Klumme
Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Det omvendte armslængdeprincip

Når forargede borgerlige går til angreb under stort postyr, får en socialdemokrat af og til en mulighed for i al stilfærdighed at ændre lidt på demokratiets grundregler
Med et snuptag fik forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen indskrænket det frie forskerrum markant.

Med et snuptag fik forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen indskrænket det frie forskerrum markant.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
20. marts 2021

Weekendavisens afsløring for nylig af, at migrationsforskningen i de skandinaviske lande ofte rummer tilgange og konklusioner, der ikke er i overensstemmelse med regeringernes officielle udlændingepolitik, førte til en række både forudsigelige og overraskende politiske reaktioner.

Den mest forudsigelige var naturligvis Dansk Folkepartis omgående raslen med sablen over for hele forskningsmiljøer: Man kan overveje simpelthen at lukke studier som »kønsstudier eller postkoloniale studier, eller hvad det måtte hedde«, som Morten Messerschmidt så frisk sagde det.

Næstmest forudsigelig var Liberal Alliances reaktion, repræsenteret ved Henrik Dahl. Dahl er nemlig generelt så bekymret for forskningsfriheden i landet, at han vil have ryddet op blandt de forskere, der frit finder på, hvad de vil forske i.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er da ikke nyt i den socialdemokratiske verdensorden.

Armslængdeprincippet skal helst handle om, hvad borgerne udtrykker, fx i forhold til ytringsfriheden.

Dobbeltstraf for at kritisere regeringen, fx.

Steffen Gliese

1) Sokrates var ikke den vestlige tænknings grundlæggere, Jørgen Mejer har skrevet en glimrende bog om alle hans forgængere.
2) I forhold til almindelig lovgivning i Athen gik retssagen helt efter bogen, og hvad man reelt dømte var jo oligarkernes evige forsøg på at kuppe sig til magten.
2a) Det var indlysende, at Sokrates forventedes at gøre det samme, som alle andre dømt for anslag mod staten gjorde: flygte til meningsfællerne i Sparta. Det gjorde han så ikke.
Desværre blev Sokrates martyr og indsatte en angst for demokratiet i intellektuelle fremover, som er til ulempe for begge parter: det har stækket den fri forskning ganske alvorligt med Bolognaprocessen på de ene side, og på den anden side hørte vi igen i aften i Deadline den forkvaklede sammenblanding af social nød og manglende social mobilitet, hvilket er to vidt forskellige ting; men Rockwool-fonden undrede sig endnu engang over, at den sociale mobilitet var gået tilbage, uden at man historisk forholdt sig til den ubetvivlelige sandhed, at den stor andel af højtuddannede i samfundet i dag kun er 1-2 generationer væk fra arbejder- og middelklasserne, samt at vores samfundsmodel netop går ud på med udligning over skatten at gøre det attraktivt at beklæde helt almindelige lønmodtagerjob med produktion og service.

Christian Mondrup

En god bekendts udlægning af ministerens udsagn: "socialdemokratiets version af proletariatets diktatur". Og et godt eksempel på, hvordan dette parti har samme autoritære og centralistiske grundopfattelse som de senere leninistiske (kommunistiske) udbrydere fra "Anden Internationale". En populistisk variant af denne grundholdning ser man i den socialdemokratiske kulturordførers blanke afvisning af et forslag om skattefradrag for kulturforbrug. Det er ifølge ordføreren ikke andet end et tilskud til den - ikke udtrykkelig benævnte - elite, der i forvejen forbruger kultur.