Poppens historie
Læsetid: 10 min.

Elvis: Overvurderet rockbombe eller »halvtredsernes musikalske Che Guevara«

Informations skiftende livtag med Elvis siden 1950’erne røber afgørende spændinger og konflikter i moderne kulturhistorie samt skiftende opfattelser af køn, klasse og race – og af lyd, følelser og fremtid. Historikeren Bertel Nygaard har gennemgået Informations elvisdækning gennem snart syv årtier
En mut grynten, skrev Information i 1956. Men ved sine koncereter også en både skræmmende og pirrende påmindelse om, at også unge kvinder kunne rumme seksuelt begær.

En mut grynten, skrev Information i 1956. Men ved sine koncereter også en både skræmmende og pirrende påmindelse om, at også unge kvinder kunne rumme seksuelt begær.

Ritzau

Moderne Tider
6. marts 2021

Den syngende lastbilchauffør Elvis Presley »udmærker sig ved at gaa med langt haar og skjorten aaben til bæltestedet«, meldte dette dagblad den 20. september 1956. Hans sang, tilføjede den anonyme skribent, »karakteriseres som en mut grynten«.

Sådan lød de første ord om Elvis i Dagbladet Information. Avisens omtale af sangeren i de følgende årtier afspejler de skiftende grænser mellem musik og støj, men også andre skel i kernen af den moderne kultur: mellem det sorte og det hvide, det kvindelige og det mandlige, det udannede og det dannede, det unge og det modne.

De få ord i den første omtale placerede Information midt i debatten om tidens seneste kulturskræk: rock’n’roll-musikken.

Det amerikanske ungdomsfænomen med Elvis i spidsen ramte 1950’ernes stive normsystem som en bombe af grænsesprængende betydninger: mere støjende rytme end egentlig musik, mere krop end sind, mere ’sort’ vildskab end hvid civilisation.

Så selvfølgelig var denne simple amerikanske arbejder mere gryntende dyr end forstandigt talende menneske.

»Narkotika i musikform« lød karakteristikken af rock’n’roll i Lolland-Falsters Stiftstidende. Det var »massehysteri, foraarsaget af det monotone taktslag«, et tegn på »den sorte Races« voksende indflydelse og bestræbelser på at »infiltrere den hvide Befolkning«, skrev henholdsvis Berlingske Tidende, Aarhus Amtstidende og Dagens Nyheder i de samme måneder.

Nu havde 1950’ernes danske offentlighed ganske vist officielt afsvoret den gamle lære om ulige menneskeracer. Den slags hørte de forhadte, besejrede nazister til – foruden de brutale bøhtosser, der stadig lynchede sorte børn ovre i USA’s sydstater. Herhjemme var vi fordomsfrie, antog man. Men under tabuerne levede de gamle racestereotyper videre, og rock’n’roll-skrækken bragte dem frem i lyset.

Ungdomskult

Aviser og ugeblade brugte store overskrifter på rock’n’roll. Og politiet trak kniplerne, når unge blev for kåde over rock’n’roll – ikke kun i Cleveland og Boston, men også i London, Oslo, København og Århus. Og voksenoffentligheden var på knippelsvingernes side, det måtte anstændige borgere da forstå.

Et tiår før var ungdommen blevet hyldet som helte i kampen mod besættelsesmagten. Men børnene af samme tid, 1950’ernes unge, syntes for mange voksne autoriteter at mangle både rodfæste og retningssans. Måske var de bare opdraget for blødsødent. Det kunne så nok opvejes med knippelslag og hårdere fængselsstraffe til ungdomsforbrydere, som især den aldrende politiadvokat Aage Lotinga talte for.

Men måske var problemet mere indviklet.

I 1950’ernes voksendebat om, hvad der dog var galt med de unge, lagde mange sig efter den amerikanske psykolog Robert M. Lindners analyse: at det moderne, velstående samfunds krav til individet om at indordne sig i en snævert defineret konformitet havde forvandlet ungdommens sunde oprørstrang til et formålsløst mytteri.

