Poesi
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Måske er en god oversættelse en produktiv krænkelse

Hvad er den vold at gøre grin med et andet menneskes identitet mod den vold at oversætte vedkommendes digte?
Diskussionen om oversættelsen af Amanda Gormans digte til hollandsk rejser et overset spørgsmål: Hvad er den rigtige oversættelse– og findes sådan en overhovedet?

Diskussionen om oversættelsen af Amanda Gormans digte til hollandsk rejser et overset spørgsmål: Hvad er den rigtige oversættelse– og findes sådan en overhovedet?

Alex Wong

Moderne Tider
13. marts 2021

På det seneste har endnu et eksempel på ’krænkelseskultur’ ramt de danske medier. Vi har hørt om mexicanerhatte og ispinde, men hvad så med oversættelser? Måske et tørt emne umiddelbart, men alligevel, ved nærmere eftersyn, fyldt med spørgsmål om identitet og krænkede følelser.

Sagen handler mere konkret om Amanda Gorman, der blev berømt for sin digtoplæsning ved Joe Bidens indsættelse som amerikansk præsident, og som nu er på vej med udgivelser på alverdens sprog.

I Holland havde man udset den fremstormende digter Marieke Lucas Rijneveld til oversætteropgaven, men det faldt journalist og aktivist Janice Deul for brystet. Deul argumenterede for, at valget af Rijneveld var en forspildt mulighed. Man skulle have valgt en person, der på samme måde som Gorman selv er »spoken-word-kunstner, ung, kvinde og uapologetisk sort«, som hun skrev i en kronik.

Som resultat af kritikken valgte den udpegede oversætter, Rijneveld, selv at trække sig.

Krænkelseshysteri

Man kan naturligvis læse et krænkelseshysteri ud af hele sagen. Det er en vinkel, der falder mange danske medier ret naturligt. DR’s overskrift lød for eksempel: »For hvid til at oversætte sort digterkomet?« Og Ekstra Bladets mere obskøne og aggressive: »Det brune punktum.«

Først og fremmest må det dog bemærkes, at det ikke er helt ved siden af at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der oversætter tekster. Ganske vist er oversætterjobbet ikke blandt de mest eftertragtede stillinger, og det er som regel heller ikke særlig højt lønnet. Men alligevel. Det er i høj grad muligt, at vi bør overveje, hvem det er, vi sætter til at oversætte vigtige tekster, som har samfundsmæssig betydning.

Diskussionen om Gorman er imidlertid interessant, fordi den også rummer et andet spørgsmål, som ikke normalt præger diskussioner om identitet og repræsentation, men som måske kunne være værd at have med i den slags diskussioner.

Uapologetisk sort

Det interessante ved Deuls udtalelser er, at de ikke blot handler om, at Rijneweld er et dårligt valg, men også om, at der faktisk findes en sort person, der ville kunne lave den ’rigtige’ oversættelse. Deul siger det ikke direkte, men det synes at være en uudtalt præmis, som gemmer sig bag hendes argumenter.

Som hun formulerede det, er Rijnevelt et ’uforståeligt valg’, som mange har været vrede og skuffede over. Hvordan kan man vælge en oversætter, der er så langt fra det sted, hvor Gorman kommer fra? Rijnevelt er alt det, som den rigtige oversætter ikke er (hvid, nonbinær, ikke spoken-word, men mere ’traditionel’ forfatter). Rijnevelt selv har aldrig påstået, at opgaven med at oversætte Gorman ville blive nem, tværtimod. For Deul handler det dog ikke om ydmyghed, men om ensartethed, for der findes, som hun skriver, en måde at være ’uapolegetisk sort’ på, hvilket måske kan forstås som ’stolt sort’, og som ville passe perfekt til Gormans digte.

Rene originaler

Deuls argument kræver dog en helt særlig betingelse. Nemlig at der findes sådan noget som en rigtig oversættelse, der er mulig, når teksten kan passere fra den ene krop til den anden, fordi de begge har levet de samme eller meget beslægtede liv. Og samtidig at der findes sådan noget som en ren original, det vil sige en ren – i dette tilfælde – sort stemme, som ikke allerede er i splid med sig selv. Men på en måde er det netop ved at være i splid med sig selv og begynde at bruge sit sprog på nye måder, inklusive de kulturelle koder, man er opflasket med, at man overhovedet kan begynde at sige og skrive interessante ting.

