Det er en myte, at vi har det sjovest, når den indre svinehund får lov at glamme

Der er næsten ikke noget, jeg synes er mere træls end at tale med en mand på min egen alder (plus/ minus 40), der simpelthen ikke kan holde ud at se fodbold længere, fordi det bare er gået så meget ned ad bakke, siden han var dreng i 80’erne.

Selve fodboldspillet er sådan set kun blevet bedre og – jo, et langt mere strømlinet produkt at være vidne til, det tror jeg, de fleste af os er enige om. Men det er det udenom, der altid er problemet: industrien.

Fodboldspillernes alt for høje lønninger, opskruede pengeturneringer og klubejere, dumfarvede fodboldstøvler på verdensstjerner (langt fra en sort/hvid Puma King eller klassisk Adidas Copa Mundial). Fodbold var bare renere engang. Mere uskyldigt.

Det er ikke fordi, jeg ikke forstår argumentationen og det sårede hjerte, den kommer fra, jeg tror bare ikke, det hjælper noget at sidde og græde snot ned i guinnessen over, at alt – også fodbold – var bedre, dengang far var dreng.

Måske var det far, der var renere dengang, han var dreng. Måske derfor er perspektivet ’verden er gået af lave’ en klassisk dødsfælde for os midaldrende (åh, Gud) mennesker. Vi vil gerne tro, at Rolf var ren, som han kørte dér glad og fro på sin cykel tilbage i 90’erne. Det var han bare ikke. Heller ikke Jes Dorph, viser det sig. Vi vil gerne tro, at det var mindre svinehund engang.

Qatar igen

Til gengæld kan det hjælpe at forsøge sit bedste på at besinde sig på virkeligheden. Brutale realiteter og det hele. Og lige nu ser fodboldvirkeligheden rigtig nok ikke for charmerende ud:

VM i Qatar i 2022 er igen et samtaleemne, nu hvor nye redegørelser viser, at 6.500 arbejdere er døde i opførelsen af stadioner og alt det andet infrastruktur, der skal til for at afholde en verdensturnering. Resten – altså de tusindvis af arbejdere, som ikke er døde – har stadig elendige arbejdsvilkår a la tidligere tiders fangelejre, ved vi.

Det er efterhånden svært at tilføje noget nyt om den ulykkelige sag, ingen vil rigtig tage nogen konsekvenser, ingen ved måske helt, hvad de skal gøre (skal vi ikke vælge at tro på det, frem for den mulighed, at alle bare er pisseligeglade?).

DBU holder fast i at sende Danmark afsted og vil »igennem kritisk dialog og tilstedeværelse i Qatar tage et aktivt medansvar for at skabe bedre forhold for migrantarbejdere, der arbejder med afviklingen af VM i Qatar«, som de siger. Mere ukonkret og tåget er det, hvordan en ’kritisk dialog’ med en forrået diktaturstat egentlig ser ud.

Racisme på SoMe

Så er der mere konsekvens og fremdrift i, at fodboldspillere nu er blevet så trætte af at blive svinet til på sociale medier, at de begynder at sige fra.

Manchester Uniteds Anthony Martial og Axel Tuanzebe er blevet godt og grundigt racistisk forulempet på bagkant af nogle halvskidte kampe her i begyndelsen af året. Marcus Rashford det samme, plus en masse mere eller mindre venligt leverede beskeder om, at han skal holde sig til fodbolden (og altså ikke til alt det velgørende arbejde, han er gået i gang med). Tuanzebes kone har fået dødstrusler.

Det er langtfra et enkeltstående problem hos Manchester United.

Fra Arsenal melder både Willian og Eddie Nketiah om grov, racistisk hezt fra anonyme profiler. Deres midtbanekammerat Granit Xhaka og hans familie er ligeledes udsat for angreb, så snart det ikke går godt på banen. Xhaka siger til The Guardian om fodboldtroldene på de sociale medier: »Jeg ville ønske, jeg kunne møde de mennesker, der skriver de her ting og sidde med dem ansigt til ansigt og spørge: ’Hvorfor skriver du sådan nogle ting?’ Ikke bare for mig personligt ... Men for at vide, hvad han føler i det øjeblik.«

Her kommer mit lægmandsbud på, hvad ’han’ føler i det øjeblik: Han føler sig svigtet, ham der sidder der bag skærmen. Af verden generelt og Arsenal specifikt, et Arsenal der står ham meget nær, af nogle spillere, han føler, skylder ham noget. Han sidder der trods alt loyalt hver weekend. Giver og giver og lige lidt hjælper det.

Han er vred over, Arsenal kan gøre det imod ham, tabe kampe, spille uafgjort. Han leder efter nogen at bebrejde i et forsøg på at eksportere den vrede. Det har han for så vidt altid gjort, når det er gået dårligt, det er en good old fashion fodbolddynamik. Nu tilbyder Facebook og Twitter sig pludselig som kanaler for frit afløb. Racist? Det har han nok altid været, den engelske fodboldtrold, det er ikke et nyt fænomen.

Et sjældent handlekraftigt og forenet fodboldengland har sendt et brev til Jack og Mark – de to laps, der ejer henholdsvis Twitter og Facebook og de facto er noget nær verdens mægtigste mænd. Her beder de dem pænt om at filtrere og blokere opdateringer og beskeder med racistisk og diskriminerende materiale. De beder om muligheden for, at anonyme brugere kan identificeres, hvis politiet kræver det.

Det første er de begyndt på, det sidste gider Jack og Mark på ingen måde være med til, det vil ødelægge den ytringsfrihed, der er en grundforudsætning på platformene og den mulighed demokratiforkæmpere rundt omkring i verden også har for at forblive i skjul. Der arbejdes i England på at gennemføre en lov, der kan drage virksomhederne til ansvar for indhold postet på deres platforme – med mulighed for at udstede milliardbøder til dem.

’Schweinhund’

Fodbold er en af de ting, der har en sikker og direkte forbindelse ned til det bæst, der går under kaldenavnet den indre svinehund. Faktisk stammer udtrykket fra Første Verdenskrig, hvor det så vidt vides var noget, soldater sagde om »kujonagtig adfærd, mangel på mandig optræden; ynkeligt sindelag«. Lidt senere var det den tyske socialdemokrat Kurt Schumacher, der i 1932, mente at »hele den nationalsocialistiske agitation er en appel til den indre svinehund i mennesket«.

Altså svinehunden er den dumme og dårlige del af os, den del, der fortæller os, at andre mennesker er skyld i vores ulykke, at de er mindre værd end os, at de dybest set er nogle idioter, der ultimativt ikke fortjener at være her. Jævnfør dødstrusler mod en tilfældig fodboldspillers hustru. Dét er svinehunden.

Fodbold har altid eksisteret som en parallel til – en ventil for – resten af verden, hvor det forventes, at vi opfører os nogenlunde ordentligt og civiliseret. Sagt med den generaliserende grovfil, så er det et sted, hvor mænd har kunnet få afløb for følelser, de ellers får at vide, de skal skamme sig over; det være sig alt fra vrede til kærlighed til glæde til affektion til had.

Lige så vel som fællesskabet er det, så er eksklusion en del af fodboldens væsen, dybt forankret i den måde, den dyrkes på: Der er nogen, du holder med, de får alt din kærlighed; der er andre, du har besluttet dig for at hade. Der er nogen, der er med i klubben, der er andre, der står helt uden for den.

En af de udfordringer, fodbold – verdens allermest populære sport – står over for i dag, er, at den ikke på samme måde kan opretholdes i en parallelverden, hvor det således er okay at blive ved med at svine andre til.

Fodbold er blevet mere og mere opslugt af verden; en verden, hvor penge betyder meget, og hvor vi føler os nødsaget til at kommunikere på de sociale mediers nådesløse præmisser – i den forstand ser den meget anderledes ud end i 80’erne.

’Bad craziness’

Jeg går meget ind for, at fodbold skal være opholdssted for bad craziness, stadioner katedraler for vildskab, vanvid og uregerlige, overdrevne følelsesudbrud. Men der gælder selvfølgelig de samme regler som dem, jeg forsøger at lære min toårige herhjemme: Der er aldrig noget galt med at have det, som man har det.

Mennesker har mange andre følelser end fred og fællesskab. Men vi har et ansvar for, hvordan vi reagerer på dem. Det er helt OK at være vred over at skulle i seng, men det nytter ikke noget at pande din – i øvrigt velmenende! – mor et knytnæveslag i ansigtet. Eller: Det er OK at være skuffet og sur over Xhakas præstationer på midtbanen, men det er ikke en adækvat reaktion at true hans kone med at slå hende ihjel.

Jeg tror, det er en fodboldmyte, at vi har det sjovest, når vi rigtig får lov at slippe den indre svinehund sådan rigtig løs, så den kan stå der og glamme andre modbydeligt op i ansigtet.

Selvfølgelig er inklusion altid mere muntert, underholdende og livskraftigt end eksklusion. Det betyder ikke, at jeg ikke må have lov at synes, at alle på Real Madrid er nogle fuckhoveder, når de spiller mod Barca. Men naturligvis skal de have lov at være her. Deres koner også.

Bolden er som verden – endnu

Fodbold er på ingen måde noget, resten af verden ikke er: Beskidt og uskyldig. Brutal og elskværdig. Forfærdelig og smuk. Svinehund og puddelhund. Kærlighed og det modsatte.

Det hjælper ingenting ikke at ville anerkende det. Det hjælper ikke noget at trække sig. Nostalgi hjælper ikke noget, dårlig samvittighed heller ikke. Det hjælper noget at begynde at sætte grænser. Forhandle om, hvor de går. Som voksne mennesker, der kender deres svinehund og holder den i stram snor.

Hvis der er noget, sagen med England og de sociale medier viser, så er det med al tydelighed, at Premier League har magt. Fodbold er en fucking magtfaktor. Racisme og anonym tilsvining er jo så langtfra kun et problem for fodboldspillere, det er et problem alle steder derude i den rigtige verden, hvor der bor masser af racister og så heldigvis også en masse andre mennesker. Måske, bare måske, ender det med, at fodbold er med til at rykke på noget større.

Men der er ingen, der sender breve til Qatar, hvor der står: »Ingen af os sender vores bedste spillere til VM. Og så er der ingen, der gider at se det og ikke nogen dyre tv-rettigheder at sælge. I skal ændre det nedværdigende lort, I har gang i med det samme. Hilsen England og resten af Europa og også Argentina og Brasilien.«

Det skulle de tage at overveje. Tænk hvis fodbold kunne blive en force for good i denne her tvivlsomme verden.