Center for Vild Analyse: Måske er en god oversættelse en produktiv krænkelse

På det seneste har endnu et eksempel på ’krænkelseskultur’ ramt de danske medier. Vi har hørt om mexicanerhatte og ispinde, men hvad så med oversættelser? Måske et tørt emne umiddelbart, men alligevel, ved nærmere eftersyn, fyldt med spørgsmål om identitet og krænkede følelser.

Sagen handler mere konkret om Amanda Gorman, der blev berømt for sin digtoplæsning ved Joe Bidens indsættelse som amerikansk præsident, og som nu er på vej med udgivelser på alverdens sprog.

I Holland havde man udset den fremstormende digter Marieke Lucas Rijneveld til oversætteropgaven, men det faldt journalist og aktivist Janice Deul for brystet. Deul argumenterede for, at valget af Rijneveld var en forspildt mulighed. Man skulle have valgt en person, der på samme måde som Gorman selv er »spoken-word-kunstner, ung, kvinde og uapologetisk sort«, som hun skrev i en kronik.

Som resultat af kritikken valgte den udpegede oversætter, Rijneveld, selv at trække sig.

Krænkelseshysteri

Man kan naturligvis læse et krænkelseshysteri ud af hele sagen. Det er en vinkel, der falder mange danske medier ret naturligt. DR’s overskrift lød for eksempel: »For hvid til at oversætte sort digterkomet?« Og Ekstra Bladets mere obskøne og aggressive: »Det brune punktum.«

Først og fremmest må det dog bemærkes, at det ikke er helt ved siden af at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der oversætter tekster. Ganske vist er oversætterjobbet ikke blandt de mest eftertragtede stillinger, og det er som regel heller ikke særlig højt lønnet. Men alligevel. Det er i høj grad muligt, at vi bør overveje, hvem det er, vi sætter til at oversætte vigtige tekster, som har samfundsmæssig betydning.

Diskussionen om Gorman er imidlertid interessant, fordi den også rummer et andet spørgsmål, som ikke normalt præger diskussioner om identitet og repræsentation, men som måske kunne være værd at have med i den slags diskussioner.

Uapologetisk sort

Det interessante ved Deuls udtalelser er, at de ikke blot handler om, at Rijneweld er et dårligt valg, men også om, at der faktisk findes en sort person, der ville kunne lave den ’rigtige’ oversættelse. Deul siger det ikke direkte, men det synes at være en uudtalt præmis, som gemmer sig bag hendes argumenter.

Som hun formulerede det, er Rijnevelt et ’uforståeligt valg’, som mange har været vrede og skuffede over. Hvordan kan man vælge en oversætter, der er så langt fra det sted, hvor Gorman kommer fra? Rijnevelt er alt det, som den rigtige oversætter ikke er (hvid, nonbinær, ikke spoken-word, men mere ’traditionel’ forfatter). Rijnevelt selv har aldrig påstået, at opgaven med at oversætte Gorman ville blive nem, tværtimod. For Deul handler det dog ikke om ydmyghed, men om ensartethed, for der findes, som hun skriver, en måde at være ’uapolegetisk sort’ på, hvilket måske kan forstås som ’stolt sort’, og som ville passe perfekt til Gormans digte.

Rene originaler

Deuls argument kræver dog en helt særlig betingelse. Nemlig at der findes sådan noget som en rigtig oversættelse, der er mulig, når teksten kan passere fra den ene krop til den anden, fordi de begge har levet de samme eller meget beslægtede liv. Og samtidig at der findes sådan noget som en ren original, det vil sige en ren – i dette tilfælde – sort stemme, som ikke allerede er i splid med sig selv. Men på en måde er det netop ved at være i splid med sig selv og begynde at bruge sit sprog på nye måder, inklusive de kulturelle koder, man er opflasket med, at man overhovedet kan begynde at sige og skrive interessante ting.

I det lys er problemet ikke, at Rijnevelt måske ikke ville kunne ramme den rene, sorte tone i digtet. For hvem kan egentlig det? Måske er den tone også delvist en gåde for Gorman selv? Problemet er faktisk snarere, at vi kan ende med en fantasi om, at der findes sorte oversættere, der kan lave den helt rigtige oversættelse af sorte digte – og endvidere at disse digte selv udtrykker deres sorte meddelelse rent og uden splid.

Oversættelighed

Når en tekst overhovedet er ’oversættelig’ (med Walter Benjamins udtryk), er det netop, når den ikke direkte lader et indhold glide fra den ene sproglige iklædning til den anden, men når den kommer frem til nogle mere gådefulde og løfterige formuleringer. Og snarere end blot at oversætte et entydigt indhold korrekt, gengiver en god oversættelse digterens strid med sproget. Oversætterens solidaritet består i det arbejde at sætte sig ind i den andens splittelse, det som ordene danser og kredser om. Digter og oversætter mødes netop gennem det, som på en måde er fremmed for dem begge.

Oversættelsen kan måske endda forstås som en produktiv krænkelse. En ting er at kondensere den andens kultur til en mexicanerhat. En anden ting er tålmodigt at arbejde sig ind mod det punkt hos den anden, som vedkommende heller ikke selv helt forstår.