I det lys er problemet ikke, at Rijnevelt måske ikke ville kunne ramme den rene, sorte tone i digtet. For hvem kan egentlig det? Måske er den tone også delvist en gåde for Gorman selv? Problemet er faktisk snarere, at vi kan ende med en fantasi om, at der findes sorte oversættere, der kan lave den helt rigtige oversættelse af sorte digte – og endvidere at disse digte selv udtrykker deres sorte meddelelse rent og uden splid.

Oversættelighed

Når en tekst overhovedet er ’oversættelig’ (med Walter Benjamins udtryk), er det netop, når den ikke direkte lader et indhold glide fra den ene sproglige iklædning til den anden, men når den kommer frem til nogle mere gådefulde og løfterige formuleringer. Og snarere end blot at oversætte et entydigt indhold korrekt, gengiver en god oversættelse digterens strid med sproget. Oversætterens solidaritet består i det arbejde at sætte sig ind i den andens splittelse, det som ordene danser og kredser om. Digter og oversætter mødes netop gennem det, som på en måde er fremmed for dem begge.

Oversættelsen kan måske endda forstås som en produktiv krænkelse. En ting er at kondensere den andens kultur til en mexicanerhat. En anden ting er tålmodigt at arbejde sig ind mod det punkt hos den anden, som vedkommende heller ikke selv helt forstår.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

yow!

Kenneth Krabat

Vi har langt flere ting
kompetencer
og følelser
og visioner og drømme og behov til fælles
end dén destruktive
politiske agenda der bliver ved med
at forsøge at skille os ad,

Jørn Christensen

Spot on. Der er et velkendt problem at der er altid nuancer og dobbelt betydninger i et sprog, der ikke kan oversættes 1:1, og hvad gør man så? Gendigter eller ? Bare tænk på klassiske tekster som Den Guddommelige Komedie, Illiaden eller Biblen

Steffen Gliese

For mig er det absolut et drømmejob at oversætte, det er det, jeg altid har villet, og det er heldigvis også det, jeg gør.
Når man oversætter for scenen, som jeg gør, oversætter man i høj grad også virkninger, herunder overraskelser også i forhold til den kendte originaltekst, så også publikum bekendt med den får et oplevelsesmæssigt chok.
Man kan med fordel stille sig selv opgaven at komme endnu tættere på 'værket', end forfatteren selv formåede, hvilket er at lægge brikkerne i puslespillet i en anden rækkefølge, hvis man skal bruge den metafor, der er det nærmeste, man kommer processen - bortset altså fra, at brikkerne jo er givet på forhånd, men i det konkrete arbejde ikke tager sig fuldkommen identisk ud, bortset fra i helt utroligt få tilfælde.
Som regel er noget ikke helt rent, mens andet er renere end den oprindelige tone.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"En anden ting er tålmodigt at arbejde sig ind mod det punkt hos den anden, som vedkommende heller ikke selv helt forstår".

Inden for receptionsteori taler man hypotetisk om tekstens "implicitte forfatter". Det er læserens forestilling om en forfatter, sådan som læseren bringes til at forestille sig ham ud fra teksten, modsat den virkelige forfatter.

Mere specifikt i denne sammenhæng: Det er oversætterens forestilling om en forfatter, sådan som oversætteren bringes til at forestille sig ham ud fra teksten, modsat den virkelige forfatter.

Men hvem er den virkelige forfatter? Det er vel noget, som forfatteren har en vis priviligeret tilgang til, indtil vedkommende afleverer sit "endelige" manuskript til forlaget, der mangfoldiggør det til et meget stort antal læsere.

Der er litteraturforskere, der mener, at det er meningsløst, at forfattere gør sig poetologiske overvejelser over, hvorfor de skriver, som de gør. Pointen er, at forfattere aldrig ved, hvorfor de skriver det, de skriver, for de ved dybest set ikke selv, hvem de er.

Det er den litteraturkyndige litteraturforsker, der ud fra værket (og forfatterens andre værker), sammen med andre litteraturkyndige forskere, skal afgøre, hvem forfatterens dybest set er.

Lidt som når patienten i en psykoanalyse siger til den kyndige psykoanalytiker: "Hjælp - jeg har nogle problemer, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad de går ud på, hvordi jeg dybest set ikke ved, hvem jeg selv er".