De unge var blevet oprørere uden en sag at kæmpe for. Og det karaktertræk fremmede ifølge Lindner både egoistisk selvhævdelse og uselvstændig underkastelse under massens galskab – på én gang for lidt og for meget social orden. Denne psykopatiske type huskede man kun alt for godt fra 1930’ernes og 1940’ernes nazistiske korps.

Var det moderne samfund 11 år efter verdenskrigen på vej ned i endnu en afgrund, anført af den rasende Elvis i spidsen for en blind massekult af rock’n’roll-fans?

Mandlig Marilyn

Når det gjaldt Elvis, syntes der at være endnu en uordentlighed på spil. Det var sex. Forkert sex. Han vakte især begejstring hos de unge kvinder, når han vrikkede med hofterne til sin sang, hørte man igen og igen. Kvinderne skreg, så ingen kunne høre musikken. De stormede scenen for at få fat i deres idol, flå tøjet af ham. Nogle danske aviser hævdede endda, at de ophidsede kvindemasser også flåede tøjet af sig selv.

De fortællinger vendte op og ned på vante kønsroller.

At Marilyn Monroe eller Jayne Mansfield viste lår og kavalergang til voksne mænd, var helt fint og frisindet. Mænd så på kvinder, kvinder så sig selv med mandens blik, sådan havde det været i århundreder. Men en stripteaseagtigt mavedansene »mandlig Marilyn Monroe« – som Social-Demokraten præsenterede Elvis som i sommeren 1956 – vendte om på de traditionsforankrede, magtfulde blikke.

En både skræmmende og pirrende påmindelse om, at også unge kvinder kunne rumme seksuelt begær. Enkelte fremsynede læger som Alfred Kinsey og Kirsten Auken konkluderede netop dét i digre, videnskabelige skrifter. Men elvisfænomenet blæste den pinagtige kendsgerning ind i hovedet på både amerikanske tv-seere og danske avislæsere.

Og hvad var sådan en mandlig Marilyn egentlig? En kvindemand? Tøsedreng? Svans?

Også i de egenskaber udtrykte han den nye ungdom, mente nogle. Da danske unge efter et par års forsinkelse endelig fik adgang til Elvis på grammofonplader og biograflærreder i slutningen af 1950’erne, lod Information sin kyndige filmkritiker Erik Ulrichsen vurdere Elvisfilmen Haard ungdom (King Creole). Den var ringe, mente han, men dog »psyko- og sociologisk« relevant. Den viste nemlig både 1950’er-ungdommens hårdhed og dens ømfindtlighed. Og som tidsbillede på dette overdrevne føleri var »den ikke slaaende enkønnede underlivssanger Elvis Presley« perfekt.

Det var uvenligt sagt i en tid, hvor afvigelser fra faste kønsroller eller snævre heteroseksuelle normer blev anset for både sygdom og forbrydelse.

En fuser

Som seriøs avis for den kritiske læser lagde Information dog ikke bare afstand til Elvis, men også til de mange, der lod sig rive med. Hvad så, hvis det gryntende idol lod skjorten stå åben? Sagde forfærdelsen ikke mest om de forfærdede, og begejstringen mest om de begejstrede?

Den rockbombe var overvurderet, forstod man på 1950’ernes Information. Endnu en pseudobegivenhed at fylde sensationsbladenes forsider og bekymringsmodtagelige forældresind med. »Fantasien er altsaa simpelthen løbet af med de første iagttagere, som troede at se europæisk ungdom opføre sig som kannibaler eller indianere i krigsdans,« skrev avisens grundlægger Børge Outze i lederen »Rok og Rul« den 25. september 1956.

Rock’n’roll var ikke et altfortærende barbari midt i den »moderne civilisations neonbelyste verden«, som Kristeligt Dagblad hævdede på samme tid. Det var såmænd bare lidt røre i andedammen, mente Outze.

