Naturvidenskab
Læsetid: 8 min.

Gudskelov for rovdyrene – uden dem havde vi nok ikke været her

Er der én central drivkraft i livets udvikling, er det våbenkapløbet mellem jæger og bytte. Det begyndte så småt i oceanerne for omkring 600 millioner år siden, hvor nye rovdyr først ryddede hele bulen, inden livet eksploderede i en mangfoldighed af væsener. Og så en dag jagede rovdyrene livet op på land
Er der én central drivkraft i livets udvikling, er det våbenkapløbet mellem jæger og bytte. Det begyndte så småt i oceanerne for omkring 600 millioner år siden, hvor nye rovdyr først ryddede hele bulen, inden livet eksploderede i en mangfoldighed af væsener. Og så en dag jagede rovdyrene livet op på land

Jesse Jacob

Moderne Tider
3. april 2021

Klik på play, hvis du vil lytte til artiklen.

Geolog Svend Stouge bøjer sig ind over en skuffe og forsøger at få fat i hjørnet af en sort skifferplade. Et par gange smutter den ud af fingrene på ham, men til sidst får han ordentlig fat.

»Alle er pjattede med trilobitter,« siger han og vipper pladen, så vi bedre kan se de 530 millioner år gamle fossiler af to billelignende dyr, der engang har haft et liv og en hverdag et sted i det oldgamle ocean.

»De her er faktisk døde på stedet. De stakkels kræ er nok kommet ind et sted, hvor der ikke var ilt til stede, og så er de nærmest blevet kvalt. Det er jo lidt synd.«

Omkring os er lyset dæmpet i det tomme, coronalukkede Zoologisk Museum. En løve står stivnet nogle meter væk og stirrer på os, og fra den anden ende af udstillingen høres svagt lyden af en film, der i båndsløjfe fortæller de tomme lokaler om fundet af knoglerne fra dinosaurussen Misty. 17 meter lang står skelettet fra denne ’langhals’ klar til at imponere dem, der i mere normale tider kommer ind i museets udstilling.

Men de vigtigste fossiler er ikke de store dinosaurusskeletter, har den berømte palæontolog Stephen Jay Gould sagt. De vigtigste fossiler er disse to lidt undselige trilobitter og deres mærkelige livsfæller fra det, der bliver kaldt Den Kambriske Eksplosion. En periode for omtrent 540 millioner år siden, hvor livet gjorde noget voldsomt og aldrig tidligere set: eksploderede i et væld af former. I underlige dyrearter, der svømmede rundt i havene og udviklede skeletter og skjolde og forskellige typer øjne og græssede på bunden, jagede hinanden igennem vandmasserne eller strøg i skjul.

Fra nærmest ingenting udviklede livet sig på måske 20-30 millioner år – et øjeblik, hvis man tager de geologiske briller på – til et væld af dyrearter: leddyrene, der skulle blive til edderkopper og krebsdyr og insekter; pighuderne, der blev til søstjerner og søpindsvin, og bløddyr som muslinger. For ikke at tale om dyregruppen bilateria, der med sin symmetriske kropsbygning – en højre- og en venstreside, der ligner hinanden – med årene og via alverdens labyrintiske gange førte til, hey, os!

Aldrig havde verden set noget lignende. Den Kambriske Eksplosion er blevet kaldt evolutionens Big Bang. Fra i godt tre milliarder år primært at have huset encellede organismer, for så ganske langsomt at blive indtaget af flercellede organismer som alger, blev havet pludselig fyldt af alverdens dyr.

Alligevel er historien, viser det sig, ikke helt så simpel. Men det troede man, indtil en skoledreng på klatretur i England gjorde et spektakulært fund.

En vild klatretur

En aprildag i 1957 tog den 15-årige knægt Roger Mason ud at klatre i Charnwood Forest sammen med to skolekammerater. Allerede dengang var han interesseret i geologi, og han vidste, at de klipper, de klatrede på, stammede fra tiden lige før Den Kambriske Eksplosion.

Så det var med en voldsom forundring, at den unge Roger så, hvad han så på sin klatretur: Noget, der lignede en fjer indlejret i klippen. Et fossil i prækambriske klipper. Det var fuldstændig umuligt. Der fandtes jo ingen fossiler fra den prækambriske tid. Det var nærmest selve den geologiske definition på det prækambriske: tiden før fossiler. Roger Mason tog et stykke papir og lagde det over klippen, skraverede med en blyant henover, så fjerformen stod frem, og fik ad omveje vist sin tegning til en geolog ved University of Leicester.

Det blev en verdensbegivenhed. Også selv om fossiler fra prækambrisk tid rent faktisk var fundet tidligere, blandt andet i Australien – ingen havde dengang taget det for gode varer. Nu godtog videnskaben den åbenlyse sandhed: Det komplekse livs rødder stak dybere end Den Kambriske Eksplosion.

Fossilet blev hugget ud af klippen og undersøgt og som en æresbevisning opkaldt efter Roger Mason: Charnia masoni. Og så blev det puttet på museum.

Edens Have

»Du skal lige se her,« siger geolog Svend Stouge og finder sin computer frem. Han stiller den på kanten af papæskerne med de oldgamle fossiler og bladrer igennem forskellige billeder, indtil han finder, hvad han søger: rekonstruktioner af dyr fra den prækambriske tid. Masons fjerlignende fossil ved siden af et fladt og måttelignende væsen, der hedder Dickinsonia, og endelig Claudina, der i bund og grund ligner stablede bægre. Mystiske arter uden hårdt skelet eller øjne eller nogen af de andre avancerede træk, det væltede ud med efter Den Kambriske Eksplosion.

»De levede i det, vi kalder Edens Have,« siger Svend Stouge. »Der var ingen angreb. Det eneste, de gjorde, var at flyde rundt eller gnaske af havbundens algemåtter. Alt levede i fryd og gammen.«

Men intet paradis varer evigt. Som det eneste af fossilerne fra dengang er Claudinas stablede bægre lavet af hårde dele. Det kræver energi at lave hårde dele. Det giver kun mening at gøre, hvis man har brug for at beskytte sig. Og så har forskere alligevel i enkelte af fossilerne fundet små, tynde huller. Som om noget har boret sig vej ind til det bløde og lækre og levende, der har befundet sig indeni.

Rovdyrenes tid var kommet. Stort set alle disse mærkelige væsener døde pludseligt i en masseuddøen lige inden Den Kambriske Eksplosion, og en af teorierne er, at de blev spist. Våbenkapløbet mellem jæger og bytte var begyndt.

Mirakler af død og ødelæggelse

Det at æde hinanden var for så vidt ikke nyt. De bakterieceller, som havde levet alene i havene i milliarder af år, fortærede også hinanden, hvis de havde lyst og kunne komme til det. Men cellerne kunne kun spise en enkelt eller to ad gangen. Nu blev der udviklet arter, der kunne fortære i tusindvis.

Måske tænker du ikke på det som et rovdyr, men en gople er en dræbermaskine. I hvert fald i forhold til alt andet, der fandtes for 500-600 millioner år siden. Gopler er et polypdyr, og ikke nok med, at det er et dyr med muskler og nerver, det har også lange arme med bittesmå giftige pigge. På jagt kunne de bevæge sig rundt i havene og fange bytte med fangarme og stoppe det indenbords, og det var en game changer. Goplerne er et af de tidligste rovdyr, vi kender.

Men hvor polypdyrene måske nok opfandt jagten, var det en anden dyregruppe, der professionaliserede den: de bilaterale dyr – vores forfædre. De udviklede større muskler, skarpe tænder, kraftige kæber, et godt blik og en hjerne til at koordinere hele dette mirakel af død og ødelæggelse.

Som svar på denne jagen og fråden udviklede byttedyrene skjolder af hårde skaller, camouflage eller gift, hvorefter rovdyr med tiden lærte at skære sig igennem forsvarsværkerne eller udviklede modstandskraft mod giften. Og sådan intensiveres våbenkapløbet og drev livets udvikling videre gennem de næste hundrede millioner af år, mens noget listigt og stille, men radikalt klodeforandrende var ved at ske oppe på land.

Kongerne af kontinentet

Det er svært at forestille sig landjorden uden liv, men det har ikke været rart. Det var et sted uden muld, uden kviste. Der var intet andet end klipper og sten, der lå og gik i stykker og forvitrede. Men nær vandet, hvor der var fugtigt, kunne alger og cyanobakterier leve. Og udvikle sig. Ingen andre havde fundet på at bosætte sig dér, dette mærkelige og barske sted, og de første alger blev konger af kontinenterne.

Med årene bredte de sig og blev til algemåtter og belægninger – det snask, du glider i på stenene på stranden – og mens rovdyr og byttedyr kæmpede i havene, udviklede nogle af algerne sig til mosser og begyndte at høste næring fra landjorden. Verdens allerførste landbrug var i gang og fik atmosfærens iltniveau til at stige og CO2-niveauet til at falde, og det ændrede klimaet radikalt.

Planterne forgrenede sig og udviklede blade, blev til karplanter, der kunne holde på fugten, og fik hårdere væv, så de kunne rejse sig op mod solen, og lidt liv boltrede sig allerede dér: edderkoppernes og tusindbenenes forfædre. De store planter stjal lyset fra de små, og de voksede igennem generationerne, indtil kloden var beplantet med træer, der kunne blive 30 meter høje. Bregnetræer, ulvefødder, padderokker.

