I starten af februar inviterede Dansk Kvindesamfund til samtalesalon under overskriften »Sexisme, MeToo, Racisme og Klassekamp«. Panelet bestod af Aida Saraz, Bwalya Sørensen, Irina Olsen og Natalia Araya.
Fire forskellige kvinder med det til fælles, at de udgør minoriteter i Danmark. Hvad de derudover deler, er oplevelsen af ikke at blive inkluderet i #MeToo-debatten. De efterspurgte blandt andet at kunne komme til orde med deres egne beretninger i medierne i stedet for kun at blive skrevet om. Dette ville kunne fremhæve kompleksiteten af den sexisme, som mange etniske minoritetskvinder oplever. En sexisme, der kan forstærkes af racisme og islamofobi.
Ser vi på, hvad der overordnet har kendetegnet #MeToo, har bevægelsen været kolossalt influeret af den kulturelle og kreative overklasses beretninger. Blandt andet så vi i Danmark, hvordan historier fra især film- og teaterbranchen i starten af 2018 blev begyndelsen på bevægelsens første bølge. Og hvor der ikke bør herske tvivl om, at disse perspektiver var nødvendige, skal der rejses tvivl om, hvorvidt de er fyldestgørende.
For når man lytter til de fire kvinders samtale tre år efter, er det tydeligt, at der er brug for nye stemmer i debatten. De hvide majoritetsoplevelser indfanger ikke den brede vifte af diskrimination, som minoritetskvinder oplever, og derfor er der behov for en tredje bølge, hvor minoritetsperspektiver omsider kan komme frem.
Hvad der ikke høres
Som feminist må man takke Sofie Linde for at have sat gang i anden bølge af #MeToo i efteråret 2020. Men selv om hendes optræden er prisværdig, må vi erkende, at det igen blev en medieperson fra den kreative overklasse, der blev bannerfører for #MeToo.
Det er beundringsværdigt, at Sofie Linde bruger sin magtfulde position i denne vigtige kamp, men når vi hører hendes stemme, bliver vi også nødt til at reflektere over, hvilke stemmer der endnu ikke kan høres. Hvilke kroppe, der stadig ikke ses.
Flere danske medier – også Information – har forsøgt at repræsentere forskellige perspektiver gennem dækningen af de to bølger. Vi har hørt om, at mænd også kan opleve sexchikane på arbejdspladsen, og vi har læst beretninger om sexisme fra faglærte kvinder. Derved er et klasseperspektiv endda forsøgt inkluderet. Vi bør nu målrettet gå efter minoritetsperspektiverne. At der ikke i højere grad findes et talerør for dem, vidner om et demokratisk problem.
Den udeblevne bølge
Vi kan blive klogere på manglerne ved den dominerende #MeToo-dagsorden ved at vende blikket mod feministisk teori. Her taler man også om bølger, og der skelnes ofte mellem tre forskellige.
Hvor første bølge med begyndelse i midten af det 19. århundrede primært handlede om kampen for kvinders valgret, kom den anden bølge blandt andet til at handle om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet samt retten til fri abort med kvindebevægelsen i 1970’erne.
De formelle rettigheder var ikke længere tilstrækkelige, og der var behov for en frigørelse fra patriarkatet i bredere forstand. Hvor blandt andet Mary Wollstonecrafts tænkning er vigtig for den første bølge, er Simone de Beauvoir en inspirationskilde for den anden.
Tredjebølgen med start i de tidlige 90’ere adskiller sig fra de to forrige ved at sætte spørgsmålstegn ved feminismens hidtidige subjekt: den biologisk kønnede hvide kvinde. Med andre ord er tredjebølgen et opgør med behandlingen af kvinder som én kategori.
Den nok største nulevende feministiske tænker, Judith Butler, er én af bannerførerne for denne slags feminisme, og tænkeren bell hooks er endnu en vigtig figur for denne tradition af feministisk tænkning. Her er køn én af mange differentieringsfaktorer, hvorfor blandt andet etnicitet, klasse og seksualitet også ønskes inkluderet i bølgen af intersektionel feminisme.
Ser vi #MeToo i dette lys, er vi stadig langt fra en tredje bølge. Aida Saraz, Bwalya Sørensen, Irina Olsen, Natalia Araya og tusindvis af andre har endnu ikke haft oplevelsen af at få tildelt mikrofonen. Ej heller har transpersoner og andre minoriteter, der ikke var repræsenteret i panelet hos Dansk Kvindesamfund.
Trods disse nedslående kendsgerninger startede 2021 fra min midlertidige bopæl i Frankrig med nye, kraftfulde hashtags, der kan bringe håb.
Med det franske #MeTooInceste kom historier om seksuelle krænkelser af mindreårige endnu en gang i mediernes søgelys, men til forskel fra tidligere er der denne gang kommet konkrete indrømmelser fra magtfulde mænd, prestigiøse embeder er blevet opgivet, og sagerne har påkaldt sig en direkte fordømmelse fra præsident Macron.
I forlængelse af incestdebatten i Frankrig kom også #MeTooGay, som handler om sexisme erfaret af homoseksuelle. Med de nye hashtags bliver vi både opmærksomme på kompleksiteten af sexisme, og hvordan den går hårdest ud over i forvejen marginaliserede grupper af befolkningen. Derfor er det også på høje tid, at vi lytter til minoriteternes erfaringer – og muliggør den tredje bølge, som #MeToo-dagsordenen har hårdt brug for.