De unge brushoveder og svanse måtte have lidt afløb for deres tilbøjeligheder. Også selv om det var uskønt at opleve. For som Outze påpegede otte år senere, kunne man »saamænd godt være begyndt med Elvis Presley og endt med Erik Eriksen« – den vidt agtede Venstre-politiker, formand for Foreningen Norden og tidligere statsminister. Altså: Man kunne sagtens starte med lavkulturen og alligevel nå frem til noget ganske agtværdigt.

Poptid

De næste års pophistorie kunne ved første øjekast synes at bekræfte Outzes formodning.

1960’ernes økonomiske vækst øgede voksentolerancen over for den ungdom, der definerede sig som særligt forbrugersegment. I centrum for den proces stod en ny form for poleret, ufarlig pop.

Elvis fulgte med tiden, knappede skjorten, gjorde hofterne stivere og friserede både hår og image. Når han croonede sig operetteagtigt gennem »It’s Now Or Never« eller spillede frisk, men ufarlig strandløve i den farvestrålende musicalfilm Blue Hawaii fra 1961, var det rent popguf og kulturindustri.

Den slags holdt Information sig for god til i 1960’ernes første år. Jazz og klassisk musik blev vurderet efter kunstneriske kriterier. Pop var for lavt eller ringe. Måske også farligt på sin egen måde.

Mens 1950’ernes rock’n’roll havde skabt frygt for oprørsfrygt, kritiserede 1960’ernes kulturradikale den nye pop for at være for lidt oprørsk. Poppens evindelig strøm af det samme gjorde publikum dummere og undergravede det kritiske medborgerskab som kernen i det demokratiske samfund, hævdede Poul Henningsen og andre af dem, pressen døbte ’antipopisterne’.

The Beatles slog det første store hul i både poppen og kritikken af den. Ikke mindst fordi de skrev deres musik selv og gjorde det godt. De nedbrød den kommercielle pops grænser til kunstens kriterier for autenticitet.

Snart begyndte denne finere pop dog også at blive forstået som kunstart i sig selv. De sene 1960’eres beatmusik – hvad man kort efter også bare kaldte ’rock’ – skulle være vedkommende, kantet og oprørsk, altså andet og mere end bare kommerciel pop.

Fremtid i fortiden

Sammen med den amerikanske og britiske folk-musik udgjorde beat og rock lydsporet til ungdomsoprøret fra slutningen af 1960’erne. Det gav samtidig ny relevans til 1950’ernes unge Elvis, nu opfattet som ungdomsoprører før ungdomsoprøret. Han blev en både kunstnerisk og socialt relevant kulturarv for de unge venstrefløjskræfter, der på samme tid gjorde Information til deres.

Avisens 25-årige rockskribent Lasse Ellegaard skrev ved juletid i 1969 begejstret om »Elvis Presley-renæssancen«. Midt i ungdomsoprøret var Elvis nemlig igen begyndt at levere musik med nerve og liv. Det fik Ellegaard til her og ofte i begyndelsen af 1970’erne at mindes sine tidlige ungdomsår, da Elvis ikke bare havde været det store sangeridol, men noget nær »halvtredsernes musikalske Che Guevara«.

For ungdomsoprørerne kunne den unge Elvis betegne en aktuelt relevant fortid rig på muligheder for en bedre og friere fremtid – den fremtid, de i deres egen kollektive selvforståelse var ved at skabe.

Eller som marxisterne blandt ungdomsoprørerne præciserede: den fremtid, som proletariatet måtte skabe gennem klassekampen.

I et Information-essay fra 1971 karakteriserede Ellegaards kollega forfatteren Hans-Jørgen Nielsen både Elvis og anden amerikansk rock’n’roll med rødder i 1950’ernes arbejderklasse som »proletarisk rock«.

Musik indeholdt ganske vist ingen udtrykkelige politiske budskaber, men »i selve sin emanciperende energi« var den »et både engageret og politisk udtryk for en proletarisk bevidsthed, der kommer fra neden«. Med andre ord: en spontan antikapitalisme med uudtalte længsler efter en socialistisk fremtid.

For revolutionære intellektuelle kunne musikken desuden minde om, at åndfuld prosa og høje lixtal ikke i sig selv bragte arbejderklassens magtovertagelse eller det nye samfund. Der måtte mere til: følelser, underliv og lyst.

Skuffede oprørere

Informations Klassekamps-Elvis strålede dog kun kortvarigt, mens ungdomsoprøret nåede sine højeste tinder. Han blev hurtigt selv pop igen, optrådte i guldglimtende heldragter foran pengestærke publikummer i Las Vegas.

Og mens 1970’erne åbnede sine dybe kulturkløfter, og løfterne om revolutionær frigørelse blev suspenderet, begyndte både hans krop og hans koncerter at vidne stadigt tydeligere om berømmelsens slid.

Den 16. august 1977 faldt Elvis død om på sit badeværelsesgulv. Plystæppet under ham tog fra for faldet, men begivenheden gav genlyd over hele verden. Lasse Ellegaards helsidesnekrolog i Information fortalte om Elvis’ svigt i rockens og oprørets fælles historie. At gå bort som 42-årig var tidligt for et menneske, men rockhistorisk var det på tide. »Døde Elvis i virkeligheden ikke for sent?«

Otte år senere, da det afdøde kulturikon ville være fyldt 50, skrev Hans-Jørgen Nielsen en sigende forsideleder om Elvis og rock’n’roll som »denne underlige legering af oprør og profit, hvor det ene hele tiden truer med at slå ukontrollabelt over i det andet«.

Den proletariske rocks revolutionære potentiale var blevet kvalt af kulturindustriens og kapitalakkumulationens kolde kærlighed. Måske gjaldt noget lignende for det ungdomsoprør, Nielsen havde forbundet sig så tæt med?

Kulturpluralisme

Alligevel virkede Elvis fortsat vigtig. I de følgende år begyndte både Information og mange andre endda at anerkende betydeligt flere aspekter af ham end før.

I 1990’erne blev han rehabiliteret som musikalsk kunstner. Ikke kun 1950’ernes rock’n’roll, men også det bedste af hans enorme produktion fra 1960’erne og 1970’erne kom til ære og værdighed på talrige cd-udgivelser tilrettelagt af den danske placeproducer og elvisentusiast Ernst Jørgensen.

Torben Bille, der havde skrevet om rock længe og nu også ved Information, kunne næsten ikke få armene ned.

Og de aspekter af Elvis, der stadig ikke levede op til gængse kriterier for kunstnerisk eller kulturel anseelse – Elvisefterlignerne, de allerede i samtiden bedagede musicalfilm, Gracelands plysdekorationer, idolets sagnomspundne peanut butter and banana-sandwiches, stegt i rigeligt med smør – kunne nu omfavnes med 1990’ernes karakteristiske ironi.

I postmodernismens tidsalder og midt i de udbredte fornemmelser af, at man befandt sig i verdenshistoriens kulminations- og slutpunkt, blev det vanskeligere at tro på verdens grundlæggende forbedring. Men i det mindste kunne man forsøge at holde melankolien nede ved at lege med de efterladte fragmenter af splintrede betydningssammenhænge.

Fremtidstab?

I 2007 fortalte digteren og musikjournalisten Klaus Lynggaard over tre sider i Informations tillæg Paradoks om sin personlige vej fra den unge punkers forkastelse af flødebollen Elvis »til folden af rettroende Elvis-tilbedere«. Elvis var »forever and ever«, indså han nu.

Måske var Elvis evig for Lynggaard. Men ikke for Information. Gennem det seneste årti er Elvis igen blevet én, som avisen mest nævner i flæng eller på afstand. Ikke fordi Ernst Jørgensens nylige Elvis-udgivelser er ringere eller mindre væsentlige end dem, Torben Bille var så begejstret for i 1990’erne. Det seneste album, From Elvis in Nashville fra november 2020, bringer vitaliteten i den 35-årige Elvis’ studieindspilninger frem som aldrig før, men de er ikke blevet bemærket i avisen.

Jo, Moderne Tider bragte da i 2016 Philip Róins fyldige reportage om den kopi af Elvis’ Graceland, der fem år tidligere var blevet opført på en mark syd for Randers. En fin reportage om både stedets Elvismuseum og den særlige fankultur omkring det. Underfundig, underholdende – og med emnet holdt ud i helt strakt arm.

Elvis er igen for de andre, dem uden for avisens læsersegment. Lidt ligesom på Børge Outzes tid, da man heller ikke havde meget tilovers for de elvisbegejstrede.

Og selvfølgelig har det noget at gøre med, at både 1950’erne og 1970’erne er fjernere fortid nu, og at de gamle elvisfans er blevet ældre, mens Informations skribentstab i vidt omfang er blevet skiftet ud med yngre kræfter.

I 2020 er det ikke underligt, at en journalists personlige musikhistoriske erindring højst rækker tilbage til en Roskilde Festival i slutningen af 1990’erne. Ellegaards, Billes og Lynggaards musikjournalistiske tilbageblik tog jo også ofte udgangspunkt i deres egne livserindringer.

Men de brugte også de erindringer som udkigspunkter, der lod dem skue længere tilbage. Og navnlig den lille flok med 68-oprøret i blodet skuede samtidig frem mod den verden, ingen endnu havde set eller hørt – ikke kun i billeder og musik, men også samfundsforhold. Og de gjorde det ikke mindst med Elvis som omdrejningspunkt.

Så måske handler den manglende elvisinteresse i det intellektuelle Danmarks dagblad ikke bare om, hvor langt tilbage den enkelte musikskribent kan huske i sit eget liv.

Formentlig handler det også om, at det er blevet sværere for os alle at ane den friere eller bare bedre fremtid, som Elvis’ mutte grynten og roterende hofter engang syntes at indvarsle.

Bertel Nygaard er lektor i historie ved Aarhus Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Ole Mortensen

Elvis startede som ungdomsoprøreren. Men musikbranchen kommercialiserede hans kunst. Via Obersten var han kontraktlig bundet til at indspille alle disse rædselsfulde film. Og han formidlede noget, som ,måske. var det stik modsatte af hvad han stod for.
Hvad gjorde at mange havde et forkert indtryk af ham. Og jeg brød mig egentligt ikke om hans musik og film.

Men efter hans comeback og denne sceneoptræden, var jeg solgt.

https://www.youtube.com/watch?v=A1sasglxDPs

Denne fortæller måske mere om hvem han var.

https://www.youtube.com/watch?v=2En0ZyjQgU4

Bonderøven gjorde hvad hans bagmænd forlangt: Først lidt hoftevrid og hvide kopier af de sorte musikeres rhytm´blues + hill billy - siden gik han ind i hæren (og så var det "oprør" slut). Da han kom hjem var det som pomadiseret crooner, der brægede Christmas carols ude i de små hjem.
Hvordan nogen i deres vildeste fantasi kan kalde ham for musikkens Che Guevara - kan kun ske fordi de pågældende ikke aner en skid om hvad der ellers foregik, hvilken musik man ellers kunne høre på det tidspunkt -Muddy Waters, Lightin Hopkins, Howling Wolf
Sådan som Inf plaprer løs med Presley i denne weekend, så er der brug for en grundig revision af hvem der gjorde hvad og hvem der bare kopierede det andre havde skabt. Mig bekendt skrev bonderøven aldrig et eneste nummer selv.

