Måske er det ikke så tosset at lade ældre give deres hjemmehjælpere karakterer

»De offentligt ansatte skal i langt højere grad kunne belønnes for at gøre en god indsats. Og det skal være borgerne, der bedømmer, hvem der er bedst til deres job, og bestemme deres løn.«

Sådan lød det for nylig fra Liberal Alliance, der ønsker at indføre et borgerdrevet evalueringssystem af landets offentligt ansatte. I første omgang ønsker man systemet testet i den kommunale ældrepleje, hvor borgerne skal have mulighed for at evaluere deres hjemmehjælpere ved at give dem karakterer (stjerner) efter hvert besøg. De ansatte, der får flest stjerner, kan følgelig se frem til en lønbonus, mens de, der klarer sig dårligst, nemmere skal kunne afskediges. Hvis forsøget går godt, vil Liberal Alliance på sigt »udbrede tilgangen til hovedparten af medarbejdere i den offentlige sektor«.

Partiets forslag skabte ikke overraskende stor fortørnelse. »Sjældent har jeg da set et forslag, der er så respektløst over for offentligt ansatte,« skrev Enhedslistens Mai Villadsen på Twitter. Og her i avisen blev forslaget hængt til tørre i FOLK-spalten: »Et mere markedsfundamentalistisk menneskesyn er svært at finde,« lød det.

Alt skal måles

Liberal Alliances evalueringstrang taler på mange måder ind i vores samtid. Som den tyske sociolog og professor ved Humboldt-universitetet i Berlin, Steffen Mau, har skildret det, lever vi i en tid, hvor stadigt flere samfundsmæssige fænomener bliver målt og registreret: »Alt kan, bør eller skal måles – uden tal går det slet ikke,« skriver han i sin bog Das metrische Wir (2017) og fremhæver, at denne udvikling rummer nogle klare problemer.

Når vi i stigende grad opgør den sociale verden i tal, indebærer det, at vi giver afkald på vigtige nuancer af komplekse fænomener. En hjemmehjælper skal for eksempel varetage flere forskellige opgaver i mødet med borgeren: Han eller hun skal ikke bare levere rene serviceydelser såsom at gøre rent og handle ind, men også udvise interesse og omsorg for borgeren i bred forstand.

Hjemmehjælperen skal afse tid til at tale med og lytte til borgeren, og vedkommende skal samtidig være i stand til at tage affære på knap så bekvemme områder. Måske har hjemmeplejeren ansvar for at hjælpe borgeren med at tage sin medicin eller til at bevæge sig – også selv om borgeren er vrangvillig. Måske skal vedkommende meddele et afslag på en vigtig afgørelse fra kommunen.

Det siger derfor sig selv, at det er uhyre svært – for ikke at sige umuligt – at opsummere hele denne opgaveportefølje meningsfuldt i en enkelt karakter. Og hvis man tilmed alene lader det være op til den enkelte borger at stå for bedømmelsen, risikerer man at skabe uheldige incitamenter i hjemmeplejen.

Det skyldes, som Steffen Mau skriver, at »enhver, som skal dokumentere sine ydelser, eller som bliver målt på denne måde, er bevidst om det og tilpasser sine handlinger derefter«. Hvis hjemmehjælpere ved, at der venter lønbonus for enden af borgerbesøgene, får de et klart incitament til at lægge deres faglighed på hylden for at vinde borgernes gunst. Væk med kedelige tilskyndelser og løftede pegefingre, ind med pleasing og chokoladepædagogik.

Retten til at sige fra

Det ville imidlertid være for let at afvise relevansen af Liberal Alliances forslag alene på den baggrund. Trods dets temmelig polemiske karakter rummer partiets forslag nemlig også et interessant og sundt indspark til debatten om (for)målet med velfærdsstaten.

Det hører til selvforståelsen i de nordiske velfærdsstater, at målet med en stor og stærk stat er at sikre borgerne et værdigt liv fra vugge til grav, og vi væmmes, hver gang det kommer frem, at borgere bliver behandlet ydmygende af de fagpersoner, der er ansat til at tage sig af dem. Og listen over borgere, som igennem velfærdsstatens historie er blevet behandlet arrogant og nedladende af magtfulde fagpersoner, er tilmed lang.

I dette lys kan Liberal Alliances forslag om at indføre borgerbedømmelser af det offentlige også forstås som et ønske om at myndiggøre de borgere, der traditionelt har stået afmægtige over for velfærdsstatens autoriteter. Når den enkelte bliver talt grimt til og overladt til at sidde i et snavset hjem, vil vedkommende få mulighed for at sige fra og holde de fagprofessionelle fast på deres ansvar.

Evalueringerne kan selvfølgelig konstrueres uheldigt, for eksempel hvis borgeren bliver bedt om at bedømme en hjemmeplejer med en enkelt samlet karakter. Løsningen er næppe så simpel, som Liberal Alliances markedsinspirerede forslag lægger op til, for hjemmepleje kan ikke reduceres til ren oplevelsesøkonomi, som vi kender det fra hotel- og restaurationsbranchen.

Men frem for at beruse sig i fortørnelse over partiets forslag burde enhver, der kerer sig om offentlig velfærd, i stedet se det som en kærkommen invitation til at tale om, hvordan vi sikrer, at velfærdsstaten lever op til dens løfte om et værdigt liv for alle borgere. Et sted at starte kunne jo være at give borgerne en stærkere stemme over for de autoriteter, som har afgørende indflydelse på deres liv.