Klumme
Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Det omvendte armslængdeprincip

Når forargede borgerlige går til angreb under stort postyr, får en socialdemokrat af og til en mulighed for i al stilfærdighed at ændre lidt på demokratiets grundregler
Med et snuptag fik forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen indskrænket det frie forskerrum markant.

Med et snuptag fik forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen indskrænket det frie forskerrum markant.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
20. marts 2021

Weekendavisens afsløring for nylig af, at migrationsforskningen i de skandinaviske lande ofte rummer tilgange og konklusioner, der ikke er i overensstemmelse med regeringernes officielle udlændingepolitik, førte til en række både forudsigelige og overraskende politiske reaktioner.

Den mest forudsigelige var naturligvis Dansk Folkepartis omgående raslen med sablen over for hele forskningsmiljøer: Man kan overveje simpelthen at lukke studier som »kønsstudier eller postkoloniale studier, eller hvad det måtte hedde«, som Morten Messerschmidt så frisk sagde det.

Næstmest forudsigelig var Liberal Alliances reaktion, repræsenteret ved Henrik Dahl. Dahl er nemlig generelt så bekymret for forskningsfriheden i landet, at han vil have ryddet op blandt de forskere, der frit finder på, hvad de vil forske i.

Det er for så vidt heller ikke overraskende, at Socialdemokratiet omhyggeligt understreger, at deres holdninger ligger »kilometervis« fra de forskere, der rent faktisk taler med muslimer og lader deres perspektiver tælle med i forskningen. Alligevel lykkedes det for forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen at bidrage med en ny formulering, der næsten er mere, end man kunne forvente.

Som minister er det selvfølgelig hendes opgave at forsvare universiteterne og ikke lade sig styre af tilfældige journalisters dagsordener, hvilket hun i en række folketingssvar og interview da også gav udtryk for. Men så kom den lille sprogblomst i et interview med Kristeligt Dagblad. Halsboe-Jørgensen udtalte:

»Vi skal ikke fra politisk hold ind og blande os i forskningskonklusionerne. Men armslængdeprincippet går begge veje, så man skal heller ikke som forsker sidde og tro, at man skal agere politisk med sin forskning. Så har man misforstået opgaven.«

Dobbelt arm

Er det et nybrud i forvaltningen af forskningsområdet, vi her er vidne til? Går armslængdeprincippet fra nu af begge veje – og hvad vil det i grunden betyde? Som bekendt handler princippet om, at politikere, der bevilger penge til for eksempel kultur og forskning, ikke blander sig i, hvad disse penge bliver brugt til. Det må kunstnere og forskere selv finde ud af – for eksempel gennem kunst- og forskningsfondene, hvor et udvalg af kolleger selv vurderer, hvilke ideer og projekter der er værd at støtte med offentlige midler.

Det er på en måde de moderne demokratiers mest generøse og samtidig ét af deres mest grundlæggende principper: Ikke alene tillader vi borgere generelt at sige, hvad de vil – vi finansierer ovenikøbet selvstændige tænkeres arbejde, så de kan udvikle deres perspektiver og ideer så omhyggeligt som muligt. Måske kunne vi lære noget. Dette behov har Weekendavisen, Messerschmidt og Dahl tydeligvis ikke. Ingen skal i hvert fald belære dem om migration og muslimer.

Halsboe-Jørgensens formulering går imidlertid et bemærkelsesværdigt skridt længere: Forskningen skal i det hele taget overholde det samme armslængdeprincip som politikerne. Igen: Hvad kan det overhovedet betyde? Staten betaler, og forskerne modtager betaling. Heri kan de ikke være ens – så det fælles armslængdeprincip må handle om, at de begge afstår fra at blande sig i hinandens arbejde. Det er bare ikke så uskyldigt, som det kan lyde.

Ukritisk forskning

For vil det sige, at klimaforskere skal lade være med at betvivle regeringens tiltag på klimaområdet? Må miljøforskere ikke længere advare om iltsvind eller kemikalieforureninger? Skal økonomer holde sig fra at analysere, hvad der bringes til torvs i finanslovsforhandlinger? Og er politisk filosofi kun acceptabel, så længe den ikke udvikler nye ideer, der udfordrer de allerede kendte?

Det er værd at huske på, at Immanuel Kants og John Stuart Mills forsvar for oplysning og ytringsfrihed i henholdsvis det 18. og det 19. århundrede var enormt politiserende. Kopernikus’ kritik af det geocentriske verdensbillede var ligefrem kættersk. Men måske burde de også have været lidt mindre kritiske over for magthaverne?

Og hvorfor så ikke gå hele vejen: Måske bør vi revidere den almindelige fortolkning af retssagen mod Sokrates, der blev beskyldt for at have forført ungdommen med sine skamløse spørgsmål om sandhed, viden og væren. Det athenske samfunds dødsdom over den vestlige filosofis grundlægger må fra et socialdemokratisk synspunkt vel fortolkes som en retfærdig sanktion over for Sokrates’ åbenlyse tilsidesættelse af armslængdeprincippet.

Det er en ærlig sag, at Weekendavisen fører kampagner mod kunstnere og intellektuelle, der går ind for fred og kærlighed og den slags svineri – som Niels Hausgaard engang rammende beskrev det – ligesom Dansk Folkeparti i denne sag blot lever op til selve partiets raison d’être. Men at Socialdemokratiet antyder at ville bryde med ét af den demokratiske velfærdsstats grundprincipper, det burde vel egentlig være en nyhed?

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er da ikke nyt i den socialdemokratiske verdensorden.

Armslængdeprincippet skal helst handle om, hvad borgerne udtrykker, fx i forhold til ytringsfriheden.

Dobbeltstraf for at kritisere regeringen, fx.

Steffen Gliese

1) Sokrates var ikke den vestlige tænknings grundlæggere, Jørgen Mejer har skrevet en glimrende bog om alle hans forgængere.
2) I forhold til almindelig lovgivning i Athen gik retssagen helt efter bogen, og hvad man reelt dømte var jo oligarkernes evige forsøg på at kuppe sig til magten.
2a) Det var indlysende, at Sokrates forventedes at gøre det samme, som alle andre dømt for anslag mod staten gjorde: flygte til meningsfællerne i Sparta. Det gjorde han så ikke.
Desværre blev Sokrates martyr og indsatte en angst for demokratiet i intellektuelle fremover, som er til ulempe for begge parter: det har stækket den fri forskning ganske alvorligt med Bolognaprocessen på de ene side, og på den anden side hørte vi igen i aften i Deadline den forkvaklede sammenblanding af social nød og manglende social mobilitet, hvilket er to vidt forskellige ting; men Rockwool-fonden undrede sig endnu engang over, at den sociale mobilitet var gået tilbage, uden at man historisk forholdt sig til den ubetvivlelige sandhed, at den stor andel af højtuddannede i samfundet i dag kun er 1-2 generationer væk fra arbejder- og middelklasserne, samt at vores samfundsmodel netop går ud på med udligning over skatten at gøre det attraktivt at beklæde helt almindelige lønmodtagerjob med produktion og service.

Christian Mondrup

En god bekendts udlægning af ministerens udsagn: "socialdemokratiets version af proletariatets diktatur". Og et godt eksempel på, hvordan dette parti har samme autoritære og centralistiske grundopfattelse som de senere leninistiske (kommunistiske) udbrydere fra "Anden Internationale". En populistisk variant af denne grundholdning ser man i den socialdemokratiske kulturordførers blanke afvisning af et forslag om skattefradrag for kulturforbrug. Det er ifølge ordføreren ikke andet end et tilskud til den - ikke udtrykkelig benævnte - elite, der i forvejen forbruger kultur.