Portræt
Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Retfærdige kampe skal vælges med ildhu

En af Ida Kraghs aktivistvenner mindede hende af og til om, at man skal vælge sine kampe med omhu. Men det lå ikke til hende. Når hun så uretfærdighed omkring sig, protesterede hun
Moderne Tider
13. marts 2021
En af Ida Kraghs aktivistvenner mindede hende af og til om, at man skal vælge sine kampe med omhu. Men det lå ikke til hende. Når hun så uretfærdighed omkring sig, protesterede hun

Privatfoto

Året var 1978, og Øgadekvarteret i det centrale Aarhus var endnu kendt som en arbejderbydel, da den 23-årige vestsjællænder Ida Kragh flyttede til byen, hvor hun havde planer om at studere.

Mødet med Aarhus sparkede til en retfærdighedssans i hende. Overalt omkring sig syntes hun, at hun så dårlige boligforhold og unge mennesker, der måtte klumpe sig tæt sammen i bittesmå lejligheder og huse, fordi de ikke havde råd til andet.

For at protestere sluttede hun sig til den BZ-agtige bevægelse Boligkaravanen, der rykkede ind i kommunalt ejede huse, blev smidt ud og rykkede videre til nye bygninger igennem Aarhus Midtby.

    Her opdagede hun hurtigt et særligt talent for organisering: I de besatte huse var det Ida Kragh, der styrede, hvordan møblerne blev stillet i fællesrummet, og det var hende, der sørgede for, at de fik aftensmad.

    Ida Maria Topsøe Kragh

    • Født i Holbæk den 12. marts 1955.
    • Uddannet afspændingspædagog.
    • Studerede biologi på Aarhus Universitet.
    • Efterlader sin datter, Silke.
    • Død den 7. januar 2021.

    Men hun kunne også sagtens finde ud af at skælde ud på en betjent, når politiet slog hårdt ned på demonstranterne.

    Sammen besatte de blandt andet Østbanetorvets banegårdsbygning og Vester Allés nedlagte kaserne. »Kasernen til de boligløse!« råbte de.

    Regler og krav

    1980’erne sluttede, og med tiden gjorde Boligkaravanen det samme. Men Ida Kragh fortsatte ad sit aktivistiske spor i Øgadekvarteret.

    For eksempel var der beboerhuset i Sølystgade. Det var oprindeligt en gammel fabrik, der var blevet besat og siden blev drevet af aktivisterne som et fælleshus for beboerne i kvarteret, og det betød meget for hende.

    Hver gang hun så forsøg fra kommunen på at transformere det til et almindeligt kommunalt kulturhus med regler og personale, kæmpede hun og andre aktivister imod.

    På trods af at hun var ordblind, skrev hun ufatteligt mange klagebreve til politikere og embedsmænd, og hun brugte dagevis på at forfatte flere sider om, hvorfor huset skulle drives videre på aktivistmanér uden kommunens indblanding.

    Et eksempel kunne være, at man engang blot skulle skrive ’Ida’ på en seddel, hvis man ville reservere huset, men langsomt kom der flere regler til, så man skulle vedlægge kontaktoplysninger, forklare, hvad man ville bruge huset til, og hvilket inventar man ville benytte sig af. For Ida Kragh var den slags ændringer principielle.

    Hun protesterede også med andre aktivister imod nye motorvejsprojekter og imod ændringer i den lokale børnehave. Nogle kampe vandt hun, andre ikke. En af hendes aktivistvenner ville sige til hende, at hun skulle vælge sine kampe med omhu, men så fortalte hun begejstret om en ny sag, og hvorfor den var så vigtig.

    Samtidig blev hun dybt interesseret i økologi og læste biologi på universitetet, fik ros af underviserne og nåede hele vejen til kandidatspecialet, som hun dog aldrig fik afleveret. Som 40-årig fik hun en datter, Silke, som hun elskede højt, med en mand, hun mødte gennem en fælles interesse for afrikansk dans.

    Kendt i kvarteret

    Ida Kragh blev boende i Øgadekvarteret resten af sit liv. For mange aarhusianere var hun en genkendelig figur i bybilledet, når hun cyklede rundt altid iført en pastelgul jakke. Generelt var hun kun farverigt klædt og ejede ikke et sort stykke tøj.

    Hun var åben, udadvendt, kærlig og faldt nemt i snak med fremmede – akademikere som hjemløse – når hun bevægede sig rundt i byen eller sad på biblioteket og skrev klagebreve.

    »Er din mor ikke Ida?« blev hendes datter tit spurgt af aarhusianere.

    Da datteren begyndte at skralde bag supermarkeder sammen med andre unge mennesker, oplevede hun, hvordan hendes mor også var kendt i det miljø. De sidste år af sit liv levede Ida Kragh næsten udelukkende af at skralde økologiske madvarer.

    I januar kom der en dag, hvor hun måtte trække cyklen op ad en bakke. Hun trak ellers aldrig. Senere fik hun pludselig vejrtrækningsproblemer, blev hentet af en ambulance og døde på hospitalet. Først mistænkte familien COVID-19, men det var ikke årsagen.

    Til begravelsen besluttede familie og venner i hendes farverige ånd at skrive kærlige hilsner på hendes kiste. »Kasernen til de boligløse,« skrev en gammel aktivistven med en sprittusch.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    RIP - og tak for mange dejlige og sjove oplevelser i Wadodo
    Kh Britta og Filip

    Morten Balling, Estermarie Mandelquist, Steen K Petersen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar