsselskaber gik op imod Obama,« forklarer hun.

Teenagere gør sig klar til et junior prom på Sumter Jr. High School i Panola, Mississippi

Teenagere gør sig klar til et junior prom på Sumter Jr. High School i Panola, Mississippi

Der er altså ingen private alternativer til Bidens programmer, som konkurrerer om at levere understøttelse til de arbejdsløse – og ingen private virksomheder, som vil mobilisere imod loven i stor stil, hvis Kongressen vil udvide den.

Julia Lynch fremhæver, at Bidens plan har en bredere tilgang til fattigdom. Obamacare ændrede ganske vist et kæmpe marked i USA, og de økonomiske konsekvenser på samfundsniveau var store. Men den hjalp trods alt ’kun’ de marginaliserede amerikanere med deres sundhedsforsikring, siger hun.

»Sundhedsforsikring er fantastisk, men hvis du bliver syg, fordi du er meget fattig eller har et arbejde, der udsætter dig for fare, så hjælper sundhedsforsikring ikke meget,« siger Julia Lynch. »Loven her påvirker rigtig mange af de sociale faktorer, der har indflydelse på både sundhed og fattigdom.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Vælgerlandskabet er ikke det samme som i 1996, hvor demokrater skulle appellere til Wall Street, og centrumhøjre stod stærkere, siger Julia Lynch. Og Biden har forstået, at han gør klogt i at række hånden ud til de marginaliserede grupper i samfundet."

Vælgerlandskabet, for så vidt at denne abstrakte betegnelse dækker over den brede befolknings ønsker og behov, i 1996 havde bestemt heller ikke behov for Demokraternes appel til Wall Street - ligesom det ikke tilfældet idag. Besynderlig konstruktion, Lynch hér foretager - ligesom hun genoptager diskursen om håb, mulige tegn på, indikatorer for, at USA vil udvikle en velfærdsstat, som blev fremsat i tilknytning til Obama-administrationens tiltrædelse.

Indtil videre er det et realpolitisk faktum at Biden-administrationen har givet midlertidig bistand til dele af den amerikanske befolkning i medfør af Covid 19-pandemien, men at varige, velfærdsstatslige, strukturelle ændringer som han flagede med under valgkampen; herunder

en offentlig option i sundhedsforsikringssystemet, eftergivelse af studiegæld for især ringe stillede amerikanere, en 15 dollar minimumsløn, gratis collegeudd. i op til 2 år;

lader vente på sig. Det er også et realpolitisk faktum at den hidtidige, samlede Covid 19-indsats, som Demokraterne har besluttet med og uden den hedengangne Trump-administration, klart indebærer en transfer af kapital/økonomisk velstand opad i det amerikanske klassesamfund. Og lakmustesten for en velfærdsstat er om den reducerer klasseskel via strukturel omfordeling af indkomst og formue/besiddelser, så det kan Lynch jo producere endnu en artikel om når der er gået nogle år.

Torben K L Jensen, Flemming Berger, Vibeke Olsen, Jeppe Bundgaard, Anders Graae, Jan Jensen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar

Hér et aktuelt og kritisk perspektiv på politikken efter Trump fra Chris Hedges: https://www.youtube.com/watch?v=69pEzsfX8Aw

Torben K L Jensen, Vibeke Olsen, Klaus Schwab, Jan Jensen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar

Havde det været Trump som skulle injicere de mange rare penge ind i det amerikanske samfund for at få gang i hjulene igen efter coronaen, havde ingen vel kaldt det kimen til.....eller progressiv politik. Trump nævnte ellers på et tidspunkt 2000$ pr. borger. Altså det samme som Biden. Mon ikke Trump også havde løjet.

Biden har altid ville frabede sig at blive kaldt progressiv, og altid gået politisk efter det konservative. Endda meget konservative. Længere straffe, lavere offentlige ydelser og flere krige. Så hvor kommer dette håb om en progressiv politik fra Bidens hånd?

Selv AOC hævder at det er progressivt. Specifikt nævner hun studiepolitikken. Ikke at studiegælden blev annulleret i Bidens plan, som hun siger, og som var på bordet. Men hvis den var blevet annulleret. Så havde det været skattefrit!!!!!

Thomas Barfod

Det er vel spørgsmålet hvad pengene skal bruges til om det batter. Det som USA skal investerer i er er infrastruktur, skoler, sundhedsvæsenet så det også fungerer for lavindkomstgrupperne i samfundet. Så skal de også investerer i deres virksomheder, så de producerer noget mere. Så skal de gøre der transport elektrificeret, og stille krav så deres bilvirksomheder, så de ikke skal leve af at købe billige elbiler fra Kina om 10 år. Så skal man indføre en høj CO2 afgift på varer fragtet hen over Stillehavet og hvor der er brugt kul til at producerer varerne. Så skal de investerer i atomkraft, vindmøller, solceller, termoenergi, vind og bølgekraft. Så skal de kun "importere" tillade en vis begrænset indstrømning af migration fra syd, som der er arbejdspladser til . Amerikanerne er et meget arbejdsomt folk, de skal bare tingene smartere. Håber at personer som Elon Musk og Tesla kan få andre amerikanske virksomheder op i gear.

Bent Christensen

USA har vel ikke så mange skud i bøssen tilbage; stort budget underskud, stor gæld , stigende indvandring sydfra på grund af Biden. Velfærdsstat ala Danmark kan nok ikke anbefales da størstedelen af velfærden går til middelklassen.

Ib Christensen

Jeg tror der er nogen i USA der er nervøse for at det ses at give forbrugerne penge i hænderne har større effekt end at putte dem i lommen på hedgefondene og milliardærer.

Søren Fosberg, Torben K L Jensen, Vibeke Olsen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Mogensen

Det drejer sig vel også om, hvem der skal betale. I USA er der masser af rige, der via skatten kan bidrage til at betale regningen. Om det så er politisk realistisk at få en radikal skattepolitik igennem, er så en anden sag. Det vigtigste i min optik er endvidere at få brandreguleret finanssektoren, så hele det neoliberale uproduktive og spekulative projekt bliver skudt i sænk, og få stoppet alle skattelyene. Det bliver op ad bakke, selvom de progressive non Wall Street demokrater har momentum nu.

Søren Fosberg, Vibeke Olsen, Ib Christensen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Sig mig, er den den hjælpepakke som Trump ville have gennemført, men som demokraterne med Pelosi nægtede at godkende - fordi de selv ville have "æren"?

Her et link fra Youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=gqPltMpWIwo

Christopher Ford

” Og befolkningen bakker ovenikøbet op. En undersøgelse foretaget af Pew Research Center viser, at 70 procent af amerikanerne støtter hjælpepakken.”

Men de fleste ved ikke at kun 7 procent af hjælpepakkens penge vil bruges mod corona. Mere end halv skal benyttes for at udfylde delstaters pensionsordninger, som er i bundløs gæld.