Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvor meget skal jeg beskytte min søn?

Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet. Brevkassen svarer hver uge på spørgsmål fra læserne
Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet. Brevkassen svarer hver uge på spørgsmål fra læserne
Moderne Tider
20. marts 2021

Jeg har et dilemma. Og en smerte.

Min voksne søn har en sygdom, der langsomt udvikler sig. Han er i gode hænder på sygehuset, som følger ham tæt og godt. Han kan stadig passe sit arbejde og han cykler til arbejde hver morgen. Hans chef ved besked, men kun de færreste af kollegerne og slet ikke kunderne.

En af mine veninders mand kommer jævnligt på vores søns arbejdsplads i embeds medfør. Han er et venligt menneske, der mener det godt, men føler åbenbart, at han hver gang skal spørge til hans helbred. Sønnike bliver både ked af det og irriteret, for hans arbejdsplads er hans fristed, hvor han tænker på andet end sygdom.

Jeg har lyst til at blande mig, men ved ikke om det er klogt. Det er svært at bede voksne mennesker opføre sig anderledes ... og måske er det slet ikke mit bord?

— Mor

Svar I:

Nu begynder jeg lige med at erkende, at jeg som barnløs bestemt er på dybt vand uden korkbælte. Men heldigvis synes jeg sagtens, man kan se det fra en helt anden vinkel end den moderlige: Det handler måske slet ikke om at være en beskyttende forælder, men derimod om at være en hensynsfuld ven?

Når børn bliver voksne, vil der gradvist være flere og flere situationer, hvor rollen som forælder ikke længere er asymmetrisk, og hvor I – trods kærligheden og puslebillederne og de ni måneder i maven og alt det der – snarere er jævnbyrdige voksne.

Her kan du så spørge dig selv: Hvis du havde to gode naboer, hvor du vidste, at den enes venligt mente interesse sårede den anden, ville du så ikke bryde ind? Det lader jo netop ikke til, at venindens mand har til hensigt at såre din søn, tværtimod. Og du træder nok næppe over nogen tæer ved at formidle mellem to naboer, der taler forbi hinanden.

— Espen Fyhrie

Svar II:

Jeg forstår dig. Jeg føler selv, at jeg kan klare stort set alt – bortset fra mine børns smerte.

Da de var små, var det mere enkelt at puste på deres indre og ydre sår. Og nej, trangen til at sætte plaster på deres skrammer forsvinder ikke, selv om de bliver selvstændige og får overskæg og bruger størrelse 44 i sko. Man kan lindre med kram, gode råd og et moderligt øre. Men man kan ikke leve livet for dem på hverken godt eller ondt.

Derfor: Selv om din venindes velmenende mand muligvis bør få besked om, at han gør han ondt værre, skal det ikke være af dig. Du må bide smerten i dig og overlade det til din voksne søn at sige fra.

— Line Vaaben

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Her er jeg på linje med Espen Fyhrie.

Hvis det er irriterende for din søn at en ven af familien blander sig på sønnens arbejdsplads, bør du nok sige det til ham, venligt men bestemt.

Din søn har jo beklaget sig til dig, og ikke følt at han kunne henvende sig til din venindes mand, præcis fordi han i "embeds medfør" er en del af arbejdspladsen.

Det er således din venindes mand, der træder over din søns grænser uden han selv kan sige fra overfor ham - uanset gode intentioner.

Jeg er generelt en mand der hurtigt for spat af overbeskyttende/pylrende mødre - men selvfølgelig skal du sige det - det er jo din venindes mand og ikke din søns venindes mand, men pas på ikke at overgøre det.
Nu ved jeg ikke hvor gammel din søn er nu eller hvor ung han var, da han blev syg - men jeg ved fra min egen ungdom at det er virkeligt VIRKELIGT røvsygt at blive spurgt til sit helbred når man er helt ung og meget hellere vil spørges om alt muligt andet. At man gerne vil være andet end sin sygdom .......