Poppens historie
Læsetid: 10 min.

Elvis: Overvurderet rockbombe eller »halvtredsernes musikalske Che Guevara«

Informations skiftende livtag med Elvis siden 1950’erne røber afgørende spændinger og konflikter i moderne kulturhistorie samt skiftende opfattelser af køn, klasse og race – og af lyd, følelser og fremtid. Historikeren Bertel Nygaard har gennemgået Informations elvisdækning gennem snart syv årtier

En mut grynten, skrev Information i 1956. Men ved sine koncereter også en både skræmmende og pirrende påmindelse om, at også unge kvinder kunne rumme seksuelt begær.

Ritzau

Moderne Tider
6. marts 2021

Den syngende lastbilchauffør Elvis Presley »udmærker sig ved at gaa med langt haar og skjorten aaben til bæltestedet«, meldte dette dagblad den 20. september 1956. Hans sang, tilføjede den anonyme skribent, »karakteriseres som en mut grynten«.

Sådan lød de første ord om Elvis i Dagbladet Information. Avisens omtale af sangeren i de følgende årtier afspejler de skiftende grænser mellem musik og støj, men også andre skel i kernen af den moderne kultur: mellem det sorte og det hvide, det kvindelige og det mandlige, det udannede og det dannede, det unge og det modne.

De få ord i den første omtale placerede Information midt i debatten om tidens seneste kulturskræk: rock’n’roll-musikken.

Det amerikanske ungdomsfænomen med Elvis i spidsen ramte 1950’ernes stive normsystem som en bombe af grænsesprængende betydninger: mere støjende rytme end egentlig musik, mere krop end sind, mere ’sort’ vildskab end hvid civilisation.

Så selvfølgelig var denne simple amerikanske arbejder mere gryntende dyr end forstandigt talende menneske.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jens Ole Mortensen

Elvis startede som ungdomsoprøreren. Men musikbranchen kommercialiserede hans kunst. Via Obersten var han kontraktlig bundet til at indspille alle disse rædselsfulde film. Og han formidlede noget, som ,måske. var det stik modsatte af hvad han stod for.
Hvad gjorde at mange havde et forkert indtryk af ham. Og jeg brød mig egentligt ikke om hans musik og film.

Men efter hans comeback og denne sceneoptræden, var jeg solgt.

https://www.youtube.com/watch?v=A1sasglxDPs

Denne fortæller måske mere om hvem han var.

https://www.youtube.com/watch?v=2En0ZyjQgU4

Bonderøven gjorde hvad hans bagmænd forlangt: Først lidt hoftevrid og hvide kopier af de sorte musikeres rhytm´blues + hill billy - siden gik han ind i hæren (og så var det "oprør" slut). Da han kom hjem var det som pomadiseret crooner, der brægede Christmas carols ude i de små hjem.
Hvordan nogen i deres vildeste fantasi kan kalde ham for musikkens Che Guevara - kan kun ske fordi de pågældende ikke aner en skid om hvad der ellers foregik, hvilken musik man ellers kunne høre på det tidspunkt -Muddy Waters, Lightin Hopkins, Howling Wolf
Sådan som Inf plaprer løs med Presley i denne weekend, så er der brug for en grundig revision af hvem der gjorde hvad og hvem der bare kopierede det andre havde skabt. Mig bekendt skrev bonderøven aldrig et eneste nummer selv.

Jens Ole Mortensen

Elvis repræsenterede de små i samfundet, men blev aldrig populær blandt , hverken højrefløjen eller venstrefløjen. Som kun repræsenterede de små hvis de kunne indoktrinere deres ideologier. Om det er Marx eller Samuel P. Huntington. Det er ikke fordi fattige, undertrykte og udsatte ikke forstår ideologierne. Man finder dem bare ligegyldige.

Elvis er vores Che !

"Mig bekendt skrev bonderøven aldrig et eneste nummer selv."

Arne,
det planlagde jeg selv at skrive, men blot med andre ord. Men du kom mig i forkøbet.

I øvrigt: Hvis der var nogen hvide, der leverede et rock-and-roll-oprør i 1950'erne, var det da snarere Bill Haley med band. De var i hvert fald før Elvis Presley.
Men at koble et helt "oprør" på en person er måske lige som for flere årtier siden hvor flere hårdnakket påstod, at det var The Beatles, der indledte 1960'ernes ungdomsoprør.

Han havde sine helt egne aktier i den seksuelle frigørelse med en ultrasikker tonal og rytmisk stemmekontrol og optræden, og det var helt nyt i hans tid.

Jeg skriver dette på bagkant. Jeg fik først øre for hans kvaliteter efter Jimi Hendrix, Doors, Led Zeppelin, Love, Family, Jefferson Airplane/Starship, Country Joe McDonald & The Fish og Syd Barrett, men han ku' noget, indtil han endte op worn out, fat & dead.

Jens Ole - "Som kun repræsenterede de små hvis de kunne indoktrinere deres ideologier." - Hvor har du det vrøvl fra?

Musikalsk set er der ikke tvivl om, at Elvis med sin trio stod for nybrud. Deres blanding af hillbilly og r & b var noget, der fængede lokalt og regionalt. Blandet med forsangerens ungdommelige karisma bredte musikken sig hurtigt.

Hverken Carl Perkins eller Bill Haley kunne følge med når det gjaldt om, at nå de unge. Måske en Jerry Lee Lewis eller Buddy Holly kunne holde trit. Men den første blev udskammet for at have giftet sig med en ung niece og den anden omkom ved en ulykke i begyndelsen af 1959.

Som det er blevet påpeget, blev Elvis karriere styret af kommercielle interesser og rebellen blev tæmmet. Alligevel formåede han og andre at inspirere den kommende musikergeneration.

Den sorte kultur blev også i nogen grad forligt med den hvide i musikken, selv om det kun var i ringe grad.

"Before Elvis there was nothing" (John Lennon).

Ole Frank - Fordi du gentager John Lennons vrøvl, så bliver det ikke mere rigtigt af den grund.

Arne Lund, nu er jeg ikke hverken den første eller sandsynligvis den sidste, der gentager, hvad John Lennon sagde. Elvis åbnede med sin musik øjnene for en generation af musikere.

Det var i efteråret 1962. Jørgen på den anden side af villavejen i Vanløse havde fået pladespiller og 'Pot Luck with Elvis Presley' til sin konfirmation.

Jeg var omkring 10. Vi drenge fra vejen var inde hos Jørgen for at høre Elvis.

Fra omkring begyndelsen af tredje nummer på lp'ens side 1 ændrede mit liv sig med ét og blev aldrig det samme igen.

Det her var en kulturel revolution. Det var generationsopgøret. Det var fremtiden. Det var farligt...!

Før dette var der, for mig, Let Musik Til Morgenkaffen og Giro 413 hvor 'Vovsen I Vinduet' med Raquel Rastenni og 'Nordsøbølger' med Holger Fællessanger var det man spillede.

Jeg har lyttet til Elvis lige siden og har læst denne avis det meste af mit voksne liv.

Jeg var faktisk stor fan af Holger Fællessanger, fik engang hans autograf ;o))

http://perjak.dk/autografer