Interview
Læsetid: 7 min.

Håb er ikke lalleglad optimisme, men grundlaget for politik, siger forfatter til bog om EU’s kriser

Fra klimakrise over finanskrise til coronakrise. De seneste årtiers kriser har ført til en »frygtens politik« i mange lande, siger tidligere direktør for Tænketanken EUROPA Bjarke Møller, som i en ny bog prøver at formulere en »håbets politik«. Det kræver mere EU, men er europæerne interesserede i det?
Moderne Tider
3. april 2021
Ifølge Bjarke Møller er EU’s vigtigste opgave at gennemføre en grøn omstilling, blandt andet ved at sætte mere ambitiøse reduktionsmål og »mindst« femdoble budgettet i den europæiske Green Deal til 5.000 milliarder euro.

Ifølge Bjarke Møller er EU’s vigtigste opgave at gennemføre en grøn omstilling, blandt andet ved at sætte mere ambitiøse reduktionsmål og »mindst« femdoble budgettet i den europæiske Green Deal til 5.000 milliarder euro.

Anders Rye Skjoldjensen

De seneste årtier har en række kriser ramt verden.

En finanskrise, som begyndte med krakket på det amerikanske boligmarked og siden ramte økonomierne i resten af verden. En coronakrise, som kan spores til en provins i Kina, men i løbet af få uger spredte sig til hele verden. En flygtningekrise og en demokratikrise, en sikkerheds- og terrorkrise, en biodiversitetskrise, og ikke mindst den største af alle kriserne; klimakrisen.

Ifølge tidligere direktør for Tænketanken Europa og adjungeret professor på Copenhagen Business School (CBS) Bjarke Møller har de seneste års store internationale kriser sat deres klare aftryk på den politiske udvikling i Europa. De har betydet, at »frygtens politik« har sat dagsordenen. Så nu har han i bogen »Håbets Politik – Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt« formuleret sit bud på et alternativ. 

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Morten Balling

Håb er fint og positivisme er godt, lige indtil de bliver et argument mod realisme. Det er den man finder mellem optimismen og pessimismen.

Et eksempel er vores indsats ift. klimaet som realistisk går alt for langsomt. Hvis man siger det for højt, mødes man ofte med argumentet at man er nødt til at holde fast i optimismen.

Hvis man igen tager de realistiske briller på, så er det yderst tvivlsomt at optimisme løser problemerne med klimaet.

Så ja, det lalleglade lader til at være fundamentet for meget politik, og den synker rent ind, fordi vi så gerne vil bevare troen.

Michael Hullevad, Alvin Jensen, Lars Jørgensen, Carsten Hansen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Vi har ikke løst de grundlæggende årsager til kriserne. Derfor har vi brug for en håbets politik, hvor man tør omfavne de store udfordringer og tør tro på, at der findes løsninger i fælles samarbejde i EU.«"

Håb, omfavnelser og tro - det er lige noget for en venstresnoet dansker.

Alle de tre realpolitiske 'pagter', som omtales, ligger allerede i EU's pipeline, og væsentligt er det at forstå implementeringen af dem skal ske med størst muligt hensyn til erhvervsliv/virksomheder og det indre marked/liberalisering. Det står sort på hvidt i landemeldingerne, i pakkeskrifterne og protokollerne.

Nogle vil ligefrem - og dét med god ret - hævde at EU har været stærkt medvirkende til at forringe sociale vilkår, demokratiets forudsætninger og produktionsformerne i en del af medlemslandene.

Flemming Berger, Kurt Nielsen, Michael Hullevad og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Før det indre markeds liberaliseringer kostede det så meget at flyve, at det blev anset for en særlig og sjælden luksus. Havde vi bare været der i dag, så havde klimakrisen været væsentligt lettere at overkomme. Og Alternativets tidligere folketingsmedlem og 'Kys mere - flyv mindre'-campaigner Carolina Magdalene Maier ville kunne huske alle sine 20 private flyrejser over et par år,.........

