Center for Vild Analyse: Måske er en god oversættelse en produktiv krænkelse
På det seneste har endnu et eksempel på ’krænkelseskultur’ ramt de danske medier. Vi har hørt om mexicanerhatte og ispinde, men hvad så med oversættelser? Måske et tørt emne umiddelbart, men alligevel, ved nærmere eftersyn, fyldt med spørgsmål om identitet og krænkede følelser.
Sagen handler mere konkret om Amanda Gorman, der blev berømt for sin digtoplæsning ved Joe Bidens indsættelse som amerikansk præsident, og som nu er på vej med udgivelser på alverdens sprog.
I Holland havde man udset den fremstormende digter Marieke Lucas Rijneveld til oversætteropgaven, men det faldt journalist og aktivist Janice Deul for brystet. Deul argumenterede for, at valget af Rijneveld var en forspildt mulighed. Man skulle have valgt en person, der på samme måde som Gorman selv er »spoken-word-kunstner, ung, kvinde og uapologetisk sort«, som hun skrev i en kronik.
Som resultat af kritikken valgte den udpegede oversætter, Rijneveld, selv at trække sig.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
yow!
Vi har langt flere ting
kompetencer
og følelser
og visioner og drømme og behov til fælles
end dén destruktive
politiske agenda der bliver ved med
at forsøge at skille os ad,
Spot on. Der er et velkendt problem at der er altid nuancer og dobbelt betydninger i et sprog, der ikke kan oversættes 1:1, og hvad gør man så? Gendigter eller ? Bare tænk på klassiske tekster som Den Guddommelige Komedie, Illiaden eller Biblen
For mig er det absolut et drømmejob at oversætte, det er det, jeg altid har villet, og det er heldigvis også det, jeg gør.
Når man oversætter for scenen, som jeg gør, oversætter man i høj grad også virkninger, herunder overraskelser også i forhold til den kendte originaltekst, så også publikum bekendt med den får et oplevelsesmæssigt chok.
Man kan med fordel stille sig selv opgaven at komme endnu tættere på 'værket', end forfatteren selv formåede, hvilket er at lægge brikkerne i puslespillet i en anden rækkefølge, hvis man skal bruge den metafor, der er det nærmeste, man kommer processen - bortset altså fra, at brikkerne jo er givet på forhånd, men i det konkrete arbejde ikke tager sig fuldkommen identisk ud, bortset fra i helt utroligt få tilfælde.
Som regel er noget ikke helt rent, mens andet er renere end den oprindelige tone.
En kommentar til:
"En anden ting er tålmodigt at arbejde sig ind mod det punkt hos den anden, som vedkommende heller ikke selv helt forstår".
Inden for receptionsteori taler man hypotetisk om tekstens "implicitte forfatter". Det er læserens forestilling om en forfatter, sådan som læseren bringes til at forestille sig ham ud fra teksten, modsat den virkelige forfatter.
Mere specifikt i denne sammenhæng: Det er oversætterens forestilling om en forfatter, sådan som oversætteren bringes til at forestille sig ham ud fra teksten, modsat den virkelige forfatter.
Men hvem er den virkelige forfatter? Det er vel noget, som forfatteren har en vis priviligeret tilgang til, indtil vedkommende afleverer sit "endelige" manuskript til forlaget, der mangfoldiggør det til et meget stort antal læsere.
Der er litteraturforskere, der mener, at det er meningsløst, at forfattere gør sig poetologiske overvejelser over, hvorfor de skriver, som de gør. Pointen er, at forfattere aldrig ved, hvorfor de skriver det, de skriver, for de ved dybest set ikke selv, hvem de er.
Det er den litteraturkyndige litteraturforsker, der ud fra værket (og forfatterens andre værker), sammen med andre litteraturkyndige forskere, skal afgøre, hvem forfatterens dybest set er.
Lidt som når patienten i en psykoanalyse siger til den kyndige psykoanalytiker: "Hjælp - jeg har nogle problemer, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad de går ud på, hvordi jeg dybest set ikke ved, hvem jeg selv er".