Sommeren 2020. Leeds United, den engelske fodboldklub fra byen Leeds i West Yorkshire, er tilbage i Premier League efter 16 år ude af det gode selskab. En rejse fyldt med skuffelser, modgang og rollen som den storklub og Goliat, alle fra Blackpool til Southend ville fælde med alt godt fra slangebøssen.
Leeds United har med skiftende ejerkreds bygget op til at vende tilbage til Premier League, og i sæsonen 2018/19 regnede de fleste kommentatorer det for næsten sikkert, at ’The Peacocks’ ville rykke op i den bedste række, hvor man mener, de hører hjemme.
Klubben har en lang og stolt tradition som engelsk topklub med tre mesterskaber, FA-Cup’en i 1972, Liga-Cup’en i 1968 og to UEFA Cup-sejre. Leeds var kæmpestore engang. Perioden fra 1960’erne og op til midten af 70’erne regnes for den gyldne æra, hvor holdet med den legendariske manager Don Revie i spidsen formåede at blive i topfire i ni år. Fra årtusindskiftet gik det gevaldigt ned ad bakke, men i januar 2010 fik fansene igen et glimt af klubbens gamle storhed.
»En fornærmelse mod fodbolden«
Manchester Uniteds daværende træner, Sir Alex Ferguson, var chokeret. Hans hold var slået ud af den britiske pokalturnering. Efter 90 minutter – plus fem tillægsminutter – lyste slutcifrene 0-1 til Leeds United, som dengang spillede i den tredjebedste række, League One.
»En fornærmelse mod fodbolden,« mente Fergie. Scoringen blev sat ind af Jermaine Beckford. 9.000 tilrejsende fans på Old Trafford var vidne til den forløsende scoring. I de år blev Beckfords formidable partnerskab med den argentinske forward Luciano Becchio en del af Leeds-folkloren.
FA Cup’en har en høj stjerne på West Yorkshire-egnen. Man hepper på Leeds eller holder kæft, og der er ikke noget bedre end at tæve de gamle ærkerivaler fra Manchester.
Leeds snuppede trofæet som nummer ét i førstedivisionen i 1992, og ved årtusindskiftet nåede holdet semifinaler i både UEFA Cup’en og Champions League, som dog blev tabt til henholdsvis Galatasaray og Valencia. Da var der stadig penge at rutte med, så landsholdsspilleren Rio Ferdinand, der dengang spillede for West Ham, blev købt for 18 millioner pund.
Hadet mellem Leeds og United går langt tilbage.
’The Wars of the Roses’ kaldes den serie af dynastiske borgerkrige mellem husene Lancaster og York, som rasede i anden halvdel af 1400-tallet. Målet var kongemagten over England. Det var den hvide rose mod den røde rose, Yorkshire mod Lancashire.
Det er derfor, Manchester United har rød spilledragt, og Leeds trakterer i hvidt. Tilbage i 1970’erne, hvor hooliganismen var på sit højeste, og halve stadioner når som helst kunne eksplodere i masseslagsmål, var kampene mellem Leeds’ Service Crew og Uniteds Red Army hyppigt på avisforsiderne. Efterhånden er der gået mainstream i den. Der findes stort set ikke den engelske klub, der ikke afskyr enten Leeds eller Manchester. Rivalerne fra Sheffield United er til gengæld blevet retro-trendy.
Med politiet i hælene
At være med i Leeds United Supporters Club er lidt af et fuldtidsjob. Hardcore fans rejser landet tyndt hver anden weekend til ørigets yderkanter. Der er halvlege i fedtet føre, smattede plasticsæder og ru hals efter timers slagråb fra betonlægterne. Det er en usikker tilværelse med politiet i hælene, men selvforståelsen fejler ingenting.
David Gaertner, én af de mest trofaste Leeds-fans, var i mange år PR-ansvarlig i Leeds United Supporters Club, og han fortalte The Guardian i 2010:
»Jeg er heldig, at min kone også er fan af Leeds. Men jeg kan forsikre dig om, at der er fyre derude, som forbliver singler, simpelthen fordi de ikke kan finde en kvinde, som vil finde sig i en mand, der farer frem og tilbage mellem obskure landsdele hver anden weekend.«
Motorvejen M621 skærer bydelene Holbeck og Beeston i Leeds County midt over. Spisestederne hakker sig som et socialantropologisk barometer fra øst til vest – fra slemt til endnu værre – på Elland Road, som stadion også hedder. McDonalds’ ligger ved indgangen til Hoxton Mount. Der er pubben The Old Peacock, hvor man kan tisse i baggårdene ved Heath Grove. Længere vestpå møder man en sværm af vindjakker og rødbrune skæg hos Graveleys Fish and Chips. De frække rødder kommer fra Hunslet eller Churwell, men belejligt nok ligger Leeds District Police HQ længere nede ad gaden.
Ikonet
Billy Bremner blev i 2017 valgt af fans som den bedste og mest ikoniske Leeds-spiller nogensinde. Bremner spillede hele sin 22 år lange karriere i England, heraf mellem 1959 og 1976 i Leeds United. Han var med til at vinde to engelske mesterskaber, en FA Cup og to udgaver af Messeby-turneringen, der var en forløber for UEFA Cup’en (i dag Europa League). Han forlod klubben i 1986 og sluttede karrieren af hos henholdsvis Hull City og Doncaster Rovers, hos sidstnævnte som spillende træner.
Man kan blive helt paralyseret af at kigge på fotos af ham. Han kunne ligne en statist i en gammel Hugh Grant-film, hvor Grant forvilder sig mod det skotske højland og møder en rødhåret, aldersubestemmelig og selvfølgelig, viser det sig, livsklog mand. Håret kunne godt trænge til en gang Photoshop. Det klumper sig sammen alle de forkerte steder, direkte oven på issen, ved ørerne og i nakken. Tænderne er, som tænder nu var dengang. Alt for store, skæve og strittende med ulige mellemrum. Huden er rødmosset, lidt usund at se til, og generelt er posituren en lavstammet mandsling med hang til let fedme.
Allan ’Sniffer’ Clarke, Bremners holdkammerat og ven igennem mange år, mener ikke, at der siden har været spillere og mennesker som Billy. Lige siden debuten mod Chelsea på Stamford Bridge, hvor Leeds i høj grad takket være den kun 17-årige Billy vandt 3-1, var mottoet »Holdet før mig selv«.
Ritualer grænsende til brutale drengestreger havde han nok af. Han kunne finde på at tigge sig til de andre spilleres morgenmad blot for at smide det hele i skraldespanden og med et sardonisk smil hive et par Kit-Kats op fra inderlommen. Han levede stort set af Kit-Kat. Den mad, de fik a la carte – så langt fra øko og spelt, man kunne tænke sig – i klubbens kantine på Elland Road, tog han med hjem til familien. På udebaneture rejste spillere og journalister sammen, sådan var det dengang, og Bremner havde for vane at stjæle gebisserne fra nogle af journalisterne, når de lagde sig til at sove, putte dem ned i sin sportstaske og først give dem tilbage til ejermændene flere dage efter.
Kløften vokser
Og så var der episoden i 1974 i Community Shield-finalen mellem ligamestrene Leeds og vinderen af FA Cup’en Liverpool. Brian Clough var ny manager for Leeds. Han ville frygtelig gerne væk fra det hårdtslående image, Leeds havde haft indtil da, og kampen mod Bill Shanklys Liverpool skulle ligesom udstille den nye, venlige linje.
Men nej.
Johnny Giles, Leeds’ irske landsholdsspiller, blev konstant trådt i haserne af Liverpools Kevin Keegan (som i øvrigt var min store barndomshelt). Giles fik nok, gik hen til Keegan og pandede ham i græsset. Bang. Så lå Kevin dér, og det vilde er, at dommeren nøjedes med at give Giles gult kort under forudsætning af, at han fremover ville holde nallerne for sig selv.
Keegan fortsatte med at provokere, mente Leeds-spillerne. Bremner, som sikkert var gnaven og irritabel på det tidspunkt (han kæderøg), kunne til sidst ikke styre sig og tjattede til Keegan. Sidstnævnte svarede igen og svingede en lige højre mod Billy, som replicerede med endnu en svingarm. Og så fremdeles. Dommeren beordrede begge mænd i bad, og på vejen ud grinte de over hele femøren og udvekslede trøjer.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men myten fortæller, at de to blev gode venner bagefter.
Kampen endte 1-1, men i den forlængede spilletid og straffesparkskonkurrence trak Liverpool det længste strå. Imens sad Bremner nede i omklædningsrummet med hævet kind og spiste en Kit-Kat.
Det er det her, der er i fare for at forsvinde. Kløften mellem de bedste og næstbedste bliver større og større. Sagt i en coronatid med tomme stadioner og desperate kassemestre mener Simon Sadler, ejer af Blackpool FC, der spiller i Englands tredjebedste række, League 1, at klubber som hans vil falde som dominobrikker. Måske gælder det også Leeds.
Før Premier League blev dannet i 1992, var fordelingen af indkomsten 50-50 mellem første division og de andre tre divisioner. I vore dage forbliver 93 procent af indtægterne i Premier League. Alle de andre må slås om de resterende syv procent. Det er begyndelsen på enden for den folkelige fodbold, mener Simon Sadler.
Måske. For fans af Leeds United F.C. luner en sejr over the scum fra Manchester United langt mere end penge i banken.
Plantagenet til The Tudors, så kom der ro på, sådan da. Spørg mig lige hvordan Cantona havde modet til det skifte.