Carsten Hansen

Morten Balling

Du har evigt ret.
Som eksempel på "Håb" i forbindelse med politiske beslutninger måtte jeg , for mange år siden da man omstrukturerede fritidsområdet i byen, meddele forvaltningsansatte at: "Det skal nok gå godt", ikke er et argument men udelukkende et udtryk for et håb.

For øvrigt gik det ikke godt. Man sparede en masse penge men tabte samtidig en del unge.

Optimisme kan dog give et drive der gør at man bevæger sig fremad. Men realiterne er det der tæller.

Søren Kristensen

På den ene side vil man jo gerne høste frugterne af et overnationalt samarbejde ...

Jørgen Mathiasen

Det er antagelig på baggrund af Brexit og Trump, at danskerne i en rundspørge, som man for et stykke tid siden kun læse om i The Guardian, kom ud som nogle af dem, der satser mest på EU. Men det var før fru Frederiksen gjorde det klart, at redningspakker ikke stod højt på hendes dagsorden, og de andre igen kom til at tænke på, at DK er et land i størrelsesorden som Rhône-Alpes (Frankrig).

Det er ikke fuldstændig utænkeligt, at der kan komme et dansk bidrag, men det bliver i den politiske proces mellem de tre vækstmotorer i verdensøkonomien, Kina - USA og EU, hvor der hersker en handelskrig og en systemkonkurrence, at der skal nås en forståelse, hvis man skal ændre kurverne for klimaet, inden man forsøger at bringe den brasilianske diktator til fornuft.

Det kan man give Ulrik Vestergaard (OECD) ret i (eller omvendt), men ellers kan Vestergaard godt forberede sig på at skulle justere på sin verdensbetragtning. Efter at have hørt på ham har et hvert forstandigt menneske brug for at fatte et håb om, at der er et alternativ til at forsætte kursen lige ind i væggen.

Både EU og verden står overfor mange kriser, der faktisk skal løses. Og EU-problemerne burde være overskuelige og dermed til at løse. Dt er d dog ikke med den nuværende politisk-nationale organisation og beslutningsproces.

Man mangler simpelt hen beslutningstagere, der ikke ser nationalt på problemerne, men ser problemerne i det store overblik, og varetager problemers beslutninger på dette grundlag.

Altså er de nuværende beslutningstageres ret til at beslutte et af de helt store problemer. Som det nu er, kan kun ministerrådet beslutte i EU - altså landenes regeringsledere, og de kan i øvrigt kun beslutte, hvis alle er 100% enige. Og så er vi inde på, at de nationale hensyn bliver varetaget på bekostning af hele Europas.

Men EU har også et parlament, der fungerer forholdsvis professionelt og ansvarligt. Og man burde nok ændre på beslutningskompetencen, så parlamentet fik beslutningsretten. For selv om de enkelte medlemmer også her ser nationalt på alle problemer, vil "de store tals lov" give langt bedre balancerede beslutninger i EU.

Dette kræver en betydelig ændring af EU´s politiske grundlag - altså "Traktat om en forfatning for Europa". Men så bør de lande, der ikke vil ændre noget, lande de lande der vil, gå foran. Og det kan sagtens blive et EU, der bliver delt op i mere end 2 grupper.

Hvor Danmark kommer til at placere sig i dette sammenhæng, er ikke mit mål at udlede her. Det må blive Danmarks eget problem, som Danmark må løse sammen med sine nære EU-partnere som, Ungarn, Østrig, Polen, måske Tjekkiet og måske Rumænien.

Jørgen Mathiasen

@Gert Romme
Nej, nok engang: EU-landenes beslutninger falder i 3 grupper:
1) Enstemmighed / næsten enstemmighed (se lex Polen/Ungarn)
2) Nationale beslutninger - det gælder også fra DKs miljøinvesteringer
3) Kvalificeret flertal. Det vedtog imod Frederiksens målsætning fælles låneoptagelse.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

@ Jørgen Mathiasen,

Som du selvfølgelig ved, kunne Danmark have sagt nej til denne fælles lånoptagelse.