De vækkedes fra frø og sporer og voksede og ældedes, og når de døde, faldt de vældige stammer ned i vandkanten og skabte store uigennemtrængelige sumpe. Vigtige sumpe. Set med vores øjne, i hvert fald. For det er dér, vi stammer fra. Fra det morads af døde grene og blade og stammer. Det var der, vores forfædre kunne søge ly for store rovfisk og udvikle alt det, der skulle til, for at vi kunne bytte oceanerne ud med landlivet. Det var rovdyrene, der jagede dyrelivet op på land.

Flugten fra oceanet

Sumpene var de døde planters kirkegård, men de små fisks helle. For at leve der som lille fisk krævede det, at du udviklede ben og tæer, så du kunne klatre over og under og imellem stammer og grene. På det lave vand kom fiskene uundgåeligt tæt på overfladen, og de udviklede tykt skind for ikke at blive grillet af solens stråler. Nogle lærte sig at snappe en mundfuld luft og holde den indeni i en lille udposning – det var praktisk, når der var iltsvind i sumpen – og sådan udviklede disse firbenede fisk alt det, der skal til for at blive en succes på land. Ikke for at blive dygtige landdyr, men for at blive endnu bedre til sumplivet. For hvad skulle de dog deroppe i den tørre virkelighed, når de havde deres våde ocean?

Alligevel havde landjorden én vigtig fordel: Der var ingen rovdyr. Så endelig, for omtrent 385 millioner år siden, tog en firbenet fisk på flugt en beslutning, der skulle få betydning for hvirveldyrenes fremtid: Den flygtede op på land. Og så slæbte den sig virkelig hurtigt tilbage i vandet igen. Skelettet var ikke godt nok konstrueret til landlivet. Tyngdekraften er meget voldsommere dér, end den er i vand, og benene var ikke sat ordentligt fast til rygraden. Men nogle millioner år senere var karosseriet i orden, og et salamanderagtigt kræ med lang krybdyragtig hale og munden fuld af spidse tænder gik op på land.

Dét er vores tiptiptiptipoldemor i mange tusinde led. Det er fra hende, vi stammer, alle os hvirveldyr.

Hendes afkom formerede og forgrenede sig i forskellige arter og udnyttede alle de nye måder at leve på, som dette mærkelige landliv kunne tilbyde. De udviklede sig langsomt til det liv, vi kender i dag, og det er faktisk helt utroligt, at det lykkedes. For undervejs blev store dele af livet udryddet i kæmpe bølger af død. Dem svømmer vi ud i i næste uge.

Kilder: Geolog og professor emeritus Svend Stouge, geolog og palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum Bent Lindow, geokemiker og lektor ved Københavns Universitet Tais Wittchen Dahl. Bøger: Andrew H. Knoll: ’Life on a Young Planet’. Stephen Jay Gould: ’Wonderful Life’. Bill Bryson: ’En kort historie om næsten alt’. Desuden symposieprogrammet ’Leicester’s fossil celebrity: Charnia and the evolution of early life’

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

  • Du bliver hele tiden tændt og slukket – det hedder epigenetik, og uden det var du død

    18. september 2021
    Menneskets grundopskrift finder vi i dna’et. Men dna er ikke nok i sig selv – for at livet skal kunne udvikles i al sin variation, kræver det et styresystem. Noget, der sørger for, at de rigtige gener tændes og slukkes på de rigtige tidspunkter. Epigenetik, kalder man det, og da man for omtrent 25 år siden opdagede, hvor komplekst og dynamisk det er, fik forskerne virkelig travlt
  • Sådan ser det ud, når to videnskaber ryger i totterne på hinanden over lidt gammelt dna

    11. september 2021
    For et årti siden begyndte genetikere at trække fortids-dna ud af gamle knogler og komme med bombastiske konklusioner om menneskets forhistorie. Imens stod arkæologerne på sidelinjen og så, hvordan deres kundskab blev verfet til side. To meget forskellige videnskaber var på kollisionskurs
  • De kaldte det et dumt molekyle, men dna viste sig at være vores vigtigste arvegods

    4. september 2021
    Uden dna, intet liv. Ikke for os i hvert fald. Alligevel tog det videnskaben ekstremt mange år at finde frem til, hvad det egentlig er, der bærer vores gener, og hvordan dna-molekylet ser ud. For i bund og grund syntes man, at det var et alt for uraffineret molekyle til, at det kunne være nøglen til vores nedarvning
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Njae, jeg tror mere det var som forklaret og vist i denne fantastiske Fatboy Slim video:

https://youtu.be/ub747pprmJ8

Flemming Berger, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Tak til skribenterne for en informativ og velskrevet serie !

Mvh Hanne Pedersen

Eva Schwanenflügel, Olaf Tehrani, Pietro Cini og Morten Balling anbefalede denne kommentar