Jens Ole Mortensen

Elvis repræsenterede de små i samfundet, men blev aldrig populær blandt , hverken højrefløjen eller venstrefløjen. Som kun repræsenterede de små hvis de kunne indoktrinere deres ideologier. Om det er Marx eller Samuel P. Huntington. Det er ikke fordi fattige, undertrykte og udsatte ikke forstår ideologierne. Man finder dem bare ligegyldige.

Elvis er vores Che !

"Mig bekendt skrev bonderøven aldrig et eneste nummer selv."

Arne,
det planlagde jeg selv at skrive, men blot med andre ord. Men du kom mig i forkøbet.

I øvrigt: Hvis der var nogen hvide, der leverede et rock-and-roll-oprør i 1950'erne, var det da snarere Bill Haley med band. De var i hvert fald før Elvis Presley.
Men at koble et helt "oprør" på en person er måske lige som for flere årtier siden hvor flere hårdnakket påstod, at det var The Beatles, der indledte 1960'ernes ungdomsoprør.

Han havde sine helt egne aktier i den seksuelle frigørelse med en ultrasikker tonal og rytmisk stemmekontrol og optræden, og det var helt nyt i hans tid.

Jeg skriver dette på bagkant. Jeg fik først øre for hans kvaliteter efter Jimi Hendrix, Doors, Led Zeppelin, Love, Family, Jefferson Airplane/Starship, Country Joe McDonald & The Fish og Syd Barrett, men han ku' noget, indtil han endte op worn out, fat & dead.

Jens Ole - "Som kun repræsenterede de små hvis de kunne indoktrinere deres ideologier." - Hvor har du det vrøvl fra?

Musikalsk set er der ikke tvivl om, at Elvis med sin trio stod for nybrud. Deres blanding af hillbilly og r & b var noget, der fængede lokalt og regionalt. Blandet med forsangerens ungdommelige karisma bredte musikken sig hurtigt.

Hverken Carl Perkins eller Bill Haley kunne følge med når det gjaldt om, at nå de unge. Måske en Jerry Lee Lewis eller Buddy Holly kunne holde trit. Men den første blev udskammet for at have giftet sig med en ung niece og den anden omkom ved en ulykke i begyndelsen af 1959.

Som det er blevet påpeget, blev Elvis karriere styret af kommercielle interesser og rebellen blev tæmmet. Alligevel formåede han og andre at inspirere den kommende musikergeneration.

Den sorte kultur blev også i nogen grad forligt med den hvide i musikken, selv om det kun var i ringe grad.

"Before Elvis there was nothing" (John Lennon).

Ole Frank - Fordi du gentager John Lennons vrøvl, så bliver det ikke mere rigtigt af den grund.

Arne Lund, nu er jeg ikke hverken den første eller sandsynligvis den sidste, der gentager, hvad John Lennon sagde. Elvis åbnede med sin musik øjnene for en generation af musikere.

Det var i efteråret 1962. Jørgen på den anden side af villavejen i Vanløse havde fået pladespiller og 'Pot Luck with Elvis Presley' til sin konfirmation.

Jeg var omkring 10. Vi drenge fra vejen var inde hos Jørgen for at høre Elvis.

Fra omkring begyndelsen af tredje nummer på lp'ens side 1 ændrede mit liv sig med ét og blev aldrig det samme igen.

Det her var en kulturel revolution. Det var generationsopgøret. Det var fremtiden. Det var farligt...!

Før dette var der, for mig, Let Musik Til Morgenkaffen og Giro 413 hvor 'Vovsen I Vinduet' med Raquel Rastenni og 'Nordsøbølger' med Holger Fællessanger var det man spillede.

Jeg har lyttet til Elvis lige siden og har læst denne avis det meste af mit voksne liv.

Jeg var faktisk stor fan af Holger Fællessanger, fik engang hans autograf ;o))

http://perjak.dk/autografer