I øvrigt får Danmark en "rabat" på landets betalinger til FFR.

Og endelig vil en del af disse FFR-tilbagebetalinger ske nye egne EU-indtægter, som Kommissionen opkræver, bl.a. afgift på ikke-genbrugeligt plastik fra 2021. Desuden arbejdes der på andre egne indtægter, f.eks. CO2-grænsetilpasningsmekanisme samt digital afgift fra 2023.
Senere arbejder man desuden på egne indtægter på skat på finansielle transaktioner.

Jeg syntes, det er seriøst og godt at Danmark har deltaget i denne genoprettelsesplan, som Danmark selv får ganske meget ud af.

Poul Erik Pedersen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

Et engelsk ordsprog siger: Expect the unexpected. Og med Brexit har de bevist der ikke altid ender godt. Eller?Optimister betegnes ofte som de naive, pessimister som de klogere.
Dog hvad der bruges er "Possibilister", som
Hans Rosling mener, en positiv tænkende svensker i sin bog »Factfulness«, hvor bl.a. skrives om klynken i den angiveligt så mørke verden.
Noget, at tænke over i vores aktuelle verden med Quertænkere, for mange corona- og vaccinations-nægtere, alternative nyheder, fake news, og konspirationsteoretiker, ikke at glemme...

Jørgen Mathiasen

@Gert Romme
- Jeg huskede forkert om budgettet: Her har landene vetoret. Men Informations kommentar er stadigt værd at citere:
»...vejen dertil har været grim. […] For når alle topmødeaftalens begrænsninger er blevet blotlagt, alle nationalegoistiske motiver udstillet, og alle hår i suppen gransket, står det tilbage, at det europæiske fællesskab har evnet at udvise intern solidaritet gennem at sikre hårdt kriseramte medlemmer økonomisk støtte af hidtil uset omfang ved for første gang at optage fælles lån på de internationale finansmarkeder...«

"Man mangler simpelt hen beslutningstagere, der ikke ser nationalt på problemerne, men ser problemerne i det store overblik, og varetager problemers beslutninger på dette grundlag."

Oversat til praktisk dansk; altså beslutningstagere som ikke konsulterer egne befolkninger når de håndterer EU's (ofte) politisk-ideologisk iagttagede problemer - og dermed udøver ren governance.

Til almen oplysning; EU er i fuld gang med at 'håndtere' ét af de erklærede, store verdensproblemer (de kaldes verdens udemokratiske/autoritære stater): Lande, som siger nejtak til at lade Vesten diktere verdensøkonomien og de gobale politikker. Det drejer sig om Nicaragua, hvor man med sanktioner støtter højreradikale politikere og amerikanske interesser. Det drejer sig om Venezuela, hvor man direkte støtter et statskupforsøg, som stadig verserer , mens man sanktionerer mod et folkevalgt styre. Det drejer sig om Iran, hvor man sanktionerer; om Syrien, hvor man sanktionerer - og flere andre lande. Og så er der naturligvis sanktionerne mod Rusland og Kina, hvor man deltager i konfliktoptrapninger og informationskrige - uden at der på noget tidspunkt har fundet en folkelig involvering sted i Vesten. Det sker bare. Og så følger lemmingerne med.

Sjovt så mange danske journalister kommer EU til undsætning, når unionen f.eks. ikke formår, at skaffe vacciner til medlemslandenes befolkninger. Øhh det har jo aldrig været meningen, at EU skulle tage sig af sundhedspolitik, siger journalisterne. De skal jo lige lære det. Ok, så det er derfor kommisærerne ikke kan finde ud af det. Men, hov! Der er da ingen sundhedspolitiske aspekter i at købe vacciner. Det er da rene handelsvarer. Og dermed det EU er sat i verden for.

Et par mere kritiske EU-journalister er hvad vi har brug for.

Michael Hullevad

Det største problem EU har er den fælles valuta. Man kan ikke have en fælles valuta uden en meget stram budget disciplin for det fordrer en næsten fuldstændig ligevægt i overskud/underskud. Fru Merkel(ig)s kur er stramme budgetter, som ingen i praksis respekterer alligevel. ECU var en perfekt valuta mekanisme, hvor finansmarkedet regulerede værdien af de enkelte valutaer. Sådan er det bare!

Michael Hullevad, EU har haft kurs mod en fælles valuta/møntenhed siden ØMU'en i 1960'erne tog politisk form, så det er ikke Merkel der har opfundet de centralistiske/strukturelle krav, som havde og har til formål at lette virksomhedshandlen, bedre økonomierne og fremme forbrugerens muligheder.

Ikke nok med at EU har vist sig ubrugelig i forhold til at løse problemerne med flygtningetilstrømningen, og vaccinekrisen giver heller ikke noget godt billede af foretagenet. At de så krampagtigt vedbliver at holde fast i det tyske dogme om at eksportere sig ud af problemerne - hvilket selvfølgeligt skaber problemer andre steder - gør det ikke bedre.

Det lader til at det er USA der for øjeblikket der rykker - i det mindste bliver der på nogle områder udsent andre signaler end dem vi er vant til.

Dette fremgår af dette interview med Richard Kozul-Wright isom er cheføkonom tilknyttet UNCTAD, som leder i "the Division on Globalization and Development Strategies" GDS.

Post-COVID World Economy: Out of the Frying Pan… Into the Fire?
https://gpenewsdocs.com/post-covid-world-economy-out-of-the-frying-pan-i...

"KOZUL-WRIGHT: The Biden Package is a significant package. And it marks; I think it does to some extent mark a break in American policymaking. Right. And we expect that to be reflected in the U S growth performance this year. I mean, we’re talking about a stimulus package in the order of 10% of GDP."

...
"I think it’s fair to say that the Biden package at least in its composition is more egalitarian. You know, the benefits are going to go more to working households and to local States. I mean, there’s a significant portion that goes to the local level too. That is an important break with previous US policymaking, you know, post Jimmy Carter. So, that’s to be welcomed."

"Other advanced economies have not followed suit so far. And that’s an interesting feature of the current global economy. The U S is taking the lead in terms of a more aggressive stimulus package. But we don’t see the European Union, we don’t see Japan, the UK to some extent but nowhere near as significantly, following suit. It’s a choice that the Europeans are making, or the Japanese are making not to emulate the kind of stimulus package that Biden has adopted."

EU er ganske enkelt ikke beslutningsdygtige og Tyskland fører med sin nationale kæpheste - at eksportere på andres bekostning - hele foretagenet i sænk. Tak til Mutter Merkel for det (undskyld - men jeg er træt af at den kone bliver glorifiseret af mikrofonholdere incl. visse af informations journalister)

Så mon ikke en del af problemet er at EU fører neoliberal politik hen over hovedet på befolkningerne.

"KOZUL-WRIGHT: There is this obvious fallacy of composition, right? Not everybody can be a successful exporting country. Right. So, countries are endlessly told to become successful exporters. And the only way that they are told that they can become successful exporting countries is to reduce costs. Right?

So to cut down labor costs to make labor markets more flexible, to reduce the influence of labor unions in terms of the organization of labor markets. And so that’s the route that is encouraged. The consequence of that, of course, is that the people on the receiving end of that advice have found that the only way that they can keep going is by borrowing.

The neoliberal advice to prioritize exporting has contributed to this highly indebted, highly fragile global economy of which there are a few winners and many losers or people in a very precarious situation."