Glenn Bech: »Alle bøger, jeg nogensinde har læst, bærer jeg hos mig som ét værk«

— Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
»Jeg håber aldrig, den bog bliver skrevet. Eller: Jeg fornemmer ligesom muligheden for at prædike her. For mig rummer litteraturen mere end blot distraktion. Læs noget, der gør dig større som menneske. Det er faktisk en kærlighedsbøn. Opdag træerne og bækkene og jorden i dig selv og omvendt. Og hvis du tilfældigvis er strandet som investment banker på din vej? Sig op omgående! Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage.«
— Hvilken bog har haft størst betydning for dig?
»Alle bøger, jeg nogensinde har læst, bærer jeg hos mig som ét værk. I krop og sind. Kunst og mennesker, jeg ikke bryder mig om, gør mig sommetider klogere på mine værdier, end dem, der bekræfter dem. En bog, der havde kolossal betydning for min spædeste skrift og læsning, var Timer i litteratur af Vladimir Nabokov. Nok gammelklogede manden sig elitært og heteroseksuelt, men en masse af de nøgler, han forærede mig, har jeg gemt helt tæt ved.«
— Hvad er den værste bog, du har læst?
»Facebook.«
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »