Vaccinedebatten befinder sig i farvandet mellem tragedie og statistik

Før min mor døde i sommer, havde jeg ikke meget fornemmelse for evigheden. Jeg troede måske, der var tale om helt utrolig meget eller ubegribeligt lang tid, men nu ved jeg, at evigheden er det modsatte. Det er ingenting. Kold og ubøjelig som plastik, uden svar eller reaktioner. Et sort hul af absolut tavst intet. Det er skuffende, det er tomt, og det er skræmmende.

Det er den tavse evighed, man forhandler med i denne pandemi, hvor døden hele tiden er med som bagtæppe. Som et ubærligt tab for den enkelte, men som den gamle gnavpot og modbydelige diktator Josef Stalin ofte bliver citeret for: »Ét menneskes dødsfald er en tragedie – en million menneskers død er statistik.«

Det er sandt, men i et demokrati, hvor vi holder af den enkeltes ukrænkelige ret, og hvor politikerne er så tæt på borgerne, som de er i Danmark, (og måske gerne vil vælges igen), har diskussionen om risiko og død bevæget sig i en underlig hybrid mellem de to yderligheder.

Tidligt i pandemien lærte vi, at Mette Frederiksen (S) står på den forsigtige side med den næsten aggressive én-død-er-én-for-mange-politik, og i denne uge blev denne forsigtighed videreført af Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, der torsdag forlængede pausen for den svensk-britiske AstraZeneca-vaccine endnu tre uger.

På et pressemøde, hvor vi lige skulle lære at sige ’heparininduceret trombocytopeni’ lige så hurtigt som Søren Brostrøm, blev det igen slået fast, at man ikke kunne sige med sikkerhed, hvorvidt vaccinen havde været skyld i enkelte tilfælde af fatale blodpropper, og at Danmark som det eneste land i verden ikke ville fortsætte brugen af lægemidlet, før man havde mere viden om de mistænkte bivirkninger.

Kalkulerede risici

Vi lever med en kalkuleret risiko for at dø, fra vi sætter benet ud af sengen om morgenen, som Søren Brostrøm også pointerede på pressemødet, og hver dag foretager vi handlinger, der er mere risikofyldte end at tage AstraZeneca-vaccinen.

Vi vurderer, at det er risikoen værd. Vi cykler på arbejde, selv om vi kender til højresvingsulykker, vi forlader gladeligt vores hjem i frostvejr, selv om vi kender den grusomme død ved istappens fald, og hver dag bliver der tager flere hundredetusinde p-piller, selv om fire-fem mennesker årligt dør af den præcis samme bivirkning som den, AstraZeneca blandt andet er mistænkt for – heparininduceret trombocytopeni.

For selv om meget er uklart ved både COVID-19 og AstraZeneca, står det ifølge Sundhedsstyrelsen klart, at meget, meget få mennesker er blevet fatalt ramt af denne mistænkte bivirkning, og mange, mange flere ville kunne få glæde af den dækning, som vaccinen dokumenteret giver.

Men evigheden og tragedien lader sig ikke forhandle med. Og i politik slipper man sjældent godt fra at gøre dødsfald til statistik.

At holde hårdt fast i livet

Selv om der ofte bliver talt om kynismen i samtiden og om markedskræfternes ubønhørlighed, er menneskelivet i generel forstand og over hele kloden blevet mere værd, som den canadiske psykologiprofessor Steven Pinker er blevet berømt for at dokumentere. Menneskets liv er blevet mere værd, fordi verden er blevet et bedre sted. Vi har, overordnet set, aldrig levet i en fredeligere tid end nu: Aldrig i historien har der været så få mord i verden. Aldrig har der været så lidt vold, så lidt kynisk bestialitet, så få krige, så få soldater, der falder, og så få dræbte ved ulykker.

Samfundet tager hele tiden nye skridt for at skærme menneskelivet. Siden 1950’erne er antallet af trafikdræbte i den vestlige verden faldet til en brøkdel på grund af sikkerhedsforanstaltninger, udgifterne til sygesikring, medicin og sygehusvæsen er mangedoblet, arbejdssikkerhed er kommet i højsædet, der er indført skrappe regler for alt fra medicinske forsøg til snører i anorakken, og børn beskyttes mod forgiftninger, allergier og skader på legepladser. Alt sammen tiltag, der holder hårdt fast i livet.

Det er en psykologisk proces, der ser ud til at fortsætte og løbe forud for ændringerne i den menneskelige adfærd. Vi er blevet meget mere opmærksomme på vores egne og andres rettigheder, men det betyder også, at vi er blevet mindre og mindre tilbøjelige til at ofre os for en større sag, og den tendens påvirker også vores mening om, hvad andre bør gøre for en fælles sag. Individet er blevet mere og mere ukrænkeligt.

Men en pandemi skeler naturligvis ikke til den enkeltes rettigheder. Den kommer med sygdom, død og evighed. Det kan vi måske acceptere. Det er sværere, hvis et menneskeskabt lægemiddel skulle komme med det samme. Også selv om det redder mange fra pandemiens død.