Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Er jeg blevet mentalt coronaskadet?

Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Intet problem er for lille – intet for stort. Alle får to svar
Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Intet problem er for lille – intet for stort. Alle får to svar

Mia Mottelson

Moderne Tider
20. marts 2021

Jeg er projektdesigner i det private og har arbejdet hjemme under det meste af epidemien, siden december har jeg kun været hjemme.

Nu er virksomheden begyndt at lægge en genåbningsplan, men jeg har opdaget, at jeg ikke vil genåbnes. Jeg har det fint, som jeg har det. Jeg når mine ting, holder liv i netværk og præsterer fakturerbar arbejdstid, som jeg skal. Savnet af kolleger er ikke større end glæden ved friheden – og modsat tiden før coronaen tager jeg ikke ’arbejde med hjem’, for jeg er blevet mere effektiv af selv at tilrettelægge min arbejdsdag.

Så allerhelst vil jeg bede om at få lov til at fortsætte hjemme og kun komme ind til møder m.m. Men gør jeg mig så sårbar på arbejdspladsen ved at isolere mig? Og er lysten til at blive hjemme i virkeligheden en mental bivirkning af pandemien?

— Kvinde, 47

Svar I:

I hear you, girl (skriver ligeledes ’Kvinde, 47’, så det må jeg godt). Jeg har også bevæget mig i den retning, og jeg ser en del omkring mig, der har det på samme måde.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Er hjemmearbejdet ligeså godt som at sidde i et eller andet kontor hvor man faktisk bliver mere forstyrret?

Det er spørgsmålet.

Fx har undersøgelser lavet under coronakrisen blotlagt, at mange ledige oplever større frihed ved at mødes med deres sagsbehandler/socialrådgiver over internettet, og det samme oplever medarbejderne på Jobcentrene i forhold til de obligatoriske samtaler, der skal foregå.

For alle kunne det være en god idé at evaluere, om det vitterligt er strengt nødvendigt at møde op på en arbejdsplads hver dag.

Dette også set i forhold til et reduceret CO2 niveau, som der jo skal arbejdes på, såfremt klimamålsætningen på 70% reduktion nogensinde skal overkommes.

Bjørn Pedersen

Der må vel være et eller andet hos brevskriver, der gør at hun føler at det føles som "forkert" at ønske at arbejde hjemme, og mon ikke denne "forkerthed" kommer af hvad hun tænker kollegaerne vil tænke om at hun ikke, når det er blevet muligt igen, vil arbejde fysisk sammen med de andre igen. Altså en frygt om man bliver set som respektløs. Og dén "lille frygt" kan vel også afklares ved at tale med kollegaerne. Bare sådan en (intentionelt) henkastet bemærkning når man alligevel taler med en enkelt kollega på Teams, hvor du inviterer modparten til at byde ind med deres holdning til om det fortsat vil være ok at arbejde hjemme. F.eks. "Åh, jeg tror faktisk jeg kommer til at savne hjemmearbejdet, fordi det er så effektivt. Ja da, jeg vil selvfølgelig komme forbi en gang i mellem til møder og arrangementer... ". Hvis både arbejdsgiver OG kolleager ikke giver udtryk for at det vil være noget problem eller ligefrem at det er helt ok, burde det kunne konkluderes at de faktisk mener hvad de siger.

Peter Engelbrecht

Du er ikke alene. Jeg har det på samme måde og jeg savner ikke larmen i storrumskontoret eller kollegaernes afbrydelser når jeg er i flow.

Mit liv er også andet end arbejde, ikke sagt at jeg ikke er glad for det jeg laver.

Rikke Nielsen

Personligt bliver jeg da også helt stresset ved tanken om den hverdag, jeg havde inden corona. Og hvordan de sidste 24 år har været i et kæmpe hamsterhjul med hente/bringe, handle og transport til og fra arbejde. Altid for sent ligegyldig hvad jeg gjorde. Og så viser det sig, at lige præcis for min branche, er vi meget mere effektive ved at arbejde hjemmefra.

Det er da et paradoks. Og nok meget begrundet i manglende tillid til os ansatte og vores evne til at tage arbejdet alvorligt hjemmefra..

Peter Engelbrecht, Herdis Weins og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar