Så landede vi på Mars, men skal vi ikke lige fikse Jorden først?

I sidste uge landede en ny rumsonde på Mars, og det lille køretøj Perseverance har siden skudt fotografier gennem stratosfæren fra den utilnærmelige planet, som vi drømmer om at kolonisere. Et hit på alle platforme med dragende og fascinerende billeder af et landskab, der måske nok kan få os til at glæde os over Jordens grønne enge.

Og rumfotografier har altid været et hit. Måske er du bekendt med det spektakulære fotografi The Pale Blue Dot, på dansk ’den blege blå prik’ fra 1990. Billedet er taget seks milliarder kilometer fra Jorden som det sidste fra rumsonden Voyager 1, inden den slukkede sine kameraer for at spare strøm på sin vej ud af solsystemet mod det ukendte, og det er et slags familiefotografi af alle systemets planeter.

Det var den kendte amerikanske astrofysiker Carl Sagan, der bad NASA tage det, men egentlig tjener det ikke noget videnskabeligt formål og er mere en slags psykologisk reminder til menneskeheden om, hvor små og ubetydelige vi er, for Jorden kan nemlig dårligt anes på billedet. Den fylder kun en enkelt pixel ud af milliarder. Vi er blot en bleg, blå prik.

Sagan mente, at hvis vi så billedet, ville klodens beboere mentalt kunne sætte sig op til at stå sammen om at løse vores udfordringer – med bevidstheden om, at intet udefra kan hjælpe os, og at der ikke er nogen steder at flygte hen.

Miste jordforbindelsen

Lignende tanker kan man finde hos andre astrotiaster, og måske kender du også det smukke psykologiske fænomen, der kaldes The Overview Effect. Det blev kendt allerede i slutningen af 1960’erne, da den amerikanske astronaut Rusty Schweickart kom tilbage til Jorden efter den niende Apollo-mission. Kendere af Apollo-missionerne vil vide, at den niende var lidt af et problembarn, da man blandt andet mistede forbindelsen til Schweickart i timevis og ad flere omgange sendte ham i et isoleret kredsløb omkring Jorden, hvor han ikke havde andet at foretage sig end at sidde og kigge ud af sit koøje. Da han langt om længe kom ned på Jorden igen, fortalte han, hvordan erkendelserne var skyllet ind over ham, mens hans sad der og betragtede Jorden – nærmest som en spirituel åbenbaring eller en vellykket LSD-rus.

»Jeg oplevede en dyb forbindelse til Jorden og forstod pludselig min rolle i verden. Det forandrede mig. Det var en følelse så dyb, at jeg kunne mærke det inderste element i selve menneskeheden,« sagde han bagefter.

I første omgang var der ikke mange, som tog særlig notits af Rusty Schweickarts rant, og hos NASA betragtede man det som et anfald af rumsyge (det er en ting) eller rent hippieævl. Men da Edgar Mitchell fra Apollo 14 to år senere havde en stort set identisk oplevelse, begyndte flere psykologer i rumforskningen at betragte det som et decideret fænomen. Mitchell landede på Månen og har stadig rekorden for historiens længste månevandring på ni timer og 17 minutter, og mens han gik der, oplevede han en euforisk følelse af »velsignelse og tidløshed«. Han stod stille i nogle minutter og græd af bevægelse, mens han oplevede, at hvert eneste atom i universet var forbundne.

»En dyb, dyb forståelse af, at alle mennesker, alle dyr, hele systemet var en del af det samme hele«.

Siden er det et velkendt fænomen, at astronauter ser det hele lidt oppefra. Det er vi andre naturligvis afskåret fra, men man kunne tro eller håbe, at denne pandemi ville have givet os lignende følelser for kloden.

Danmark dejligst

Pandemien har helt fysisk forbundet os tættere end noget andet i nyere tid. Den har givet os en fælles fjende, et fælles mål og både mindet os om, hvor små, alene og uduelige vi er, og at vi kun har hinanden til at hjælpe os. Der kommer ingen og redder os, og der er ikke noget sted at flygte hen.

Men åbenbart ikke. Desværre. Ellers ville der vel næppe findes udtryk som ’vaccinediplomati’ og ’sygdomsnationalisme’. Virussen har forstærket nationalstaten, og de grænser, globalisterne havde håbet ville forsvinde, er blevet tegnet lige så skarpt op som efter de store krige. Ikke alene er landene blevet ramt forskelligt af virussen, vi har også reageret helt forskelligt med det kulturelle og politiske dna, vi er lavet af, og nu, hvor pandemien er rykket ind i vaccinefasen, fortsætter landskampene. Hvert land for sig selv, og endnu en gang viser verden sig skæv, ond og uretfærdig. Ikke bare en bleg blå prik.

Derfor gik der et lys op for mig, da det lille rumkøretøj Perseverance ramte Mars i sidste uge. Sonden burde slet ikke tage billeder af Mars, men af Jorden set fra Mars. Måske ville vi så glemme ideen om at kolonisere andre ubeboelige planeter, før vi har løst problemerne her på kloden. Ja, og så tænkte jeg selvfølgelig på, hvor sindssygt flot det var, at vores eget DTU Space har været med til at udvikle det kamera, der sidder på den. Danske DTU. Sådan DANMARK! Åh, Danmark dejligst.